En dag sad sognepræst Lone Vesterdal og Kolding Kommunes daværende HR-chef og talte sammen. Chefen med de 8000 medarbejdere og præsten med forstadssognet oplevede, at de fagligt kunne inspirere hinanden.
De kom til at tale om, hvad man for tiden var optaget af i kommunens personaleafdeling. HR-chefen fortalte, at de arbejdede med, hvordan de kunne få robuste medarbejdere. Præsten svarede ham, at det var interessant at høre, fordi hun som præst også var optaget af noget af det samme, nemlig hvordan de bibelske tekster og salmerne kan blive til tro og håb i menneskers liv.
Et par uger efter samtalen, fik Lone Vesterdal en mail fra HR-chefen, hvor han spurgte, om hun ville tilrettelægge en undervisningsdag for 12 af hans ledere og præsentere begrebet robusthed ud fra en teologisk synsvinkel.
For nylig udkom Lone Vesterdals bog ”Robust – om tro og magtesløshed”. Det er en eksistentiel, kristen gennemtænkning af begrebet robusthed, der udspringer af samtalen med HR-chefen og den temadag, hun holdt for 12 kommunale ledere. Bogen er den første bog på dansk, som arbejder med robusthed ud fra en teologisk tilgang.
Da Lone Vesterdal havde sagt ja til undervisningsdagen, støvsugede hun det lokale biblioteks hylder for bøger om robusthed i selvhjælpsgenren. En stak af bøger voksede på hendes arbejdsbord i hjemmet i Eltang ved Kolding, og efter at have læst sig gennem stakken konkluderede hun, at litteraturen var præget af, hvad hun ser som et urealistisk menneskesyn.
”Mennesket ses som en nærmest mekanisk ting, som til stadighed kan optimeres, så det passer bedst muligt ind i billedet, men hvad nu hvis det er et forkert eller fordrejet billede, man forsøger at passe ind i? Man brænder ud, og rådene er præget af her-og-nu med fokus på den gode søvn, motion, kost og åndedrætsøvelser. Vi har 250.000 danskere, som er sygemeldte med stress, så jeg mener, det er på tide at reflektere over, hvad det er for forestillinger, vi har om vores menneskeliv, og hvor kræfterne skal komme fra. I de bøger, jeg læste, fandt jeg ikke en eneste gennemtænkning af, hvor kræfterne kommer fra, når modgangen er så hård, at vi nærmest bliver tilintetgjort.”
Mens hun forberedte sig på at præsentere robusthed fra en teologisk og kirkelig synsvinkel, voksede et slags manifest frem, som hun siden har udbygget til en bog, der er som et kampskrift mod en åndløs, endimensionel tænkning, hvor mennesket reduceres til at skulle optimere sig i en uendelighed for at undgå kriser eller komme godt gennem dem. I Lone Vesterdals tilgang til robusthed er indgangen magtesløshed. Hun skriver:
”Tilværelsen kaster bare sådan uden videre mennesker ud i de sværeste hændelser og erfaringer uden på forhånd at spørge forsigtigt til, om man nu også har de fornødne ressourcer. Om ens nerver kan klare det? Vi ville for eksempel ikke drømme om at lade folk køre rundt i trafikken uden først at have bestået både teori- og køreprøve, ligesom det er forbudt at gå på jagt uden at have lært at skyde. Men modgang og lidelse smides man brutalt ud i uden forudgående instruktioner eller læretid, og så må man ellers klare sig, som man nu kan.”
En solrig dag i august for to år siden mødte de 12 ledere op i Bramdrup Kirke, hvor Lone Vesterdal er sognepræst. Hun havde delt sin undervisning op i seks oplæg, og det første holdt hun inde i kirken, og så gik turen ud på stierne i Marielundskoven, hvor der var fem stationer med oplæg og tid til at indtage de medbragte madpakker, inden de samlede sig i kirken til det sjette og sidste oplæg.
Hun bruger apostlen Paulus som rejsefører i det teologiske arbejde med robusthed og kalder Paulus for den første robustheds-filosof. Paulus opdagede, at da han var længst nede, opstod der andre kræfter i ham, som fik ham til at rejse sig og se verden på en ny måde. I hans breve kan man igen og igen læse ord som ”stå fast”, ”frygt ikke”, ”kraft” og ”opmuntring”.
”Han er repræsentant for en ny og anderledes tankestruktur, hvor magtesløsheden tænkes med som fælles, menneskeligt grundlag. I hans breve kan man se, hvordan han har været optaget af at opmuntre de første kristne til at stå fast, og han har talt meget om aldrig at miste modet, og det har han gjort ved at fastholde dem på deres magtesløshed. For når man ser sin magtesløshed i øjnene, ser man også grænserne for sin egen magt, og det betyder, at der er noget, man slipper for at bære. Der er en masse, man kan gøre, men der er også meget, man ikke kan gøre. Paulus stod fast på sin magtesløshed, men det efterlod ham ikke i stilstand, hvilket jo er den store frygt i dagens samfund.”
På temadagen med de 12 ledere havde Lone Vesterdal udvalgt salmer, som indgik i hendes oplæg. Hvis det virker lidt abstrakt og fjernt med Paulus som robustheds-filosof, kan man i stedet synge det fjerde og femte vers af Grundtvigs morgensalme ”Morgenstund har guld i mund”.
”Her opmuntres vi til at tage friheden til at stole på Guds nåde. Når vi gør det, så skal vi skinne som himmellys, hvilket er en direkte reference til et af Paulus’ breve.”
Men hvis man kæmper for at klare hverdagens pres, kan man så hente hjælp i en morgensalme eller Paulus?
”Vi kan ikke overskue det fulde omfang af vores liv, og derfor må vi lade vores liv tolke af bibelske fortællinger, myter og symboler. Den franske filosof Paul Ricoeur er den, som klarest har formuleret, at når vi kommer til tilværelsens yderste, må vi lade os gennemlyse og fortolke af det, der er større end os.”
”Det kan give os evnen til at se, hvad vi kan ændre, og hvad vi ikke kan ændre noget ved. Og når vi lægger det fra os, som vi ikke kan ændre noget ved, får vi kræfter til at gøre noget ved det, vi kan gøre noget ved, som når man læser Paulus og forstår, at det ikke er fortiden, som definerer mit liv, men noget, som kommer mig i møde i fremtiden. Her taler Paulus ud fra troen på, at Kristus er opstået, og alle nederlag og skyld i virkeligheden overvundet.”
Nok skulle hun undervise i robusthed, men hun kom til at tale meget om kriser den dag, hvor hun vandrede med de 12 ledere i Marielundskoven. Som Lone Vesterdal ser det, kan kriser blive det, som redder livet for mennesker.
”Når vi medtænker en filosofisk, åndelig-eksistentiel virkelighed, kan modgang underligt nok være det, der åbner et større landskab for os og åbner vores øjne for, at livet er langt større, end det at jeg lige nu og her lever op til de skiftende strømninger og krav. I stedet for at tænke, at man skal finde syv øvelser, som gør det muligt at overkomme krisen, skal man vide, at det kan være her, hvor en ny vej åbner sig. Kristendommens største eksistentielle paradoks er, at det, vi frygter, kan blive det, som redder livet for os.”
Da hun og lederne skulle tale om det eksistentielle paradoks ude i skoven, sang de Jens Christian Hostrups julesalme ”Julebudet til dem, der bygge”. Måske undrede skovens andre gæster sig over flokken, som stod i skoven og sang en julesalme i august, men i følge Lone Vesterdal åbner netop salmens første vers for en central pointe: ”Udsigten fra det lave.”
”Som turister står vi i kø og betaler entré for at opleve udsigten fra høje tårne, men sådan er det ikke i troens optik. Jo dybere vi er nede, jo større udsigt kan der åbne sig for os i fortællingen om Jesu fødsel i Betlehem. Krybben i Betlehem og korset i Jerusalem er de bærende kræfter, som skal fragte os gennem livet og døden. Det er ganske enkelt kernen i kristendommen.”
”Og det er en erfaret virkelighed gennem kirkens historie, at det er i det laveste, at nogle af de største udsigter kan åbne sig, nemlig at Gud findes og er en del af vores verden; at han ikke er ligeglad, og han holder os fast. Det betyder ikke, at afgrundene forsvinder, og det betyder heller ikke, at troen løser alle problemer, men troen kan tænde et håb, der kan vise sig at være bærende.”
Og som hun skriver et sted i bogen: ”At have troen med i sorg og modgang kan for nogle opleves næsten som at trække vejret gennem et sugerør. Alternativet er at drukne i egen magtesløshed.”
Den dag hun vandrede med de 12 ledere ude i skoven, havde hun forberedt sig på at blive spurgt, om der var ræson i at forbinde en række beretninger fra oldtidens Mellemøsten med hverdagen på en stor arbejdsplads som Kolding Kommune, men de spørgsmål dukkede ikke op. I stedet blev hun spurgt, om man ikke selv skal gøre noget for at finde ind i robustheden.
”Og jo vi skal gøre alt, hvad vi kan, men vi når også til et punkt, hvor vi ikke kan gøre noget, og her skal man se op og se ud. Se op på Gud og ud på fællesskabet. I den populære litteratur om robusthed bliver problemerne til den enkeltes, hvilket er en kontrast til teologien, hvor man ikke individualiserer modgang, lidelse og sorg. I kirken tænker vi modgangen og krisen som fælles fænomener, og det er noget, vi er fælles ansvarlige med at hjælpe hinanden med. Hjælpen inkluderer også de erfaringer af modgang og tro, vi har fået overrakt op gennem historien i form af kunst, arkitektur og salmetekster.”
Læs uddrag af ”Robust – om tro og magtesløshed” her.