Mona Ebdrup har i mange år taget tilløb til at fortælle en ny historie om sig selv. En historie, hvor hun er god nok, som hun er, selvom hendes vægt går op og ned. Så længe hun kan huske, har den 26-årige kaospilotstuderende nemlig fået fortalt en anden historie. Flere gange om måneden har hun oplevet, at fremmede på gaden, i nattelivet eller på nettet har kaldt hende tyk.
”Kommentarerne sætter sig i underbevidstheden og er med til at forme mit selvbillede om, at jeg fortjener nedladende kommentarer og diskrimination. Hvis man igen og igen hører en bestemt historie om sig selv, begynder man at tro på den, og så bliver den ens virkelighed. Det har jeg nu arbejdet med i to år; hvad jeg kan gøre for at fortælle mig selv, at jeg er god nok, og at jeg er mere end mit udseende,” forklarer hun.
I sensommeren var hun i Montreal i Canada, og en mand vendte sig om på gaden og sagde: ”Undskyld, jeg kan ikke lide fede kvinder.” Oplevelsen var så voldsom, at hun begyndte at tænke over, hvad det egentlig betyder, at fremmede mennesker siger den slags ting til andre. Siden oplevelsen i Montreal er hun begyndt at svare igen, både på gaden og i medierne, hvor hun forsøger at få en samtale i gang om den måde, vi ser hinanden på. For det kan nemt blive socialt accepteret at tale nedsættende om en krop, siger hun.
”Det gik op for mig, hvor lidt vi tager ansvar for diskrimination i hverdagen. Jeg har altid skubbet det hen og ikke gjort noget ved det, for hvis jeg sagde noget til mine omgivelser, ville det henlede opmærksomheden på min krop. Men hvis alle har den holdning til diskrimination, bliver det en slags hygge-nedgørelse. Det er blevet så accepteret at pege fingre ad andre, og det gik op for mig, at jeg også accepterede det ved ikke at gøre noget, og det skete endda mod mig selv,” siger hun.
Når fremmede mennesker føler, at det er i orden at kommentere andre menneskers udseende, er det udtryk for, at der hersker et ekstremt ensartet billede af, hvad den rigtige krop er. Sådan siger Chris Pedersen, der er vært på DR K og i øjeblikket står bag en række programmer, der netop undersøger den moderne kropskultur.
”I oldtiden stræbte man efter guderne som forbilleder, men de var idealer, som man meget tydeligt ikke kunne blive som. I dag er der tværtimod en forventning om, at du skal være det, du ser, og hvis du ikke lever op til det, skal du skamme dig. Også selvom vi ved, at alt er retoucheret og dermed ikke menneskeligt muligt,” forklarer han.
Han peger på, at presset kommer fra vores altdominerende visuelle kultur.
”Vi ser tusindvis af billeder af kroppe hver eneste dag, og dem spejler vi os i. Billeder betyder alt. Bare se på vores datingkultur: For 15 år siden havde man kontaktannoncer, hvor man skrev, hvem man var, og hvilke værdier man havde. Der var måske et billede med, men ofte ikke. I dag finder vi hinanden på nettet, hvor billedet er det, vi vurderer hinanden ud fra. Det er den mest kølige afvaskning af et følelsesliv og en manglende erkendelse af mennesket under billedet,” siger han.
Thomas Nedergaard, der er ungdomspræst på Vesterbro i København, genkender billedet af den kropsfikserede kultur.
”Kroppen er blevet vores højalter. For nogle år siden talte man om, at fitnesscenteret havde overtaget kirkens rolle i menneskets liv, og det ser vi måske konsekvenserne af nu. Folk er blevet bange for at vise den almindelige, naturlige krop frem, for kroppen er blevet hellig og skal helst se perfekt ud. Det er der ufatteligt få, der kan leve op til, og derfor har vi lavet en slags kollektiv dårlig samvittighed og mindreværdskompleks,” siger han.
I ungdomskirken på Vesterbro kommer typisk 16-29-årige, og selvom Thomas Nedergaard understreger, at de mennesker, han møder, typisk tilhører den aktivistiske, frigjorte gruppe af unge, er han opmærksom på tendensen med kropsskam, der er fremherskende. For særligt de unge er utilfredse med deres kroppe.
I maj viste en undersøgelse foretaget for MetroXpress, at hver tredje ung ikke bryder sig om at vise sin krop til andre. Og i 2010 viste en omfattende rapport fra Center for Ungdomsforskning, at hver 10. ung mellem 18 og 25 år hader sin krop.
Tidligere på måneden udloddede Nygart Privathospital som adventsgave to gratis fedtfrysningsbehandlinger. Til konkurrencen fulgte en kort reklamefilm, som blev lagt på Facebook, hvor kvinder hoppede op og ned, så lår, arme og maveskind blævrede. Frysningen skulle gøre det af med det ekstra fedt, man er træt af. Om videoen sagde blandt andre en mor og en datter til TV 2 Østjylland, at den var fremmende for usunde kropsidealer, hvor selv den mindste smule fedt skal fryses – eller retoucheres – væk, og den 18-årige datter forklarede, hvordan videoen, hvor kvinderne var normalvægtige, fik hende til at tænke på, om hun mon også var for tyk. Privathospitalet, som også står bag den omdiskuterede busreklame for nye bryster, udtalte til BT, at man dog ikke mener, at det fremmer et bestemt ideal.
Men presset over at skulle leve op til et bestemt kropsideal findes ikke kun hos de unge, mener Chris Pedersen.
”Vi ser mænd, der i ét væk dyrker crossfit og ironman. Og du skal helst dyrke yoga som 65-årig og være frisk, til du går i graven. 80 er det nye 60, og det er ikke bare et københavnerfænomen. Botox og restylane og skønhedsoperationer og fitness er nået ud til hele landet,” siger han.
Ifølge Karen Hvidtfeldt Madsen, der er lektor ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet og forsker i kultur og sundhed, spiller særligt de sociale medier en rolle i forhold til at accelerere betydningen af udseende.
”Vi er hele tiden klar til at blive repræsenteret. Kameraerne og mobiltelefonerne er der altid, og på den måde føler man sig hele tiden betragtet. Man er ekstremt opmærksom på, hvordan man ser ud, og det giver en opmærksomhed på kroppen, som er unik,” siger hun.
”For 100 år siden var det kun i det mest privilegerede lag af samfundet, at man havde tid til at tænke over, hvordan man så ud. Men i dag er det en helt almindelig del af tilværelsen, at man er klar over, at man skal holde sig i form, være sund og smuk og lykkelig. Det er et overskudsfænomen fra det senmoderne samfund, fordi vi har fået fritid og penge, og de basale behov er dækket. Så har vi tid til at bekymre os om ting, der dybest set er ligegyldige,” siger hun.
Men med kropsfokusset følger også ofte skammen. For ingen kan leve op til de uopnåelige succeskriterier på de sociale medier, forklarer Mogens Lindhardt, der er teolog og beskæftiger sig med skam.
”Vi styrer hele tiden efter at undgå skammen. I Det Gamle Testamente var skam ofte forbundet med nøgenhed, og man kan også sige i dag, at vi tager en maske på, når vi klæder os på om morgenen. Skam handler først og fremmest om frygten for ikke at kunne kontrollere andres blik. Så når vi klæder os på og ifører os vores image, er det et forsøg på at opnå den kontrol,” siger han.
Han peger på, at den overdrevne fokus på kroppens perfekthed hænger sammen med det pres, der omgiver mennesker i alle sider af tilværelsen, hvor de faste rammer og stabiliteten i relationer er i opbrud.
”Grundidealet som menneske er at være en, der har projekter, og som er i bevægelse. Man skal helst vise, at man har travlt, at man er på. Man må helst ikke forfalde. Vi er i virkeligheden blevet skrøbelige i vores sociale omgang, og desto mere vigtigt er det, at vi hele tiden viser os frem og viser os som noget perfekt. Ellers bliver vi glemt,” siger han og uddyber:
”Det hænger sammen med den form for kapitalistisk ideologi, der handler om, at du er dine muligheder. Og derfor overvældes vi af tilbud om livsoptimeringer – bedre krop, bedre stil, bedre terapi, bedre oplevelser og så videre. Det er et enormt dagligt pres, for hvis man er sine muligheder, kan man altid være noget mere. Der er ingen fortjeneste ved at passe sit almindelige arbejde, du skal konstant være i udvikling. Og det er flygtigt og ustabilt og ikke til at stole på. Derved klamrer vi os til det, der kan give en status og dermed en plads i verden.”
Han peger på, at kroppen er en af de bastioner i en kultur af konstante målinger og evalueringer, hvor mennesket kan tage en form for kontrol ved at iscenesætte kroppen som en performance.
”Det er en slags protest, når folk begynder at forme kroppen med silikone og plastik, fordi de derved gør den til deres og til noget, andre ikke kan tage fra dem. Så har du selv taget en kontrol,” siger han.
Men det er ikke helt så enkelt at vende billedet af den bedømte og pressede krop, mener Chris Pedersen.
”Det handler om at tage en vedvarende diskussion på samfundsplan. I tv er den tykke altid den, der ikke kan få en kæreste, og som er det sjove modstykke til den smukke hovedperson. Vi kan ændre det, men det kræver mere end en artikel eller en kampagne. Fremskridt tager lang tid, bare se på, hvor mange år det har taget for kvinder at få valgret og en kvindelig statsminister. Eller på homoseksuelles rettigheder. Der kan ske en forandring om 20 år, så længe folk bliver ved med at tale om det. Kropsidealerne er så indgroede; idéen om den tynde, modeagtige krop har været en del af vores kultur siden 1920’erne,” siger han.
For Mona Ebdrup har det gjort en forskel at åbne op for tabuet om, at folk råber efter hende på gaden på grund af hendes udseende. I stedet for at skamme sig tager hun nu diskussionen med folk, når det sker. Også når hun hører racistiske eller homofobiske udtalelser.
”Så længe man tier om det, accepterer man jo stille, at diskriminationen foregår,” siger hun.