Prøv avisen

Knuste hjerter har det svært ved hjerternes fest

Tegning: Rasmus Juul.

Julen har en særlig evne til at forstærke følelsen af forladthed og forkerthed efter et kærlighedsbrud. Vi kan med fordel læne os mere op ad Juleevangeliets uperfekthed, mener sognepræst

Sognepræst Kristine Stricker Hestbech husker kun alt for tydeligt sin første juleaften, efter at hun var blevet skilt fra sine børns far. Sammen med sin ene datter skulle hun fejre jul hos sin søster og svoger. Hendes anden datter var – ”fornuftigt nok” – taget til USA. Måske burde hun selv have gjort det samme, har hun siden efterrationaliseret.

”Det var absolut grufuldt at sidde der på gulvet og se på, hvordan min søster og hendes mand udvekslede gaver og kyssede og krammede og var en kernefamilie, mens min egen familie var blevet brudt. Følelsen af ikke at være lykkedes var rigtig svær og skamfuld. Det var også i den periode, jeg mente, det burde være ulovligt at holde i hånd eller kysse på åben gade,” siger hun med et smil i telefonrøret.

I år er det 10 år siden, at hun fejrede sin første jul efter skilsmissen. Siden er hun blevet gift igen, og skilsmissen er kommet på afstand. Men julen blev forandret for altid.

”Som voksne griner vi lidt og siger, at den perfekte jul ikke findes. Men samtidig er det den, vi længes efter. Den længsel er meget stærkere, når ens kærlighed er brudt sammen.”

Kristine Stricker Hestbech ved, hvad hun taler om både privat og professionelt. De seneste tre år har hun haft 120 personer igennem sine ”sorggrupper for skilsmisseramte”, som finder sted i Havdrup Sogn i Østsjælland, hvor hun er præst. Her kan fraskilte mødes og tale med hinanden om de mange svære følelser i forbindelse med skilsmissen. Gruppen har mødtes og snakket om den forestående jul, og de fleste frygter den. Og de, der ikke har børn, tager måske en grupperejse for enlige til den anden side af jorden eller et højskoleophold.

”Julen efter kærlighedsbruddet er bare ganske forfærdelig. I Danmark er julen i høj grad bygget op om familien og fællesskabet, og det er ikke særlig accepteret at være alene i julen, for julen er hjerternes fest. Og det skal bare lykkes. Derfor ser man også, at flere nyskilte stædigt holder juleaften sammen for børnenes skyld, selvom det i bund og grund bliver en frygtelig aften for alle parter. De forsøger at sy et kunstigt ar hen over såret, men børnene kan sagtens mærke forløjetheden, og det kan være overmåde traumatisk for dem, når forældrene forsøger at fejre jul sammen.”

Det er uundgåeligt, at julen bliver en anden efter bruddet, siger Kristine Stricker Hestbech med erfaringen fra de mange samtaler med skilsmisseramte.

”De fleste vil sige, at julen ændrer karakter efter skilsmissen. Det bliver en kompromisjul, og julens uskyld er for evigt tabt. Jeg kan høre på folk, der har været skilt nogle år, at de stadig bare har lyst til at tage en afbudsrejse og glemme, at det er jul. I hvert fald hvis de ikke har børnene. Selv voksne skilsmissebørn kæmper med julen hvert år.”

Klinisk psykolog ved Aarhus Universitetshospital og sorgforsker Mai-Britt Guldin kan bekræfte, at julen har en særlig evne til at forstærke følelser. Et tab eller et kærlighedsbrud vil derfor fremstå stærkt og hårdt i julelysenes skær.

Hun har i sin forskning i sorg særligt kigget på dødsfald og alvorlig sygdom – men der er ikke nødvendigvis stor forskel på den følelsesmæssige sorg, man oplever ved et kærlighedsbrud og i forbindelse med et dødsfald, mener Mai-Britt Guldin.

”De fleste sørgende beskriver, at de i julen mærker en gensorg over det mistede. Der vil altid være bestemte tidspunkter på året og personlige mærkedage, hvor man genbesøger tabet. Det er tydeligt, at der er blevet vendt op og ned på ens hverdag, og ens vante måde at holde jul på er i gang med en omstillingsproces. I julen bliver det meget tydeligt, fordi man skal finde ud af, hvordan det så vil være at holde jul uden den person. Som menneske omstiller man sig til og udvikler nye traditioner og ritualer. Det er ikke så vanvittigt forskelligt, om sorgen skyldes et dødsfald eller et brud,” siger hun.

Ifølge Mai-Britt Guldin kan man i bred forstand tale om julesorg som begreb. Og som regel er sorg og glæde eller sorg og kærlighed tæt forbundne: Hun siger:

”Når man mærker glæden, kommer man også ofte i kontakt med sorgen. De to følelsesmæssige størrelser følges ad, og mange sørgende siger jo, at det pudsige er, at det er, når jeg er glad, at jeg også ofte savner rigtig meget eller bliver ked af det. I familiens nærvær eller sammen med nære venner og pårørende bliver det tydeligt, at der er et fravær af en bestemt person. Man vil mindes den tid, man har haft, eller sådan som man holdt jul tidligere. Selvom det var den rigtige beslutning at blive skilt eller gå fra hinanden, kan man sagtens opleve en sorg i forbindelse med bruddet eller savne et bestemt fællesskab og særlige traditioner, man har haft sammen.”

I sit arbejde som klinisk psykolog kan hun konstatere, at flere i sådan en situation vælger for en tid at vende den klassiske jul ryggen.

”Der er et opbrud i traditionerne, når man oplever et tab. Det kan være, man vælger at holde en helt anderledes jul og for eksempel tager ud at rejse, så man kommer væk fra de vante rammer. Det første år, hvor man af den ene eller anden grund er alene, vil der som regel være så megen gensorg og så mange minder forbundet med det, at man skal have genvundet en mental balance, før man orker at finde nye ritualer for sin jul.”

Journalist og klummeskribent Gertrud Højlund har tidligere skrevet om ”julens kratluskere”, som er de sorger og minder, der findes i skyggerne ved hjerternes fest. Hun kender selv til at have kærestesorg i december og mener, at vi som voksne bør nedjustere vores juleforventninger en smule.

”Fordi julen er en meget kommercialiseret højtid, har vi alle et tydeligt billede af, hvordan den perfekte jul bør være. Jeg tror, en del af voksenlivet handler om at slutte fred med det faktum, at virkeligheden sjældent ligner glansbilledet af julen. Hvis man er blevet forladt, er det meget nemt at blive ramt af en blå undertone midt i al juleglæden. Det er som regel også en tid på året, hvor man gør status, og så gør det ekstra ondt, at der var en, der gik.”

Vi bliver kede af det, når vi føler, at verden burde have set anderledes ud – for eksempel hvad angår kærligheden, uddyber hun:

”Nu burde jeg have været sammen med ham eller hende. Det gør ondt, når vi kommer i opposition til realiteterne, og når vi står der alene til familiejulefrokosterne, mens alle andre som på en anden Noas Ark kommer to og to. Så står man der og mangler den anden vinge.”

Men egentlig har julen nok en bismag for mange. Flere, end man skulle tro, har minder og sorger, der lurer i mørket, mens de forsøger at mønstre en juleglæde, tror Gertrud Højlund:

”Julen er en lysfest, og derfor finder vi stor værdi i at fejre den. I årets mørkeste øjeblik tænder vi et lys, som samtidig minder os om, at der eksisterer mørke, død og sorg, og at midlertidigheden er et vilkår. Idet du tænder et lys, vil det automatisk kaste skygger, og selvom dit mål er, at lyset skal skinne på det, du elsker her og nu, trækker det også samtidig en påmindelse frem om vores nederlag og sorger.”

I Havdrup Kirke taler Kristine Stricker Hestbech her i december med sine konfirmander om julen – og om, at selvom vi kalder den hjerternes fest, kan den altså byde på både sorg og glæde.

”Vi er i gang med at flette julehjerter, og inden i hjerterne opfordrer jeg dem til at skrive både det glædelige og det svære ved julen, inden de hænger dem på juletræet. Det skal vi voksne måske også prøve at gøre. Eller i hvert fald forsøge at tale om.”

For hende personligt ændrede julen karakter, da hun blev skilt. Hun holder stadig meget af den, men den er noget andet i dag og meget mere omskiftelig med dine og mine børn, der kommer og går.

”For mig er den rigtige jul nu i kirken. Julegudstjenesten er det konstante holdepunkt og det, der giver mig ro og glæde. Jeg tror, vi med fordel kan læne os mere op ad Juleevangeliet, som jo heller ikke er lutter glæde. Der finder vi nuancerne. Det byder både på brud og mørke med den lille familie, der med nød og næppe finder en stald. Der er meget lidt fred og idyl over, hvordan de raser ud på livets landeveje som flygtninge. Måske skal vi indoptage sorgen og de mørkere temaer som en del af julen,” foreslår Kristine Stricker Hestbech.