Prøv avisen

Modtager af Kristeligt Dagblads Pris: Kirken skal fortsat fornys, fordi livet er levende

Musikken fylder i Holger Lissners hjem. ”Musik­stuen” har han og hustruen selv bygget til huset, for der var ikke et rum, som var stort nok til ­flygelet. Holger Lissner spiller også violin og har ofte sin strygekvartet på besøg i hjemmet i Røjle Skov nær Middel­fart. Et andet ­fællesskab, han dyrker, er den såkaldte ”Holger-bande”, hvor ­salmedigtere og -komponister årligt mødes for at skrive nyt. – Foto: Leif Tuxen.

Han er brugsdigter og ”bandeleder” – og kendt for salmer som ”Nu går solen sin vej” og ”Nu har du taget fra os”. Holger Lissner modtager på mandag Kristeligt Dagblads Pris for sit arbejde med at forny salmer, bønner og liturgi

Holger Lissner blev for nogen tid siden ringet op af en præst. Om den folkekære salmedigter ville komme til Sjælland og holde foredrag? Nej, det ville han ikke, det var for langt at køre, mente den 81-årige fynbo. Jamen det skulle han, lød svaret. For i det sjællandske sogn var der en gruppe af kvinder, der havde været udsat for incest, og som mødtes en gang om måneden, og Lissners salme ”Kom, hjælp mig, Herre Jesus” var blevet deres ”slagsang”. Så måtte Lissner alligevel krydse Storebælt.

Digteren hører af og til historier som denne. Om mennesker, der har følt sig ramt og set af hans salmer.

”Så står det klart for mig, at den sang, jeg har skrevet, er blevet en salme. For den er blevet en del af det menneskes livserkendelse eller samtale med Gud. Det er den flotteste pris, jeg kan få. Og det er måske også derfor, jeg får Kristeligt Dagblads Pris,” siger Holger Lissner.

På mandag modtager han nemlig prisen for sit store og livslange arbejde med at skabe og forny salmer, bønner og liturgi til folkekirkens gudstjenester, og det føler han sig noget benovet over.

”Da jeg startede med at skrive salmer sidst i 1960’erne, blev det ikke regnet for noget. Vi, der gjorde det, fik en masse øretæver, for vi nåede jo ikke Grundtvig til sokkeholderne. Men vi var nogle, der blev ved, og det er da lidt sjovt, hvordan man starter som et fæ i folks mening og ender som et koryfæ,” ler han.

Holger Lissner debuterede ganske ung som digter med en salme, der blev trykt af faderen, Viggo Lissner, i et blad, han redigerede som sygehuspræst på Rigshospitalet i København. Signaturen lød ”MSH”, Min Søn Holger, og den var vist ikke særligt god.

Det var til gengæld den salme, som Holger Lissner som 32-årig teologistuderende vandt Kristeligt Dagblads salmekonkurrence med i 1970. Her søgte man nye salmer, der kunne tale tidens sprog. Som bedømmelsesudvalget, der bestod af blandt andre forfatter Cecil Bødker, tørt konstaterede, var det så som så med kvaliteten af de omkring 1300 salmer, der var blevet indsendt. Holger Lissner udmærkede sig dog, og det har han gjort lige siden, for konkurrencen blev startskuddet til, at han for alvor gav sig i kast med salmedigtningen. Han har udgivet mange salmesamlinger og er i dag forfatter til otte salmer i Den Danske Salmebog samt syv oversatte eller bearbejdede salmer. Han er også at finde i salmebogstillæggene ”Kirkesangbogen” og ”100 salmer” og i både norske og svenske salmebøger.

Holger Lissner har altid arbejdet på netop at formulere tidens kirkelige sprog, og det ikke kun i sine salmer. Da han var barn, sagde hans mor til ham, at han skulle spare lidt på alle sine idéer. Det har han nu aldrig gjort, og de er da heller ikke sluppet op endnu. Han har lavet gudstjeneste- og prædikenforslag, skrevet musicals til konfirmander og Spillemandsmessen – en messe med stor inspiration fra folkemusikken. I sin tid som præst har han, lang tid før det blev moderne, eksperimenteret med det meste – fra børnegudstjenester og skole-kirke-samarbejde til frivilligt engagement i menigheden. Og han har ikke mindst skrevet nye kollekter og bønner til alle søndage i kirkeåret – til begge tekstrækker. Det er bønner, som i dag bruges i en stor del af landets sognekirker.

Gudstjenesten har altid været omdrejningspunktet for Holger Lissner. Han har gået i kirke siden konfirmationsalderen, og selvom han erkender at have gabt sig igennem mangen en søvndyssende gudstjeneste, har det ugentlige anker altid været der, og er det fortsat. Højmessen er, mener Lissner, en livslang samtale mellem evangeliet og menneskelivet. Men det kan altså blive for kedeligt. For nogle af de bønner, salmer og bibeltekster, man møder i løbet af en højmesse, kan være så vanskelige at relatere et menneskeliv til i dag, at distancen mellem teksten og mennesket bliver for stor. Og hvorfor så ikke prøve at gøre det bedre?

Af samme grund klæber ordet ”fornyelse” til ham, og afhængigt af afsenderen er det ikke altid nogen ros. For er de gamle salmer, bønner og gudstjenester ikke gode nok, som de er, indvender nogle. Hvorfor al den fornyelse?

”Fordi livet er levende. Tiden, sproget og teologien forandrer sig, så vi må hele tiden undersøge, hvordan vi bedst kan bede og synge i dag. Det er klart, at man kan ryge for langt over i en grøft, hvor det kristelige bliver tyndt. Men jeg ser også en teologisk pointe i, at Jesus sagde til sine disciple, at han gik i forvejen for dem til Galilæa, og at han sendte dem Helligånden. For modsat islam er vi i kristendommen altid på vej. Fortolkningen af Bibelens tekster er aldrig afsluttet, for den handler om blikket, der ser. Og det er da spændende,” udbryder han og spørger nysgerrigt:

”Hvor går det hen?”.

Holger Lissner er dog ikke stemt for hvad som helst, der er nyt. For eksempel bryder han sig ikke om, når der synges højskolesange under en gudstjeneste. For selvom han selv synger fra Højskolesangbogen dagligt, er der tale om sange og ikke salmer – en salme skal være centreret om Kristus, mener han. Og han har da også selv oplevet at gå for langt med sine eksperimenter. Det skete for eksempel, da han som sognepræst i Sdr. Bjert ved Kolding engang hyrede en amatørskuespiller til at optræde som Djævelen i kirkerummet. Djævelen listede rundt blandt kirkegængerne og fortalte rygter om præsten. Han havde ikke bukser på under kjolen, blev det hvisket i deres ører. Pointen var at lede optrinnet over i en prædiken om sladderens ødelæggende væsen, og det syntes Holger Lissner egentlig selv fungerede ganske godt. Men søndagens dåbsfamilie følte sig stødt, og da de skulle have deres næste barn døbt, gik de til præsten i nabosognet.

”Man skal ikke jage en dåbsfamilie væk, så bliver det for vildt. Men man kan selvfølgelig heller aldrig få alle med sig. Holder man sig til det sikre, er der ingen kat, der gør, men der er også mange, der slet ikke kommer i kirke. Og jeg synes, der er for mange præster i dag, der er for forsigtige.”

Åbenheden for kirkelig fornyelse kommer til dels fra hans far, som var igennem, hvad Holger Lissner beskriver som en række kirkelige faser. Han begyndte med en idealistisk KFUM- og -K-kristendom, blev senere højkirkelig lutheraner og endte med at blive meget økumenisk indstillet, da tre af hans børn blev gift med udlændinge, der var henholdsvis anglikaner, kvæker og katolik. Da Holger Lissner var færdiguddannet lærer, begyndte han uddannelsen til teolog på Københavns Universitet, og i den periode havde han mange samtaler med faderen – dem karakteriserer han i dag som sin halve pastoraluddannelse, og indsigten i, at faderen altid var på vej, som teolog og menneske, har sat sine spor i Holger Lissner.

Selv har han giftet sig med Karin, som han for sjov kalder ”sydfynsk grundtvigianer”, og samtalen om kirkelige og eksistentielle spørgsmål er aldrig afsluttet mellem de to og deres i dag midaldrende børn. Det er musikken heller ikke. Parret spiller begge klaver, og han spiller violin. De starter hver dag med to sange og højtlæsning fra romaner og digtsamlinger.

Heller ikke troen er et afklaret spørgsmål, og Holger Lissner er ikke en gammel mand, der har fundet tilbage til eller bevaret sin barnetro. Han synes, det kan være udtryk for dovenskab at leve sådan. Hans tro er kun, som årene er gået, blevet mere kompleks, oplever han. Det kommer også til udtryk i hans stadig omfattende produktion af salmer og bønner. Og tit vender han tilbage til noget, han tidligere har skrevet, og omformulerer en sætning. For sproget og tiden har ændret sig, og det samme har tilværelsen.

Spørgsmålet er, om tvivlen bliver større hos Holger Lissner, i takt med at troen bliver mere kompleks?

”Ja. Og nej... Jeg kan selvfølgelig tvivle. Vi har det heldigvis godt, men vi er kommet op i en alder, hvor folk omkring os begynder at dø. Der er dage, hvor jeg tror på opstandelsen, og der er dage, hvor jeg håber på den. For håbet går længere end troen, og hvis også håbet hører op, er kærligheden tilbage. Skulle jeg miste Karin, er jeg overbevist om, at Vorherre vil tage sig af hende. For hvis Gud er kærlighed, er der liv efter døden. Og jeg håber, at jeg den dag, jeg selv dør, kan sige, ligesom Jesus sagde på korset: ’I dine hænder betror jeg min ånd’.”

Holger Lissner roses også for gennem årene at have inspireret andre til fornyelse. Et udslag heraf er den såkaldte ”Holger-bande” – en gruppe af salmeforfattere og -komponister, som mødes en gang om året for at sparre med hinanden og skrive nyt.

Banden opstod, da Holger Lissner og andre nye salmedigtere mente, at kommissionen bag den nyeste salmebog havde for få nye salmer med i deres arbejde. Siden har de, de første mange år på Lissners oplæg, lavet salmer til kirkeårets gammeltestamentlige tekster samt morgen-, aften- og årstidssalmer. For øjeblikket arbejder gruppen, der også består af blandt andre Iben Krogsdal, Hans Anker Jørgensen, Niels Johansen og Lisbeth Smedegaard Andersen, på at skrive salmer til højmessens epistellæsninger – det er for eksempel Paulus’ breve, og Lissner skriver stadig løs selv.

Sommetider vågner han meget tidligt om morgenen med en strofe i hovedet. Er han frisk, får han den griflet ned med blyant på sin blok. Han forfalder ikke til en romantisk fortælling om en kunstner, hvis udtryk flyder som guddommelig inspiration ud af hænderne. Alligevel erkender han, at evnen ligger et sted mellem tankearbejde og gave. Han ved dog, at han som gammel mand ikke længere er den rette til at skrive salmer og bønner til ungdommen i dag, og han ved, at kun de færreste af hans over 600 salmer vil overleve over tid.

”Sprogprofessoren Jørn Lund siger, at han kan stadfæste folks alder inden for fem år ved at se på, hvordan deres sprog er. Det er klart, at også mit sprog er underlagt tiden, og om 30 år er det måske yt. Men så skidt. Det var 30 års bøn til Vorherre.”

”Det er da lidt sjovt, hvordan manstarter som et fæ i folks mening og ender som et koryfæ.

Det er da lidt sjovt, hvordan manstarter som et fæ i folks mening og ender som et koryfæ

Holger Lissner, salmedigter og modtager af Kristeligt Dagblads Pris