Det var måske ikke til at se det, hvis man ikke lige vidste det. Men noget var forandret ved forsiden af magasinet Alt for damerne, da det landede i kioskerne i oktober sidste år. På forsidefotoet kunne man se skuespiller Trine Dyrholm iklædt en stor, lysegrå uldsweater siddende på en stol i det fri. Intet indikerede umiddelbart, at redaktionen forinden udgivelsen havde indført en ”ny politik” for deres forside, der skulle sætte en stoppe for at ”bidrage til et urealistisk kvindesyn”. Ville man finde frem til, hvilke ændringer, den nye politik havde medført, måtte man kigge grundigt. Og dér! Rundt om øjnene, i panden og på halsen af skuespillerinden blev det pludselig klart – for her stod rynker, linjer og tidens tegn frem, præcis som de havde gjort, hvis man havde set hende i virkeligheden.
”For os på Danmarks mest læste kvindeblad er forsiden en slags milepæl,” skrev Alt for damerne i samme anledning på deres sociale medier.
”Det er nemlig den første forside, siden vi tog beslutningen om at indføre en ny politik for billedbehandling (…). I al den tid, der har eksisteret kvindeblade, har det været normalt at forskønne portrætterne en smule under ’fremkaldelsen’. Ikke meget og som regel ikke noget, man som læser har hæftet sig ved. Men alligevel nok til, at vi må indrømme gennem tiderne at have bidraget til et urealistisk skønhedsideal, og her i 2020 er det på tide at gøre op med det.”
Alt for damerne nye retoucheringspolitik skabte overskrifter, men hensigten om at bryde med ”de urealistiske skønhedsidealer” er magasinet langt fra ene om at italesætte. De nye tiltag taler durk ind i en tendens, som har taget fart de seneste år: Det er blevet på mode at favne mangfoldigheden. På de sociale medier har bølgen af såkaldt kropspositivisme for alvor fået fat, hvor tusindvis deler billeder af deres strækmærker, deres deller og deres urene hud under søgeord som #kropspositiv, #perfektuperfekt og #kropsaccept. Til spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en entydig tendens, der former nutidens skønhedsideal, må svaret alligevel være nej. For mens forsidemodellerne fremstår i flere former, farver og aldre, og de kropspositive opslag på de sociale medier bliver flere, gør det samme sig gældende for antallet af danskere, der vælger at modellere egen krop. De seneste opgørelser over antallet af plasticoperationer udført i Danmark er fra 2018, og de viser, at eksempelvis antallet af udførte brystforstørrelser er mere end tredoblet på bare 10 år. Hvad angår øvrige kosmetiske operationer følger disse ligeledes generelt en opadgående kurve, og dertil kommer de mange muligheder, der findes for at modellere, korrigere og justere krop og udseendet, som ikke kræver operationer. Så hvordan ser tidens skønhedsideal i grunden ud anno 2021 – og hvor er det på vej hen?
”Der er helt klart tale om to modsatrettede strømninger,” siger Lene Bull Christiansen.
Hun lektor på Roskilde Universitet, hvor hun forsker og underviser i blandt andet køn, identitet og kropskultur. De senere år har hun bidt mærke i et voksende ideal, der handler om at stræbe efter ”det naturlige”. Hun kalder det et konkurrerende ideal til den såkaldte ”perfekthedskultur” som ifølge Lene Bull Christiansen i mange år har været dominerende.
”Der er kommet en meget større bevidsthed om den mentale sundhed, og det har haft indflydelse på skønhedsidealerne. I mange år har idealet været ’det perfekte’: Slank krop, ren hud, lange ben. Og når man higer efter det, man tror er perfekt, vil man konstant finde nye fejl. Det er en evig kamp med sig selv, som mange nu er blevet bevidste om ikke er sund. Og derfor er det her konkurrerende ideal opstået, hvor det i stedet handler om at stå ved, hvem man er, og lære at hvile i den krop, man er givet,” siger hun.
Der er tale om en opløsning
Trods det voksende modspil er det dog ikke Lene Bull Christiansens opfattelse, at ”perfekthedskulturen” er på vej ud.
”De yngre generationer er vokset op med, at alt er muligt at få ændret, hvis der er noget, man er utilfreds med. Og også de ældre er nu kommet med, og det tror jeg særligt skyldes, at det ikke længere er et tabu at indrømme, hvis man ønsker noget ændret, og hvis man ikke vil acceptere, at maven eller brysterne hænger, efter man eksempelvis har fået børn. Det er blevet moderne at tage aktiv selvbestemmelse over, hvad man ønsker at gøre med sin egen krop, uden at andre har ret til at have en mening,” siger hun.
Hvad det angår, taler de to tendenser – der ved første øjekast kan synes modstridende – faktisk helt samme sprog: De handler begge i bund og grund om retten til at gøre, hvad man vil med sin egen krop.
”Det handler i høj grad om at have et personligt projekt, hvad end det personlige projekt er at gå i genbrugstøj, dyrke yoga, få modelleret sit udseende eller stå op for retten til at gå i croptops, selvom man er større end gennemsnittet. På den måde ligger der også et feministisk projekt i at have lov til at gøre, som man har lyst til.”
Ifølge Karen Klitgaard Povlsen, der er lektor emeritus på institut for kultur og kommunikation på Aarhus Universitet, er der ikke blot tale om konkurrerende idealer. Faktisk, fortsætter hun, er der nu i højere grad tale om en opløsning af netop idealer og normer.
Mennesket er handlende. Og det er ængsteligt. Det vil forandre sig selv og det stræber mod at gøre livet bedre at leve, og derfor er det ganske naturligt, at vi udvikler idealer, som vi stræber mod at leve op til.
”Idealerne, hvis man overhovedet kan tale om dem længere, er blevet meget flydende. Ligesom mediemarkedet er blevet fragmenteret, så gør det samme sig gældende for tendenserne for, hvordan man ønsker at tage sig ud,” siger hun.
Gennem årtier har Karen Klitgaard Povlsen fulgt udviklingen i, hvordan krop og idealer fremstilles i medier og populærkulturen. Hvor damebladene tidligere i højere grad kunne bruges som strømpil til at blive klogere på de overordnede skønhedstendenser, gør det sig ikke længere gældende, forklarer hun. Særligt efter de sociale medier for alvor vandt popularitet for 10-15 år siden, er det nu muligt at hente inspiration alle steder fra, og derfor er det nærmest umuligt at tale om, hvor tidens idealer bevæger sig henad.
”Den overordnede tendens er dog, at man på den ene eller anden måde helst skal optimere sig selv. Om du så arbejder aktivt for at ændre på det ved dit udseende, du er ked af, eller om du arbejder aktivt på at bidrage til et mere mangfoldigt kropssyn.”
En kropslig brydningstid
Både Lene Bull Christiansen og Karen Klitgaard Povlsen peger på tiden omkring 1960’erne og 1970’erne som en brydningstid:
”Med 1960’ernes ungdomsbevægelser blev hele mode- og skønhedssystemet brudt op,” fortæller Karen Klitgaard Povlsen, ”fra at det var de unge modeller i Paris, der dominerede modebilledet med deres skræddersyede haute couture, blev moden pludselig allemandseje, og der kom et stort fokus på krop og udseende, som fik helt nye kommercielle interesser på banen, der kunne tjene penge ved at skabe og opretholde idealer. Og det er de idealer, som folk nu er blevet trætte af. Derfor ser vi, at så mange på den ene eller anden vis gerne vil bryde med dem.”
Selvom de nye muligheder for at udtrykke sig gennem tøj og udseende skabte grobund for et voldsomt stigende forbrug, var der også andet, der spirede dengang. I 1970’erne så de første anti-skønhedsidealer dagens lys, og skal man finde roden til den modtendens, der i øjeblikket vokser som et konkurrerende ideal til det fejlfrie ydre, er det netop i 1970’erne, man bør lede, forklarer Lene Bull Christiansen.
Du er ikke længere bare din egen lykkes smed. Du er også din egen sundhedssmed.
”Det var allerede dengang, der opstod rettighedsbevægelser for blandt andre tykke mennesker, og det var altså her, kropspositivismen egentlig tog sit udspring. Allerede dengang, hvor normerne blev etableret, opstod der også grupper, der ville skille sig ud fra netop normerne.”
Mens mange kvinder i slutningen af 1960’erne og 1970’erne smed bh’en, lå en anden kvinde, amerikanske Timmie Jean Lindsey, i narkose på et operationsbord i foråret 1962. Den dengang 30-årige kvinde havde betalt sig til verdens første silikonebryster, og den vellykkede operation skulle vise sig at blive startskuddet til en helt industri af plastikkirurgiske indgreb, der siden vandt indpas verden over. Operationer er i de efterfølgende årtier blevet meget mindre risikable. Mere tilgængelige. Billigere. Og hyppigere.
”Det er et kæmpemarked,” siger Kristian Larsen, der er sociologisk forsker i spændingen mellem sundhed, krop og sociologi på afdelingen for social medicin på institut for folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, ”ikke bare hvad angår operationer og indgreb, men generelt alt, der handler om at optimere kroppen og udseendet. Det kan jo undre, at så mange mennesker bruger timevis foran spejlet, i fitnesscenteret og på indgreb og operationer, når mange samtidig lever et liv, hvor tid er en knap ressource. Det kan virke paradoksalt. Men når man kigger på, hvorfor de gør det, så er det slet ikke så mærkeligt.”
I Kristian Larsens seneste bog, ”Sundhedskapital”, der udkom i maj, har han undersøgt, hvorfor krop, sundhed og udseende fylder så meget for danskerne og i samfundet i dag, og hvorfor så mange er klar til at udsætte sig selv for risici ved eksempelvis plastickirurgi blot for det ydres skyld.
”Du er ikke længere bare din egen lykkes smed. Du er også din egen sundhedssmed. Da jeg var barn kunne man kigge sig i spejlet og træde op på vægten, nu er der et utal af måleredskaber og nye muligheder, der skaber et helt nyt fokus på kroppen og et marked, der gør det umuligt ikke at forholde sig til, hvordan man selv ser ud.”
Det handler om at tage en plads i verden
Der er med andre ord tale om, at sundhed, krop og udseende er blevet en hel afgørende kapital på linje med økonomisk og social kapital, som vi måler os selv og hinanden med, forklarer han. Det kommer til udtryk på forskellige måder alt efter alder og socialklasse, men det centrale er, at kroppen er blevet en social markør, som man bruger til at distingvere sig fra andre.
”Man investerer i langt højere grad i sig selv og i sin krop end førhen. Ikke kun for sin egen skyld, men fordi man er et socialt dyr, der vil positionere sig, og derfor bruger udseendet som en social markør. Det er det, man gør, når man dyrker sin krop med operationer eller træning, men det er også det, man gør, når man viser sin skæve krop eller sine sår efter en operation frem. Det handler om social magt, om at være til stede i verden og om at vise sin legitimitet.”
Og det er netop derfor, krop og udseende bliver italesat så meget om i dag, mener Kristian Larsen. Det er der ikke nødvendigvis noget i vejen med, hvis man spørger Johanne Stubbe Teglbjærg Kristensen, der er teolog på afdeling for systematisk teologi på Københavns Universitet, hvor hun blandt andet forsker i kropslig teologi. Uanset hvilket ydre ideal, man følger, mener hun, det er vigtigt at forholde sig kritisk til det, og hvorvidt det svarer til det liv, man lever.
”Det konstante fokus på selvoptimering, man ser i tiden, synes jeg sådan set er meget forståeligt, selvom det ikke nødvendigvis er godt. For mennesket er handlende. Og det er ængsteligt. Det vil forandre sig selv og det stræber mod at gøre livet bedre at leve, og derfor er det ganske naturligt, at vi udvikler idealer, som vi stræber mod at leve op til,” fortæller hun.
”Men mennesket kommer til kort, når målet for, hvordan vi vil være både bliver urealistisk og forskruet. De ydre idealer hænger ofte sammen med de indre, og når vi indskrænker, hvad vi gerne vil som menneske, indskrænker vi for eksempel ofte også feltet for, hvordan vi må tænke og føle.”