Døden er ikke det værste.
Det er værste er, når ens kære er forsvundet, og man ikke aner, om han eller hun er omkommet.
Sådan siger Per og Yvonne Ravn, der er forældre til Joey Ravn fra Kirke Såby. For tre et halvt år siden forsvandt sporløst i Nordsverige. Torsdag den 3. december blev han dømt død ved retten i Roskilde, hvorefter der var begravelse i Kirke Såby Kirke. Det er den rigtige måde at håndtere tabet og sorgen på.
Det mener chefpsykolog ved Krisepsykologisk Klinik på Rigshospitalet, Anders Korsgaard Christensen. Han har været en del af det kriseterapeutiske arbejde i forbindelse med flere større katastrofer og ulykker – herunder 'Scandinavian Star', 'Estonia' og tsunamien i 2004. Det er hans klare opfattelse, at vi i vores kultur har et kæmpe behov for at se den døde og sætte navn på. Er der ikke muligt, kan sorgprocessen blive mere kompliceret.
”Vi er som mennesker sådan indrettet, at vi tror mere på det, vi kan se. Derfor betyder det så meget i vores kultur at få bragt den døde hjem. Når det er en person, vi har kær, vil vi have meget håndfaste beviser for, at hun ikke er her længere. Ellers begynder fantasien at tage over, og vi tænker, at han eller hun går hvileløst omkring på en øde ø og venter på at blive fundet. Det kan lyde småforstyrret at sige sådan, men sådan tænker helt normale og fornuftige mennesker.”
Under tsunamien for 10 år siden, brugte man derfor store ressourcer retsmedicinsk på at identificere så mange ofre som muligt, fordi man ved, det har stor betydning for de efterladte. Det lykkedes at identificere 45 ud af 46 danskere.
”Vi kunne se, at det ikke brød familierne ned, når de savnede blev identificeret. Tværtimod var det på grænsen til en lettelse for dem at få vished om, at de faktisk var døde.”
Selvom man aldrig finder den forsvundne, kan det lade sig gøre, at få en vellykket sorg, understreger Anders Korsgaard Christensen.
”Det er godt, når man netop får sat punktum med en dødsformodningsattest og ved at holde et ritual. Det værste er, hvis man ikke gør noget. Man er nødt til at håndtere det. En dødsformodningsattest gør det mere begribeligt, fordi en masse juridiske ting først kan afsluttes herefter. Bodeling, arv, forsikringsudbetalinger. Det gør det mere forståeligt, at personen er væk, når de materielle efterladenskaber bliver fordelt.”