Kroppe, der fortæller en historie om livet

Vi bærer alle rundt på en krop. Nogle holder af den, andre foragter den, og de fleste har lært at leve med den trods glæder, sorger og sygdomme. Kvinders komplicerede forhold til deres krop er temaet for en teaterforestilling i Odense med titlen ”Kære krop!”

Vi har forskellige kroppe, men skal lære at acceptere dem og leve med dem, siger Sabine Raun Kristensen på 21 år. Hun medvirker sammen med 75-årige Karen Skovhøi Bagger i et nyt teaterstykke om kvindekroppen. Modelfoto.
Vi har forskellige kroppe, men skal lære at acceptere dem og leve med dem, siger Sabine Raun Kristensen på 21 år. Hun medvirker sammen med 75-årige Karen Skovhøi Bagger i et nyt teaterstykke om kvindekroppen. Modelfoto. .

”Kære krop! Du er grim, dum og har langt hjem. Jeg hader og foragter dig. Du er blød og rund, men du kunne nu godt trænge til at tabe et par kilo.”

”Kære krop! Du har været så trofast imod mig, båret mig rundt i 75 år, ofte uden at kny - og født mig tre dejlige børn.”

Vi bærer alle rundt på en krop. Nogle holder af den, andre foragter den, og de fleste har lært at leve med den trods glæder, sorger og sygdomme.

Citaterne ovenfor er hentet fra forestillingen ”Kære krop!”, som har premiere på Odense Teaters eksperimenterende scene, Uteater, i dag.

I stykket fortæller ni kvinder om deres forhold til deres kroppe. Om anoreksi, misbrug, overvægt og livstruende sygdomme. De er ikke skuespillere, men ni almindelige kvinder, som medvirker med deres egne historier.

Den ældste, Karen Skovhøi Bagger, er 75 år.

”Mine børn er fulde af forundring over, at jeg har modet til at medvirke i min alder. De synes, at det er friskt gjort og skal ind at se forestillingen,” fortæller hun.

Det samme gælder familien til 21-årige Sabine Raun Kristensen.

Den unge kvinde har i dag, hvad hun vil betegne som et almindeligt og afslappet forhold til sin krop; men sådan har det ikke altid været. Som teenager på efterskole udviklede hun en spiseforstyrrelse.

”Jeg var omgivet af piger, der udviklede sig hurtigere, end jeg selv gjorde. Derfor følte jeg, at jeg ikke var feminin nok. Da jeg ikke kunne vælge at blive større og få former, så valgte jeg at blive mindre. Jeg kunne bruge min krop til at opnå en form for glæde ved at kontrollere den,” fortæller Sabine Raun Kristensen.

Ønsket om at få kontrol over kroppen bundede også i, at hun som barn havde været udsat for vold, hvilket gjorde det svært for hende at stole på andre og føle empati. Hun begyndte at træne meget, stoppede med at spise fed mad, skar ned på kulhydraterne og spiste generelt mindre og mindre.

”Jeg så isoleret på min krop og satte mig nogle mål, da den ikke havde de proportioner, den skulle have. Helt konkret skulle min knyttede næve kunne ligge i hulrummet i hofteskålen, uden at knoerne stak ud. Da det var værst, var jeg nede under 40 kilo, så det var ikke pænt,” konstaterer hun i dag.

Sabine Raun Kristensen kom aldrig i behandling for sin spiseforstyrrelse, men behandlede så at sige sig selv.

Karen Skovhøi Bagger, 75 år, og Sabine Raun Kristensen, 21 år, er ældste og yngste skuespiller på holdet.
Karen Skovhøi Bagger, 75 år, og Sabine Raun Kristensen, 21 år, er ældste og yngste skuespiller på holdet. Foto: Morten Kjærgaard

”Jeg så pludselig noget helt andet i spejlet, end det jeg havde set før. Før så jeg kun min krop i brudstykker. Nu så jeg den som en helhed og kunne se, at det var galt, og derefter gik det rimeligt hurtigt fremad.”

Karen Skovhøi Bagger har heller ikke altid været tilfreds med sin krop. Da teateret annoncerede efter borgere, der ville fortælle om deres kroppe, skrev hun til dem, at hun ikke kunne lide alle rynkerne, pluskæberne og englevingerne under armene.

”Jeg var lige blevet enke, og vinteren var hård at komme igennem, så jeg var lidt selvmedlidende. Næste dag fortrød jeg og tænkte, at jeg nok aldrig hørte fra dem.”

Men teateret reagerede, og efter en samtale sagde Karen Skovhøj Bagger ja til at medvirke - ikke blot med en historie om kroppens aldring. Det blev også til en fortælling om at overleve.

”Som 61-årig fik jeg konstateret cancer. Lægen sagde, at jeg havde en knude på størrelse med en ært i det ene bryst, og at den sagtens kunne fjernes. Men de fik ikke det hele med, så hele brystet måtte fjernes. Senere blev der konstateret en knude i det andet bryst også, så det fik jeg også fjernet,” fortæller hun.

Efter således at have taget afsked med de bryster, som hendes børn havde diet ved, var det desværre ikke slut. Nu blev der fundet en tumor i hjernen, hvilket førte til nye operationer og kemokur. Men modsat af hvad de fleste troede, kom hun igennem det.

Artiklen fortsætter under billedet 

Ni almindelige kvinder deltager i den næste uge i Odense Teaters forestilling ”Kære krop”. Foto: Morten Kjærgaard
Ni almindelige kvinder deltager i den næste uge i Odense Teaters forestilling ”Kære krop”. Foto: Morten Kjærgaard

”Det har ramt min korttidshukommelse og min balanceevne. De næste fem år var jeg ubeskriveligt træt. Det blev ved, til jeg var 70, men nu har jeg det godt igen,” siger hun og uddyber:

”Jeg er så glad for at have fået livet igen. Når du først har prøvet at sidde op og ned ad knokkelmanden, bliver alting anderledes. De små problemer, vi ofte gør til store, bliver latterlige derefter. Nu vil jeg gerne bringe budskabet videre, at det ikke er en dødsdom at få konstateret brystkræft.”

Netop ønsket om at ville fortælle noget vigtigt er fælles for kvinderne, som undervejs har fået et stærkt sammenhold. Sabine Raun Kristensen, som nu er på afstand af sin spiseforstyrrelse og studerer filosofi på Syddansk Universitet, vil gerne oplyse andre om sygdommen.

”Jeg er frustreret over de fordomme, der kan være. For eksempel støder jeg ofte på folk, der tror, at det er en fysisk sygdom og ikke en psykisk,” siger hun.

At der er tale om autentiske historier fra almindelige mennesker med noget på hjerte er vigtigt for forestillingen, mener instruktør Peter Dupont Weiss.

”Man får nogle ting foræret, som ikke kunne være skrevet. En af de medvirkende viste for eksempel forleden, at hun har en tatovering af den korsfæstede Jesus på ryggen. Men der mangler et øje, da hun har haft modermærkekræft.”

Instruktøren har sammen med dramaturg Mathias Rosenkrands Bech samlet og redigeret historierne. Først blev alle medvirkende bedt om at skrive et brev til deres krop - heraf stykkets titel - og siden er fortællingerne vokset gennem interviews og workshops for så igen at blive skåret ind til kernen og sat ind i en helhed. Men ordene er stadig kvindernes egne.

”Man kan sige, at vi sammen har fundet frem til det centrale i vores historier. Nu skal vi så spille hovedpersonen i vores egen historie,” siger Sabine Raun Kristensen.

Selve processen har også været lærerig, er de to kvinder enige om.

”For det første er jeg blevet klogere på mig selv, blandt andet ved at læse mine dagbøger fra dengang, jeg var syg. For det andet har det også været spændende at høre de andres fortællinger om deres kroppe. Det sætter tingene i perspektiv og er med til at gøre én mere taknemmelig for, hvad man har. Vi har forskellige kroppe, men skal lære at acceptere dem og leve med dem.”

Ni almindelige kvinder deltager i den næste uge i Odense Teaters forestilling ”Kære krop”.
Ni almindelige kvinder deltager i den næste uge i Odense Teaters forestilling ”Kære krop”. Foto: Morten Kjærgaard