Prøv avisen

Marie Brixtofte: Jeg tilgav min far, i det øjeblik han døde

”Alle mine udeståender med min far handlede om hans misbrug. Fordi det døde med ham, kunne jeg tilgive,” siger Marie Brixtofte. –

Psykolog Marie Brixtoftes far, Peter Brixtofte, døde i efteråret 2016. Efter hans død blev fortrydelser et stort tema i datterens liv

Min far blev fundet en tirsdag i november. Ingen havde kunnet få kontakt med ham siden fredag. Min lillesøster Vibeke som boede ikke så langt fra min fars lejlighed i Farum, ville gå over til ham, for hun tænkte, at han måske bare skulle have strøm på sin telefon. Hun forventede, at han lå på sofaen fuld og træt. Det var Vibeke, som ringede til mig. Hun sagde de tre ord, jeg på en måde havde forventet at høre mange gange, men som samtidig var så usandsynlige: Han er død.

Politiet kom, og han blev overført til retsmedicinsk institut på Rigshospitalet. Mine søstre aftalte, at de ville tage ind og sige farvel to dage efter. Jeg besluttede, at jeg ikke ville med på retsmedicinsk, men da jeg vågnede torsdag, havde jeg ombestemt mig. Min mand kørte mig ind til Rigshospitalet. Da jeg skulle til at gå ud af bilen, spurgte jeg ham, hvad jeg egentlig skulle sige til min far? Han sagde, at jeg kunne sige, at jeg tilgav ham.

Jeg kunne på en måde godt følge min mand, for han vidste ikke, at i det øjeblik min far døde, tilgav jeg ham. Da han døde, døde også hans misbrug. Det meste af mit liv har min far hængt sammen med sit misbrug. Jeg har haft svært ved at se, hvad der var misbruget, og hvad der var ham. Misbruget havde hårdt fat i ham. Alt handlede om, hvorvidt han drak eller ville hjem at drikke. Og som misbruger blev han mere egoistisk over tid. Alle mine udeståender med min far handlede om hans misbrug. Fordi det døde med ham, kunne jeg tilgive.

Det, jeg havde brug for den dag på retsmedicinsk institut, var at høre min far sige, at han tilgav mig. Jeg var fuld af anger og selvbebrejdelse. Jeg tænkte, at jeg havde handlet egoistisk og været en dårlig kammerat over for ham. Og at være en dårlig kammerat var det værste, man kunne være ifølge min far. Da han døde, havde jeg ikke set ham i tre måneder. Sidst, jeg så ham, var, da min farmor fyldte 95 år den 9. august. Han gik på druk, og vi havde en usagt aftale om, at i de perioder, hvor han drak heftigt, så jeg ham ikke.

Jeg var enormt vred på mig selv den første tid efter min fars død. Som psykolog, der arbejder med sorg hver dag, ved jeg, at vrede er en typisk følelse i sorgens akutte fase. Når du er vred, undgår du at mærke din egen smerte. Jeg kunne have været vred på partiet eller de behandlingscentre, hvor min far havde søgt hjælp. Men jeg vendte vreden mod mig selv. Det var, som om jeg slog mig med en hammer gjort af selvbebrejdelser. Hvorfor havde jeg ikke passet bedre på ham? Hvorfor havde jeg været så egoistisk?

Jeg holdt fri fra arbejde resten af ugen, men jeg tænkte, at jeg godt kunne tage på internat på Sydfyn med mit arbejde den følgende uge inden begravelsen. Jeg havde et drømmejob som psykolog i en organisation, som hjælper børn af misbrugere, og nogle af de unge, som skulle med på internat, havde taget fri fra arbejde for at være med. Jeg vil ikke svigte dem og sagde, at jeg tog mig af min sorg i privaten, hvilket var en løgn for på det tidspunkt havde jeg dårligt nok opfattet, at jeg var i sorg. Men som psykolog er man trænet i at kunne sætte sig foran et andet menneske og parkere sig selv. Det gjorde jeg. Jeg kunne se, at jeg ikke blev rørt der, hvor jeg ellers ville blive rørt. Det var, som om der var blokeret for mine følelser.

Jeg vidste jo godt, at han var død, men jeg ville ikke tro på det. To uger efter at min far blev fundet, sagde jeg til et par veninder, som var på besøg, at jeg pludselig mærkede en snert af glæde. Bare kort. Når jeg tænker efter, tror jeg, at det hænger sammen med, at en mikroskopisk del af mig var begyndt at tro på, at han faktisk var død. Jeg vidste jo godt, at han var død, men jeg ville ikke tro på det. Da mine veninder var gået, sagde jeg til min mand, at jeg troede, jeg var gået ind i en ny fase af sorgen.

Fordi jeg var en psykolog i sorg, tænkte jeg over de faser, jeg gik igennem. Man kan ikke opstille nogen generel model, men for mig var det sådan, at jeg gik gennem tre faser. Den første fase var chok og depressionsfasen. Den anden fase kalder jeg kidnapningsfasen. I den fase havde jeg det, som om nogen havde trukket en hætte ned over mit hoved og kørt mig væk og indsat mig i en ny verden, hvor jeg var desorienteret.

Kidnapningsfasen var en tid, hvor jeg var vældig bange for mennesker og kognitivt forstyrret, sådan som man er, hvis man lever med en hætte over hovedet. Min mand anede ikke, hvad han skulle gøre, og han gjorde det modsatte af, hvad jeg havde brug for. Han ville lade mig bestemme alt. Skulle han tage børnene? Hvor ville jeg sidde? Jeg kunne intet bestemme, og det, jeg havde brug for, var, at han tog mig i hånden, som hvis man har en hætte over hovedet, og sagde: Sæt dig her. Vi spiser om fem minutter. Jeg har lavet boller i karry.

Jeg passede mit arbejde, men ellers gemte jeg mig og sagde nej til at gå ud, for jeg kunne ikke kende mig selv. Min mand og jeg var meget i vores sofa i den tid. Inden min far døde, havde vi været på et parseminar, hvor man undersøgte, hvad ens sikre sted var. Mit sikre sted var, når jeg sad i sofaen sammen med ham, mens ungerne sov, og døren var låst. Vi så tv. Jeg kunne ikke svare på, hvad jeg ville se, men en gang imellem bad jeg ham trykke på pauseknappen, og så sagde jeg til ham, at jeg ikke kunne forstå, at jeg ikke skulle se min far igen. Jeg hulkede, han trøstede mig. Så bad jeg ham trykke på play igen. I dag tænker jeg, at desorienteringen var min spæde måde at finde mig til rette på i en ny verden, hvor jeg ikke havde en far.

En dag på arbejde kom der pludselig noget sjovt ud af min mund, og nogle grinede. Det lyder måske ikke af så meget, men det blev et vendepunkt. På det tidspunkt havde jeg allerede fået kontakt til de følelser, som var lukket ned, men da jeg også fik kontakt til humoren, var det, som om hætten blev fjernet, og jeg kunne kende mig selv. Så gik jeg ind i den fase, som jeg vil kalde sørgebindsfasen.

For jeg burde have haft et sørgebind på for at udtrykke den diskrepans, som var mellem, hvordan jeg fremstod, og hvordan jeg havde det. Jeg havde min humor og adgang til mine følelser, men indeni sørgede jeg, og jeg ønskede at blive anerkendt for det, som fyldte alt i mig, men som man ikke kunne se.

Hvis jeg var sammen med nogen, som ikke nævnte min far, blev jeg utilpas. På den anden side havde jeg ikke lyst til selv at bringe det op. Tænk, hvis jeg havde fået et barn. I den første måned ville alle spørge, hvordan det mon gik med den nyfødte, men det ville da være upassende, hvis alle så stoppede med at spørge til ens barn. I stedet blev det sådan: ”Hvordan går det?”. ”Hvad med dit job?”, mens jeg jo havde en tre måneder gammel baby hjemme. Det ville være mærkeligt. Lige så mærkeligt var det, at samtalen om min far ophørte, for han fyldte alt i mig. En smuk solopgang var et tegn fra ham, og når jeg så en plante, så jeg ikke en plante, men tænkte: ”Åh, sådan en plante havde min far også.” Alt havde noget med ham at gøre, selvom jeg måske nok virkede normal.

Nogle år før min far døde, døde en kusine af cancer. Da hun var død, dukkede hun flere gange op i mine drømme. Jeg havde forventet, at jeg ville møde min far i mine drømme. Men han kom ikke, og jeg var nærmest sur på ham. Da jeg voksede op, havde han travlt, og nu var han død og besøgte mig ikke. Jeg tænkte: ”Far; jeg kunne virkelig godt bruge, at du kom.”

Og det gjorde han så endelig efter nogle måneder. Første gang var i forbindelse med, at jeg skulle skrive en tale, som jeg skulle holde til ære for ham. Formanden for kultur- og fritidsudvalget i Furesø Kommune havde spurgt, om vi søskende ville holde en tale ved en mindehøjtidelighed for min far. Jeg ville gerne have talt ved begravelsen, men det kunne jeg ikke, så jeg sagde ja. Talen skulle handle om min fars kulturbegreb, og så dukker han op, natten inden jeg skulle skrive talen.

Jeg drømte, at jeg kunne massere ham, så han blev genoplivet. Han havde 24 timer at leve i. Han sagde, at han altid var omkring mig, at han så mig, og at han passede på mig, men at jeg havde for travlt til at mærke det. Jeg har drømt mange uforklarlige ting, men efter den drøm følte jeg, at han stod bag mig, mens jeg skrev talen.

En anden nat drømte jeg, at lægerne kunne gøre ham levende igen, fordi han ikke havde været død i 80 dage. De genoplivede ham fuldstændigt, og jeg var ude ved ham hver dag. Jeg topprioriterede ham og fik alle de snakke, som vi ikke havde haft. Men så begyndte han at drikke igen. Sammen med mine søskende kom jeg med vin til ham, skænkede op, for der skulle ikke være nogen smalle steder, men pludselig blev vi bange og sagde til ham, at han kunne dø af det, og at han jo har været død af det.

I drømmen fortsætter han med at drikke, og vi kan ikke holde det ud, for vi elsker ham for højt til at se, at han er ved at slå sig selv ihjel igen, så vi begynder at fjerne flasker, vil kun se ham om formiddagen, og i lange perioder ser jeg ham ikke. Og så dør han. Igen. Den drøm var som en genindspilning af mit liv med min far. Da jeg vågnede, var det, som om mine lunger var dobbelt så store. Jeg kunne pludselig trække vejret helt derned, hvor der er fred. Hvis jeg kunne gøre det hele om igen, så ville jeg ikke gøre det om. Fortrydelse havde fyldt så meget efter min fars død, og pludselig forstod jeg, at fortrydelsen er et vilkår i forbindelse med en pludselig død. Fortrydelsen kommer, når man ikke har muligheden for at gøre tingene om, men måske var der ikke noget at fortryde?

Mens vi var ved at rydde op i min fars lejlighed, var der en kvinde, som henvendte sig til os. Hun skrev til mig på Messenger, at Peter gerne ville, at vi tog stilling til den orange vase. Vi havde lige siddet med hans vaser, og ingen ville have den orange. Og hun skrev, at Peter ikke syntes, at vi skulle aflevere hans bøger til spejdernes loppemarked, for nogle af dem havde han skrevet en del i, og det var for personligt. Han havde skrevet ganske meget i flere af sine bøger.

Jeg greb, hvad jeg kunne få af ham, så da damen skrev, at hun havde kontakt med Peter, valgte jeg at tage op til hende i Hørsholm. Det var en tirsdag aften, og det regnede. Da jeg kom ind, var der ild i pejsen og levende lys. Jeg spurgte hende, hvad jeg skulle gøre, og så svarede hun: ”Drik din te, lille skat.” Hun talte, som var hun ham. Hun brugte udtryk, som var hans. Jeg fik sagt det, som nagede mig: at jeg havde været en dårlig kammerat over for ham. Hun sagde, at han forstod mine forsøg, at jeg ikke skulle være hans kammerat, men hans datter. Der var meget, som blev sat på plads i den samtale. I midten af samtalen sagde hun, at han snart ikke ville være til rådighed mere. Jeg fik sagt, at jeg ikke kunne bære, at han forsvandt. Og hans svar lød: ”Jeg ved, du kan klare det.” Og jeg kunne mærke, at jeg kunne bære det.

Jeg ved, det kan lyde meget mærkeligt, og jeg kan ikke sige, hvad der skete. Men jeg kan godt lide tanken om, at det måske var min far. Måske var det ikke. Jeg er ikke afklaret med, hvad der sker efter døden. Jeg vælger at være åben og konstaterer, at damen, som aldrig bad om penge, formidlede noget af betydning til mig og tillod mig at få den sidste samtale og få sagt farvel.

Jeg er stadig i sorg og vil give min arm for et kram. Samtidig føler jeg mig mere i live i dag, end før han døde. Og sådan tror jeg, at det vil være resten af mit liv. Enten er man død, ellers også så lever man, og når man har mistet, er det som om, at livet får mere tyngde, og man ved, at man ikke kan regne med, at man bliver gammel.

Efter min fars død blev det klart for mig, at jeg var i gang med at ødelægge mig selv ved at arbejde for meget. Når mine piger sagde, om jeg ville se dem hoppe på trampolinen, så svarede jeg: ”Åh, jeg skal lige først skrive de her mails”. Jeg havde for meget ansvar og for meget arbejde. Jeg havde taget for meget ansvar. Det er en typisk senfølge af at vokse op med en far, som har et misbrug. Og selv om jeg var ansat i et drømmejob, besluttede jeg, at jeg ville drosle ned, og så sagde jeg op. Nu har jeg igen et fuldtidsjob, men nu går jeg hjem, når jeg har fri.

”Alle mine udeståender med min far handlede om hans misbrug. Fordi det døde med ham, kunne jeg tilgive,” siger Marie Brixtofte. –