Prøv avisen

Else lærte navnet Hitler, da hun var otte år: Man talte ikke om det med børn

”En standardreplik til børn dengang lød: ’Det skal du ikke bekymre dig om. Gå ud og leg,’ men der var jo luftalarmer. Altid om natten, og det var uhyggeligt med lyden af sirener, hvor vi måtte i beskyttelsesrummet i kælderen,” siger Else Hyldahl Kielland-Brandt. Foto: Leif Tuxen

Billedkunstner Else Hyldahl Kielland-Brandt var otte år, da hun lærte navnet Hitler. Hun fornemmede på de voksne, at noget faretruende var på vej

Else Hyldahl Kielland-Brandt var et barn, som holdt af at lytte. Under spisebordet i villaen på Mellemvej i Viborg, sad hun og spidsede ører, når forældrene tændte for radioen, og fra sin plads under bordet fulgte hun med i de voksnes samtale. Fra sin plads under bordet fornemmede hun på radioen og forældrenes samtale, at noget måske faretruende var på vej.

Det var fra pladsen under bordet, hun første gang hørte om Hitler. Søndag den 1. september er det 80 år siden, Polen blev invaderet, hvilket blev startskuddet til Anden Verdenskrig. I anledning af 80-året har 88-årige Else Hyldahl Kielland-Brandt åbnet døren til sit hjem på Frederiksberg for at fortælle om Anden Verdenskrig, som krigen blev oplevet fra et barneperspektiv.

På væggene i stuen hænger store indrammede akvareller med abstrakte mønstre i klare farver. Hun malede dem, da hendes helbred endnu tillod det. I år er det 50 år siden, hun fik sin debut på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie. Hun maler stadig, men motiverne er enklere. Hun har mistet synet på det ene øje og har 20 procent af synet tilbage på det andet. Lige nu lyder Schubert i lejligheden. Det er en cd med datteren, fløjtenist Katrine Kielland-Brandt (1964-2018), får hun forklaret, inden hun slukker. Musik, radiolytning og læsning fylder meget i hverdagen for Else Hyldahl Kielland-Brandt. Hun følger med i både Politiken og Kristeligt Dagblad, som hun i en periode har været tilknyttet som skribent.

Det er sigende for Else Hyldahl Kielland-Brandts oplevelse af krigen, at hun måtte lytte sig til indsigt fra en diskret post. Hun mener, at forældrene i bedste mening valgte, at krigen ikke var noget, børnene skulle høre om.

”Men jeg havde en nok alt for voksen opmærksomhed på alt, hvad der handlede om krig og siden om tyskernes tilstedeværelse.”

Hun kom til verden som lidt af en sensation i Lemvig i december 1930. Hendes forældre forventede, at hendes mor skulle nedkomme med tvillinger, men en måned før termin kom trillinger til verden. Hun henter det billede, hendes far forærede moderen i julegave i 1931. Her sidder trillingerne Grete, Niels og Else med runde kinder, og man kan dårligt forestille sig, hvor klejne de var, da de blev født og svøbt i aviser for at holde sig varme. Siden flyttede familien til Viborg, hvor deres far var blevet bankkasserer. Efter at have aflagt prøve hos overlæreren på Østre Borgerskole, hvor trillingerne skulle skrive og klare enkle regnestykker, blev de tre elever optaget på skolen.

Den 9. april 1940 blev eleverne kaldt sammen og fik besked om, at de ikke kunne fortsætte skoledagen på grund af Besættelsen, og de blev bedt om at gå hjem.

”Jeg har altid undret mig over, hvordan man bare kunne sende os hjem i ro og fred. Hvordan turde man det? Man kunne ikke vide, om der ville være uro i gaderne.”

Trillingerne fulgtes mod hjemmet, og da de kom til en større vej, så de deres mor stå på den anden side af vejen. Hun var gået mod skolen for at hente dem.

”Det er et billede, som ikke slipper mig. Set fra et barns perspektiv var det nærmest endeløse kolonner af tyske tanks og lastbiler med soldater på ladet. Vi ville over til vores mor, og hun stod og gjorde tegn til, at vi ikke måtte forsøge at krydse vejen. Det var i bogstavelig form en besættelse, vi var vidne til.”

Senere den dag blev radioen tændt, og hun husker en nærmest andægtig stemning omkring apparatet, da de hørte Christian X.

”For mig var det nyt, at der var et budskab fra kongen. Han opfordrede alle til at udvise forsigtig optræden, og han ønskede Gud bevare Danmark.”

På turen til og fra skole var det ikke noget særsyn at møde tyske soldater. Hun beskriver, hvordan man kunne se dem marchere, og nogle gange sang de.

”Jeg kunne ikke tysk, så jeg ved ikke, hvad de sang om, men jeg forestiller mig, at det var deres hjemlands sange, og det lød så godt. Jeg havde dårlig samvittighed over at nyde den smukke klang, men samtidig var deres sang jo udtryk for en voldsom påtrængenhed, og de tog ikke hensyn til, at de var i et land med andre sange.”

Under krigen kom trillingerne i mellemskolen på Viborg Katedralskole. Skolegangen i den monumentale skolebygning var påvirket af krigen, og hun har minder om undervisningstimer henlagt til et baglokale i en manufakturforretning og i bankers mødelokaler i Viborg indre by.

”Det gav urolige skoledage. Samtidig var der lagt bånd på alting, men samtidig talte vi meget lidt om, hvad der egentlig skete.”

Hjemme i stuen sad hendes mor ofte ved klaveret og fyldte stuen med Liszt og Brahms, og så var der en intens aflytning af radioen fra England, skønt det tit var svært at høre, hvad der blev sagt på grund af skrattende forstyrrelser. Hendes forældre holdt tidsskriftet Frem, som havde parolen ”Kundskab er magt”. Else Hyldahl Kielland-Brandt bemærkede, at de lagde bladet væk, når de havde læst det, men hun sneg sig til at kigge i det.

”Jeg havde et begær efter viden, men billederne og teksterne i det blad var for hårde for mig. Men det var ikke noget, vi talte om. En standardreplik til børn dengang lød: ’Det skal du ikke bekymre dig om. Gå ud og leg,’ men der var jo luftalarmer. Altid om natten og det var uhyggeligt med lyden af sirener, hvor vi måtte i beskyttelsesrummet i kælderen.”

En dag blev hendes far kaldt til samtale i tyskernes hovedkvarter i Viborg. Der havde været en lang kø i banken, og en tysk officer havde trængt sig frem i køen. Else Hyldahl Kielland-Brandts far havde høfligt bedt officeren vente på, at det blev hans tur. Det var den episode, som førte til, at faderen blev afhørt og vendte hjem med en reprimande og en slem forskrækkelse.

”Vi vidste, at det kunne være gået værre. Rektor på Viborg Katedralskole, Frits Paludan-Müller, var bror til chefen for grænsegendarmeriet (oberst Svend Paludan-Müller, red.), og han faldt i krigen. Det gjorde bestemt et indtryk, at vores højt respekterede rektor havde en bror, som faldt, men det hele var i det usagte.”

Nok forbinder hun Besættelsen med en trykket stemning og lyden af sirener, men det er også synet af et hus med sovende gæster. Begge forældre havde fem søskende, og når de kom på besøg, blev de ofte natten over på grund af udgangsforbuddet.

”Jeg beundrer, hvad husmødrene kunne overkomme dengang i rationeringens tid. I dag er det jo ikke så normalt, at man har gæster, som bliver natten over fra lørdag til søndag, men det var det dengang. Mit hjem var gæstfrit, og vi havde en stor familie, og vi brugte meget at besøge hinanden.”

Og familien med tre børn drog også selv af sted på cykel til Skive, Holstebro og Herning. At cykle 50 kilometer var ikke noget, man regnede for noget.

”Kneb det, kunne min far give en hånd på ryggen. Det værste var, at der ikke var gummi til cykeldæk, så vi fik dem galvaniseret hos en mand i Viborg, som havde specialiseret sig i den slags. Det bedste var, når vi nærmede os Karup, hvor tyskerne havde lavet betonveje. Jeg kan huske det endnu med kroppen. Åh, det var som en lise, at man på den strækning ikke skulle skrumle af sted.”

Kort efter krigens afslutning flyttede familien til Ribe, hvor hendes far blev bankdirektør. Hun mødte sin mand, ingeniør Jørgen Kielland-Brandt (1915-2008), som hun blev viet til i Ribe Domkirke i 1952, og i alle årene delte de et fællesskab om musik. Inden han døde, solgte de deres store villa på Frederiksberg i København og flyttede til den handicapvenlige bolig, hvor Else Hyldahl Kielland-Brandt bor. Gennem livet har hun holdt mange foredrag om guldalderen, Kingo og H.C. Andersen. Hun citerer den sidste:

”Et lille land, og dog så vidt om Jorden end høres danskens sang og mejselslag.”

”Krigens tid har lært mig, at vi ikke skal undervurdere betydningen af Danmark. Jeg kan blive nærmest ophidset, når jeg hører folk, som siger, at Danmark jo bare er et lille land og ikke kan noget. Det bliver et slags skalkeskjul. Så lillebitte er vi altså ikke, og vi har vores at skulle have sagt i FN, EU og Nato.”

Kaffen er drukket, og hun har berørt befrielsesaftenen, hvor hun og de to søskende var alene hjemme og så måbende til, hvordan folk strømmede ud af husene og omfavnede hinanden på gaden i det indre Viborg, hvor familien boede på det tidspunkt. Der er en pointe mere, hun gerne vil have med, som blev tydelig også for en 14-årig i maj-dagene 1945.

”Vi mennesker er så hurtige til at dømme folk. Krigen viste os, som det også stod i en leder forleden i Kristeligt Dagblad, at helte og helgener er fulde af menneskeliv. Vi kan fejle, og vi kan lære af vores fejl, og det skal vi give plads til.”

Else Hyldahl Kielland-Brandt kom til verden som lidt af en sensation i Lemvig i 1930. Forældrene troede, at de ventede tvillinger, men blev forældre til en dreng og to piger den 30. december 1930. Her er de fotograferet i efteråret 1931. Else Hyldahl Kielland-Brandt sidder længst til højre. Foto: Privatfoto