Prøv avisen

Ulla giver de pårørende besked, når et menneske dør under pludselige omstændigheder

At tage den blå beredskabsskjorte på er for Ulla Thorbjørn Hansen en vigtig del af forberedelsen til at møde mennesker, der står i en svær situation. Men det er også vigtigt at kunne tage den af igen, både fysisk og psykisk, når man kommer hjem. – Foto: Emil Kastrup Andersen

Som felt- og beredskabspræst har Ulla Thorbjørn Hansen været klar til at rykke ud, når katastrofen rammer, eller når et menneske dør under pludselige eller voldsomme omstændigheder. Nu har hun skrevet bogen ”Dødsbud” for at give sin viden og erfaring videre

Dødsbud, kaldes det. En soldat er død, og familie skal underrettes. Telefonen ringer hos feltpræsten, der trækker i sin uniform og gør sig klar. Beder måske en bøn for sig selv og dem, hun nu skal ud til. Så tager hun af sted. Klar til at være der, når den svære besked er blevet overbragt.

Når telefonen ringede, var det i mange år Ulla Thorbjørn Hansen, som rykkede ud. Og hun står stadig klar. For de seneste otte år har hun været ledende beredskabspræst i folkekirkens katastrofeberedskab. Beredskabspræsterne er 45 præster fra folkekirken, der er specialtrænede i at rykke ud, når katastrofen rammer. Præster, der også står klar som en ekstra ressource, hvis politiet vil have dem med ud, når betjente skal fortælle om en pludselig eller voldsom død.

I sin bog ”Dødsbud”, der i sidste måned udkom på forlaget Eksistensen, videregiver Ulla Thorbjørn Hansen erfaringer fra forskellige mennesker, der har været i situationer, hvor de skulle overbringe et budskab om et pludseligt dødsfald. Og dem, der har måttet modtage de svære ord.

Selv er hun uddannet bankassistent og arbejdede som sådan, indtil hun i 1990 besluttede sig for at blive præst og efterfølgende blev feltpræst. Et arbejde, hvor hun mødte mennesker i alle livets situationer. Også når et dødsfald var sket. Da Danmark i 2001 gik i krig i Afghanistan, skulle Ulla Thorbjørn Hansen pludselig tage imod de faldne soldaters kister.

”De første kistemodtagelser, jeg havde, var i 2002. Den daværende hærprovst ringede mig op og bad mig tage ud til Flyvestation Værløse og tage imod to kister. Jeg spurgte: ’Hvad skal jeg sige?’ og fik svaret ’det ved jeg ikke, for der er ikke andre, som har prøvet det’,” fortæller hun.

Med krigens komme stod Ulla Thorbjørn Hansen også over for at skulle tage med ud, når et dødsbud skulle overleveres. En situation, som hun var forberedt på gennem uddannelse og træning, men som også har været learning by doing. I de svære situationer har hun gjort brug af sin viden og faglighed som præst. Troen har hjulpet hende. For hun ved, at hun aldrig er alene.

”På korset råber Jesus ’Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig.’ Det råb er også nogle gange vores råb. Men det er værd at huske på, at Jesus citerer en salme fra Det Gamle Testamente. Den slutter af med ’for han greb ind’. Gud er der, også når situationen ser allermest håbløs ud,” siger Ulla Thorbjørn Hansen.

Artiklen fortsætter under videoen

Inden for krisesituationer taler man om ”sekstimers vinduet”. Det er de første timer efter en ubehagelig eller farlig situation. Timer, der er afgørende for, hvordan chokket sætter sig i mennesket. Her er det vigtigt, at der er nogen, som bare er til stede.

Der kan præsterne noget særligt, mener Ulla Thorbjørn Hansen. De har tid til at lytte, til at være nærværende og til at give omsorg. Med sig i bagagen har de også troen og ritualerne, og det kan være forløsende for et menneske i dyb sorg.

”Efter det, der skete på den norske ø Utøya i 2011, søgte mange til kirken, også selvom de ikke var troende. Der kunne de tænde lys, og der var et rum, hvor de havde lov til at være med deres sorg, med deres tanker og spørgsmål og deres klage,” siger Ulla Thorbjørn Hansen som eksempel på, hvad troen, kirken og præsterne kan i krisesituationer.

I nyere sorgteori taler man om, at mennesker bevæger sig mellem glædens og sorgens rum. Præsters erfaring, siger Ulla Thorbjørn Hansen, gør, at de har en særlig evne til at være i begge rum. De er ikke bange for mennesker, som græder, og de følger den sørgende. Også når det betyder, at de må sætte sig ned på gulvet sammen med det menneske, som er kollapset i sorgen. Og i de øjeblikke, hvor det er svært at rumme, skal træning og erfaring gerne sætte ind.

Som ledende beredskabspræst er det Ulla Thorbjørn Hansens opgave at sørge for, at præsterne er klædt på til opgaven. Sammen med resten af beredskabet arrangerer hun undervisning og øvelser, hvor præsterne kan mærke på egen krop, hvordan det er at stå i situationen.

Selvom det aldrig kan blive det samme som virkeligheden, er det med til at ruste præsterne til at håndtere krisesituationer.

”Det bliver aldrig en vane, men træning og erfaring gør, at man ved, at man kan komme igennem det på en ordentlig måde. For mig er visheden om, at jeg kan hjælpe familien i en svær situation, blevet drivkraften.”

At tage ud og arbejde i kriser eller katastrofer eller som dødsbud er ikke for alle. Det kræver erfaring og selvindsigt som menneske og som præst. Inden man påtager sig opgaven, bliver man nødt til at se indad.

”Du kommer ud til mennesker, der reagerer meget forskelligt og nogle gange meget voldsomt. Du skal vide, hvordan du agerer i den situation. Hvis et menneske begynder at skælde ud og råbe op, kan du så rumme det? Reagerer du selv ved at blive vred og bange, eller kan du se ud over det og dig selv? Du skal være empatisk og rolig. Klar til at fokusere på mennesket over for dig.”

Læs uddrag af ”Dødsbud” her.