For et år siden frøs 29-årige Kristina Klein ihjel få hundrede meter fra det psykiatriske hospital, hvor hun var indlagt. Ligesom tusindvis af andre kæmpede hun i årevis med alkoholmisbrug og psykisk sygdom. Hendes dagbøger giver et usædvanligt indblik i livet med psykiatriske diagnoser

Af Mathias Sonne Mencke

Kristina Klein begyndte at løbe. Iført intet andet end sko, T-shirt og jeans med tomme lommer spænede hun ud i den kolde januar nat. Hun ænsede ikke råbene fra de ansatte på det psykiatriske hospital, hvor hun var indlagt, og så sig ikke tilbage.

Det var den 19. januar 2020, og i det omsluttende mørke foran hende lå Roskilde Fjord stille og frostklar. Hun krydsede en græsplæne, og råbene forstummede. Inden bredden og sivene standsede hun og satte sig i græsset. På et tidspunkt lagde hun sig på jorden. Det er ikke til at sige, om Kristina Klein vidste, at hun skulle dø, men her lå hun altså nær bredden ved Roskilde Fjord.

Kristina Klein blev 29 år. Hun havde lyst, afbleget hår og blågrå øjne. I politiets signalement noterede man aftenen, hvor hun stak af, at hendes udseende var ”lidt slidt”. Blandt venner i folkeskolen og på efterskolen var hun kendt som ”den skøre pige”, man altid grinede i selskab med. Blandt familie og nære venner kendte man hende som omsorgsfuld og tillidsvækkende – én, der altid lyttede og spurgte ind.

I systemet blev hun siden sin første indlæggelse som 21-årig kendt som en ung kvinde med et betydeligt alkoholmisbrug, der ”vedvarende er plaget af tomhedsfølelse, håbløshed, selvskadende impulser og tanker om selvmord”. Hun fik stillet diagnosen ”emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse af typen borderline”.

I en journal fra dengang fastslog en overlæge på Rigshospitalets psykiatriske center, at ”prognosen for Kristina Klein vurderes god på sigt”. Den 20. januar – godt otte år senere – fandt en forbipasserende hendes lig få hundrede meter fra hospitalet, hun var indlagt. Dette er fortællingen om Kristina Kleins psykiske nedtur og død.

En helt normal pige

Marianne Klein står og roder i nogle flyttekasser i sit soveværelse. Det er datteren Kristina Kleins efterladte ting.

”Ah, der var de,” udbryder hun og fisker en stak kinabøger op.

Det er efterår 2020 og 10 måneder siden, at ”Stina”, som hun kalder datteren, blev fundet død. Moderen sidder i sin toværelses lejlighed i Virum nord for København og læser op fra de efterladte dagbøger.

”Jeg ville ønske, jeg kunne stille tiden tilbage til den 21. november 2011,” læser hun, nærmest hviskende, ”og stoppe med at drikke den dag og have fortsat det gode arbejde. Du klarede det pisse godt på studiet. Fuuuuuck, at det her har taget syv år af mit liv. Jeg har fået elektrochokbehandling. Hvad sker der lige for det? Og medicin i lange baner. Hold nu kæft, jeg har fået meget medicin. Alt for meget. Truxal, seroquel alm., prolong, lithium, lamotrigin, noritren, oxapax, imolone, selincro og meget, meget mere. Men det værste var elektrochokbehandlingen. Og bæltefikseringerne.”

Marianne Klein ryster på hovedet. På hendes underarm har hun en ugle iført tophue og blåt halstørklæde tatoveret. Det er Kristina Klein, der tegnede den. ”Hun var så kreativ,” siger moderen for sig selv.

Hun bladrer i dagbøgerne, som søger hun efter et eller andet.

”Hvordan kunne det komme så vidt,” spørger Marianne Klein:

”Hun var jo bare en helt normal, lidt genert pige, der gik til håndbold.”

Speedy

Kristina Klein blev født i Tórshavn, Færøerne, hvor hun boede med sin storesøster, danske mor og færøske far. Sidstnævnte havde et godt arbejde som maskinmester og stod foran en forfremmelse, da han kort efter Kristina Kleins fødsel faldt om. På hospitalet var man ikke i tvivl: faderen havde epilepsi, og nogle år efter så familien sig nødsaget til at flytte til Hundested i Nordsjælland.

Som årene gik, forværredes sygdommen, og en hjerneskade betød, at han mistede situationsfornemmelsen, og at upassende kommentarer og dårlige manerer blev hverdag. Han blev fyret. Og da Marianne Klein samtidig arbejdede som social- og sundhedsassistent med skæve arbejdstider, betød det, at Kristina Klein og storesøsteren ofte passede deres far.

Selvom situationen tærede på familiens overskud, følte Marianne Klein, at hendes mindste datter trivedes. Udadtil virkede det også sådan. I skolen fik Kristina Klein ros for at lytte og inddrage de andre elever i fællesskabet. Og i den lokale håndboldklub knyttede hun venskaber og fik tilnavnet Speedy.

Som teenager festede Kristina Klein med vennerne, som unge nu engang gør. Hun brugte sommerferierne fra idrætsefterskolen og gymnasiet på festivaler og dansede natten lang, da tiden endelig var kommet til studenterkørslen. For Marianne Klein tegnede datterens fremtid sig lys, da hun som 20-årig begyndte på ergoterapeutuddannelsen i 2010.

”Hvis bare jeg havde været bedre til at forstå hende… Jeg føler stadig, at jeg har svigtet totalt. Hvorfor var jeg ikke mere for hende? Hvorfor læste jeg ikke hendes tegn? Hvorfor kom hun ikke til mig? Vi havde jo fortroligheden… Vi var pot og pande.”

Fortrolighed eller ej. En aften i november 2011 ringede Marianne Kleins telefon. Hun og Kristina Kleins far havde netop besluttet at lade sig skille, og omgivet af flyttekasser i en ny lejlighed tog hun mobilen. Det var en læge. Hendes datter var blevet indlagt på Rigshospitalet efter et formodet selvmordsforsøg, sagde han.

Fra 2013 til 2019 skrev Kristina Klein syv dagbøger. De beskriver livet som psykisk syg i Danmark. Mødet med systemets ansigter: sagsbehandlere, læger og psykologer. Oplevelser med andre udsatte unge på hendes bosted. Hverdagsbeskrivelser, seksuelle fantasier og dystre tanker.

På nogle sider har Kristina Klein tegnet små blomster. På andre har hun mindet sig selv om de mennesker, som elsker hende. Det er, som om håndskriften afspejler sindstilstanden. I gode perioder står sætningerne elegant og symmetrisk. I dårlige er de som ridset ind i dagbogen.

Da Kristina Klein skrev første side i 2013, var hendes selvskade og alkoholmisbrug forværret. Hun havde forladt ergoterapeutstudiet efter andet semester og blev med jævne mellemrum indlagt på Psykiatrisk Center København, en afdeling på Rigshospitalet, hvor voksne patienter med alskens psykiatriske diagnoser og misbrugsproblemer er indlagt i flere uger ad gangen.

Kristina Klein var bange og forvirret. Hun vidste godt, at hun havde svært ved at styre sit alkoholindtag – at hun ikke besad den berømte stopklods – men alligevel havde hun gennemført en toårig HF-studentereksamen med gode karakterer som 10 i psykologi og skriftlig matematik.

Også første halvdel af ergoterapeutuddannelsen var forløbet godt med vellykkede praktikker, den seneste på en psykiatrisk afdeling, der til forveksling kunne ligne den, hun i sommeren 2013 – knap to år senere – var indlagt på.

Den 26. juli 2013 noterede Kristina Klein: ”Jeg føler mig hjælpeløs og ensom i en fængselsverden med usynlige tremmer. Jeg bryder mig ikke om mig selv. Jeg føler mig betydningsløs, som om jeg bare er til besvær for andre.” Og at hun var: ”Træt af at være trist og bange og af ikke at vide, hvordan jeg skal håndtere livet.”

"Bedste ven og værste fjende"

I dag gælder det, at næsten hver fjerde unge kvinde mellem 18 og 25 år oplever psykisk mistrivsel, og at antallet af indlæggelser af unge, der både lider af en psykisk sygdom og et misbrug, er fordoblet fra 2005 til 2017. Kristina Klein var en af disse unge, en kvinde i 20’erne med et massivt alkoholmisbrug og ar på arme og kinder efter selvpåførte snitsår. Med tiden voksede antallet af diagnoser og den dertilhørende medicinering.

I 2013 vurderedes Kristina Klein foruden personlighedsforstyrrelsen borderline at lide af depression, spiseforstyrrelse, en stofskiftesygdom og ikke mindst alkoholafhængighedssyndrom.

Trangen til alkohol beskrev Kristina Klein som sin ”bedste ven og værste fjende”. Som regel bestod misbruget i et hurtigt, massivt indtag af stærk spiritus. Oftest foregik det alene, og rutinen bestod i at fylde et shotglas med vodka, tælle sin alder i sekunder for så at bælle glasset og tage en tår iste. Metoden gentog hun, indtil flasken var tom, eller hun var kollapset i bevidstløse tåger.

Afhængigheden viser sit ansigt i dagbøgerne:

”Alkoholen råber og skriger efter mig. Det er det eneste, jeg kan høre.”

”Jeg hader mit liv. Konstant alkoholtrang og en masse selvmordstanker.”

”Mit savn til alkohol er godt nok stort for tiden. Jeg tænker på det hvert eneste sekund. Savn. Tænk, at jeg kan savne noget, der har ødelagt så meget i mit liv. Så mange drømme, venskaber og alt muligt andet. Det er for dumt. Den meget kortvarige ’lettelse’, det giver, er bare så tiltalende, men alt det negative, det medfører, er jo absolut ikke det værd. Jeg kunne skrige, råbe, slå, græde og skælde ud. Jeg føler, at jeg er ved at blive vanvittig.”

”Jorden knirker metallisk. Bare tanken om ice-tea og vodka giver mig gåsehud.”

Det skøreste menneske

I en lejlighed på Østerbro i København bor Nina, Kristina Kleins bedste veninde. Hun har selv diagnosen ptsd på grund af traumatiske oplevelser i barndommen, og selvom hun af og til oplever flashbacks, har hun et fast arbejde. Hun er anonym, så hun kan tale frit uden at skulle bekymre sig om jobbet.

De to mødte hinanden over et spil rommy. Det var i 2012, og de var indlagt på samme psykiatriske afdeling. Siden blev de uadskillelige. Hvad enten de var indlagt samtidig eller ej, så var de der for hinanden med opmuntring og grin.

Nina ler. Hun beskriver, hvordan Kristina Klein, når de gik ture, pludselig kunne styrte hen til et træ for at klatre op i det. At hun altid insisterede på at prøve legepladsernes svævebaner og købe det mest klamme bland-selv-slik. At ”Kristina var det mest skøre menneske”, hun nogensinde har mødt.

Veninderne drak aldrig sammen, men røg i stedet hash.

I november 2016 var Kristina Klein flyttet ind på bostedet Thorupgården, et trøstesløst lejlighedskompleks i fire etager på Nørrebro i København, hvor mennesker med psykiske lidelser får egen lejlighed og adgang til pædagogisk og sundhedsfaglig støtte.

Miljøet på bostedet var hårdt. I dagbøgerne beskrev Kristina Klein misbrugsproblemerne og nævnte ofte episoder med beboere, der var døde eller døden nær:

”Idet personalet på Thorupgården træder ud i køkkenet, springer D. En fra første sal står i gården og ser det ske (...). Søndag kom hun til bevidsthed. Slem hjernerystelse, brækkede knogler. De ved ikke så meget mere. Muligvis lam. Lige siden jeg fik det at vide, har jeg bedt for hende hver eneste aften,” skrev Kristina Klein.

Sideløbende med livet på bostedet indgik Kristina Klein i flere behandlingsforløb, der skulle hjælpe hende til at blive rask. Hun var imidlertid utilfreds med indsatsen og mente, at hun var fejldiagnosticeret og forlangte at blive udredt på ny. Noget hun fortalte blandt andre Nina og noterede i dagbogen. Et håb tændtes den 30. november 2016:

”Jeg talte med S, min kontaktperson. Vi skal have et behandlingsplanmøde på tirsdag klokken 11. I forbindelse med det er S kommet i tvivl, om min personlighedsforstyrrelse borderline-type er den ’rigtige’ diagnose. Det samme siger to andre kontaktpersoner. Jeg talte lidt med lægen om det til lægesamtalen, men han var ikke rigtig til at rykke. Men de vil alle tre prøve at tale med ham. Det, at de ikke tror, at jeg har en personlighedsforstyrrelse af bordeline-typen, lettede en del i både krop og sind. Jeg har prøvet i så lang tid at kæmpe mig ud af denne diagnose, men hver gang uden held. S mener, at jeg har diagnosen ptsd = posttraumatisk stresssyndrom og depression. Det ville give mere mening for mig.”

Overgrebet

Posttraumatisk stress, i folkemunde ptsd, er en som oftest langvarig og af og til livslang psykisk sygdom. Man kender den især fra krigsveteraner, men lidelsen kan også ramme almindelige mennesker, der eksempelvis har været udsat for overgreb.

Det var en aften i 2017, hvor Nina og Kristina Klein som så mange gange før sad og talte om stort og småt i strandstolene på Ninas altan, at Kristina Klein pludselig nævnte en mand ved navn H.

Det var, som om Kristina Klein havde taget tilløb, for Nina havde tidligt i deres venskab fornemmet, at veninden skjulte et eller andet. Det hele begyndte i 7. klasse på Hundested Skole. Til Nina fortalte Kristina Klein, at den svære situation i hjemmet med faderens sygdom betød, og at hun savnede ”én at tale med”.

Derfor brugte hun meget tid i skolens computerrum, hvor hun ligesom mange andre børn oprettede en profil på hjemmesiden Arto, et forum, der mindede om tidlige versioner af Facebook. Her kunne man chatte, ansøge om venner og dele billeder.

Hjemmesiden var tænkt som et frirum for de unge, men blev samtidig et slaraffenland for ældre, primært mænd, der forsøgte at opbygge tillid til de unge for derefter at udnytte relationen og eksempelvis begå seksuelle overgreb. En sådan person var H.

Den aften i strandstolene på Ninas altan fortalte Kristina Klein for første gang om overgrebene. I hendes dagbog havde hun månederne forinden gradvist lirket hemmeligheden op, som genkalder man sig et forlængst fortrængt minde. Hun havde diskuteret med sig selv, om hun skulle beskrive oplevelsen eller ej. Den 12. december 2016 traf hun en beslutning:

”Afkræftet. I dag har været en rigtig dum dag. Jeg har bare ligget i sengen. Jeg var til psykologsamtale med J (psykologen, red.), og det satte en masse i gang. Jeg har en lidt underlig oplevelse af J lige for tiden. Jeg føler lidt, hun siger, at det sikkert også er sket for mange andre. Og at jeg lagde op til fyren. Jeg føler mig så klam, beskidt, ulækker, når jeg går i dybden med det her og aktiverer de mange andre dårlige minder. Specielt det med H – den mest klamme mand, jeg nogensinde har mødt,” skrev Kristina Klein, inden hun igen satte kuglepennen til papiret:

”Jeg ville bruge forummet til at få talt med helt ukendte. Her turde jeg skrive det, jeg tænkte. Jeg chattede med en del. Men så kommer denne her mand i slut 30’erne. Det skal siges, at han løj om sin alder. Men vi skriver hele tiden sammen. Vi bliver fortrolige, han vinder min tillid. Det går godt. Vi har stadigvæk ikke mødtes endnu, men jeg er tryg. Vi er meget flirtende i vores sms’er til hinanden. Det næste jeg gør, hvilket jeg ALDRIG skulle have gjort, var at tage nogle nøgenbilleder af mig selv. Med tiden ville han have flere billeder og film af mig. Hvis jeg sagde nej, så truede han med at lægge billeder op på nettet. FUCK. Der var ingen vej udenom. Jeg følte mig virkelig klam, billig, beskidt og ulækker. Han kom med et tilbud: Kom hjem til mig og dyrk sex, og så sletter jeg billederne og filmene af dig. Jeg følte ikke, at jeg havde et andet valg. Jeg ankom til København H. Han kom og hentede mig i bil. En ganske almindelig mand. Ikke den kønneste. Han er en smule overvægtig. Jeg var bange, nervøs og usikker på mig selv og situationen. Vi satte os i stuen. Jeg drak en masse øl. Vi så ’The Simpsons’ på tv’et – i dag hader jeg ’The Simpsons’. Han begyndte at kærtegne mig og kysse lidt på mig. Vi rykkede ind i hans seng...”

De følgende passager beskriver udførligt, hvordan H havde sex med Kristina Klein. Hvilke stillinger, han benyttede, og hvordan hun vaskede sig efterfølgende. Til Nina og en anden veninde beskrev Kristina Klein, at H aldrig slettede billederne, og at udnyttelsen fortsatte gennem teenageårene, hvor hans magt angiveligt var så omfattende, og Kristina Klein jævnligt over en årrække kom og gjorde rent i hans lejlighed.

I dag har Kristina Kleins mor anmeldt H til politiet, og anklagemyndigheden er i gang med at undersøge, om der kan rejses tiltale.

Status: Kognitivt velfungerende

Det var, som om Kristina Kleins syn på tilværelsen lysnede en smule, efter hun havde fortalt om overgrebene.

Hun drak ganske vist med jævne mellemrum og oplevede fortsat indlæggelser på psykiatriske centre, men i journalerne noterede man i 2017, hvordan ”det går bedre med misbruget”, og at ”det er sjældent, at hun skærer sig i armene”.
I en såkaldt statusattest under en midlertidig indlæggelse på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde noterede en læge:

”Kristina Klein er dog, når hun er misbrugsfri, kognitivt velfungerende og motiveret for at komme videre i sit liv, herunder i forhold til uddannelse (halvvejs igennem uddannelse til ergoterapeut). Hun er aktuelt bosiddende på bostedet Thorupgården, hvor der er meget misbrug omkring hende. Det har således været vores vurdering, at patienten ville have glæde af et alternativt botilbud eller egen bolig, hvoraf sidstnævnte dog antageligt skulle være med omfattende støtte. Hun er selv motiveret for dette.”

Planen var klar. Kristina Klein skulle væk fra bostedet, men det krævede, at hun styrkede sine sociale kompetencer. Løsningen kom i form af tilbuddet KBH+, et fondsdrevet værested i København, hvor udsatte unge under 30 år tilknyttes en mentor og tilbydes aktiviteter som billedkunst, teater og caféliv. Det var grænseoverskridende.

”Jeg er så nervøs for at starte i KBH+ i morgen. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal klare det. Puuh,” skrev Kristina Klein en juniaften i 2017 og tog sin sovepille inden klokken otte.

Traumet gik forud for alkoholen

Trods sommervejret havde Kristina Klein beholdt overtøjet på. Hun sad på et kontor i aktivitetscentret KBH+’s graffitimalede bygning iført jakke, halstørklæde og en sort hue med påskriften Klein. Hun smilede forsigtigt, da mentoren Janni Nielsen gjorde sin entré. Modsat de fleste andre personer, Kristina Klein var blevet introduceret for siden sin første indlæggelse i 2011, kendte Janni Nielsen ikke Kristina Kleins baggrund.

”Pointen var netop, at man blev tilknyttet et helt almindeligt menneske, som ikke vidste noget om sagsbehandling eller diagnoser, men som man så kunne lægge en strategi for fremtiden sammen med,” siger Janni Nielsen.

De to opbyggede hurtigt en fortrolighed. Janni Nielsen kunne spejle sig i Kristina Kleins historie. Hun havde selv haft en svær barndom med manglende overskud og havde ligesom Kristina Klein søgt tilflugt på internettet. Også hun var blevet opsøgt af fremmede, der opfordrede hende til at sende nøgenbilleder – noget, hun heldigvis ikke gjorde.

”Jeg kunne have været Kristina Klein,” siger hun.

Tiden i KBH+ lignede et vendepunkt for Kristina Klein. Hun arbejdede frivilligt i caféen, og hverdagens succeser bestod i at sludre med gæsterne og bage cupcakes, som hun solgte og modtog stor ros for. Det lyder måske banalt, men disse skridt var enorme for Kristina Klein, der i årevis tolkede ros som et bevis på, at afsenderen endnu ikke havde gennemskuet hendes uduelighed.

I dagbogen noterede Kristina Klein, at de sammenhængende perioder uden alkohol blev stadigt længere, og i passager ind imellem dystre selvhadende tanker viste håbet sig i elementære hverdagsbeskrivelser af indkøb, håndboldlandskampe og all-inclusive-feriedrømme. Hun forlod sågar Thorupgården og flyttede ind hos sin bedste veninde Nina.

For Janni Nielsen var der ingen tvivl. Siden Kristina Klein var blevet diagnosticeret med personlighedsforstyrrelsen borderline, havde man vurderet, at alkoholen var det primære problem, som Kristina Klein skulle af med, så hun dernæst kunne komme de psykiske lidelser til livs. Gennem deres samtaler om H’s overgreb, barndommens ensomhed og forældrenes skilsmisse mærkede mentoren, at det forholdt sig omvendt. At traumet gik forud for alkoholen.

”Jo mere hun fortalte, jo tydeligere blev det for mig, at Kristina Klein var blevet symptombehandlet. Kristina drak, fordi hun ikke kunne håndtere sin ptsd og fik flashbacks,” siger Janni Nielsen.

”Seks dage uden alkohol,” noterede Kristina Klein den 8. september 2017 – et par måneder efter, hun var begyndt i KBH+ og flyttet væk fra Thorupgården. Det var begyndelsen på hendes længste tørlagte periode.

15. september 2017: ”13 dage uden alkohol. Jeg vil bare drikke. Giv mig lov.”

13. december 2017: ”103 dage uden alkohol. Wow!”.

2. januar 2018: ”I morgen har jeg ikke drukket i fire måneder. Det er lidt crazy.”

29. marts 2018: ”Seks måneder og 26 dage uden alkohol. Jeg ville gerne kunne lære at drikke med måde. Jeg ved godt, at det ikke er realistisk, men det er alligevel en drøm.”

23. april 2018: ”Nul dage uden alkohol. Jeg drikker vin nu.”

Fortabt

Kristina Klein nævnte ingen anden årsag i dagbogen end trangen i sig selv. Men måske skyldtes tilbagefaldet nervøsiteten over, at hun på ny skulle til at begynde på ergoterapeutstudiet. Måske skyldtes det, at Janni Nielsen var stoppet som hendes mentor. Måske skyldtes det, at hun var flyttet fra Nina tilbage på Thorupgården for at bevise, at hun var klar til at stå på egne ben. Måske var årsagen traumebehandlingen, hun netop var startet i. Ét er sikkert: tilbagefaldet var hårdt og medførte nye indlæggelser i psykiatrien. Langsomt indså Kristina Klein, at håbet om et liv uden alkohol svandt.

Efteråret 2018: ”Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig mere fortabt, end jeg gør nu. Jeg orker ikke livet, og jeg tror slet ikke på, at jeg kan komme videre og overleve det her. Jeg vil ikke begå selvmord, men jeg ønsker ikke at leve længere, slet ikke. Men hvis jeg tager mit eget liv, vil jeg såre nogle mennesker, som jeg slet ikke ønsker at såre, som jeg vil det allerbedste.”

Blev til foråret 2019: ”Jeg overvejer at gøre en ende på det hele. Jeg kan snart ikke klare denne evige kamp mere. Skal jeg bare opgive? Det kan jeg vist lige så godt. Grunden til, at jeg ikke har gjort det endnu, er, at jeg ikke vil efterlade nogen mennesker kede af det. Den tanke kan jeg ikke bære.”

Snart efter skrev Kristina Klein i sin dagbog for sidste gang. Hun var netop flyttet fra Thorupgården til et andet bosted, hvilket gjorde hende en smule fortrøstningsfuld. I det, der skulle blive et sidste forsøg på at komme misbruget til livs, begyndte Kristina Klein i et nyt behandlingstilbud. På et rusmiddelcenter i København blev hun tilknyttet en såkaldt aktiv alkoholikergruppe, der i modsætning til tidligere forløb ikke havde som mål at gøre Kristina Klein kvit af sit misbrug. Hun skulle derimod i første omgang lære at begrænse det.

Det virkede. I hvert fald hvis man spørger Kristina Kleins nærmeste. Og i et referat fra et møde på behandlingsstedet den 10. januar 2020 – halvanden uge før Kristina Klein omkom – noteredes det, at hun ”i behandlingsforløbet har formået at ændre sit indtag fra vodka til øl og vin”.

Kristina Klein var begejstret. Hun fortalte stolt familien, hvordan hun nu drak et glas vin for derefter at sætte proppen i flasken. Hun dagdrømte på ny, og i sin sidste samtale med Janni Nielsen aftalte de to at spare op til en rejse til Bali i Indonesien.

På rusmiddelcentret var man af en anden opfattelse. Her frygtede behandleren, at man fastholdt Kristina Klein ”i en illusion om at være i behandling og ’på vej’ mod et fuldt alkoholstop”. Kristina Klein fik et ultimatum: Indstil behandlingen, eller lad dig indlægge på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde for intensiv behandling, hvorefter du kan fortsætte i rusmiddelcentret i en alkoholfri terapigruppe.

Selvom Kristina Klein ikke mente, hun havde fået noget ud af sine forrige to indlæggelser på Sct. Hans, så hun ingen anden udvej.

40 timer i bælte

Fredag den 17. januar klokken 18 talte Marianne Klein i telefon med sin datter for sidste gang. Hun lød underligt formel, men fortalte, at hun glædede sig til at se X Factor med de andre patienter i fællesrummet senere på aftenen. Datteren dukkede aldrig op, og kort efter blev hun fundet på toilettet af personalet. Hun havde gjort skade på sig selv, var udadreagerende og blev bæltefikseret.

Efter 40 timer – knap to døgn – løsnedes bæltet. Kort efter så Kristina Klein sit snit og stak af, selvom hun var tilknyttet en fast vagt. En ansat på Sct. Hans ringede til politiet:

Sct. Hans: ”Det er… jeg ved ikke. Jeg tror, det er 10 minutter siden. Hun har været bæltefikseret hen over weekenden og har kun T-shirt på. Altså jeg vil tro, at hun også har sko på. Hun har T-shirt og cowboybukser på i hvert fald, og jeg vil tro, at hun er i Roskilde-området, for hun er stukket af uden mobil og penge, så hun kan ikke komme så langt…”

Politi: ”Modtager hun noget livsvigtigt medicin?”.

Sct. Hans: ”Nej, det gør hun ikke.”

Politi: ”Okay…”

Sct. Hans: ”Altså, hun får selvfølgelig noget antipsykotisk, som jeg vil vurdere, at hun har godt af at få, men hun får ikke noget, som jeg vil vurdere er livsvigtigt.”

Politi: ”Okay, ja.”

Sct. Hans: ”Så det er altså ikke, fordi jeg forventer, at I gør noget særligt, men jeg synes bare, at det er meget rart, at I er orienteret om, at der løber en eller anden forstyrret 29-årig kvinde rundt i T-shirt et eller andet sted i Roskilde.”

Den vagthavende lavede en anmeldelsesrapport, men foretog sig ikke yderligere. Kristina Kleins pårørende blev ikke underrettet.

Den nat balancerende temperaturen omkring frysepunktet, og dagen derpå blev Kristina Klein fundet død tæt ved Roskilde Fjord få hundrede meter fra hospitalet. Obduktionen viste, at hun var frosset ihjel ”uden tegn på vold eller legemsbeskadigelse”.

Kristina Klein blev 29 år. Hendes familie har forsøgt at rejse sagen i Patientklagenævnet. Foreløbigt uden held.

I dag spørger hendes mor og pårørende sig selv, hvorfor Kristina Klein døde. Det synes for simpelt at konstatere, at datteren frøs ihjel. Faderens epilepsi og hjerneskade betød, at hun voksede op i en familie uden det store overskud. Hun søgte omsorg og tryghed og fandt det på nettet, hvor en mand forgreb sig mod hende og udøvede psykisk vold. Hun begyndte at drikke for at forsvinde fra selvhadet og tankemylderet, der trængte sig på, når hun var alene. Hun blev stillet en række diagnoser, som hun aldrig genkendte sig selv i. Gennem årene kom hun i adskillige behandlingsforløb for at slippe fri af sin afhængighed – samtidig fik hun en lejlighed på et bosted, hvor stort set alle naboer var misbrugere. I sine dagbøger beskrev Kristina Klein af og til metoder til selvmord. At lade sig fryse ihjel var aldrig en af dem.

Tvivlen om, hvorfor tilværelsen blev, som den gjorde, reflekterede Kristina Klein også over. Som da hun en aftenstund i sommeren 2016 formulerede et spørgsmål på fem ord i sin dagbog:

”Hvor blev mit liv af?”.

Alle fotografier er privatfotos.