Prøv avisen

Kun en tåbe frygter ikke halloween

Halloween er fastelavn på speed. Uden den formildende sang ved døren, nu stikker de bare hånden frem, og den ballade, man truede med, hvis man ikke fik fastelavnsboller, er ikke længere for sjov, skriver Kristeligt Dagblads journalist Tine Maria Winther. Foto: Emil Kastrup

Er halloweens optur bare endnu et eksempel på, at vores egen kultur er til fals, når der kommer noget større forbi, spørger Kristeligt Dagblads journalist Tine Maria Winther i denne uges signatur

Vores gamle danske tradition lavede ikke meget ballade, da den blev sat til vægs af halloween. Bare spørg Fætter BR og dine egne børn. På ganske få år har den amerikanske dødedans taget føringen som årets store udklædningsdag. Var der for lidt splat over at være heks eller vagabond? Eller er halloweens optur bare endnu et eksempel på, at vores egen kultur er til fals, når der kommer noget større forbi?

Halloween er fastelavn på speed. Uden den formildende sang ved døren, nu stikker de bare hånden frem, og den ballade, man truede med, hvis man ikke fik fastelavnsboller, er ikke længere for sjov. Nægter man at dele ud den 31. oktober, er rå æg et populært våben.

Så nu sørger vi for at have kontanter nok. Slik fra en stor skål, som man ser det i amerikanske familiefilm fra 1990’erne, er ikke gangbar mønt. Ikke i vores kvarter i hvert fald.

Og det skal være lige penge – altså det samme antal kroner til hvert spøgelse eller skelet (i det omfang de har klædt sig ud). En forfjamsket håndfuld småmønter fra dåsen med pizza-penge duer ikke: ”Så skal vi jo til at tælle op bagefter og dele!”. Nå ja, det er da også rigtigt.

Vi har prøvet at forhandle: Hængt en seddel på døren om, at de hellere skulle prøve hos naboen. Men når man vejrer blod, læser man nok ikke sedler. Så også i år vil dørklokken blive holdt inde, til vi åbner.

Situationen forløber typisk sådan her: Et særligt ihærdigt lille spøgelse (eller velvoksen teenager i tvivlsom udklædning) betjener kyndigt ringeklokken, mens dets partnere-in-crime for en sikkerheds skyld baldrer på vinduerne. På dette tidspunkt er vores to aldrende katte ved at gå ud af deres gode skind af rædsel og bener forvildet rundt. En af dem er sort og har det i forvejen lidt anstrengt med halloween.

Når vi så forpustede flår døren op, står den tavse børnehær i Fætter BR’s nyeste bud på ”kirkegårdens brud”, ”skeletdiva” eller bare deres egne elefanthuer. Med fremstrakte næver, endnu røde af at have givet vinduerne en omgang.

Et stykke bag dem står deres forældre med familiens hund. Børn skal jo ikke gå alene rundt i mørket, selvom jeg er sikker på, at lige de her nok skulle klare sig. Forældrene sender blikke om at hoste op. Mens hunden, grebet af stemningen, snerrer solidarisk.

Og lige da er det, at man rækker ud efter stablen med 10-kroner. For forældrene er jo nogle, man kender – fra Brugsen, fra sønnens skoletid og fra idrætsklubben. Selv hunden har man formentlig nikket til i forbifarten. Så for sammenhængskraftens skyld trykker man et lige antal mønter i hver lille (eller store) skelethånd og lister døren i til lyden af en 15-årig, der med en kniv gennem hovedet, siger, at der ellers var en sød dame nede ad gaden, som gav dem 100 kroner.

Til dødehærens forsvar må man sige, at vi har været advaret i god tid. I ugerne op til halloween hænger der sedler i lygtepælene. På dem minder forældre os alle om, at det snart er halloween, og at vi gerne må holde os klar ved dørene.

Et år flygtede vi på dagen. Til Berlin. Det viste sig at være en dårlig idé. I det børnerige Prenzlauer Berg vaklede flokke af zombier (i det omfang, de havde gidet klæde sig ud) gennem caféer, butikker og restauranter. På et tidspunkt spurgte min mand, om de tog imod betalingskort, og at dømme efter det forklarede lys, der tændtes i deres øjne, er det kun et spørgsmål om tid, inden de har en fluesmækker med. Lidt bekymrede for hjemmefronten ringede vi og dirigerede sønnen af sted for at forsvare hus og katte.

Da vi kom hjem, lignede han en ung soldat efter nederlaget i 1864. Fra mørkets frembrud (det er tidligt i oktober) til cirka klokken 22.00 havde han skiftevis udbetalt beskyttelsespenge og jaget spøgelser væk.

Vi stak ham en seddel, da han gik. Men vi får ham næppe på barrikaderne igen.

Det er en trøst at vide, at halloween rundt omkring i landet efter sigende sagtens kan forløbe uden den store belejring. Og at en pose vingummibamser eller chokoladestykker, der i aftenens anledning er pakket ind, så de ligner øjne, er gangbar valuta.

Men i år vælger vi at gå i kælderen, sådan som man altid har gjort, når krig, storm og coloradobillen nærmede sig. Vi slukker lyset, håber på det bedste – og sørger for at alle kære er i hus.

En kollega, der bor nede i den anden ende af vores vej, glemte sidste år sin nøgle, da hun var ude at købe ind om aftenen den 31. oktober. Og selvom hun holdt fingeren på ringklokken, buldrede på døren, råbte og smed med æg, lukkede hendes mand ikke op.