Komikeren Casper Christensen efter dåb: For mig er Jesus som en vejviser og storebror

Showmanden Casper Christensens dåb har trukket overskrifter og vakt forundring de seneste dage. Hans vej ind i troen begyndte med en erkendelse af skyld, siden brød en kærlig kraft ind i hans liv

Thorvaldsens Kristus var en gave til Casper Christensen, da han blev døbt i august. I forbindelse med sin eksistentielle oprydning har han fået tatoveret den gamle sømandstatovering ”Hold fast” på otte fingre. Nu vil han have tatoveret et kors som et udtryk for det kærlige nærvær, han erfarer. – Foto: Leif Tuxen.
Thorvaldsens Kristus var en gave til Casper Christensen, da han blev døbt i august. I forbindelse med sin eksistentielle oprydning har han fået tatoveret den gamle sømandstatovering ”Hold fast” på otte fingre. Nu vil han have tatoveret et kors som et udtryk for det kærlige nærvær, han erfarer. – Foto: Leif Tuxen.

For snart fire år siden begyndte komikeren, manuskriptforfatteren og instruktøren Casper Christensen i terapi. Da terapeuten sad over for ham med sin blok og spurgte, hvad han egentlig ville have ud af terapien, sagde han, at han længtes efter ro.

Behandlerens metode er kontroversiel: psykoterapi understøttet af det illegale, kemiske stof mdma. Stoffet havde Casper Christensen prøvet i nattelivet, hvor der var masser af gang i den, men hos terapeuten var effekten anderledes. Den klare væske var afmålt efter hans vægt, og da stoffet efter en halv time begyndte at virke, følte han sig bare godt tilpas. Han husker, at terapeuten forberedte ham på, at terapien kunne blive indgangen til noget, som ville forandre hans liv radikalt. Casper Christensen troede ikke på det.

”Da jeg startede i terapi, følte jeg, det strittede i alle retninger. Jeg længtes efter en indre ro, som også er en af grundene til, at man drikker. Med alkohol kan du opnå den ro, men det varer ikke mere end et kvarter, og så drikker man mere, fordi man længes tilbage til roen, som man først oplevede den. Jeg længtes efter en ro hele vejen ind.”

I går udkom bogen ”Casper” skrevet af forfatteren Martin Kongstad og udgivet på Politikens Forlag. Bogen viser, at terapeuten fik ret. Skal man sammenfatte biografien i én sætning, kunne man skrive: Det forandrede liv.

Artiklen fortsætter under annoncen

I dag skal vi tale om en forandring, 52-årige Casper Christensen på ingen måder havde set komme. Ja, faktisk kan han høre en lidt yngre udgave af sig selv grine af det, vi skal prøve at indkredse: Casper Christensens vej ind i troen.

Han tager imod i hjemmet ved Hornbæk i Nordsjælland. De høje løvtræer i Hornbæk Plantage er nærmeste nabo. Det meste af sit liv har han levet i rampelyset som showmand. Han lavede børne- og ungdoms-tv for DR, inden han fik et folkeligt gennembrud som vært på DRs underholdningsprogram ”Husk lige tandbørsten” for 25 år siden. Nogle fredage var der over 1,5 millioner seere.

Både før og efter tv-gennembruddet var han dedikeret standupkomiker. Han bliver beskrevet som dansk komiks ukronede konge blandt andet med henvisning til tv-serien ”Klovn”, hvor han er den ene hovedrolleindehaver. Tre spillefilm om Klovn er det også blevet til. ”Klovn: The Movie” har solgt over 800.000 biografbilletter og er på listen over de mest indbringende danske biograffilm siden 1976. Sideløbende har han investeret i natklubber i København. Først ”Sunday Club” og siden den eksklusive ”At Delores”. I dag er det fortid.

Han viser ind i husets havestue og lukker døren. En printet udgave af bogen om ham ligger mellem os i sofaen. Bogen har været godt tre år undervejs. De tre år har været præget af forandringer for hovedpersonen.

Byliv er blevet til landliv. Den forhenværende natklubejer, som engang boede i en lejlighed med fadølsanlæg, er blevet hjemmemenneske med barne- og klapvogn i garagen. Kosten har han lagt om. Han spiser primært plantebaseret og har investeret i virksomheden Simple Feast, som sælger veganske og vegetariske måltidskasser. At give forfatteren Martin Kongstad uindskrænket adgang til sit netværk og sin fortid inklusive en række nærmest nihilistiske dagbøger er en del af den eksistentielle oprydning, Casper Christensen er i gang med.

”Det har været en af de mest fantastiske, men også mest ubehagelige gaver, jeg har fået. At et andet menneske finder ud af, hvordan andre har oplevet mig. Jeg troede, at jeg blev opfattet som en god og retfærdig kammerat og okay far. Det var så bare ikke sådan, folk havde opfattet mig, og undervejs tænkte jeg da også, at det her ikke skal ud. Men det er nemmere at fortælle om de negative sider om ens liv, når man har rykket sig. At tale om misbrug af stoffer er ikke så rart, når man selv tager stoffer.”

Da han i sin tid fortalte terapeuten, at han længtes efter ro, begyndte han at overveje, hvor uroen kom fra og blev klar over, at han var fyldt med en følelse af skyld. Det var, som om han slæbte på noget tungt.

”Når man føler sig skyldig, venter man på straf. Venter man på straf, lever man et liv, hvor man hele tiden må prøve at kompensere og dukke sig for den straf, som eventuelt kommer. Jeg har levet et liv, hvor der har været turbo på, og bagefter kan jeg godt se, at der er en del ting, som ikke har været hensigtsmæssige, og som er blevet forstærket.”

Spørger man ham, om han kan komme i tanke om scener, hvor han har følt skyld, siger han:

”Masser. I gamle dage, hvor man havde været ude om aftenen, fået sagt noget dumt til folk, dummet sig og måske var kommet op at slås. Næste dag vågner du og er en mærkelig udgave af dig selv, som går du knækket rundt og vil tækkes alle, fordi du ikke ønsker at blive straffet.”

En del af den skyld, han har båret på, oplever han, at han er blevet påduttet i opvæksten. På mange måder har han haft en lykkelig barndom, men der var også små krystaller af skyld.

”Det kan være en tur i Tivoli med mine forældre, hvor der blev sagt noget i retning af: ’Nu håber vi, du synes, det er sjovt, for det har været dyrt’. Det er ret ubehageligt at høre for et barn, at det ikke bare er leg og lykke, men at nogen har ofret sig for, at jeg skal more mig. Så siger man nej tak til isen for at spare lidt og prøver at se ud, som om man har det sjovt.”

I kampen med skylden kom en svag prikken til en spirituel interesse. Han har to kammerater, som er optaget af tro og spiritualitet, men tidligere har han haft det svært med kammeraternes optagethed af tro.

”Jeg var den, som sagde: ’Nu må I holde op drenge’, men der var en sprække, og der kom en erkendelse af, at jeg ikke er i centrum. Der er noget, jeg ikke kan forstå, og som jeg skal acceptere.”

Thorvaldsens Kristus var en gave til Casper Christensen, da han blev døbt i august. I forbindelse med sin eksistentielle oprydning har han fået tatoveret den gamle sømandstatovering ”Hold fast” på otte fingre. Nu vil han have tatoveret et kors som et udtryk for det kærlige nærvær, han erfarer. – Foto: Leif Tuxen.
Foto: Leif Tuxen

Tro var ikke et tema i Casper Christensens barndomshjem. Forældrene valgte, at han ikke skulle døbes. Fravalget af dåben er ikke noget, han rigtig har drøftet med dem. Hans eget første forbillede var den rare professor Balthazar, som var hovedpersonen i en jugoslavisk tv-serie i 1970’erne, som blev sendt på DR. Her var ingen Gud, men en universalmaskine, som professor Balthazar brugte til at hjælpe med, og det passede godt ind i Casper Christensens sekulære livsanskuelse, hvor han krævede videnskabelige beviser, når talen faldt på tro.

”Da mine jævnaldrende blev konfirmeret, blev der holdt nonfirmationsfest for mig. Mit festtøj var orange bukser og en knaldblå jakke, og jeg kunne godt lide følelsen af at skille mig ud i tøjet og samtidig være lidt speciel ved ikke at skulle konfirmeres. Hjemme hos os syntes man, at det var sejt ikke at blive konfirmeret.”

Og han overtog forældrenes syn på religion, og som han siger i bogen:

”Tidligere blev jeg skræmt af mennesker med en religiøs overbevisning, de var hjernevaskede, syntes jeg, de var dumme eller sindssyge.”

Den svage prikken af en spirituel interesse blev til en kristen tro. Eller som han siger det på en af de sidste sider i bogen:

”Jeg bøjer mig ydmygt for Gud. Jeg gør mit bedste for at styre det, som jeg mener at kunne kontrollere. Resten lægger jeg i Guds hænder.”

Han sidder med blikket vendt mod haven på den anden side af de sprossede ruder.

”Jeg kan fortælle dig, at det stadig er det sværeste at tale om. Jeg ved, at jeg for 10 år siden selv ville have himlet med øjnene, hvis nogen havde sagt, hvad jeg lige har sagt, men det er en virkelighed, og jeg kan også mærke en frygt for, hvordan det bliver modtaget. Der pågår en kamp i mig.”

”Jeg har en erfaring af tilstedeværelse. Jeg tror, at ensomhed er et menneskeligt grundvilkår, men den følelse er blevet erstattet af en oplevelse af, at der er en, som er ved mig konstant som en følelse af nærhed og en tilstedeværelse af kærlighed. For mig er det Jesus som vejviser og storebror, som er i tilstedeværelsen.”

For Casper Christensen er tro en relation, og ud af den er der vokset et bønsliv. Typisk beder han, når han går sine ture i skoven.

”Jeg takker Jesus for tilstedeværelsen i mit liv, og hver gang man takker for noget, bliver man skarpere på, hvad ens værdisæt i virkeligheden er. Takkebønnen bliver på den måde som en slags lanterne, som gør mig klar over, hvilke værdier jeg vil holde fast i.”

Andre gange er bønnen et råb om hjælp, når han for eksempel kæmper med skyldfølelse.

”Jeg beder om, at følelsen må blive taget fra mig. Og det virker. Du kan ikke regne på det, og vi kan ikke bevise det, og hvis jeg tror, jeg kan forstå helheden og uendeligheden af det, er jeg et meget naivt menneske. Jeg må bare erkende, at der er noget, som er større end mig, og som jeg aldrig kommer til at forstå. Men jeg overgiver mig til den kraft, som jeg mærker ikke dømmer mig, men møder mig med en uendelig kærlighed, og jeg prøver at holde mig på den sti, jeg er kommet ind på.”

Undervejs i den eksistentielle oprydning opstod ønsket om at blive døbt. Han beskriver det som en trang. I forbindelse med indspilningen af biograffilmen ”Klovn the Final” havde han flere samtaler med præsten Charlotte Cappi Grunnet, som medvirkede i filmen. Og da optagelserne var færdige sidste år, holdt de to kontakten.

Han talte med sin ægtefælle, Isabel Christensen, om ønsket om at blive døbt, og de blev enige om, at de kunne kombinere det med deres yngste søn Jaggers dåb. Jagger og Casper Christensen har i forvejen fødselsdag samme dag, og så kunne de også dele dåbsdag.

Han mødtes med Lizette Harritsø Lauritzen, som er sognepræst i deres lokale kirke i Hornbæk. Først talte de om sønnens dåb. Da præsten spurgte, hvorfor Casper Christensen ville døbes, var han ikke i stand til at sige noget. Han sad med en klump i halsen.

”Så fortalte jeg, at jeg oplevede en trang til at blive døbt, og hun så på mig og sagde, at det kunne hun godt se.”

De gennemgik dåbsritualet led for led, og han husker, at han havde en følelse af lykke, da han sagde farvel. Lørdag den 22. august fyldte Jagger et år og Casper Christensen 52 år, og om formiddagen blev først Jagger døbt, inden faderen knælede ved døbefonten og mærkede dåbsvandet på sin pande. De havde inviteret 35 gæster til kirken, og hjemme i haven var der brunch for 60 gæster og jazzband i haven i anledning af både dåb og fødselsdag.

”Der var også en bar, hvor folk kunne få en Bloody Mary. Det er sjovt, jeg siger det, men jeg tror, det er fordi, man nogle gange kan have en fornemmelse af, at man også er kedelig, når man er kristen.”

I dåbsgave fik han det guldkors, han bærer i en kæde om halsen. Smykket er en gave fra ægtefællen, som han valgte som dåbsvidne. Thorvaldsens Kristus, der står i vindueskarmen inde i stuen, er også en dåbsgave. Han er glad for, at de valgte at gøre dagen festlig og dele den med andre, men en ting har undret ham.

Thorvaldsens Kristus var en gave til Casper Christensen, da han blev døbt i august. I forbindelse med sin eksistentielle oprydning har han fået tatoveret den gamle sømandstatovering ”Hold fast” på otte fingre. Nu vil han have tatoveret et kors som et udtryk for det kærlige nærvær, han erfarer. – Foto: Leif Tuxen.
Foto: Leif Tuxen

”Bortset fra de to kammerater, som jeg taler om tro med, er der ingen, som har konfronteret mig med, hvorfor jeg ville døbes. Er de bange for, at jeg er blevet fuldstændig vanvittig? Eller håber de bare, det er noget, som går over? Jeg ved det ikke, men det har undret mig, selvom jeg jo også godt ved, at jeg kan være noget af en mundfuld med mine forskellige idéer.”

For snart fire år siden begyndte Casper Christensen at gå i terapi. Det har været en større omgang og blandt andet fået ham til at se anderledes på sig selv som far til fire. På en måde vækkede det ham at blive far igen i moden alder. I bogen beskriver hans ældste søn Marvin, hvordan han som 17-årig kommer hjem efter en aften i byen. Han lister nøglen i døren for ikke at vække de andre, men finder sin far dansende i bar mave og med spejlsolbriller. Sønnen husker, at hans far tilbød ham et glas rosé.

”Tidligere ville jeg nok have sagt, at det gik meget godt med mit forhold til de to store, men de to ældste har råbt mig op. De kunne ikke mærke mig og syntes, jeg var sløret for dem. Der har helt klart været nogle elementer, som har haltet for mig. Det seneste år har vi brugt meget tid sammen, og det har været et virkelig varmt og fantastisk projekt.”

Nu arbejder han med sit forhold til døden i terapien.

”Man kan sagtens sige, at man ikke er bange for døden, men det er også en gratis omgang, for døden er ikke noget, vi hverken kan fatte, acceptere eller forstå.”

En tid efter han havde talt med terapeuten om døden, kom han kørende og så en kreds af mennesker stå ved vejkanten.

”En ung mand var blevet ramt af en bil. Der var hjælp på vej, så jeg kørte videre, men jeg kunne ikke slippe hændelsen. Ulykken konfronterede mig med min egen dødsangst, og jeg indså, hvor hult det var, når jeg påstod, at jeg ikke var bange for døden, for det, jeg lige havde set, var så voldsomt og grimt.”

I arbejdet med døden har han også mærket en ro.

”Der har sneget sig en universel ro ind i mine tanker, som er kommet med accepten af, at jeg ikke forstår det hele. Og at det er okay sådan.”

Han bruger et billede, som han har brugt flere gange i samtalen. Han beskriver sig selv som en nyfødt.

”På en måde er alt nyfødt for mig. Der er et slør, som er blevet hevet til side, og jeg ser på mange ting med nye øjne, læser i Bibelen og læser tænkere, som jeg ikke før har læst. Og miraklet er at mærke den omstilling, som sker i mit liv.”