Prøv avisen

Direktør: Klasseskel synes udvisket for alle andre end de mennesker, der krydser dem

I Agi Csonkas barndomshjem var der ingen bøger, men hendes forældre købte på et tidspunkt på afbetaling 10-bindsværket ”Mit skatkammer”. Bøgerne har i dag plads på øverste hylde i hendes bogreol som et af meget få levn fra det hjem, hun voksede op i. – Foto: Leif Tuxen

Direktør og uddannelsesekspert Agi Csonka voksede op som barn af ungarske flygtninge i et arbejderhjem, hvor uddannelse ikke fyldte særlig meget. Hun betegner sig selv som en opkomling, der er havnet i en højere social klasse uden helt at kende dens koder

I hans familie har de fundet ud af noget smart, betror en lektor sig til Agi Csonka, da hun som ung studentermedhjælper står ved kopimaskinen på Københavns Universitet. I hans hjem har de ikke længere kun et konversationsleksikon i stuen. De har også et i køkkenet.

Lektoren smiler indforstået, mens Agi Csonka nikker afmålt til svar. I hendes familie har de hverken brug for et konversationsleksikon i stuen eller i køkkenet, for hendes far er typisk træt efter en hel dags hårdt fysisk arbejde og foretrækker stilhed.

Agi Csonka har inddraget episoden i sin netop udkomne bog ”Hvordan får vi mere lighed i uddannelse?”, fordi den illustrerer det, der generede hende mest, da hun gik på universitetet: Ikke at hun kom fra det, hun kom fra. Men at det, hun kom fra, for alle andre virkede mærkeligt og uvirkeligt.

”Det var meget blandede følelser. Jeg var helt høj over de muligheder, der åbnede sig fagligt og socialt, men kontrasten til det, jeg kom fra, var svær at kapere. Mine studiekammerater havde en selvfølgelighed over sig. Selvfølgelig ville andre dem det bedste, og selvfølgelig gik det dem godt, og hvis ikke, så kunne onkel Højesteretssagfører nok hjælpe. Jeg var virkelig misundelig over den selvfølgelighed. I det miljø, jeg kom fra, lå katastrofen altid og lurede om hjørnet,” siger Agi Csonka.

57-årige Agi Csonka er direktør i Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd. Hun er et arbejderbarn af ufaglærte ungarske flygtninge og bliver af samfundet betragtet som en mønsterbryder. Selv bryder Agi Csonka sig ikke om ordet ”mønsterbryder”. Det indikerer en særlig indsats for at bryde et mønster, men Agi Csonka er selv del af et mønster, hvor 8-10 procent af hendes årgang markant skiftede social position, påpeger hun. I stedet kalder Agi Csonka sig selv for en ”opkomling”.

”Opkomlingene er dem, der mere eller mindre uforvarende vælter ind i de højere sociale lag nærmest ved et tilfælde. Pludselig er de del af det selskab, men de er samtidig altid en lille smule ved siden af,” siger hun.

Agi Csonkas mor og far er ungarere og voksede op i samme landsby. Agi Csonkas morfar var analfabet og arbejdede, fra han var syv år, med at lægge sten langs jernbanesvellerne. Hendes mormor havde udsyn, og når hun også havde tid, læste hun flyveblade på toilettet. Agi Csonkas morfar syntes, det var tidsspilde i en familie med 13 munde at mætte.

I 1956 tvang den folkelige opstand hendes forældre til at flygte fra Ungarn. Dagen efter de var blevet gift, tog de turen gennem Europa, først til en flygtningelejr i Østrig og siden til Danmark, et land, de kun sporadisk havde hørt om.

”De kendte intet til Danmark, men havde hørt, at der fandtes vejsideboder, hvor man tog grøntsager og bare lagde pengene til gengæld. De tænkte, at de gerne ville bo i et land med så meget tillid,” siger Agi Csonka.

I Danmark arbejdede hendes far som maskinarbejder, mens hendes mor sad ved samlebåndene på Toms Chokoladefabrikker. Begge arbejdede hårdt for at få en god tilværelse i Danmark og var meget optagede af, at Agi Csonka skulle have gode muligheder.

Agi Csonka voksede op i Nordsjælland i Ølstykke, en søvnig by, hvor hun var en af de ”mærkelige”, der også talte de fattigste børn og dem med fysiske skavanker. Agi Csonka var måske det eneste udenlandske barn i Ølstykke, og hun stak ud på grund af sit navn og sine forældre, særligt sin far, som ”kunne være ganske skræmmende for både børn og voksne med sin høgenæse, sit sorte hår og den uforståelige ungarske accent”.

”Det var en følelse, som fulgte mig på gymnasiet og på universitetet, på trods af at jeg på overfladen stod i centrum af sociale fællesskaber. Jeg følte, at jeg levede en dobbelttilværelse, én i skolen og en helt anden derhjemme,” fortæller hun.

Der var udtalte forskelle på hendes og venindernes hjem: Hos veninderne herskede en tilbagelænethed og en ironisk distance til alting, som Agi Csonka registrerede, men ikke forstod. I Agi Csonkas hjem blev der råbt, og man skændtes om politik med ungarske venner. Man mente, hvad man sagde, og sagde det højt og tydeligt.

Hos veninderne udstak forældrene underspillede ordrer forklædt som forslag: Som når Marias mor spurgte, om hun ikke havde lyst til at tage sin trøje på, nu hvor det var ved at blive koldt. I Agi Csonkas hjem var en ordre en ordre. Dem var der ikke noget underspillet over.

I Agi Csonkas hjem gjorde hendes forældre en dyd ud af at holde deres hjem rent og nydeligt. For dem var det en måde at bevare værdighed, men hos veninderne var nydelighed ikke så vigtigt. Hun husker deres hjem som ”lidt rodede og beskidte, kæmpe store og kolde”. Der manglede varme væg-til-væg-tæpper og nips, syntes hun. Hos veninderne hang der abstrakt kunst på væggene, mens der i Agi Csonkas hjem hang ”fiduskunst” med genkendelige motiver. Hvor man i venindernes hjem talte om bøger, var Agi Csonka den eneste i sin familie, der læste.

”Men mine forældre stræbte efter at få en helt normal tilværelse i Danmark, så der var også bøger hjemme ved os. Noget af det første, de investerede i, da de kom til Danmark...” siger Agi Csonka og peger bag sig på de 10 gule bind i bogreolen med ”Mit skatkammer” påtrykt med røde bogstaver.

”De købte bøgerne på afbetaling af en dørsælger, og det var voldsomt dyrt for dem. Bøgerne var smukke, men de var også nærmest umulige for et barn at læse,” siger hun.

I dag bor Agi Csonka i en lys lejlighed på Frederiksberg, og ”Mit skatkammer”-bøgerne er et af de ganske få levn fra en opvækst med fiduskunst og ungarsk folklore.

”I mødet med den øvre middelklasse erfarede jeg, at det, jeg kom fra, var klassificeret som ’dårlig smag’. Det provokerede mig voldsomt, og da jeg var ung, gjorde jeg en dyd ud af at gøre oprør mod ’den gode smag’, samtidig med at jeg godt kunne se, at her var noget, jeg blev nødt til at lære, hvis jeg skulle kunne begå mig.”

Agi Csonkas egne børn er vokset op i et kvarter i Hvidovre med mange arbejderfamilier. En dag blev hendes søn spurgt af sine kammerater, om Agi Csonkas familie var fattig, fordi der ikke var væg-til-væg-tæpper i deres hjem. Det var en pudsig følelse, siger Agi Csonka med et smil. Hendes søns kammerater må have følt det samme i hendes hjem i Hvidovre, som hun som barn følte i venindernes hjem. I mellemtiden havde hun selv byttet plads fra arbejderbarn til direktør.

Da Agi Csonka skulle begynde i 2. klasse i Ølstykke, fik hendes forældre besøg af to af hendes lærere. De sagde, at de syntes, Agi Csonka skulle springe en klasse over.

”Hun kommer til at gå hele vejen,” sagde lærerne.

Agi Csonkas forældre vidste ikke helt, hvad det betød, men de vidste, at en uddannelse var deres datters vej frem i den danske verden. De var godt klar over, at Agi Csonka var velbegavet, men i deres optik var kvik ikke noget, man gjorde, det var noget, man var.

”Deres indstilling var: ’Når du har så lyst et hoved, er det ikke din egen fortjeneste, at du får topkarakterer.’ Det var ikke noget, jeg fik ros for hverken af dem eller lærerne. Sikkert fordi jeg var dødirriterende og altid lavede sjov og ballade. Jeg fik at vide, at jeg skulle springe en klasse over, så jeg fik mere at lave og mindre tid til at forstyrre de andre.”

I en tidlig alder begyndte Agi Csonka at skrive familiens breve til kommunen. Hun husker højlydte diskussioner med sin far om brevenes ordlyd og stavemåder. At hun var kvik, skabte spændinger i familien. Faktisk var det ikke rigtig noget, hun kunne se nogen fordele i, og i lang tid betragtede hun selv sin boglige styrke som ”en ekstra arm, hun ikke vidste, hvad hun skulle bruge til”.

Men i gymnasietiden ændrede det sig på grund af den tid, hun tilbragte i gymnasievenindernes hjem. Særligt hos veninden Hanne, hvor der var intellektuelt højt til loftet, og Hannes far opfordrede Agi Csonka og sine egne børn til at udtrykke sig og udfordrede deres argumentation. Mens Agi Csonka blev direktør, blev familiens yngste datter, Helle, landets første kvindelige statsminister.

”Jeg oplevede, at der i mine veninders hjem blev talt mere med børnene. I min familie legede de voksne enten med os, eller også talte de til os. Der var stadigvæk en ’børn skal ses, ikke høres’-tilgang. Særligt når de voksne var samlet, var der ikke nogen forventninger til, at børn skulle deltage i samtalen,” fortæller hun.

Derhjemme lærte Agi Csonka, at det vigtigste var at arbejde hårdt og at gøre, hvad der blev sagt. Hendes forældre havde erfaret, at hvis man råbte for højt, endte det som regel dårligt. Den akademiske tilgang er i sin natur kritisk, men derhjemme fik Agi Csonka at vide, at alt for meget kritik kunne være farligt.

”Jeg synes ikke, at de værdier, jeg mødte i andre hjem, nødvendigvis var bedre end dem, jeg kendte hjemmefra.

Og jeg kunne sagtens se, at jeg i modsætning til mine veninder var fritaget for enorme forventninger. Men hvis vi skal forstå, hvorfor der er en systematisk sammenhæng mellem social baggrund, og hvad man kan blive, så er det lige præcis disse forskelle vigtige at tale om,” siger hun.

Forskellen mellem, om der bliver talt med eller til børn. Om hårdt arbejde eller intellektuel udfoldelse bliver vægtet højt. Om der ligger et konversationsleksikon i stuen og i køkkenet eller ingen af stederne. Forskelle, som var tydelige for Agi Csonka, men ubetydelige for andre.

”De har en betydning for, om alle udnytter deres fulde potentiale. Der er historier som min: Et barn af ufaglærte forældre, der aldrig eller først sent i livet finder ud af, at en videregående uddannelse er den rigtige vej for dem. Og så er der historier om de veluddannedes børn, der kun bliver stimuleret bogligt og aldrig finder ud af, at de ville være bedre egnet som tømrere.”

Agi Csonka med sine ungarske forældre i deres første danske hjem i Helsingør. – Privatfoto. Foto: Privatfoto
Hvor man i venindernes hjem talte om bøger, var Agi Csonka den eneste i sin familie, der læste. Foto: Leif Tuxen