”Vi griner tit af, at vi ikke kender hinanden særlig godt,” siger Nana Hauge.
Hendes stemme skærer sig vej gennem internetforbindelsen fra Vestsjælland til København. Hun griner af sin kommentar, og straks efter griner også Stine Munch og Merete Bøye, hendes to veninder, kolleger og medredaktører.
De tre præster lærte ganske vist først rigtigt hinanden at kende i 2013, da de besluttede sig for at lave det kirkekritiske tidsskrift Nyt Babel. Men de har en indforståethed, der kun kan komme af at være tætte veninder. Og selvom Nana Hauge, 43, og Merete Bøye, 44, når frem til 40-årige Stine Munchs præstebolig i indre København via skypeforbindelser fra henholdsvis Høve Mark ved Slagelse og Ans ved Silkeborg, føles det, som om de tre veninder er i samme rum.
De tre er vant til at befinde sig i hver sin del af landet. Derfor udfoldes deres venskab hovedsageligt på skrift via et evigt aktivt chatvindue på Facebook. Her skriver de om alt fra de daglige udfordringer som præst, rollen som mor, mad - økologisk eller ej - og så selvfølgelig deres fælles projekt, tidsskriftet Nyt Babel.
Da det blev lanceret i begyndelsen af 2014, gav det genlyd i kirkeverdenen. For her var tre præster, der kontant meldte deres holdninger ud. Og at det var tre yngre kvinder, gjorde det kun mere interessant.
”Vi havde aldrig troet, at Nyt Babel ville generere så megen omtale,” forklarer Stine Munch, som er præst i Vor Frue Sogn i København.
”Forleden dag mødte jeg én, som jeg aldrig havde set før, som sagde: 'Du er da en af dem fra Nyt Babel.' Det er aldrig sket før.”
At Nyt Babel blev født, skyldes et ophold på Mariæ Bebudelseskonvent i Ribe, hvor man over flere dage diskuterer aktuelle teologiske og kulturelle emner. Her mødtes Nana Hauge og Stine Munch i 2013. De boede på samme bed and breakfast, og Nana Hauge var lidt ængstelig over at skulle dele bad med en vildt fremmed. Men da hun mødte Stine Munch, var der kemi med det samme.
”Vi var rørende enige om så mange ting rent teologisk. Og vi havde det så skægt. Så vi begyndte at skrive sammen, da vi kom hjem. Jeg syntes, at der manglede et sted, hvor man kunne skrive lidt friere rent holdningsmæssigt, og hvor man ikke tog kirken til indtægt for sine holdninger. Nana var enig og foreslog at få Merete med, og så var det dét,” forklarer Stine Munch.
Fordi Stine Munch bor i København, Nana Hauge på Vestsjælland og Merete Bøye i Midtjylland, er Nyt Babel blevet til på internettet. Over mails og Facebook redigerer de tre kvinder tekster og diskuterer indhold og design. Det var først nogle måneder efter lanceringen af Nyt Babel, at de alle tre mødtes i virkeligheden for første gang.
”Vi ses stort set aldrig rigtigt. Men næsten hver dag skriver vi på Facebook. Det startede med kun at være om Nyt Babel, men hurtigt blev det til, at vi også skrev om alle mulige ting fra vores liv,” forklarer Merete Bøye.
”På den måde kan man sige, at vi er hinandens sjælesørgere,” siger Stine Munch.
Den konstante korrespondance betyder, at de kender hinanden godt. Imellem talestrømmen driller de hinanden og griner. Forklarer, hvordan Nana Hauge altid går tidligt i seng, når de ses, mens Merete Bøye og Stine Munch ryger cigaretter - helst langt væk fra Nana Hauges hus. De griner af, hvordan de bruger smileys, når de skriver sammen, særligt den, der ligner, at den skal kaste op. De driller Nana Hauge med hendes aversion mod fitness og Merete Bøye med hendes sure grundindstilling til verden.
Hvor de hver især ofte havde følt sig alene med deres teologiske holdninger, fandt de sammen et kirkepolitisk fællesskab. Nyt Babel er et resultat af en kritik af kirkens ”ynkelige forsøg på at være ung med de unge”, som de i det første nummer af Nyt Babel skrev om kirkens forsøg på at trække nye medlemmer til. De synes, at folkekirken skal holde op med at forsøge at sælge sig selv, da det udvander det, kirken er til for, nemlig at forkynde det kristne budskab.
For selvom Nana Hauge og Merete Bøye beskriver sig som grundtvigsk-tidehvervske, og Stine Munch ikke er nær så vild med Grundtvigs skriverier, er de meget enige kirkepolitisk. Det har gjort, at de hurtigt har fundet en fælles tone og et fællesskab i teologien. Et fællesskab, hvor man ikke skal lægge bånd på sig selv.
”Det er vigtigt for os, at vi kan diskutere faglighed med hinanden. Vi tror jo alle tre på Gud. Vi tror helt bogstaveligt på opstandelsen,” forklarer Merete Bøye.
”For mig især har det været rart at møde nogle andre, som virkelig turde snakke højt om den tro. For det er der i min bekendtskabskreds - også blandt præster - lidt berøringsangst overfor.”
”Vi skal heller ikke vise os over for hinanden. Man må godt dumme sig og skrive nogle dumme ting,” siger Nana Hauge.
”Det handler nok bare om kemi, og det er svært at forklare. Men jeg kunne mærke fra start, at I var sådan nogle, jeg kunne have det godt sammen med. Hvor man kan sænke paraderne og være, som man er. Det er virkelig meget værd,” siger Merete Bøye.
Alle tre er oprindeligt fra Jylland, og den jyske tone får sin del af æren for den ærlige tone. For så pakker man ikke noget ind, siger de.
”Man kan godt sige, at man sletter det, den anden lige har skrevet, for at skrive noget nyt selv,” siger Stine Munch.
”Nej, man behøver ikke at veje hvert ord på en guldvægt eller spekulere over, om nogen nu blev sure,” siger Merete Bøye.
De tre kvinder forklarer, at reaktionerne på Nyt Babel har været interessante.
”Folk syntes, det var mærkeligt, at nogle små, søde kvinder kunne skrive noget så surt,” ler Nana Hauge.
”Vi synes jo, det er klassisk kristendom, men det er altså en rød klud, og nogle synes, at vi er polemiske og skingre.”
At de tre redaktører har haft hinanden, ikke bare som partnere, men som venner, betyder, at de ikke har stået alene om kritikken. For selvom man har sine meningers mod, er det rart at vide, at man aldrig er helt alene om at stille sig ud i debatten.
”Jeg bliver mere modig af, at de er der. Hvis der er noget, jeg har lyst til at sige, og jeg ved, at jeg måske står lidt alene om det, ved jeg, at Nana og Merete er der,” siger Stine Munch.
”Vi er lidt som de tre musketerer med én for alle og alle for én,” siger Merete Bøye.
”Ja, vi marcherer i flok. Det var der en, der sagde til os engang, og det var ikke pænt ment. Men jeg synes, det var dejligt og meget sigende,” siger Nana Hauge.
”Jeg havde på et tidspunkt nogle problemer i mit eget liv, og jeg skrev til de to andre, at jeg ikke lige kunne skrive så meget om andet end det. Og så sagde de som rigtige, ordentlige venner, at det jo var derfor, de var her, også for at høre på det dårlige,” siger Stine Munch.
”Man kan sige, at sådan er det jo at være venner, men jeg blev virkelig glad for det, fordi vi ellers skriver så meget om kirke og teologi. Jeg kunne mærke, at vi ikke bare var pennevenner eller kolleger, men at vi var rigtige venner, og det var dejligt.”
Nana Hauge forklarer, at venskabets styrke baserer sig på, at kvinderne kan være nok så fjollede med drillerier og sjove kommentarer, men at de også ser op til hinanden.
”Jeg synes jo, at Stine og Merete er enormt dygtige teologer. Det bliver jeg beriget af,” siger hun.
”Det er ligesom at være i læsegruppe med nogen, der er lidt dygtigere end en selv. Så skal man stramme sig lidt an. På den måde er det vældigt inspirerende,” siger Stine Munch.
Hun forklarer, at fordi Merete Bøye og Nana Hauge ofte læser teologiske værker på engelsk og diskuterer dem, har hun nu selv købt bøger af den britiske teolog N.T. Wright, som hun skal til at give sig i kast med.
”Nej, hvor spændende! Det må du fortælle os om bagefter,” udbryder Merete Bøye.
Nana Hauge forklarer, at fordi de er tre, komplimenterer de hinanden så godt.
”Vi mener mange af de samme ting, men er i virkeligheden utrolig forskellige. Stine og jeg har ting til fælles, som Merete ikke har. Men så har Merete og jeg noget til fælles, som Stine ikke har,” siger hun. Hun er glad for, at de tre har fundet hinanden.
”Jeg er blevet glædeligt overrasket over, at man kan blive ved at møde nogle nye mennesker, også selvom man ikke er 20 længere. At man kan opleve den gave, det er med nye venskaber. Det er vidunderligt,” siger hun.