Kronvildt gumler skoven lys og venlig

Krondyret er Danmarks største landpattedyr, og i Dyrehaven i Klampenborg kan man komme helt tæt på og få chancen for at se de sjældne hvidehjorte

Dyrehaven blev indhegnet i 1670 af Christian den Femte med det formål, at den skulle være jagtlandskab. Fra at være kongernes jagtpark er den i dag blevet danskernes have med rig mulighed for at opleve de mange krondyr, dådyr og sikavildt.
Dyrehaven blev indhegnet i 1670 af Christian den Femte med det formål, at den skulle være jagtlandskab. Fra at være kongernes jagtpark er den i dag blevet danskernes have med rig mulighed for at opleve de mange krondyr, dådyr og sikavildt. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Allerede fra morgenstunden myldrer mennesker ind ad den karakteristiske røde port ved Dyrehaven i Klampenborg nord for København. Børnehavebørn går i to kolonner hånd i hånd på de små snoede stier, mens andre nyder den luksus at sidde i en vogn, som en voksen har fornøjelsen af at trække. En gruppe stavgængere vandrer rask af sted med kurs mod en af de mange andre stier, mens en mand forsøger at få en noget morgendvask brun hest op i et højere gear uden det store held.

Bevæger man sig dybere ind i de grønne omgivelser, bliver det en mere ensom færd. De råbende barnestemmer erstattes af et flerstemmigt kor af småfugle, en blid susen i de høje træers grene og det knasende grus under fødderne, mens snerten af popcorn fra Bakken for længst er forduftet.

På trods af de mange træer, der står tæt op ad hinanden, er landskabet både lyst og åbent. Det kan man ifølge skovfoged Torben Christiansen takke havens mere end 2000 firbenede beboere for.

”Hjortene sætter deres præg på omgivelserne i Dyrehaven. Der er god sigtbarhed under træerne, fordi trækronerne er bidt af op til to meters højde. Havde der ikke været så mange hjorte, ville landskabet være helt anderledes. Det ville i stedet være en tæt og dunkel skov, men hjortene åbner arealerne ved at æde både buske og trævegetation, så skoven bliver lys og venlig,” fortæller han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Dyrehaven blev indhegnet i 1670 af Christian den Femte med det formål, at den skulle være jagtlandskab. Fra at være kongernes jagtpark er den i dag blevet danskernes have med rig mulighed for at opleve de mange krondyr, dådyr og sikavildt.

Dyrehaven er et af de bedste steder i landet, hvis man vil helt tæt på Danmarks største landpattedyr. Cirka 300 krondyr holder til i haven, og på grund af de mere end syv millioner besøgende, som hvert år lægger vejen forbi, er dyrene vant til mennesker. Derfor kræver det ikke den store forberedelse at tage ud og se krondyrene, hvorimod man skal væbne sig med noget større tålmodighed og forsigtighed for at komme tæt på dem i andre naturomgivelser, hvor de er mindre trygge ved mennesker.

Torben Christiansen kender den mere end 1000 hektar store dyrehave som sin egen bukselomme. Det er ikke nogen lille bedrift taget i betragtning, at en hektar svarer til knap en fodboldbane. Det betyder også, at dyrene har god plads at boltre sig på, men Torben Christiansen ved, hvor han skal lede for at finde både hjortene med de imponerende takkede gevirer og hinderne med deres små kalve.

”Vi er i den sydlige del af Dyrehaven. Hernede er det kun hinderne og kalvene, der går rundt. Hjortene holder til nordpå. Hannerne og hunnerne lever adskilt det meste af året og blander sig kun med hinanden i september, når det er brunsttid. Så kommer hjortene herned og tager del i festlighederne. Lige så snart brunsten er ovre, går de nordpå igen og finder sammen i en herreklub. Ser man lidt nøgternt på det, tjener hannerne kun det formål at sikre slægternes fortsættelse. De er lidt nogle egoister, der går efter at have det bedst muligt,” fortæller han, mens han kører fra Naturstyrelsens afdeling midt i Dyrehaven og ad grusvejen for at finde frem til, hvor hjortene gemmer sig. For enhver anden forsvinder stedsansen i løbet af få minutter, alt imens Torben Christiansen uproblematisk manøvrerer den grå Toyota efter et indre kort ad de små asfalterede veje og på magisk vis møver den store bil ind på de smalle snoede grusstier, selvom fysikkens love nok ville diktere, at der ikke burde være plads til den.

Kronhjortene lever med en rangorden, og ingen i flokken er i tvivl om, hvem der har geviret skruet bedst på. Det bliver tydeligt, da Torben Christiansen stopper nær Eremitageslottet, hvor en gruppe hjorte går rundt i det åbne. Blandt den lille flok øjner man en markant cirkel af luft omkring en fuldvoksen hjort, der står i midten af gruppen.

”Hjortene er helt klar over, hvem der er den sejeste i flokken. Du kan se, at de andre går uden om ham i midten, og det er ham, der spiser lige præcis, hvor han har lyst til at spise,” siger Torben Christiansen.

Den lille herreklub lader sig ikke påvirke af, at man bevæger sig hen mod den med kun ganske få meters afstand. De mønstrer ikke meget andet end en noget ligegyldig og tanketom skelen og er betydeligt mere optagede af den tot græs, de hver især går og gumler på. De er i gang med at æde sig tykke, så de har overskud til at imponere damerne mod syd, når vi nærmer os september. Når de er i brunst, spiser de nemlig ikke i to til tre uger og kan tabe 50 kilo, så det er vigtigt, at de har en solid madpakke på sidebenene.

Frem for at spise har de i stedet travlt med at skabe brunstterritorier, hvor de lokker hinderne til og jager andre hjorte væk. Ikke nok med at de både har deres store gevir og dybe brøl – kronhjortene ruller sig også i mudder, hvor de afgiver urin og sædvæske, så de får en særlig uimodståelig dunst over for hinderne. Det lykkes som regel kun for et sted mellem 12 og 15 ud af de cirka 60 kønsmodne hjorte at skabe et brunstterritorium, hvor de parrer sig med de hinder, der vælger at lægge vejen forbi.

Bag den græssende flok dukker lidt af et særsyn op mellem træerne. Blandt endnu en flok rødbrune hjorte tårner en hvid kronhjort sig op og lyser næsten op i skyggen. Den er en af de mellem 15 og 20 hvide krondyr, som holder til i Dyrehaven, hvoraf kun to er voksne hjorte. Det kræver derfor enten en god portion held eller en viden om, hvor hjorteflokkene holder til, hvis man vil se et af de hvide dyr. De er efterkommere af de 12 hvide krondyr, som Christian den Sjette fik af kurfyrste August af Sachsen i 1737. I forhold til deres adfærd og hvordan de færdes med de almindelige rødbrune krondyr, har farven ingen betydning. Kronvildt er ikke racister, påpeger Torben Christiansen.

Derudover synes en hind at have forvildet sig ind i herreklubben.

”Det er en smalhind, som lige har holdt etårsfødselsdag. Den er kommet lidt galt i byen. Når en mor får en ny kalv, så kan den fra sidste år godt få nogle bank, hvis den bliver ved moderen, fordi der skal være plads til den nye. Den bliver skubbet ud af familien for en tid og tusser lidt rundt for at finde ud af, hvor den har sin plads,” forklarer han.

Efter en rum tid slutter de unge hinder sig til moderen igen, men de unge hjorte bliver væk og slutter sig til mandeklubben. Ligesom herreflokken lever hinderne med en hierarkisk struktur, hvor den mest dominerende hind styrer flokken. Hinderne søger sammen i småfamilier, og selvom de ikke er udstyret med et gevir, er de fuldt ud i stand til at beskytte deres afkom.

”Hinderne er bestemt ikke uden våben. De har bare lidt andre våben end hjortene. De går på bagbenene og sparker med forbenene. De slår virkelig hårdt, og der er eksempler på, at hinder har sparket hunde ihjel,” siger Torben Christiansen.

Det skal dog ikke afholde nogen fra at besøge Dyrehaven. Føler de sig truet, vil krondyrene typisk bare stikke af.

”I dag har hjortebestanden to formål i Dyrehaven. Det ene er at holde arealet flot afgræsset. Det andet er, at de er skuespillere på scenen for de mange besøgende. De har en meget stor værdi som oplevelsesobjekter,” fastslår Torben Christiansen.