Frank Jensen: At kunne tilgive er en kunst, kun den dybeste kærlighed kan mestre

Afstand og ubalance har gennem 36 år udfordret kærligheden mellem Frank Jensen og Jane Frimand. Men de fælles værdier, der førte dem sammen, og evnen til at blive ved med at tro på hinanden, har skabt et ubrydeligt fællesskab

Vi har været gode til at tale åbent om alt – også de svære ting, mener Frank Jensen og Jane Frimand. – Fotos: Leif Tuxen.
Vi har været gode til at tale åbent om alt – også de svære ting, mener Frank Jensen og Jane Frimand. – Fotos: Leif Tuxen.

Dette dobbeltinterview er fra august 2018, men læses igen oven på, at Frank Jensen har trukket sig som overborgmester efter de seneste dages anklager om krænkende adfærd. Læs mere om den aktuelle udvikling i København her.

Uden for døren, pænt stillet ved siden af hinanden, står to par løbesko, blå og lyserøde. De er samme type og ser nye ud, men det snyder. De bliver løbet i stykker med jævne mellemrum og udskiftet for så at løbe videre. De var også ude at løbe denne morgen. Som altid begyndte de sammen, men løb hver til sit, for de løber ikke samme tempo. De endte dog samme sted igen ved siden af hinanden på dørmåtten.

Indenfor i den lyse lejlighed med udsigt til vandet ved Islands Brygge finder Frank Jensen og Jane Frimand også hinanden i sofaen med et indforstået smil. De har været et par siden en nytårsaften i 1981, hvor han efter et længere tilløb fik den pige, han havde sagt til sine venner, at han ville gøre alt for at få. 36 år senere sang de med på en selskabssang til en fælles vens fødselsdag, og i sangen blev alle dem, der følte sig forelskede, bedt om at rejse sig. Frank Jensen rejste sig uden betænkning.

”Jeg tænker faktisk tit over, at jeg stadig rammes af de her stærke, varme følelser for Jane,” forklarer han.

”Man kan vel godt kalde det en evig forelskelse. Når jeg ser rundt i min omgangskreds og ud i samfundet som sådan, er det tydeligt, at det ikke er en selvfølge at bevare sin forelskelse på den måde. Slet ikke når man som os – med Niels Hausgaards ord – har været gift langt ud over det rimelige.”

”Jeg tænker faktisk tit over, at jeg stadig rammes af de her stærke, varme følelser for Jane,” fortæller Frank Jensen om sin hustru gennem 36 år.
”Jeg tænker faktisk tit over, at jeg stadig rammes af de her stærke, varme følelser for Jane,” fortæller Frank Jensen om sin hustru gennem 36 år. Foto: Leif Tuxen/Ritzau Scanpix

Jane Frimand rejste sig ikke. Men det skal man ikke lægge for meget i, siger hun:

”Jeg er mere blufærdig end Frank og tænkte nok, at det med forelskelse er noget, der hører ungdommen til. For selvom vores forhold faktisk begyndte fra et ret dybt niveau, er det jo endnu dybere i dag, og derfor passer ordet kærlighed nok bedre på mine følelser for Frank end ordet forelskelse.”

Han så hende første gang i 1979 stående på scenen til et 1. maj-arrangement. Flankeret af statsminister Anker Jørgensen og LO-formand Thomas Nielsen holdt hun en flammende tale som repræsentant for DSU, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Nede på tilskuerrækkerne sad en øjeblikkeligt betaget Frank Jensen. Følelserne var dog udsigtsløse. Jane var 22 år – fire år ældre end ham – og desuden stod hun deroppe, mens han blot var en af de mange, der sad dernede. Det var en ubalance, han endnu ikke havde kraften til at udligne.

Først to og et halvt år senere turde han gøre forsøget. Og det lykkedes.

”Jeg tror på, at det betyder noget, hvordan man mødes,” siger han. ”Når jeg stadig kan føle mig forelsket efter alle disse år, skyldes det ikke mindst, at min oprindelige forelskelse i Jane var en meget bevidst handling. Det var ikke bare en tur i byen. Jeg vidste, hvad hun stod for, og at vi havde et fælles syn på samfundet og en fælles passion for at gøre det mere solidarisk. Det var langt mere end blot fysisk tiltrækning.”

Det var blandt andet også, at de begge voksede op i en kristen tradition. De kom i kirken og færdedes hjemmevant i det religiøse miljø. Frank var FDF’er, Jane sang i kirkekor, og de delte helt naturligt et menneskesyn bygget på næstekærlighed, på omsorg for de svageste og på det at være et ordentligt menneske.

”Desuden var vi jo drevet af en stærk social indignation, som kom samme sted fra,” siger Jane Frimand.

”Vi kommer fra samme område og har ret ens baggrunde i arbejderfamilier. Min mor var sygehjælper, og min far kontormand i Shell, og det tror jeg også var med til at binde os tæt sammen helt fra begyndelsen. Vi forstod, hvor hinanden kom fra og delte den samme forståelse af tilværelsen.”

Det fik hurtigt stor praktisk betydning. I Aalborg skabte de sammen en alternativ ungdomsrådgivning, der skulle hjælpe nogle af de mange unge, som i begyndelsen af 1980’erne hang ud på torvet med en pose øl, fordi der hverken var arbejde eller praktikpladser. De lavede også lokalradio og gadeteater sammen, for de insisterede begge på, at politik ikke bare skulle være teoretisk snak, det skulle være båret af handlinger.

”Meget af styrken i vores kærlighed bunder i det her naturlige, indbyrdes fællesskab,” siger Frank Jensen.

”Et fællesskab drevet både af et fælles livssyn og fælles aktiviteter. Jeg har ofte undret mig over, at de af mine politiske kolleger, som er gift med en, der laver noget væsentligt forskelligt fra dem selv eller måske ligefrem er politiker med et helt anderledes politisk ståsted, kan finde nok at mødes om. For os har det i hvert fald været helt afgørende at have et fælles udgangspunkt.”

Ikke at der aldrig har været mere end krusninger på vandene. Som i de fleste andre forhold er kærligheden blevet sat på prøve flere gange. Og det har ikke mindst været uenighed om grundlæggende værdier, som har testet dem, fortæller Jane Frimand. Indtil hun sidste år gik på pension, var hun gennem mange år børnehaveklasseleder og på den måde væsentligt tættere på virkeligheden end sin mand. Særligt erfaringerne med dårligt integrerede indvandrerbørn og undertrykte indvandrerkvinder fik hende til at synes, at Socialdemokratiet – med Svend Auken og Frank Jensen i spidsen – var alt for naive i deres tilgang til debatten.

”Frank kaldte mig nærmest racist, når jeg sagde, at vi som land var nødt til at holde fast i de særligt danske værdier, hvis vi skulle undgå et skred.”

”Ja,” supplerer Frank Jensen.

”Vi var alt for isolerede og så ikke de nuancer, der er tydelige i dag. Vi kom en del sammen med Svend Auken privat, og også her sagde Jane sin mening højt og tydeligt, men blev fuldstændig affærdiget, og det skabte en kløft.”

Siden blev kløften også geografisk. Som den politiske karriere tog fart, var han mere og mere væk fra hjemmet i Aalborg, og hun stod tilbage alene med to børn. Balancen var ændret. Hun kunne se sin mand i fjernsynet, mens madpakkerne blev klaret, men egentlig var adskillelsen og ubalancen sværest for ham, er de enige om. Det sled at være væk fra den kernefamilie, han selv var vokset op i. Og så var han – især i de første år – frygtelig jaloux.

”Jeg var bange for, at hun fandt en anden, der kunne give hende mere opmærksomhed end mig. Og jeg misundte hende det bånd, hun havde til børnene. Hvis jeg kom hjem og mente et eller andet, sagde de helt åbent, at derhjemme var det mor, der bestemte. Heldigvis er Jane slet ikke jaloux anlagt, og det hjalp os.”

Det hjalp også, at hun ikke misundte ham, selvom det til at begynde med var hende, der havde den største politiske karriere. For det var aldrig meningen, at hun for alvor skulle den vej, siger hun. Det er hun alt for utålmodig til.

”Misundelse kan være gift for selv den stærkeste kærlighed, men selvom det da har været hårdt at være alenemor i lange perioder, har jeg aldrig følt, at jeg trådte til side, for at Frank kunne komme frem. Eller at han på den måde skyldte mig noget.”

”Der er mange, der gennem tiden har spurgt mig, hvordan jeg som kvindesagsforkæmper og ligestillingsaktivist dog er gået med til den arbejdsdeling, men jeg valgte den med åbne øjne. Og så nytter det ikke at komme 20 år senere og klage over, at hverdagen formede sig anderledes, end man havde regnet med. Desuden var det vigtigt for mig at få børn, og jeg har den grundopfattelse, at vælger man at få børn, skylder man dem at være nærværende.”

Det er da heller ikke, fordi hun udelukkende har været husmor. Der har været svømmeklubber, kortklubber, venindeklubber og involvering i alverdens ting, og på en måde har det nok også været med til at holde liv i kærligheden, at de i så høj grad har levet hver sit liv og derigennem undgået at slide forholdet til hinanden ned til det helt basale.

”Jeg tror på, at det er helt afgørende at kunne skabe sit eget liv inde i forholdet, ” siger Frank Jensen.

”Det kan kun lade sig gøre, hvis man har en solid nok grobund at gøre det ud fra, og man skal huske samtidig at investere i kærligheden, når man så er sammen. Det har vi især gjort ved at rejse meget sammen. De fælles oplevelser har givet følelsesmæssig robusthed, og minderne giver et fællesskab, der også er der, når vi ikke er sammen.”

De har samtidig formået at holde metaltrætheden nogenlunde på afstand gennem ren og skær stædighed, påpeger Jane Frimand. Og her har de været hjulpet af, at de begge er vokset op med vigtigheden af at holde ved det, man nu har bestemt sig for. Og måske endnu mere vigtigt: At man altid kommer længst med ærlighed.

”Vi har været gode til at tale helt åbent om alt – også de svære ting. Ærlighed kan være en barsk omgang, men den er nødvendig. Måske særligt når man har været sammen så længe, som vi har. Og været så meget adskilt,” siger hun.

Frank Jensen nikker.

”Det er svært helt at undgå episoder i et langt ægteskab, der kræver tilgivelse. Alle begår dumheder, også os, for det er nemt – måske især når man har mødt hinanden meget tidligt i livet – at blive fristet af det græs, der ser grønnere ud. At kunne tilgive og genetablere respekten for hinanden, næsten uanset hvad der er sket, er en kunst, kun den dybeste kærlighed kan mestre. Sammen med evnen til at blive ved med at tro på hinanden,” siger han.

Uden for døren, pænt stillet ved siden af hinanden, står to par løbesko, blå og lyserøde. De har aldrig løbet i samme tempo, men de vil det samme og er uløseligt forbundet. Hun er på mange måder hans nærmeste rådgiver og tætteste støtte. Han tager pejling gennem hende, siger han. Og hun får ham op igen og skubber ham frem, når han indimellem er blevet slået omkuld. Der er jo ingen, der er døde, husker hun ham gerne på, og det granitstøbte sikkerhedsnet kunne han ikke klare sig uden.

Hun har til gengæld fået et selvstændigt liv, hun har kunnet indrette, som hun ville, forklarer hun. Samtidig med, at hun fra sidelinjen hele tiden har arbejdet for at fremme det samfund, hun også kæmpede for som ung.

”Vi har altid haft et fælles projekt, men det er Frank, der er udøveren. Den arbejdsdeling passer mig fint, så længe vi vil samme vej. Og det har vi altid villet,” siger Jane Frimand.

Det gælder samfundet, men også forholdet imellem dem. Der har været udsving, men ingen afveje, og det skyldes ikke mindst den store tillid imellem dem, mener Frank Jensen. Han ville dog ønske, at de havde udvist mere tålmodighed over for hinanden.

”Når jeg ser tilbage, ville jeg da gerne have været mere bevidst om, at et forhold eller ægteskab er opdelt i faser, og at der altid kommer nye muligheder for at finde hinanden igen. Møder man kriser, skal man derfor ikke gå i panik eller give op, men have tålmodighed. Der har vi nok være lidt udfordrede, fordi vi begge er utålmodige sjæle. Modsat mange i vores omgangskreds og i landet generelt har vi dog holdt ved, og belønningen viser sig særlig tydeligt i disse år, hvor vi er blevet beriget med børnebørn, som har skabt en helt ny dimension i min kærlighed til Jane. Når jeg ser hende sidde sammen med en af de små, bliver jeg ofte rørt, og det hele giver bare så god mening.”