Et rum fyldt med teenagere, der lytter intenst i åndeløs tavshed – det er en oplevelse, som lærere og præster sjældent får i historietimerne eller i konfirmationsforberedelsen. Men i de skoler og kirker, som har engageret det musikalske par Klezmerduo til at optræde med musik- og fortælleforestillingen ”Oktober 43”, sker det igen og igen.
Netop i disse uger er der ekstraordinær efterspørgsel på forestilling i anledning af 75-året for de cirka 7000 danske jøders flugt til Sverige i oktober 1943. Forestillingen er sammensat af mange små og store historier om personlige skæbner akkompagneret af traditionel jødisk klesmermusik og holdt sammen af små sekvenser med historiske fakta om besættelsestiden, Nazityskland og den politiske situation i Danmark før og under Anden Verdenskrig. ”Oktober 43” er især populær på skoler, højskoler og hos præster, der bruger den i konfirmationsforberedelsen, og der gør den stort indtryk.
”Nogle af de unge har aldrig hørt om, hvordan de danske jøder blev reddet. Det fylder ikke meget i historieundervisningen, og vi oplever tit, at de bliver meget berørt af historierne,” fortæller Ann-Mai-Britt Fjord, som er den ene halvdel af duoen.
”For eksempel har vi spillet for 300 skolelever i Vor Frue Kirke i Aalborg, og da vi var færdige, kom tre teenagepiger, som tydeligt var påvirket af det, de lige havde oplevet, og sagde, det var den bedste historietime, de nogensinde havde haft,” fortæller hun.
”Vi oplever, at de tager historien til sig og synes, den er vedkommende, og at de kan spejle sig i den. Det er fortællingerne om de mennesker, der helt spontant valgte at løbe en risiko og hjælpe andre i nød, som appellerer mest. Det er historier om medmenneskelighed, som stadig er lige relevante,” supplerer Henrik Bredholt – den anden halvdel af duoen.
Den jødiske klesmermusik er en anden vigtig forklaring på forestillingens popularitet, mener både Ann-Mai-Britt Fjord og Henrik Bredholt, der både musikalsk og privat har dannet par i mere end 30 år. De mødte selv klesmermusikken på rejse rundt i Europa som unge, hvor de tjente til dagen og vejen som gademusikanter med harmonika og klarinet. Klesmer var lige noget for dem, og de tog musikken til sig i en sådan grad, at de har levet af at spille den lige siden.
”Jeg oplever det som en stor gave at have mødt klesmermusikken. Man siger, at den ler med det ene øje og græder med det andet, og det er meget præcist. Klesmer rummer stemninger af både sorg og længsel, men også af håb og humor, som taler til de fleste mennesker på et dybt plan. Den får ens egen sorg og smerte til at klinge med, så musikken på en måde virker helende,” forklarer Ann-Mai-Britt Fjord.
”Med Kingos ord hedder det jo ’Sorrig og glæde de vandre til hobe’, og det er et vilkår, alle mennesker må forholde sig til. Livet er på én gang både godt og ondt. Det er det, klesmermusikken udtrykker så fint, og derfor egner den sig utroligt godt til en forestilling som ’Oktober 43’,” siger Henrik Bredholt.
Henrik Bredholt har selv en jødisk gren i slægten tilbage i tiden, men hans oldefar, kunstneren Mogens Ballin, der var ud af en velhavende jødisk københavnerslægt, konverterede til katolicismen. Derfor er Bredholt også katolik og er vokset op uden den store viden om sine jødiske forfædre. Men arbejdet med ”Oktober 43” har bragt den tættere på, og to af hans slægtninge optræder i en af forestillingens historier. En af de ulykkelige.
Den sjette oktober 1943 tog Henrik Bredholts grandtante Bolette, som han husker fra sin barndom, til Gilleleje sammen med sin bror. De var begge jøder og på flugt fra razziaen. Flugtsejladsen over Øresund
havde stået på i en uges tid, og tyskerne havde intensiveret patruljeringen. Bolette og broderen skjulte sig hos en familie i byen. Det var meningen, at de skulle til Sverige om natten, men i løbet af eftermiddagen begyndte rygterne at løbe om, at Gestapo var på vej fra Helsingør. De kuttere, som lå i havnen, kappede fortøjningerne og sejlede af sted med det samme, men Bolette og broderen nåede ikke med. Sammen med 80-90 andre jøder gemte de sig i Gilleleje Kirke. Unge, gamle og familier med børn sad stuvet sammen på kirkeloftet.
De troede fejlagtigt, at tyskerne ikke ville bryde ind i en dansk kirke. Men inden morgenen gryr den 7. oktober blev kirken stormet. Gestapo havde truet graveren til at udlevere nøglen. En dansk pige, som var kæreste med en tysk officer, havde røbet gemmestedet.
”Den slags historier skal vi også have med. For os er det vigtigt at nuancere billedet, og det var ikke alle danskere, der bare var gode og hjælpsomme over for deres jødiske landsmænd,” siger Ann-Mai-Britt Fjord.
”Det var heller ikke alle tyskere, der var onde og grusomme. Under vores research har vi blandt andet fået fortalt, at tyskerne havde ordre til at banke på hos jøderne og gå videre, hvis der ikke blev lukket op. Det gjorde de i mange tilfælde. Det var tit de danske nazister, der sparkede dørene ind,” siger hun.
Hun fremhæver også en anden historie, som gør indtryk, når hun fortæller den i forestillingen.
Det er historien om den jødiske familie, der havde gemt sig i et bådeskur på stranden ved Helsingør.
De kunne høre tyske soldater patruljere udenfor og vidste, at de bare skulle holde sig helt i ro til klokken 20, for da gik vagterne hjem.
Præcis klokken 20 blev der banket hårdt på døren, og familien troede, deres dage var talte. Men så lød det udenfor: ”Jetzt gehen wir. Gute Reise.”
”Vi optræder også med forestillingen på engelsk i udlandet, og netop den historie berører mange tyskere, fordi de er vant til at se deres egen nation fremstillet så ensidigt som skurke, siger Ann-Mai-Britt Fjord.
På loftet i Gilleleje Kirke var der imidlertid ingen nåde. Alle de 80-90 jøder, som havde gemt sig der, blev taget og få dage senere deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt – også Henrik Bredholts slægtninge. Alligevel har historien en lykkelig udgang, som også indgår i forestillingen: De kommer begge med Folke Bernadottes hvide busser hjem til Danmark, og på den måde ender en tragedie som en glædelig fortælling.
”Balancen mellem sorg og glæde, lys og mørke er noget, vi gør meget ud af i forestillingen, og vi er endt med at have flere af de mørke historier med, end vi egentlig havde tænkt os. Men de er nødvendige for, at især de unge kan forstå, hvor glædelige historierne om det, der gik godt, er,” siger Henrik Bredholt.
”Jødernes historie under Anden Verdenskrig er jo ikke nogen solstrålehistorie. Holocaust fandt sted, og det er forfærdeligt. Det er bare et lille, men vigtigt lyspunkt, at 7000 danske jøder faktisk blev reddet, fordi nogen viste medmenneskelighed og turde løbe en risiko for andres skyld.”
”Når den historie er vigtig at fortælle i dag, er det ikke, fordi vi skal være tilbageskuende, men for at undgå de samme fejltagelser. Vi skal holde historien op for os selv som et spejl og spørge: Hvad ville du selv have gjort – og hvad ville du gøre i dag, hvis det blev aktuelt. Ville du være en af dem, der løb risikoen ved at hjælpe, ville du være passiv, eller ville du måske være en af dem, der forrådte de flygtende, så de havnede i en koncentrationslejr,” siger han.
Han minder om, at de danske jøder jo var danskere og blev hjulpet af landsmænd – andre danskere.
”I dag er der også mange mennesker, som må flygte og forlade alt, hvad de ejer og har, for at komme i sikkerhed. Hvordan forholder vi os til dem? Kan vi møde dem med samme medmenneskelighed, som de mange, der spontant hjalp jøder på flugt i oktober 1943? Det spørgsmål må vores publikum gerne tænke over, når de går hjem fra forestillingen,” siger Henrik Bredholt.