Prøv avisen
Tak, fordi du skrev

Krisen kalder på brevskrivning

Illustration: Morten Voigt

Det er nu, vi skal tage os tiden til at skrive breve til vores kære. Ifølge flere eksperter kan et brev bedre end mail og sms skabe den samhørighed, som mange lider under at mangle i denne coronatid

”Hold afstand. Også i påsken. Send i stedet et gækkebrev.”

Statsminister Mette Frederiksen (S) opfordrede for nylig danskerne til at genoptage den gamle tradition, hvor man overrasker sine nære og kære med et gækkebrev. Et gækkebrev, der i en usædvanlig og for mange presset tid kan kompensere en smule for det sociale og fysiske samvær, som de fleste er vant til at tage for givet, men som vi lige nu grundet coronaepidemien er blevet pålagt at begrænse.

Og måske har statsministeren fat i noget essentielt. Måske er tiden netop nu til, at vi sætter os ned og ikke nødvendigvis kreerer et gækkebrev, men skriver et personligt brev til dem, vi har kær, men som vi ikke kan være nær i denne periode. Måske er det netop i disse uger, at et personligt brev i postkassen kan gøre forskellen på, hvor stor en følelse af ensomhed vi går i seng med om aftenen.

Det tror Jane Sandberg, museumsdirektør på Enigma – Museum for post, tele & kommunikation, på. For selvom langt de fleste af os i dag har droppet pen og papir til fordel for tastatur og skærm, kan det fysiske brev ifølge hende noget ganske særligt.

”Helt grundlæggende kan vi med et brev skabe et omsorgsfuldt og fortroligt rum mellem mennesker, som ikke opstår på samme måde i en mail eller ved et telefonopkald. Og det rum tror jeg, at rigtig mange – især dem, der sidder alene – kunne have brug for i denne tid, hvor så meget er uvist. At vi betaler brevet med den dyrebareste handelsvare, vi har, vores tid, er i sig selv et udtryk for vores omsorg for modtageren,” siger hun.

Læs også:Du kan selv skrive et brev og blive udstillet på Enigma. Læs mere her.

At skrive et brev til det eller de mennesker, man savner og ikke kan være sammen med under coronakrisen, eller til en, der sidder helt alene, går fint i spænd med det motto, der er blevet vores alles under coronakrisen: ”sammen hver for sig”. Det mener Anne Katrine Lund, der er strategisk rådgiver med en ph.d. i retorik, og som i sin forskning har beskæftiget sig med papirbrevet.

”Med brevet åbnes præcis muligheden for at være sammen hver for sig. Vi kan skabe et nærvær, fordi vi ved at skrive et brev giver et stykke af os selv til et andet menneske. Skriver vi det i hånden, giver vi endnu mere. Et godt brev laver en slags boble, hvori man giver noget af sig selv og viser, at man tænker på den anden. Vi kunne også have sendt en sms eller facetimet. Men med brevet viser man, at man er gået gennem alle besværlighederne for modtageren. Man har fundet en af de kuverter, man ellers aldrig bruger, det er blevet frankeret, og man har opsporet en af de efterhånden sjældne røde postkasser, man kan sende fra,” siger hun.

Anne Katrine Lund tror, at den diffuse angst, som mange bærer rundt på som følge af coronakrisen, i nogen grad kan afhjælpes af brevskrivning. Det kan således være med til at give angsten retning, når man fælder sine tanker ned på papir. Det samme kan ske ved at skrive dagbog. Forskellen er dog, at når man skriver sine tanker ned og retter dem mod én, man har kær, trækker man nærmest denne person til sig.

”Det er så stærkt at få et brev – det er en stor glæde at skænke andre. Og samtidig har man alle fordelene ved at skrive: man bliver ikke afbrudt af en anden, man kan selv styre ordet, og man kan skrive sig selv frem til nogle erkendelser og stille spørgsmål i brevet til den anden, så man nærmest er i dialog uden alligevel at være det i gængs forstand,” siger hun.

Ifølge Mai-Britt Guldin, der er psykolog og forsker i blandt andet belastningspsykologi på Aarhus Universitetshospital, er det at have kontakt med andre mennesker et af de mest betydningsfulde parametre, når man befinder sig i svære situationer og er under pres. Det er afgørende for vores måde at komme igennem en kritisk livshændelse på, at vi omgiver os med mennesker, der er forstående og kærlige, og som kan skabe tryghed. Lige nu er meget af den mellemmenneskelige kontakt imidlertid under pres som følge af epidemien, og derfor leder vi efter nye måder at få det nærvær på, som vi har brug for, forklarer Mai-Britt Guldin. Det er blandt andet derfor, at nogle synger sammen fra altanerne og deltager i fællessang på tv. Ud over glæde øger det kontakten mellem mennesker. At begynde at skrive breve til sine kære kan nemt være endnu en ting, der bliver genoptaget i forbindelse med coronakrisen.

”De mange ændringer i samfundet og det, at der tales så meget om sygdom, død og krise, vil betyde, at mange mennesker føler sig under pres, hvilket er helt normalt. Det er i den forbindelse også normalt i et belastningspsykologisk perspektiv, at man forsøger at tage vare på sig selv ved at være opmærksom på sit mentale helbred og lede efter aktiviteter, der kan lette noget af det øgede pres. At skrive breve er jo muligt inden for de rammer af kontakt, som vi må have nu, og psykologisk set vil det give god mening at afprøve det,” siger Mai-Britt Guldin.

Hun påpeger, at der vil være to mulige gevinster ved at få gang i brevskrivningen set i et psykologisk perspektiv:

”Dels er der forskning, der tyder på, at det at hjælpe andre kan gøre, at man selv får det bedre. Dels er der forskning, der peger i retning af, at det at nedfælde sine tanker på papir i stressede situationer kan skabe mere kontrol over kaotiske tanker. Men man må lige mærke efter, så det ikke kammer over, for så kan det risikere at få modsat effekt,” siger hun.

På Det Kongelige Bibliotek i København har man tidligere med stor succes holdt såkaldte brevskrivningskoncerter, hvor de fremmødte har siddet i bibliotekets læsesal og skrevet personlige breve til lyden af levende musik. Den 7. april i år holdes endnu en brevskrivningskoncert. Men grundet coronakrisen foregår det denne gang online, og der streames musik og billeder fra den gamle læsesal.

Det er Lise Bach Hansen, kulturproducent på Det Kongelige Bibliotek, der står for arrangementet, og hun er ikke i tvivl om, at tiden netop nu kalder på en renæssance for det personlige, fysiske brev.

”Jeg tror, at mange netop nu vil have glæde af den refleksionsmulighed, som brevskrivning giver. Vi har det forskelligt under den her krise. Nogle er ved at dø af klaustrofobi, andre føler sig ensomme som aldrig før. Med brevet kan vi dele de følelser med hinanden. Og når vi tager tiden til at skrive et brev, er der også tid til at komme følelsesregisteret igennem, og på den måde bliver det mere ærligt end den kommunikation, vi ellers ofte har med hinanden,” siger hun.

Og hvad skriver man så i et brev til sine kære, når fremtiden lige nu kan synes uvis, og alle har en snert af frygt for, hvad der venter forude? Jane Sandberg mener ikke, man skal være bange for at lade patos skinne igennem i de breve, man sender nu. Det er også det, man ser og hører, når politikere og embedsmænd udtrykker sig i denne tid.

”Tiden er til eftertænksomhed, og jeg synes, at man skal få sagt de ting, man ikke får sagt til hverdag. Fortæl brevets modtager, hvorfor vedkommende har betydning for dit liv. Og så kalder perioden nu også på, at vi gennemsøger vores værdier, hvilket også fint kan komme til udtryk i et brev,” siger hun.

For yngre vil det sikkert være uvant at sætte sig og skrive et brev i hånden – og med alle computerens redigeringsmuligheder kan det muligvis føles grænseoverskridende, at man ikke på samme vis kan perfektionere sit brev. Men det er det, der gør postbreve unikke.

”Det er jo netop en uredigeret associationsstrøm, når vi skriver breve. Og det er pointen – det er tankerne og det umiddelbare, der tæller. Det behøver ikke være perfekt og ej heller at lyde specielt klogt,” siger retoriker Anne Katrine Lund.

Det er så stærktat få et brev – det er en stor glæde at skænke andre.

Anne Katrine Lund, strategisk rådgiver

Jeg tror, at mangenetop nu vil have glæde af den refleksions-mulighed,som brevskrivning giver.

Lise Bach Hansen, kulturproducent på Det Kongelige Bibliotek

Man skal få sagtde ting, man ikke får sagt til hverdag.

Jane Sandberg, museumsdirektør på Enigma – Museum for post, tele & kommunikation