Prøv avisen
Spørg om livet

Min datter vil ikke tale med mig

Jeg har ringet til hende, hvor hun har afvist at tale, eller hun har smidt røret på. Jeg har skrevet til hende uden resultat, fortæller en mor, som har mistet kontakten til sin datter. Modelfoto.

Hvordan genoptages kontakten til en datter, der flere gange har vist en ryggen, spørger en mor, som kun har sporadisk kontakt med den ene af sine to døtre


Kære brevkasse.

Jeg ved, at der er mange voksne børn, som ikke vil have kontakt til deres forældre, og det gør ondt. Vi har to piger med fire års forskel. Den yngste, Berit, som jeg vil kalde hende, var som 16-årig ude for en trafikulykke og svævede mellem liv og død i flere dage. Hun var meget afhængig af sine forældre i de efterfølgende år, hvor vi gjorde, hvad vi kunne. Efter et års tid kom hun i gang igen og fik efterhånden en uddannelse.

Senere fandt Berit en kæreste med stort behov for anerkendelse, og som gerne ville styre det meste. Jeg ved, at han som barn var indlagt, men ved i øvrigt ikke noget om, hvilke problemer han har. De besøgte os ganske tit og var sammen med os på ferie. Pludselig skete der efter fem år det, at de tog afstand fra os og beskyldte mig for at drikke, og meget andet var også i vejen. Andre i familien var uforstående og undrede sig over denne afstandtagen. Berit forsøgte at få sin storesøster med i det, men hun trak sig.

Da Berits barn nummer tre skulle døbes, blev vi ikke inviteret. Men jeg besluttede, at vi ville møde op og overvære barnedåben fra bagerste række. Storesøster var inviteret og satte sig ned sammen med os. Efter nogle måneder uden kontakt lykkedes det omsider at mødes, og jeg fik set mit flere måneder gamle barnebarn.

Nogle i familien udtrykte indimellem: ”Bare hun ikke tager livet af sin far,” da han havde haft nogle hjerteproblemer. En dag havde vi besøg af Berit og hendes familie, og det gik godt, og vi blev inviteret til dem lidt senere. Dagen før at vi skulle besøge dem, døde min mand - hendes far - ganske pludseligt.

Det var svært. I det følgende går det godt nogle år, hvor børnebørnene også er på sommerferie hos mig. Fem års tid efter er jeg på højskole og møder en enkemand. Han bliver også accepteret af Berit.

Næste forløb starter for knapt et år siden, hvor vi var til familiekomsammen. Der havde de to søstre en diskussion. Nogle måneder efter blev vi inviteret, hvor vi kun måtte komme, ”hvis vi ikke var sure”. Vi undrede os. I det år var det vores tur til at holde jul for hele familien, men Berit bestemte sig for at holde jul hos sine svigerforældre. Og så blev hendes storesøster også uforstående og ked af det. Så vi holdt jul med vores ældste datter og hendes tre børn.

Over for sin søster har Berit sagt, at hun er lillesøster, og at der er gjort forskel på dem. Hun var rigtig nok den lille yndige, som blev forkælet, men det nytter jo ikke, hvis hun har følt det anderledes.

Efterhånden er det helt i hårdknude. Jeg har ringet til hende, hvor hun har afvist at tale, eller hun har smidt røret på. Jeg har skrevet til hende uden resultat. Hendes søster har også forsøgt og er blevet afvist. I snart et års tid har jeg nærmest intet hørt fra dem, bortset fra at jeg sommetider får en kærlig sms fra den ældste af børnene.

Vi ved ikke, hvordan vi kommer videre. Jeg har fortalt Berit, at livet er for kort til dette. Jeg har kontaktet skolesundhedsplejersken fortroligt og bedt hende om at være opmærksom på børnene. Var det forkert? Til den ældstes konfirmation er hverken storesøster eller undertegnede inviteret.

Venlig hilsen

Ulla 

Kære Ulla
Tak for dit brev. Som du skriver, er der en hel del voksne børn, der af forskellige grunde ikke har kontakt til deres forældre. Bag hver enkelt af alle disse mennesker er der forskellige fortællinger og ofte megen smerte. Det mærker du, og det mærker Berit sandsynligvis også, og det har ringvirkninger til søskende og andre i familie og omgangskreds.

Vi kan ikke vide, hvad der er baggrunden for, at der med nogle års mellemrum opstår store vanskeligheder i dit og jeres forhold til Berit.

Leder man efter årsager, finder man meget sjældent en enkel forklaring. Det kan handle om samspillet, som er opstået og formet gennem mange års oplevelser i opvækst og voksenår, præget af den enkeltes personlighed, oplevelser, fortolkninger og misforståelser og forskellig indlevelsesevne.

Betydning har også partner og venner og de værdier, som den enkelte er præget af, ligesom traumatiske forhold og psykiske problemer hos den ene eller den anden i perioder eller over lang tid kan have stor betydning.

Det kunne nok være en god idé, hvis du og Berit, helst sammen med en neutral person, kunne få en ramme for at mødes, sådan at du kunne spørge, hvordan tingene så ud i hendes optik. Ikke bebrejdende, men lyttende. Selvom det måske vil være svært og også skabe lyst til at forsvare sig, så kunne det måske bidrage til, at tingene blev lidt mere konkrete og fik en retning. Uvished er ofte det sværeste.

Hvis det ikke er muligt med en sådan samtale, kan det være nødvendigt at få hjælp til at forsone sig med, at sådan er jeres relation nu, og at der må være en længere pause, og at der ikke skal presses en løsning eller samvær frem lige foreløbig.

Hvad angår dit spørgsmål om kontakten til sundhedsplejersken, så ved vi ikke, hvad dit konkrete anliggende var i forhold til hende. Hvis man er dybt bekymret i forhold til børns trivsel og tilstand, er vi alle pligtige til at tage det alvorligt og indberette det til myndighederne.

Men når det handler om den aktuelle situation, så synes vi, det kan blive meget komplekst, hvis din datter ikke kender til din henvendelse og senere får det at vide, for så vil det blive til megen sårethed og afstand.

Vi tænker heller ikke, at det er godt for nogen, at du for eksempel møder op i kirken til den kommende konfirmation, når du ikke er inviteret.

Det vil kun blive akavet, følelserne vil koge op, og konfirmanden vil kunne blive smertefuldt forlegen. Send i stedet en god gave til konfirmanden og ønsk ham eller hende alt godt og skriv, at du ville blive rigtig glad for et billede. Undlad alle antydninger om, at du ikke var inviteret, eller at der er en dårlig relation mellem dig og konfirmandens forældre.

Det lyder fint, at du indimellem får en kærlig sms fra dit barnebarn. Du kan også skrive den anden vej, blot ikke for ofte og for ivrigt. Mobiltelefoner er et hjælpsomt privat kommunikationsmiddel. Samtidig skal du huske altid at skrive med omtanke, sådan at det er ok, hvis barnets forældre ser det.

For pludseligt kan de blive inddraget eller se en sms, og barnebarnet må beskyttes imod at blive inddraget i en loyalitetskonflikt på grund af noget, som du skriver.

Hvis der er lidt ro på i de kommende måneder, kunne du eventuelt skrive et brev til Berit og anerkende, at I for tiden har det vanskeligt, men at du håber, at I med tiden kan finde en vej. Det er vigtigt, at hun ikke får en følelse af, at hun skal laves om.

Måske kunne du samtidig skrive noget om, at du havde lyst til at give en kop kaffe på en café, eller spørge, om det var en idé, at du lagde rammer til, at dine seks børnebørn eller de fire ældste kunne have en fællesoplevelse sammen eller lignende.

Vi aner ikke, om det er muligt.

Uanset tænker vi, at du og din ældste datter i den kommende tid må lade tingene hvile lidt, lave hyggelige ting for jer selv, børnene og gode venner i øvrigt, således at der kommer lidt andre ting i fokus, selvom vi ved, at man ikke bare ad den vej kan få sorg og smerte til at gå væk.

Mange hilsener

Annette og Jørgen