Koreansk-adopterede må kun føle sig danske

Med knap 9000 adoptioner er Sydkorea det land, hvorfra danske par har adopteret flest børn de seneste 50 år. Med tiden er der opstået en forestilling om, at koreansk-adopterede er mere ”rigtige danskere” end andre indvandrere, men den fremstilling risikerer at virke begrænsende for adoptivbørnene selv

Koreansk-adopterede må kun føle sig danske
Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix.

Da de første koreansk-adopterede børn blev fløjet ind i Danmark for 50 år siden, var de længe ventede. Ikke fordi adoption var et pludseligt opstået behov hos danske forældrepar. Tværtimod. I 1920’erne var der masser af aftagere af de børn, der blev bortadopteret af enlige mødre i avisspalterne, mens det i tiden efter Anden Verdenskrig var populært blandt danske par at gøre tyske forældreløse til deres egne. Men så begyndte præventionens udbredelse og kvindernes øgede selvstændighed i 1950’erne at kunne ses på de stadigt længere ventelister til adoption.

Det var netop den efterspørgsel, der gjorde, at mange danske par vendte blikket mod øst. Med knap 9000 adoptioner er Sydkorea ifølge Adoptionsnævnet samlet set det afgiverland, som Danmark siden 1970 har modtaget flest børn fra.

Det er der flere grunde til, lyder det fra ph.d. Lene Myong, professor i kønsforskning ved Universitetet i Stavanger. Hun har blandt andet forsket i, hvordan danske aviser skrev om de første koreansk-adopterede i 1960’erne-70’erne.

I de danske aviser var en af fortællingerne, at Korea var et meget patriarkalsk og fattigt land, hvor enlige kvinder efter Koreakrigen ikke kunne beholde deres børn. Men Korea blev også set som et meget racistisk land, hvorfra man burde redde børn med sorte fædre og koreanske mødre fra en forfærdelig skæbne.

”Fremstillingerne gjorde adoptionerne meningsfulde og appellerede samtidig til en frelser-mentalitet. Transnational adoption kom til at fremstå som en humanitær gerning. Man opfattede Korea som et land, der kunne levere et nærmest uendeligt antal børn til adoption,” siger Lene Myong.

Selvom Sydkorea i 1980’erne oplevede stor økonomisk vækst, var det alligevel det årti, hvor flest sydkoreanske børn blev bortadopteret transnationalt. Derfor begyndte der at komme mere fokus på den form for racisme, som koreansk-adopterede oplever i Danmark.

”Det, der er mest interessant, er, hvordan bekymringen for racismen blev imødegået med argumenter om, at adopterede ikke er indvandrere, men danskere. Der blev med andre ord skabt en forståelse af, at adopterede var forskellige fra andre indvandrere – og på en måde mere ’rigtige danskere’. Det danskhedsspørgsmål, som vi diskuterer i dag, blev allerede aktiveret i forhold til adopterede i 1980’erne,” siger Lene Myong, og fortsætter:

”Traditionelt set har transnational adoption været tæt forbundet med assimilation, hvor det omgivne samfund har forventet, at adopterede skulle blive, opføre og føle sig som danske – og måske endda tage afstand fra andre minoriteter. For adopterede har danskheden og afstanden til andre minoriteter fungeret som et kulturelt krav og en præmis for betinget inklusion.”

Men i 1990’erne skete der en ændring i mediedækningen, blandt andet fordi mange koreansk-adopterede var blevet gamle nok til at deltage mere aktivt i den offentlige debat, forklarer Lene Myong. Nye initiativer som Korea Klubben, en forening for voksne koreansk-adopterede i Danmark, kom til at fungere som et socialt fællesskab og et kritisk talerør udadtil.

For Jes Eriksen fra Korea Klubbens bestyrelse har netop danskhedskravet været kernen af de koreansk-adopteredes identitetsproblemer de seneste 50 år.

”Vi er jo danskere med en anden etnisk baggrund end dansk, men det er ikke det narrativ, der findes om os. Udfordringen er, at adopterede gennem deres opvækst har fået at vide, at de er lige så danske som alle andre, og for rigtig mange gælder det selvfølgelig også, at de forstår sig selv som 100 procent danske. Men det er en tilbagevendende oplevelse, at andre menneskers opfattelser og umiddelbare spørgsmål strider med den selvforståelse. For det er ikke altid sådan, de bliver mødt i det offentlige rum,” siger Jes Eriksen.

Blandt foreningens medlemmer har en af konsekvenserne været, at de ikke har haft mulighed for at forholde sig til deres oprindelseskultur. Den bliver for abstrakt, og det gør det sværere for den enkelte at rumme begge dele. Ikke fordi det er en nødvendighed at være både-og, men fordi det bør være en mulighed, mener han.

”Nogle har med tiden fået et behov for at indgå i fællesskaber som Korea Klubben, mens andre ikke søger mod andre at spejle sig selv og sine erfaringer i. Men fælles for alle er, at de har behov for viden for at kunne finde sig selv,” siger han.

De seneste årtier er flere også begyndt at rejse til Korea for at udforske fødelandet, men her har mange oplevet, at det er fremmedgørende og grænseoverskridende, selvom de i gadebilledet umiddelbart falder ind. Rejsen er for mange første gang, at de har berøring med koreansk kultur. Men nu har et generationsskifte måske startet en ny tendens.

”Vi er begyndt at se flere unge koreansk-adopterede, der dyrker deres oprindelige kultur fra start. Der er selvfølgelig også medlemmer, der har progressive forældre, og ligeledes spiller det faktum, at de adopterede selv begynder at få børn, ind, fordi der ofte vil komme flere spørgsmål om og interesse for baggrunden i den forbindelse,” siger Jes Eriksen.