Når diagnosen om en kronisk sygdom bliver stillet, opfatter mange det som en mindre betydningsfuld bivirkning i det store billede. Men med tiden kan det blive noget af det, der fylder allermest mentalt: seksuelle udfordringer som følge af sygdommen.
Og det er ikke få, der rammes af følgevirkningen. Faktisk oplever hver tredje kræftpatient ifølge Kræftens Bekæmpelse seksuelle udfordringer.
Det samme gælder 40 procent af diabetespatienter, 50 procent af de mandlige hjertepatienter og 25 procent af de kvindelige hjertepatienter, viser tal fra henholdsvis Diabetesforeningen og Hjerteforeningen.
I Københavns Kommune har man derfor lige nu fokus på, at det skal være en naturlig del af tilbuddet til kronisk syge borgere at tale om deres udfordringer med det seksuelle, fortæller sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF).
”Grundlæggende er vi nødt til at få brudt det tabu, så for eksempel kræftramte borgere, der oplever at have ud- fordringer med deres sexliv som følge af deres behandling, får den støtte, som de har brug for. Det kan være enormt ødelæggende for eksempelvis en borgers parforhold, hvis vedkommende går rundt med sådanne problemer. Derfor har vi i kommunen rustet medarbejderne til at tage snakken med patienterne og deres pårørende,” siger Sisse Marie Welling.
Sygeplejerske Bell Møller arbejder på Center for Kræft og Sundhed i København, hvor hun blandt andet taler med kræftramte borgere om, hvordan man bedst lever med bivirkningerne fra kræftbehandlingerne i hverdagslivet.
”De fleste, der er i begyndelsen af deres behandlingsforløb, tænker ikke så meget over eventuelle seksuelle udfordringer. Når man er i krise eller ramt af chok, træder seksualitet nemlig i baggrunden. Først når man har været i behandling nogen tid, går det op for borgerne, at kræftforløbet også har konsekvenser for deres relation til deres partner. Men så fylder det til gengæld også for rigtig mange,” siger Bell Møller.
En af de mest almindelige bivirkninger er manglende sexlyst. Det er der henholdsvis en psykisk og en fysisk årsag til. Den psykologiske del handler om, at kroppen måske ser anderledes ud, end den plejer, hvis man for eksempel har mistet en legemsdel eller taget på i vægt.
”Mange mænd, der har mistet muskelmasse som følge af behandlingen, føler for eksempel, at den forringede fysiske styrke ændrer deres forståelse af deres identitet og seksualitet,” siger Bell Møller.
Den fysiske årsag handler i stedet om, at selve behandlingsformen kan gøre, at regulært samleje kan være besværliggjort eller umuligt.
”For eksempel oplever mange brystkræftpatienter og prostatakræftpatienter, at behandlingen har påvirket deres sexlyst på grund af tørre slimhinder eller nedsat rejsningsevne,” siger Bell Møller.
Det, der fylder hos patienterne, når udfordringerne ved sexlivet opstår, er følelsen af at være forkert. Og det kan gøre det svært at dele med andre.
”Man bliver pludselig usikker over for sin partner og usikker på sin egen præstation, hvilket også kan gøre vedkommende bange for at tage initiativ til det seksuelle. Det kan være rigtig svært at befinde sig i en nærmest teenageagtig krise i forhold til sin egen krop og seksualitet igen, hvis man for eksempel er fyldt 70 år,” siger Bell Møller.
Ifølge Bell Møller er det også vigtigt at huske, at den kræftramtes partner også mærker ændringerne. For mange pårørende kommer til at savne den såkaldte hverdagsseksualitet, der ofte kommer til udtryk i små klem, kys eller kærtegn i dagligdagen.
”Hvis patienten ikke har den samme lyst og samtidig er bekymret for, hvorvidt man kan præstere seksuelt, glemmer man måske at anerkende sin partner som seksuelt væsen i dagligdagen, og så påvirker det også partnerens seksualitet. Det kan virke som et kæmpe savn for partneren, når samhørighedsfølelsen mellem de to mennesker, som lever i voksent forhold, pludselig er mangelfuld,” siger Bell Møller.
Og det bør man som pårørende ifølge Bell Møller håndtere på den måde, der vil virke naturligt i det enkelte forhold.
”Hvis man er vant til at tale med sin partner, kan det være en god idé at tale om det. Hvis ikke kan man eventuelt gøre brug af en tredjepart som for eksempel Center for Kræft og Sundhed eller Kræftens Bekæmpelses rådgivningscentre over hele landet, hvor der sidder psykologer og sommetider sexologer med den relevante erfaring. Der er ikke en rigtig eller forkert måde at håndtere det på. Men man er nødt til at være klar over sine egne behov som pårørende,” siger Bell Møller og tilføjer: ”Omvendt kan det også være misforstået hensyn, hvis den pårørende blot siger, at de respekterer, at den kræftramte ikke har lyst lige nu, men blot skal sige til, når det kommer tilbage. For så lægger man hele ansvaret for seksualiteten over på den, der ingen lyst har.”