Prøv avisen
Kapitel 1

Kristina forstår stadig ikke, hvorfor hendes to drenge blev tvangsfjernet

Kristina Kiettelmann Jensen på Nørrebroparkens flyvelegeplads, et af de steder, hvor hun blev video­observeret af en psykolog med henblik på at vurdere hendes evne til at tage sig af sine to drenge. – Foto: Mikkel Møller Jørgensen.

Hun er hverken misbruger eller psykisk syg. Hun har heller ikke begået vold eller overgreb. Alligevel fik Kristina K. Jensen sidste år tvangsfjernet sine sønner på grund af blandt andet stress og samarbejdsvanskeligheder. Hvordan kunne det komme så vidt, spørger hun i dag

For et år siden blev to brødre placeret på bagsædet af en bil. Forude ventede en fire timer lang køretur fra deres hidtidige hjem i København til deres kommende i Vesthimmerland. Det har formentlig været begrænset, hvor bevidste drengene var om situationen: At de – ifølge myndighederne – var på vej mod et bedre liv hos en plejefamilie. Men der sad de altså. På E45. Og fra bilruden kunne de iagttage landskabet glide forbi i takt med, at fremtiden kom nærmere.

Historien om Asger på fire år og hans bror Elias på to begynder langt tidligere. Forud for køreturen lå en længere kamp mellem brødrenes mor og Københavns Kommune om at skabe den rette hverdag for drengene, der lider af et sjældent handicap. Det her er fortællingen om forløbet frem mod tvangsanbringelsen. Den handler om en mors møde med – eller måske snarere kamp mod – systemet.

Samtidig er dette et indblik i én af de sager, samfundet formentlig kan vente sig flere af. I hvert fald hvis regeringen får gennemført sit ønske om at gennemføre flere tvangsanbringelser i fremtiden. Noget, som statsminister Mette Frederiksen (S) lagde op til i sin nytårstale.

I modsætning til de eksempler på anbringelser, som ofte fremhæves, så har Kristina K. Jensen, som Asger og Elias’ mor hedder, ikke fået tvangsfjernet sine børn, fordi hun har været voldelig, begået overgreb, er misbruger eller psykisk syg. Sagen om tvangsanbringelsen af hendes to sønner er derfor ikke så sort eller hvid, som spørgsmålet om at stå ”på børnenes side” af og til kan fremstå. Eksempelvis skrev én af de fagpersoner, der har været med til at udrede brødrene, til kommunen, at tvangsanbringelsen i hendes øjne var ”direkte skadelig” for børnene. Ligesom hun beskyldte kommunen for at ignorere de fagpersoner, der ”uafhængigt af hinanden” havde vurderet, at den bedste løsning for at sikre børnenes udvikling var ”en specialiseret indsats i samarbejde med deres mor”.

I dag er 39-årige Kristina K. Jensen selv flyttet til Nordjylland. Det har hun gjort af nød for at være ”så tæt på sine børn som muligt”. Alene, i sit hus i Mariager, stiller hun sig spørgsmålet: Hvordan kunne det komme så vidt?

Hvordan kunne sagen om hendes børns trivsel gå fra, at en sundhedsplejerske noterede, at hun generelt så ”en mor, der vil sine børn og gør sit yderste”, og at ”begge børn fremstår velpassede mht. ernæring, hygiejne og påklædning. De er begge meget smilende og viser glad grundstemning”, til at Kristina K. Jensen den 17. januar 2019 – 14 måneder efter sundhedsplejerskens udtalelse – krammede sine børn farvel?

Det kunne have været en lykkelig historie. Efter nogle forliste parforhold lykkedes det den dengang 34-årige Kristina K. Jensen at blive alenemor i 2014. Forud for behandlingerne havde hun gennemført den obligatoriske udredning, der blandt andet indebar en samtale, hvor en læge på fertilitetsklinikken erklærede hende fysisk og psykisk egnet til livet som solomor.

Psykisk har Kristina K. Jensen ellers haft mere at slæbe rundt på end de fleste. Da hun var 13 år, sad hun i bilen, da hendes alkoholiserede far blev taget for spritkørsel. Hos moderen var det ikke bedre. Hun kæmpede med psykiske problemer, og både faderen og overskuddet havde for længst forladt hende. I grunden blev Kristina K. Jensen mor, før hun vidste af det.

Derfor var hun også stolt, da hun som den første i familien brød den sociale arv og fik sin studenterhue – og stoltheden blev ikke mindre, da hun kom ind på jurabachelorstudiet på Københavns Universitet. Også selv om hun ikke formåede at gennemføre det. Kristina K. Jensen ville ikke være som sine forældre. Hun ville føde sine børn ind i et liv med omsorg og kærlighed.

Om det lykkedes hende, afhænger, som så meget andet i denne sag, af øjnene, der ser.

Spørger man Annika Dam, der som aflastningsperson kom i hjemmet næsten dagligt i ni måneder, får man at vide, at familien Jensen lignede enhver anden børnefamilie med rod, bleskift og betingelsesløs kærlighed. Spørger man familien Jensens overbo, så får man billedet af ”en meget usoigneret mor” med ”ugentlige/daglige raseriudbrud”. Det var i hvert fald, hvad han skrev i én underretning til kommunen om børnenes mistrivsel.

Det var i efteråret 2016 – godt to år før tvangsanbringelsen – at Kristina K. Jensen kunne kalde sig mor til to drenge. Allerede op til fødslen af Elias havde hun lagt mærke til, at storebroderen Asger ikke udviklede sig i trit med de jævnaldrende i vuggestuen. På sidelinjen havde kommunens sundhedsplejerske konstateret, at Asger havde visse ”sansevanskeligheder”. I et notat skrev hun, at han havde meget svært ved at sove. At han ikke kunne lide for meget nusseri, og at han hurtigt blev overstimuleret. Den Ambulante Børneterapi i Københavns Kommune vurderede dog, at dette var noget, som Asger ville vokse fra.

Sådan gik det langtfra. Da Kristina K. Jensen var på barsel med Elias, valgte hun at tage sin ældste søn ud af vuggestuen for at passe ham hjemme. Asgers udvikling havde stået stille, mente hun og igangsatte et længere udredningsforløb af begge sønner, hvor flere fagfolk konstaterede, at drengene lider af dyspraksi – en medfødt motorisk udviklingsforstyrrelse, der muligvis skyldes en umodning i hjernen. Tidligere kaldte man dyspraksi for ”fumler-tumler-syndromet”, da handicappet gør det svært at koordinere muskelbevægelser, hvilket påvirker evnerne til at tale, skrive og holde balancen. Selv skriver Socialstyrelsen, at ”en tidlig opsporing og højt specialiseret indsats til børn med verbal dyspraksi har stor betydning for barnets udvikling”.

Én af de fagpersoner, der udredte drengene, var foniatrisk overlæge Svend Prytz. Han er én af landets førende læger på området, og han fastslår, at han i sine ”25 år som overlæge på neurologisk-foniatrisk klinik på Bispebjerg Hospital og som foniatrisk konsulent for pædagogisk-psykologisk rådgivning i Københavns Kommune kun har set 8 til 10 børn med tilsvarende svære udviklingsforstyrrelser”. Derfor understreger han også, at han godt kan forstå, at sagsbehandlerne i Københavns Kommune har været rådvilde, når de iagttog børnenes tilbagestående udvikling uden den rette viden om deres handicap.

Det var da også nogenlunde samtidig med overlægens udredning, at samarbejdet mellem Kristina K. Jensen og kommunen kørte af sporet. De to parter var tydeligt uenige om, hvad der var bedst for drengene.

Den primære uoverensstemmelse gik på, at Kristina K. Jensen på den ene side mente, at kommunen burde yde hende større støtte i hjemmet på grund af drengenes handicap, mens kommunen på den anden side mente, at drengene burde indskrives i en specialinstitution.

Samtidig forværredes drengenes og Kristina K. Jensens trivsel. Som sundhedsplejersken, der havde fulgt familien gennem fire år, beskriver i en underretning et halvt år før tvangsanbringelsen, så ”magter” Kristina K. Jensen på daværende tidspunkt ikke at håndtere hverken ”de konstante og ofte voldsomme situationer, der opstår grundet drengenes udviklingsforstyrrelse” eller ”at skulle kæmpe for at få den fornødne hjælp til udredning, behandling og hverdagen med to børn med særlige behov”.

”Det er undertegnedes opfattelse, at Kristina har måttet klare for meget for længe,” skrev hun.

Godt én måned før sundhedsplejerskens underretning havde en kvinde fra et psykologselskab foreslået, at Kristina K. Jensen og sønnerne foretog sig noget ”hverdagsagtigt”. Det var derfor, Elias og Asger nu stod ved en gynge i junisolen på deres foretrukne legeplads på Nørrebro i København. Havde det ikke været for det videokamera, som kvinden fra psykologselskabet opmærksomt optog børnenes og Kristina K. Jensens leg med, så havde familien måske lignet enhver anden. Hvem ved.

Det var anden gang, at de blev ”videoobserveret”. Første gang var i familien Jensens toværelseslejlighed. Her legede drengene med en togbane, og Asger var tilsyneladende bedøvende ligeglad med, at det var en bil, han kørte over skinnerne.

Psykologselskabets optagelser skulle bruges til at vise Kristina K. Jensens og børnenes samspil i relation til hinanden. Konklusionen ville desuden optræde i den endelige ”forældrekompetencerapport”, som kommunen havde igangsat. En rapport, der ifølge Socialministeriets retningslinjer for anbringelsessager tillægges ”stor vægt, når de indgår i sagens oplysningsgrundlag”.

Kristina K. Jensen vidste med andre ord godt, at det her var alvor – at forældrekompetenceundersøgelsen meget vel kunne afgøre, om hendes børn skulle tvangsanbringes eller ej, og det var altså med dette i baghovedet, at hun og børnene nu befandt sig på legepladsen på Nørrebro. Det er svært at sige, om kvinden fra psykologselskabet kunne lide, hvad hun så. På baggrund af videoobservationerne konkluderede hun, at ”Kristina virker altovervejende afslappet og nænsom i sin måde, hvorpå hun er sammen med drengene”. ”Dog”, skriver psykologen, ”ville vi også gerne have set en uforbeholden glæde ved samværet med drengene”.

I den tid, Kristina K. Jensens sag kørte, var Martin Bergen familiens psykolog med støtte fra Københavns Kommune. Han har nærlæst rapporten, og han mener, at ”den er smækfuld af fejl”.

”Jeg fik lov at se de film, psykologen havde optaget, og ud fra dem kan jeg ikke genkende dét, der bliver konkluderet. Da jeg gennemgik videoerne og læste fortolkningerne, var jeg ved at sprænge i luften. Jeg har aldrig set noget lignende – end ikke fra en studerende.”

Kristina K. Jensens forældrekompetenceundersøgelse mindede lidt om en syvkamp, hvor man skal op i forskellige discipliner. En psykologsamtale. Én test, der viser det ene, og én, som viser det andet. Et interview om opvæksten. Og så altså videoobservationerne, hvor Kristina K. Jensens indsats berettigede til en placering lige i midten af en skala, der gik fra god til dårlig.

Undersøgelsen viste, at Kristina K. Jensen ligeledes ligger inden for eller over normalområdet i sin evne til at forstå sin egen og børnenes adfærd ud fra blandt andet følelser, tanker og behov. Noget der i fagsprog kaldes mentalisering. Alligevel konkluderedes det i rapporten, at ”interaktionen mellem barn og forælder er bekymrende” – en formulering, der senere gik igen i indstillingen om tvangsanbringelse. Den konklusion kalder psykolog Martin Bergen for ”decideret manipulerende”.

På et punkt synes rapportens konklusioner at være utvetydige. Kristina K. Jensens stressniveau lå langt over normalområdet. Ikke så underligt, mener Kristina K. Jensen selv og forklarer, at stressen skyldtes den manglende hjælp og uafklarede situation omkring sønnerne. Ligesom hun siger, at hun formentlig havde klaret de øvrige test bedre, hvis hun ikke havde været stresset.

I dag viser det sig ligeledes, at stresstesten, som Kristina K. Jensen blev udsat for, endnu ikke er ”valideret”. Man ved med andre ord endnu ikke, om testen ”måler retfærdigt”, som forskningschef ved Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, Signe Boe Rayce, formulerer det. Forskningschefen ved, hvad hun taler om. Hun er nemlig i gang med at teste metoden netop nu. På baggrund af en foreløbig delrapport, der har undersøgt, om testen måler retfærdigt for alenemødre med børn i nultil treårsalderen, er konklusionen, at testen ikke måler stress alene. Den måler også generel tilfredshed. Af samme grund anbefaler forskningschefen på nuværende tidspunkt, at man holder sig fra at bruge testen som ”et screeningsværktøj” i enkeltsager.

Den 17. januar 2019 traf et enstemmigt Børn- og ungeudvalg i Københavns Kommune sin afgørelse. Udvalget lagde særlig vægt på, at Kristina K. Jensens børn risikerer ”at lide alvorlig skade”, hvis de opholder sig i hjemmet på grund af deres handicap. Det lagde også vægt på moderens høje stressniveau og hendes manglende evne til at mentalisere. Sidst lagde udvalget vægt på de samarbejdsvanskeligheder, der har været mellem kommunen og Kristina K. Jensen.

I dag fortryder Kristina K. Jensen ikke sin måde at håndtere forløbet på. ”Alt hvad jeg gjorde, gjorde jeg for mine børn,” siger hun igen og igen.

”Jeg er sikker på, at kommunen har set mig som møgbesværlig og rethaverisk, fordi jeg har bedt om hjælp og ikke bare accepteret det, der blev stillet mine børn i udsigt – men hvilken mor ville ikke gøre det,” spørger hun.

Der gik syv måneder, fra brødrenes køretur fra København til Vesthimmerland, før storebroder Asger på ny sad i en bil på vej mod endnu en ukendt destination. Den første plejefamilie kunne ikke magte begge brødre, hvorfor de opsagde kontrakten på den ældste. I dag bor Asger hos sin tredje plejefamilie. Kristina K. Jensen bor stadig i Nordjylland, selvom hendes samvær med begge sønner er begrænset til tre timer hver sjette uge.

”Jeg forstår det stadig ikke,” svarer Kristina K. Jensen på spørgsmålet, om hvordan det kunne komme så vidt.

Hvis du havde takket ja til et af kommunens pasningstilbud, så…

”Jeg tænkte på intet tidspunkt, at min kamp for at træffe de valg, der var bedst for mine børn, kunne føre til, at jeg ville miste dem. Jeg gjorde mit bedste.”

Asger og Elias er opdigtede navne. Brødrenes identiteter er kendt af redaktionen. Afgørelsen om at tvangsfjerne Kristina K. Jensens børn er i dag stadfæstet af Ankestyrelsen og byretten.

Vil du læse resten af historien om Kristina K. Jensen? Find alle kapitlerne her.

”’Kristina virker altovervejende afslappet og nænsomi sin måde, hvorpå hun er sammen med drengene. Dog ville vi også gerne have set en uforbeholden glæde ved samværet med drengene.’

Konklusion i psykolograpport på baggrund af videoobservationer