Prøv avisen

Preben Kok: Knæk må der til, skal livet gro

Vi har lavet en række normer, og vi er fuldstændig sikre på, at de er rigtige, men de er bare forkerte. Vi har lavet en livslov, som ikke passer – med det resultat, at vi skal nå det hele, inden vi bliver 35 år og uden at have modenheden til det, mener Preben Kok. Foto: Michael Drost-Hansen/ritzau

Præst, sjælesørger og forfatter Preben Kok har skrevet sit åndelige testamente. Det rummer en opfordring til at se på livet som en bue med et nødvendigt knæk midt i livet, der indeholder et forløsende potentiale. For uden ”en god nedstigning” risikerer man at leve et halvt liv, hvor man ikke bliver gammel – men blot en meget forpustet ung

Artiklen er oprindeligt udgivet 20. oktober 2017.

Preben Kok tror på livsbuens visdom, hvor opstigning forvandles til nedstigning, og hvor erfaringer kan akkumuleres til visdom. Han viser vej ind i arbejdsværelset i det nybyggede hus i landsbyen Engum ved Vejle omtrent 400 meter fra kirken, hvor han i fire årtier var sognepræst. Inden gæsten når at sætte sig, får han sagt, at han er opdraget til, at ældre mennesker er klogere end unge. Selv fylder han 70 år næste år.

Livsbuen kan sammenlignes med den klassiske hårnål. Han sidder med en gylden hårnål mellem fingrene og bøjer det ene hårnålsben op. Resultatet er en forvredet nål med en fortsat opstigning. Han ser mange leve livet som en fortsat opstigning, og for at eksemplificere fortæller han om et ældretræf i sensommeren arrangeret af et ældreråd, hvor han var inviteret som taler.

”Jeg spurgte, hvorfor de havde sat en 75-årig på mountainbike på forsiden af Ældrerådets hjemmeside. Hvorfor reklamerer man med noget, unge er bedre til end gamle? Er det, fordi man ikke ved, hvad ældre er bedre til end yngre?”.

”Konsekvensen er, at gamle bliver til forpustede unge i stedet for at være vise gamle. Gamle mennesker skal fortælle, hvad de har set og erfaret. De skal give deres visdom videre,” siger Preben Kok.

Han siger, at han er på vej ned ad livsbuen. I dag udkommer, hvad man kan kalde hans åndelige testamente, ”Slip livet løs”.

Det er en bog, der opfordrer til at se efter, om konflikter i parforholdet er frugtbare, om at tro på opstandelsen, og om ikke at tro, at man ikke kan tro.

”Det, den nye bog handler om, blev sunget ind i alle os, som gik i skole i 1950’erne og tidligere, men i dag er visdommen taget ud af samfundet med det resultat, at unge ikke får vejleding i, at man skal spise brød til, at man gifter sig med sin modsætning, og at man skal afblomstre for at sætte frugt.”

”Vi har lavet en række normer, og vi er fuldstændig sikre på, at de er rigtige, men de er bare forkerte. Vi har lavet en livslov, som ikke passer – med det resultat, at vi skal nå det hele, inden vi bliver 35 år og uden at have modenheden til det.”

Skal hårnålen mellem Preben Koks fingre forvandles til en brugbar hårnål, må dens knæk genoprettes.

”Yngre spørger mig tit, om der virkelig skal komme et knæk. Midtvejskrise er jo et belastet udtryk, men vil man leve et helt liv med en god nedstigning, skal der være et knæk, men selvfølgelig er der mange, som er tilfredse med at leve, hvad jeg ser som et halvt liv, hvor man ikke bliver gammel, men en forpustet ung.”

Han beskriver knækket som ”det gavnlige midtvejsknæk”, men måske burde vi synge for at finde en anden tilgang til ordene. Kok er en efterspurgt underviser, sjælesørger, vejleder og foredragsholder, men han ser sproget som begrænset og betjener sig selvfølgelig af både et myte- og hjertesprog.

Man kan synge om knækket og dets muligheder med Vilhelm Birkedals salme ”Jeg så ham som barn”. Preben Kok sætter stor pris på salmen for dens beskrivelse af livet som en opstigning med en modning og et knæk. Knækket er i det tredje vers, som lyder:

Jeg så ham som mand i den modnede sommer,

da synderen skjalv for den hellige dommer,

da hjertet slog tungt, og min isse var sænket,

og dødstanken strengt havde livsmodet lænket.

Preben Koks liv var præget af angst, fra han var 19 år, til han var 46 år, og to gange to år var særligt slemme.

”I de år troede jeg ikke, jeg levede ugen ud. Jeg somatiserede angsten og frygtede, at jeg var blevet ramt af en sygdom, som ville tage magten fra mig; lammelse, sklerose eller en hjernesvulst. Angst er udtryk for ressourcer, man har, men som man ikke bruger, og angsten står i forhold til de kræfter, man undertrykker.”

”Jeg fik angst, før det overhovedet blev almindeligt at gå til psykolog, så jeg henvendte mig hos min praktiserende læge, og når det blev særlig slemt, kom jeg til en speciallæge, men de kunne ikke finde noget på mig. Og det gav mig en ro, som varede fem minutter.”

Angsten tog til, da Preben Kok var i 40’erne, hvor han kom til at døje med ekstrem svimmelhed. Han fortæller om at være så svimmel, at han frygtede at vælte under gudstjenesterne.

Han valgte at betro sig til fem i sognet. Han så for sig, at han kunne falde ned i graven ved begravelse, og han ønskede, at de skulle vide, hvor slem hans svimmelhed var. Han blev undersøgt af specialister, som ikke kunne finde en fysisk grund, og han måtte overgive sig til, at det var psykisk betinget.

Når man taler om knækket på livsbuen, kan Preben Kok sætte dato på. Den 10. maj 1995. Det var dagen for hans midtvejsknæk. Dagen, hvor det vendte.

”Jeg var indespærret i angst og presset op i et hjørne, og når man er det, så er selvmordstanken en frihedstanke. Jeg havde det slemt, og jeg tænkte, at hvis det bliver værre, så tager jeg mit liv. Så blev det værre, men jeg kunne godt klare det, men hvis det blev værre, så ville jeg tage mit liv. Når du er i rædsel, er du et sted, hvor du kan fyldes af mest mod. Den 10. maj 1995 var den dag, hvor jeg fik den tanke at spørge mig selv:

’Hvad tænker du er rigtigt? Så gør du det modsatte.’ Det ændrede situationen mærkbart. Sådan en tanke, tror jeg, er fra Gud.”

”Mine samtaler med mennesker om selvmord har lært mig, at tanker om selvmord ikke er udtryk for svaghed. Selvmordstanker kan være kloge, for der er noget, som skal dø. Det er ikke mennesket med selvmordstankerne, som skal dø, men noget andet, som skal slås ihjel. Det, som skulle dø for mig, var, at jeg ikke brugte min magt og på mange måder have ladet mig spærre inde af et vrængbillede af mig selv. Den vej, jeg havde gået, havde ført mig et sted hen, hvor jeg ikke kunne leve, og derfor var den radikale ændring nødvendig.”

Det er hans erfaring, at man den første halvdel af livet modarbejder sig selv og fortæller en usand historie om sig selv. Efter vendepunktet i maj 1995 var der ting, han valgte fra, og nye ting, som blev vaner. Han fravalgte noget af sit udadvendte virke og aflagde sig nøjsomheden. På gulvet ligger en brun lædertaske i blødt skind. Før var det en mulepose, som udfyldte den eksklusive taskes funktion.

”Midt i min krises mørke fik jeg en idé om, at jeg skulle købe en taske til 2000 kroner, som for mig var et svimlende beløb, men det gik op for mig, at den nøjsomhed, jeg havde tænkt var naturlig, ikke ville mig det godt. Jeg gik i fløjlsbukser, sømandssweater og ruskindssko, men siden har jeg kun gået i eksklusivt tøj for bevidst at komme væk fra en nøjsom side af mig selv, som ikke vil mig det godt. Nøjsomheden var et billede på, hvordan jeg havde ladet livet spærre inde af et vrangbillede.”

Han henviser til psykiateren C.G. Jung (1875-1961), som skriver, at man kan forholde sig til livet på fire måder; tænkende, følende, sansende eller intuitivt.

Omkring det gavnlige midtvejsknæk begyndte Preben Kok at forholde sig til livet på en anden måde.

”I mine unge år var jeg ekstremt intuitiv. Vi, der er intuitive, er ofte opvokset i truede samfund, hvor man må lære at finde ud af, hvad der sker, inden det sker, så man kan komme væk. Jeg skrev en gang en artikel om intuitionen som et fængsel, for selv om intuition er en værdi, mange priser, er det slemme ved intuitionen, at den er så stærk, at du ikke kan tvivle på den. Men midt i 40’erne begyndte jeg at udvikle tænkning som en bi-funktion til intuitionen, og dermed er jeg ikke længere overladt alene til min intuition. Det har været en stor lettelse.”

Men når livsbuen med midtvejsknæk har et så forløsende potentiale, hvorfor oplever han så, at mange gør livsbuen til en forvredet hårnål med evig opstigning?

Preben Kok er hjemme i myternes verden, og Eros og Thanatos er centrale begreber i hans univers. Eros kan man oversætte til kærlighed, mens Thanatos er frygten for døden. En frygt, han mener, er tabuiseret i vores kultur.

Selv fik han tidligt døden tæt på. Hans far blev syg, da han var 13 år, og døde et par år senere. Inden Preben Kok udviklede angst, var faderen syg og i livsfare.

”Thanatos minder os om, at alt i vores liv afsluttes, og det fortrænger vi, og mange dør uden egentligt at have levet i alle facetterne, fordi de ikke ser deres dødelighed i øjnene, men tror, at de skal tilbringe 40 år på en golfbane, når de er gået på pension. Og når man tror, man skal leve evigt, udsætter man ting. Jeg har mødt rigtig gamle mennesker, som har udtrykt både skuffelse og overraskelse over, at de skulle dø, for de mente jo, at de først nu skulle til at leve. Det er min egen erfaring, at den, som tidligt husker på døden, lærer at være omhyggelig med øjeblikket og med livet før døden. Der er en livskraft i at blive mindet om døden, som gør, at livet kan slippes løs.”

Efter den 10. maj 1995 begyndte svimmelheden at aftage, og nogle måneder senere var den væk sammen med angsten. Af og til kan angsten komme tilbage med svimmelhed og kvalme, men det har aldrig været som i de godt 25 år før 1995. Senest, han mærkede angsten røre på sig, var i januar.

Han rejser sig og tager et billede ned, som hænger ved hans skrivebord. Han vil vise billedets bagside. Her har han sat et gruk fast, som han skrev med blyant på et stykke papir og satte op med tegnestifter den første dag i præstegården i Engum i juni 1975.

”Da han gik på pension, flyttede digtet med til det nye arbejdsværelse, og mærkerne fra de runde tegnestifter ses klart på det gulnede papir, hvor der står:

”Den drøm, som dybest i dit hjerte rinder, er den at stå som ubesejret vinder. Men det der står som målet for din Skaber, er måske drømmen om den gode taber.”

I mere end 40 år følte han sig mentalt hjemme i de linjer, men i januar mærkede han en kvalme, når han læste digtet.

”Når jeg mærker det, så ved jeg, at angsten ofte er en gåde, jeg skal løse.”

Den gåde, han skulle gætte, handlede om at være den gode taber.

”Jeg har altid set mig som en god taber, men faktisk har jeg altid gået efter at vinde og brugt magtesløsheden som en rasteplads, hvor jeg kunne komme til kræfter. Jeg kan være den gode taber, men jeg er mere end det.”

Da det blev påske, tog han til Galleri Moderne i Silkeborg, hvor billedkunstneren Peter Brandes udstillede. Han håbede at finde et billede, som kunne understrege denne nye indsigt.

”Peter Brandes er også min åndelige ven, og jeg tænkte, at han måtte have lavet et billede, som udtrykte den her erfaring.”

Preben Kok vendte hjem med et ikonisk billede af at bygge hus. Det gulnede digt er nu omhyggeligt placeret på bagsiden af Brandes’ værk. Preben Kok passer på de håndskrevne linjer, for de er baggrunden for, at han nu er et nyt sted.

”Der var kræfter i mig, som jeg ikke tidligere havde mod til at erkende, men som jeg nu ikke længere skal se bort fra. Den angst, man har, står i forhold til de kræfter, man undertrykker. Det her kan lyde som en gammel mands tilbagelænede refleksioner, men tro mig, der er intet tilbagelænet over det, men i dag kan jeg nærmest være taknemmelig for de mere end 25 år, hvor jeg havde angst.”

”Jeg kan se, at angsten var der som stopklods for mig i de år, hvor jeg med mine mange kræfter kunne have spoleret meget omkring mig, fordi jeg dengang ikke havde indsigt og modenhed til at bruge kræfterne. Jeg har ikke mindre livskraft i mig i dag, end jeg havde som ung, men jeg kan anvende kræfterne på en mere konstruktiv måde.”

Selvmordstanker kan være kloge, for der er noget, som skal dø. Det er ikke mennesket med selvmordstankerne, som skal dø, men noget andet, som skal slås ihjel.

Preben Kok