Brevkassen til læser: Ubehagelige oplevelser sætter spor i både sind og krop

Mens man med sin fornuft kan sige, at noget er sket for længe siden eller er overstået, har kroppen det anderledes. Den reagerer ofte længe efter og kan tjene som en god advarselslampe

Når man oplever svære og urimelige og krænkende ting i relation til andre, påvirkes man med hele sig, både sind og krop reagerer. Ikke mindst, hvis man ikke kan få retfærdigheden til at råde, og det svære ikke ændres og ligger kronisk til stede.
Når man oplever svære og urimelige og krænkende ting i relation til andre, påvirkes man med hele sig, både sind og krop reagerer. Ikke mindst, hvis man ikke kan få retfærdigheden til at råde, og det svære ikke ændres og ligger kronisk til stede. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Kære brevkasse

Jeg har et indlæg til jeres brevkasse, som delvis bygger på egen erfaring og fra samtaler med andre. Det er vist ganske almenmenneskeligt, at kroppen kan huske, og at den indre dialog eller samtale kan være svær at stoppe. Det handler ikke om de tunge sager som vold og incest, men om de måske mere almindelige situationer, som nok ingen undgår i menneskelivet. Måske bunder det svære i, at der opstår ulige magt mellem mennesker, der egentlig står lige? Og så skal man nok også huske på, at vi mennesker ikke har samme følsomhedstærskel.

Et eksempel kan være, at man har været ude for en slem oplevelse, måske en uretfærdig behandling eller en samtale, der har været grænseoverskridende, måske er man blevet overfuset. Kroppen reagerer, og den indre samtale kører på højtryk, som om det ikke vil slippe sit tag.

Mange gange har man vendt det med sig selv. Hvad skete der? Hvad blev der sagt? Måske har man prøvet at analysere, hvordan ”elefanten ser ud fra en anden vinkel” forstået på den måde, at en elefant ser meget forskellig ud, alt efter om man står ved snablen eller halen eller ved siden af – som et billede på, hvordan vi oplever mange ting forskelligt. Mange gange har man endevendt sin egen oplevelse med en lyttende ven og måske med en professionel.

Der er skabt et overblik rent fornuftsmæssigt. Og alligevel er der stadigvæk en voldsom uro i kroppen, når man på en eller anden måde senere bliver mindet om det skete. Hvorfor kan hjernens viden og analyse ikke forklare kroppen, hvordan det forholder sig? Hvorfor kan den indre samtale blive ved med at kværne rundt?

Jeg tænker her på sindsro-bønnen: Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.

Hvad er der på spil, når denne vise bøn ikke kan give kroppen og tankerne ro?

Venlig hilsen

Line

Kære Line

Tak for dit brev. Vi tror, mange kan genkende sig selv i noget af det, du skriver. Mange har oplevet uretfærdigheder, grænseoverskridelse, tilsidesættelse og så videre i deres liv af en sådan karakter, at det har lagret sig i både sind og krop. Og vores krop og psyke hænger jo uløseligt sammen. Så når vi oplever rigtig svære ting, så kan vi reagere både med tanker og grublerier, der kører i ring og med kropslige symptomer.

Tænk bare på det ubehag, vi kan opleve i kroppen, når vi skal til eksamen. Man kan sagtens sige til sig selv, at det skal nok gå, man har forberedt sig nogenlunde godt, det hele er overstået om få timer, men uden at man kan fjerne de kropslige symptomer så som mavepine, kvalme, uro og lignende.

I vores sprog er den indsigt på en måde indlejret. Vi siger for eksempel, når der sker pludseligt overvældende ting: ”det var rystende”. Eller når en selvglad onkel står og roser sig selv i stor stil i en lejlighedstale, kan vi finde på at tænke – eller sige til sin ægtefælle: ”det var da til at brække sig over”. Eller en person, der brokker sig, får ”sure opstød”. Man kan også få ”sommerfugle i maven”, når man er forelsket, eller føle man er ”tung i kroppen”, når man er ked af noget eller deprimeret. Og en ubehagelig besked er ”svær at sluge”. Eksemplerne er mange, og vores læsere kan sikkert finde på mange flere.

Vores krop er grundlæggende vores ven. Vi har ikke en krop. Vi er en krop. Har man eksempelvis været alt for stresset og overbelastet i rigtig lang tid og forsøgt at overhøre de gule advarselslamper, så kan kroppen nogle gange sætte ind og fortælle os, at nu er grænsen overskredet, og man er nødt til at tage tingenes tilstand alvorligt. Det gule lys bliver rødt, og kroppen kan reagere med angst, svimmelhed, appetitløshed, manglende søvn eller lignende. På den måde fortæller kroppen, at man ikke kan spænde buen mere, men må stoppe op og ændre kurs. Nogle gange falder kroppen ikke helt til ro med det samme, selvom tingene ændrer sig. Den skal på en måde overbevises over længere tid om, at vi har fattet, hvad der skal til for vores eget bedste.

Nu skriver du ikke noget om, hvad det er, du helt konkret har erfaret og oplevet. Der er mange situationer, hvor vi kan komme ud i svære og ulige magtforhold og blive udsat for uretfærdige hændelser på mange forskellige måder. Nogle oplever det allerede i deres opvækst med måske uforstående og hårde forældre, der ikke har nok empati i forhold til deres børn. Andre kan erfare det i forhold til en ægtefælle, som er utro, uærlig eller uinteresseret. Man kan erfare konflikter, magtkampe og uretfærdigheder på arbejde, i menighedssammenhænge, blandt venner og så videre.

I mange af disse betydningsfulde relationer kan vi opleve svære ting. Og opstår de svære ting løbende over en længere periode, kan man risikere ikke i første omgang at se alvoren. Det kan i hvert fald være lettere at se og indse pludselige og kraftige hændelser end de mere langvarige og måske mere skjulte eller diffuse og voksende destruktive forhold. Ikke mindst når man har været glad for fællesskabet tidligere og har opbygget en tillid, som langsomt brydes ned.

Når man oplever svære og urimelige og krænkende ting i relation til andre, påvirkes man med hele sig, både sind og krop reagerer. Ikke mindst, hvis man ikke kan få retfærdigheden til at råde, og det svære ikke ændres og ligger kronisk til stede. Når andre måske ikke kan eller vil forstå eller tage ansvar, så ligger problemet inde i ens egen krop. Og det kan føre til mange grublerier og mange rundture om elefanten, som du skriver. Tanker om, at man skulle have gjort et eller andet på en anden måde eller sagt noget andet, kan køre rundt. Selvbebrejdelse og anklage mod dem, der har forårsaget tingene, kan køre side om side.

Sådanne oplevelser kan nogle gange tage både måneder og måske år, alt efter hvor store konsekvenser de forskellige livsomstændigheder har haft på ens liv og familie. Vejen ud af grublerier og smerter af denne karakter vil blandt andet være at handle så nænsomt i forhold til sig selv som muligt. Er forsoningens og forståelsens vej ikke mulig, må man fjerne sig så godt som muligt fra det eller dem, som har gjort én fortræd, søge et nyt job, hvis det er muligt, hvis det er i det forum, problemet er opstået. Eller finde en anden kirke, hvis det er vigtigt for ens liv og tro.

Nogle gange må fine blomster plantes om og få ny jord og nye vækstbetingelser for at kunne gro og blomstre til egen og andres glæde. Sådan er det også med os mennesker. Vi trænger lys og luft, god kost og gode vitaminer og en atmosfære af velvillighed, godhed og glæde.

Kroppen er, som vi skrev ovenfor, nogle gange lidt langsommere. Den har måske været lidt for længe i alarmberedskab og har været måske lidt for længe på døgnvagt. Og når vi kommer til at tænke på det, der har gjort så ondt, og som vi måske synes vi har lagt bag os, så reagerer kroppens dybe hukommelse nogle gange af gammel vane, måske også for at vi ikke skal komme i samme situation igen.

Ofte er fysisk eller geografisk afstand til de gamle problemer vigtige at respektere. Det kan også være godt helt at opgive muligheden for den forståelse, man ikke fik. For så vil kroppen ofte blive mere rolig. At kroppen også er glad for motion og wellness er måske også elementer, som man kan tage med sig, når den har været belastet så længe. I sårbare perioder i sit liv må man i udpræget grad omgive sig med mennesker, som er gode for en, og som man er trygge ved, således at man kan vedligeholde det gode og være beskyttende over for en selv ved ikke at udsætte sig selv for alt for megen hård vind.

Mange hilsener