Ulla giver de pårørende besked, når et menneske dør under pludselige omstændigheder

Som felt- og beredskabspræst har Ulla Thorbjørn Hansen været klar til at rykke ud, når katastrofen rammer, eller når et menneske dør under pludselige eller voldsomme omstændigheder. Nu har hun skrevet bogen ”Dødsbud” for at give sin viden og erfaring videre

At tage den blå beredskabsskjorte på er for Ulla Thorbjørn Hansen en vigtig del af forberedelsen til at møde mennesker, der står i en svær situation. Men det er også vigtigt at kunne tage den af igen, både fysisk og psykisk, når man kommer hjem. –
At tage den blå beredskabsskjorte på er for Ulla Thorbjørn Hansen en vigtig del af forberedelsen til at møde mennesker, der står i en svær situation. Men det er også vigtigt at kunne tage den af igen, både fysisk og psykisk, når man kommer hjem. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Dødsbud, kaldes det. En soldat er død, og familie skal underrettes. Telefonen ringer hos feltpræsten, der trækker i sin uniform og gør sig klar. Beder måske en bøn for sig selv og dem, hun nu skal ud til. Så tager hun af sted. Klar til at være der, når den svære besked er blevet overbragt.

Når telefonen ringede, var det i mange år Ulla Thorbjørn Hansen, som rykkede ud. Og hun står stadig klar. For de seneste otte år har hun været ledende beredskabspræst i folkekirkens katastrofeberedskab. Beredskabspræsterne er 45 præster fra folkekirken, der er specialtrænede i at rykke ud, når katastrofen rammer. Præster, der også står klar som en ekstra ressource, hvis politiet vil have dem med ud, når betjente skal fortælle om en pludselig eller voldsom død.

I sin bog ”Dødsbud”, der i sidste måned udkom på forlaget Eksistensen, videregiver Ulla Thorbjørn Hansen erfaringer fra forskellige mennesker, der har været i situationer, hvor de skulle overbringe et budskab om et pludseligt dødsfald. Og dem, der har måttet modtage de svære ord.

Selv er hun uddannet bankassistent og arbejdede som sådan, indtil hun i 1990 besluttede sig for at blive præst og efterfølgende blev feltpræst. Et arbejde, hvor hun mødte mennesker i alle livets situationer. Også når et dødsfald var sket. Da Danmark i 2001 gik i krig i Afghanistan, skulle Ulla Thorbjørn Hansen pludselig tage imod de faldne soldaters kister.

Artiklen fortsætter under annoncen

”De første kistemodtagelser, jeg havde, var i 2002. Den daværende hærprovst ringede mig op og bad mig tage ud til Flyvestation Værløse og tage imod to kister. Jeg spurgte: ’Hvad skal jeg sige?’ og fik svaret ’det ved jeg ikke, for der er ikke andre, som har prøvet det’,” fortæller hun.

Med krigens komme stod Ulla Thorbjørn Hansen også over for at skulle tage med ud, når et dødsbud skulle overleveres. En situation, som hun var forberedt på gennem uddannelse og træning, men som også har været learning by doing. I de svære situationer har hun gjort brug af sin viden og faglighed som præst. Troen har hjulpet hende. For hun ved, at hun aldrig er alene.

”På korset råber Jesus ’Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig.’ Det råb er også nogle gange vores råb. Men det er værd at huske på, at Jesus citerer en salme fra Det Gamle Testamente. Den slutter af med ’for han greb ind’. Gud er der, også når situationen ser allermest håbløs ud,” siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Artiklen fortsætter under videoen