Som far til datteren Frida på et år tænker Jeppe Ågaard Kristensen ofte på, hvilken fremtid, der mon venter hende. Egentlig synes han, at den ser lovende ud. Han, kæresten og datteren flyttede for nylig fra København til Ry for at være tættere på bedsteforældre og naturskønne omgivelser, og alt ånder fred og ingen fare. Men skulle han lade sit fremtidssyn diktere af stemningen i tiden og overskifterne i medierne især på klimaområdet, så kunne det blive dystert.
Jeppe Ågaard Kristensen er 33 år og ph.d. i naturgeografi fra Lunds Universitet og har dermed indgående kendskab til klimudfordringerne. Og så er han træt af dommedagsstemningen.
”Vi lever ekstremt meget i en dommedagstid, hvor budskaber fra klimarapporter bliver sat på spidsen af medier og aktivister, som griber det smalleste estimat, selvom forskningen er bredere end som så. Det bliver fremstillet som om, haluret er to minutter i slutfløjt, hvorefter alting bryder sammen. Men personligt er jeg mere bange for, at min datter får klimaangst end for selve ragnarok,” siger han.
Jeppe Ågaard Kristensen understreger, at han ikke er klimaskeptiker. Han går i allerhøjeste grad ind for at handle på klimaproblematikken. Hans bekymring går på, at dommedagsretorikken formentlig ikke giver de bedste resultater. Han kalder diskursen for deadlineism.
”Når retorikken er nået derud, hvor børn får angst, så står det ikke mål med oplevelsen. Dommedagsstemningen risikerer at resultere i panikhandlinger, som sjældent er den bedste løsning. Jeg synes i høj grad, at FN’s klimapanel fortolkes apokalyptisk, og det risikerer at føre til ineffektive beslutninger.”
Han nævner, TV 2-indsamlings-showet ”Danmark planter træer” fra september, som et eksempel på en overilet dommedagsreaktion. Et let afkodeligt pr-stunt som alle danskerne kunne forholde sig til.
”Skovrejsning er ofte en dårlig løsning i forhold til vores biodiversitet, som er i en tilsvarende krise som klimaet, men der er i samfundet en fælles idé om, at det er godt at plante træer. Og så råder konsensusdemokratiet, selvom man kunne have fundet en løsning, der bedre havde tilgodeset begge problemstillinger.”
Faktum er, at dommedag ikke rammer fra den ene dag til den anden, siger naturgeografen.
”Vi vil ikke vågne op til ragnarok, men sådan lyder det ofte i medierne. Vi sidder ikke i en bil, der pludselig kører ud over kanten. Ændringerne vil ske gradvist over generationer, og katastrofens udeblivelse risikerer at undergrave klimaforskningens troværdighed, når dommedag står uimodsagt. Og teknologisk kan vi gøre meget for at afhjælpe det, hvis vi ikke forfalder til panikløsninger, vel at mærke.”
FN’s klimakonference COP25 i Madrid for et par uger siden endte uden de store resultater, fordi parterne ikke kunne blive enige. Og årets ord blev klimatosse. Og selvom dommedag måske hænger i luften, har den ikke for alvor sat sig spor i danskerne. I hvert fald ikke ifølge de tryghedsmålinger, som Trygfonden løbende og med års mellemrum foretager. Her undersøger man, hvordan danskerne egentlig har det. Er de trygge, og hvad kan mon gøre dem utrygge? Den seneste måling er fra 2017, og i øjeblikket arbejder forskningschef Anders Hede på at analysere de nyeste tal, som bliver offentliggjort i løbet af 2020. Han forventer dog ikke, at man pludselig vil kunne se en apokalyptisk frygt i besvarelserne. I hvert fald har der ved tidligere målinger kun været ganske små tegn på, at danskerne reelt frygtede noget i den kaliber. Nærmest uanset set hvordan verden ter sig, er det ”smør på brødet”, der er den vigtigste årsag til bekymringer, siger forskningschefen.
”Da vi målte i 2017, så vi få tegn på, at danskerne frygter for verdens tilstand. Men det var stadigvæk de nære ting, der gik folk allermest på. Rod i privatøkonomien, problemer med helbredet, konflikter i familien. Specielt kombinationer af disse tre eller situationer, hvor man var ved at falde ud af arbejdsmarkedet, er det, der gør folk allermest utrygge,” siger han.
Det hænger formentlig sammen med, at der i Danmark fortsat er en høj grad af tillid til de hårde magtstrukturer som politi og domstole. Selvom der har været nogle tilfælde af korruption, tror vi på, at vores systemer fungerer og vores politikere er rimeligt kompetente til at varetage deres opgave.
”Vi betragter på afstand politikere og notoriske løgnhalse som Donald Trump, Silvio Berlusconi og måske også Boris Johnson, men kobler det ikke til noget, der kan skabe usikkerhed i vores eget liv. Den almindelige dansker ser dem snarere som underholdning. I det danske politiske system har vi ikke haft den grad af chok. Tværtimod er det lige lykkedes politikere på tværs af partier at lande en klimalov.”
Måske ville tryghedsmålinger falde anderledes ud, hvis de helt unge klimaaktivister, som endnu ikke er myndige, var blevet spurgt.
”Der kommer en ny generation, som ser anderledes bekymret på klimakrisen, og som i den grad giver udtryk for, at vi er under tidspres. Vi har at gøre med en meget kraftig politisk bevægelse, der er på vej frem. Hvis vi kunne måle på danske teenagere er jeg ret sikker, at vi ville se en anden bekymring,” siger Anders Hede.
Måske kan man ikke måle den, men man kan i hvert fald mærke den – dommedagsstemningen. Det vurderer Esben Bjerggaard Nielsen, der er ph.d. og lektor ved center for retorik på Aarhus Universitet, hvor han forsker i netop dommedagsretorik – mere specifikt i klimaretorik. Skulle han sætte ét ord på det årti, vi er på vej ud af, kunne dommedag være et godt bud, siger han. Ifølge den sydamerikanske Maya-kalender skulle jorden været gået under i 2012, og i slutningen af årtiet er det klimaforandringerne, der har sat fart i diskurserne om jordens endeligt.
”Jordens undergang har i forskellige udgaver fyldt meget i 2010’erne. Og selvom danskerne nok kan karakteriseres som et ganske nøgternt og pragmatisk folkefærd, så er dommedag kommet tilbage i vores kultur efter 1990’erne og 00’erne med økonomisk opsving og optimisme. Nu kan vi se undergangen i alt fra medier til computerspil og tv-serier,” siger Esben Bjerggaard Nielsen.
Det interessante er, hvordan man forholder sig til den sitrende fornemmelse af dommedag. Bliver man handlingslammet eller handlekraftig?
”Undergangen kan mobilisere os og fungere som en samlende kraft. Man kan føle sig meget i live, når man står tæt på dommens dag. Det så vi blandt andet i 1840’erne, hvor milleritterne (senere syvendagsadventisterne) i USA var helt sikre på, at dommedag var nær, og man så dem sælge alle deres ejendele for at give pengene til de fattige. De ordnerede alt og var så klar til frelsen, som så udeblev.”
Netop det er en vigtig pointe. At i en religiøs kontekst venter frelsen ved enden. Mens dommedag i en bredere kulturel forstand bare er sort. Derfor kunne man også forestille sig, at apatien ville brede sig under klimakampen. Men det omvendte er sket, mener Esben Bjerggaard Nielsen.
”Selvom Greta Thunbergs og andre klimaaktivisters retorik har været dommedagslignende, så har den bare resulteret i, at flere og flere unge og nu også ældre verden over et gået på gaden og har demonstreret. I retorikken taler vi om kairos, som er græsk og betyder ’det gunstige øjeblik’. Alt tyder på, at det gunstige øjeblik for at adressere klimakrisen er nu.”
Et par ingredienser er ganske afgørende for, hvordan man som menneske tackler at leve i en tid med apokalyptiske undertoner. Nemlig fællesskab og håb.
”Ingen kan møde dommedag alene, og ingen kan mobilisere styrken til at handle hvis ikke også, der er håb til stede,” siger retorikeren.
I Kirke Saaby på Midtsjælland sidder sognepræst Poul Joachim Stender med en følelse af at være blevet bestjålet. For dommedag, som han kender den fra kristendommen, er nu blevet gidsel i klimadiskussionen, mener han. Når en apokalyptisk stemning hersker i slutningen af 2010’erne, skyldes det overvejende den retorik, der bliver brugt om klimakrisen. Han siger:
”Klimaaktivisterne har stjålet dommedag fra kirken. Og den aktivistiske dommedag er altså ikke noget at råbe hurra for, skulle jeg hilse og sige. I deres version bryder alting sammen, jorden går under, og håbet er væk. Jeg vil gerne have dommedag tilbage til kirken.”
Han kommer til at tænke på en anekdote om salmedigteren Kaj Munk, der blev så glad, da han en dag hørte et ordentligt brag og troede, at nu var dommens dag kommet, og han ville møde Jesus. Den opfattelse deler Poul Joachim Stender.
”I kristendommen er dommedag en stor dag og en smuk dag. Det er dagen, hvor vi står over for Gud.”
Problemet med, at dommedag nu er blevet et bredere kulturelt begreb, er, at den i den nye version skaber uro, frygt og apati.
”Aktivisterne prøver at bilde os ind, at hvis vi gør vores bedste, vil kloden ikke forgå. Men det er simpelthen ikke rigtigt. Jorden vil forgå før eller senere. Det er både videnskaben og religionerne enige om. Det er lidt det samme med alle de kostråd, vi giver os selv og vores medmennesker. Vi kan ikke undgå døden uanset, hvor mange grøntsager vi spiser og hvor mange ture, vi løber. Jo, vi kan prolongere døden en tid, både hvad angår kloden og os selv, men vi kan ikke ændre på udfaldet.”
Poul Joachim Stender kan godt se ræsonnementet i, at det er fornuftigt at passe på skaberværket i al sin pragt. Men ingen orker at passe på kloden eller sig selv, hvis ikke livsappetitten er til stede.
”Alt håb bliver slukket, hvis det kun handler om, at ungdommen skal være moralsk ulastelige og heller ikke krænke nogen. Vi skal ikke fængsle vores unge så meget, at de ikke længere tør tage flyet til New Zealand eller Japan. Måske er det netop der, de møder nogen, der har nye perspektiver på, hvordan man i fællesskab løser klimakrisen. Hvis vi kun tager derhen, hvor vi kan komme til med tog, ender vi med at blive en lille lukket gård, og det er ikke sundt.”
Så her i juledagene frem mod det nye år er det sognepræstens bedste råd at turde leve dette liv.
”Danskerne skal være modige og kaste sig over livet. De skal være ødsle. De skal ikke frygte at sætte et ægte, duftende grantræ ind stuen. De skal drikke den gode vin, spise andestegen og den fede sovs med god samvittighed. For hvis ikke de selv føler overskud, kan de heller ikke have overskud til at være noget for andre.”
Personligt vil sognepræsten i Kirke-Saaby lade budskabet i julesalmen ”Tak og ære være Gud” med tekst af N.J. Holm fra 1829 indprente sig. Den handler netop om kirkens dommedag, hvor Gud viser sig for anden gang. Og hvis man hænger fast ved sin kristne tro, kan man glad tænke:
”At når du i herlighed
kommer anden gang herned,
jeg kan dig i møde gå
og retfærdig for dig stå.”