Naja Marie Aidt står i Kira Skovs køkken og smører en bananmad. De to kvinder går om hinanden i køkkenet, og Kira Skov henter forårsløg og kartofler i køleskabet til rugbrødet. Senere er der kaffe og gurkemeje-te på køkkenbordet. Huset er et haveforeningshus i træ, og det er som at sidde i et lunt sommerhus en novemberdag, hvor lyset aldrig for alvor bryder igennem. I et rum står en kontrabas som et minde om husets tidligere beboer.
Aftenen forinden tog Naja Marie Aidt og Kira Skov hul på deres 10 dage lange turné, ”Sorgen i Kunsten”, i en tætpakket Betlehemskirke i København. Begge har udgivet værker om sorg, som de fremfører dele af på turnéen, hvor de taler om sorgen og kunsten med publikum og forskellige moderatorer. Naja Marie Aidt læser fra bogen ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage”, som udkom i 2017 og beskriver tabet af hendes næstældste søn, Carl Emil, der to år forinden havde taget svampe og fået en stofudløst psykose, hvorefter han sprang ud ad vinduet fra fjerde sal. Han blev kun 25 år, og bogen er fragmenter af prosa og digte og andre kunstneres tekster om sorg. Kira Skov spiller sange fra albummet ”The Echo of You”, som udkom tidligere i år og er en kærlighedserklæring til manden, bassisten Nicolai Munch-Hansen, der døde pludseligt i 2017, kun 39 år.
De to kvinder kendte ikke hinanden, før de mistede. De havde hørt om hinanden hver især, men deres kontakt opstod, da nogen sendte Naja Marie Aidts bog om Carl Emil til Kira Skov. Bogen udkom godt en måned efter, at Kira Skov havde mistet sin mand, og der gik nogen tid, før hun kunne åbne den. Men da hun først gik i gang, læste hun den på en enkelt nat og slap den ikke, fra hun læste første linje, til den var færdig.
”Det var meget intenst at læse den, men også fantastisk, for jeg følte, at hun kom og satte ord på noget, jeg stod i lige dér, og hun blev på en måde et talerør for noget, der foregik inde i mig, men som jeg ikke selv var i stand til at give udtryk for endnu. Titlen på bogen kaldte på en måde. Det er en titel, jeg efterfølgende har brugt meget tid på at tænke over. Den bliver ved med at være gådefuld for mig, og samtidig forstår jeg fuldstændig, hvad hun mener. Så tog jeg kontakt til Naja og skrev for at takke for bogen,” siger Kira Skov.
Naja Marie Aidt svarede, og det blev begyndelsen på deres brevveksling, hvor de ofte skrev til hinanden flere gange om dagen. En slags rapporter om sindstilstande og gode råd og en gensidig forståelse for det sted, de var havnet i sorgen. I Naja Marie Aidts bog skriver hun, at de, der kender livets ophør, genkender smerten i en fremmeds blik. Sådan havde de to det med hinanden, selvom de aldrig havde mødt hinanden andetsteds end digitalt.
”Det er en genkendelse, fordi man ved, at den anden person ved, hvordan det er. Man deler et sprog, men man deler også det, der ikke er sprog for. Hvis den ene siger: ’Jeg havde sådan en dag i går’, så kan man mærke inde i sig selv, hvad for en dag det var. På den måde er det et skæbnefællesskab, man har. Det er en kropslig erfaring at miste. Du kan heller ikke forklare nogen, hvordan det er at føde et barn eller være mor eller far, det skal man opleve selv, og sådan er det også at miste. Forestiller man sig det utænkelige uden at have erfaret det, bliver man allerede dér bange og lukker af,” siger Naja Marie Aidt.
Ligesom Kira Skov følte sig spejlet i Naja Marie Aidts bog, brugte Naja Marie Aidt også litteraturen som en måde at forsøge at forstå sin sorg på. Hun mistede sit sprog, da Carl Emil døde, og der gik ni måneder, før hun kunne sætte to ord på et stykke papir. Hun var bange for, at hun aldrig ville kunne skrive igen. Så hun kastede sig over andre forfatteres tekster om sorg og tab og død. Hun beskriver det som en nærmest grådig søgen efter noget, hun kunne spejle sig i, og hun læste og læste. C.S. Lewis’ ”En sorgens dagbog”, Stéphane Mallarmés fragmenterede tekster om sin otteårige søns død, Jaques Roubeauds notater og digte i ”Noget sort” om hustruens død.
”Jeg forstod slet ikke, hvad der skete med mig, der var intet i mig, der vidste, hvordan jeg skulle håndtere det, der var sket. Så greb jeg til litteraturen, for det er mit felt, og jeg havde en del sorglitteratur stående, som jeg havde læst, men som jeg slet ikke havde forstået på samme måde. Det var svært for mig at finde nogen, der skrev fra det punkt, hvor man står midt i det, og det viser også, hvor svært det er at skrive, når det er tæt på, og hvorfor folk først skriver mange år efter, så de er blevet helet så meget, at de kan begynde at skrive om det,” siger Naja Marie Aidt.
Da hun begyndte at skrive med Kira Skov, sendte hun hende de bøger og tekster, hun selv havde følt sig spejlet i. Kunsten kunne de dele, og i den lå et sprog for de ting, de ikke altid selv kunne sætte ord på eller forstå. Kira Skov læste også den tibetanske dødebog og søgte efter religionernes bud på, hvad der sker med den døde.
”Jeg blev meget optaget af, hvor Nicolai kunne blive af, og hvordan folk kunne tro. Derfor var det spændende at læse C.S. Lewis’ bog, for han var en meget intellektuel mand, som også godtog nogle af de religiøse fortællinger, jeg selv har svært ved at tro på,” siger hun.
”Men han vaklede jo i troen, og det er det, der gør det spændende og viser, hvilken kraft sorgen har. Alt vakler,” tilføjer Naja Marie Aidt.
”Og så er der noget gådefuldt i litteraturen, poesien og musikken. Der er noget i det her, i sorgen, vi aldrig kommer til at forstå. Ligegyldigt hvor meget vi beskæftiger os med det, kommer vi aldrig til at forstå det. Nu ved vi godt, at Carl og Nicolai er døde, men der er stadig en del af det, jeg har svært ved at forstå. Jeg har dage, hvor jeg ikke begriber det. Man kan fornemme en tilstedeværelse. Jeg har haft oplevelsen af, at man famler i blinde og læser og lytter, og så kan man få et lille glimt af en form for sandhed eller indsigt, en form for trøst, at man kan se en større sammenhæng. Og så forsvinder den igen. Du kan ikke holde fast i det glimt. Men kunsten kan give adgang til nogle rum og noget mystik, som sorgen kan være i. Og så gør den, at du ikke føler, at du er alene med din sorg,” siger Kira Skov.
Hvor det tog Naja Marie Aidt ni måneder at kunne skrive igen, begyndte Kira Skov kort efter sin mands død at skrive tekster, der skulle blive til albummet om Nicolai Munch-Hansen.
”Jeg havde brug for det, for mig var det en måde, hvorpå jeg kunne gøre noget med sorgen, og jeg tror også, at jeg havde et behov for – det lyder måske mærkeligt, men – at gøre det smukt. At skabe noget, der på en måde også var smukt, når det føltes så rædselsfuldt. Skabe noget meningsfuldt, der havde en værdi, når tabet var så stort,” siger Kira Skov.
”Ja, for når begravelsen er overstået, er der i princippet ikke meget mere, du kan gøre for den døde, ud over at gå ud på gravstedet. Men fordi vi er kunstnere, kunne vi faktisk gøre noget. Vi kunne bruge det, vi kan, til at lave de værker, vi har lavet. På den måde kunne vi gøre noget mere for den døde, men også for alle mulige andre mennesker. Det giver mening. Jeg kan huske, at jeg tænkte ’hvordan kan jeg skrive denne bog?’. Men jeg kunne mærke, at fordi jeg har så mange års erfaring, ved jeg, hvordan man gør. Der sidder noget på rygmarven, man ligesom kan gribe til,” siger Naja Marie Aidt.
”Det er rart at vide, at man har nogle redskaber, man kan stole på, når man føler sig som en fremmed i sig selv og utilregnelig,” tilføjer Kira Skov.
”Det er ens faglighed. Men det tog alligevel lang tid for mig at få form på det. Jeg havde lavet en aftale med min redaktør, da jeg begyndte at skrive, at jeg skulle sende ham 10 sider ad gangen, når jeg havde noget, og så skulle han sige til mig, hvad det var, for jeg vidste det ikke, vidste ikke engang, om jeg kunne lave det. Jeg vidste, at det skulle være en bog til Carl. Men det var også, fordi jeg var bange for, at hvis jeg ikke gjorde det, ville den historie snige sig ind i alt, hvad jeg lavede resten af mit liv, og det ville jeg synes var et åg. På en måde er der noget godt i, at det ligger dér i den plade og i den bog, for det gør, at man kan lægge det en smule mere fra sig hen ad vejen, så det ikke fylder det hele,” siger Naja Marie Aidt.
Hun har ikke været på en bogturné med Carls bog, som hun ellers ville have været, dertil er materialet for svært. Men da hun og Kira Skov i vinter blev inviteret til Skanderborg Bibliotek for at præsentere deres værker sammen, gjorde det en forskel, at de var to på plakaten. Det skabte et fællesskab, de hver især kunne læne sig op ad. Og så betød det noget at kunne give værkerne videre.
”På samme måde som de ting, vi har haft glæde at lytte til og læse, indgår vores ting jo nu i den række af tilbud til folk i sorg. Det er berigende, at det kan give mening for nogle, ligesom kunsten gav mening for os i vores sorg,” siger Naja Marie Aidt.
”Ja, det er den udveksling og spejling, som vi havde, som andre også kan få. Pludselig står de over for nogen, der også ved, hvad det er, de er gået eller går igennem,” siger Kira Skov.
”Det er ligesom titlen på min bog; at man skal give det, døden har taget, tilbage. Man skal give det, man fik fra den døde, tilbage til livet og til menneskene. Der ligger en styrke i at sige, at nu er jeg blevet slået fuldstændigt ned, men hvis mit tab på nogen måde har lært mig noget om at være menneske, som jeg kan dele med andre, er det en god ting. Når vi er ude, kommer der folk, der har mistet, som sammen med os kan holde mindet om deres kære i live. På den måde bliver det ikke bare Nicolai og Carl, det handler om, men alles døde. Det er det fine. Vi kan hjælpe nogen og tale om det, der er svært at tale om, fordi vi har øvet os i det og konfronteret os med det,” siger Naja Marie Aidt.
”Jeg håber også, at vi kan lære noget nyt på vores turné. Måske opstår der noget nyt i de samtaler, vi kommer til at have. Ved at blive ved med at kredse om det samme med forskellige mennesker, kommer der måske lige pludselig nogle små sprækker ind til nogle andre måder at tænke de ting på, der er svære. Et nyt skridt i den evige proces, der hedder sorg,” siger Kira Skov.
”Da vi var på Skanderborg Bibliotek i vinter, var der en ældre mand, der simpelthen sad og lyste. Han havde mistet sin kone og barn for 20 år siden og en kæreste for nylig, men han lyste bare. Det var meget inspirerende at møde nogen, der var meget længere fremme i denne her sorgproces. På den måde finder Kira og jeg også ud af, at vi ikke er alene. Sorg er på en måde en fælles ting, og den holder aldrig op, men bliver ved at eksistere. Ligesom de døde bliver ved at eksistere inde i os og inde i dem, der har mistet,” siger Naja Marie Aidt.
”Man skal også på en måde give sig selv lov til at få noget godt ud af den her situation, at tillade sig selv det. Når det nu skulle ske,” siger Kira Skov.
”Ja. På det seneste har jeg tænkt på, at man jo lærer virkelig meget af at miste. Man lærer så meget om sig selv, og hvor stærke vi mennesker faktisk er. Men også om livet, at man ikke skal tage alting for givet. Man får øvet sig i, hvordan man håndterer vanskelige ting og får et andet niveau for, hvad der er vanskeligt, og hvad der ikke er. På en måde får man en eller anden visdom, og man vokser som menneske. Selvom det selvfølgelig er uønsket. Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, siger man. Jeg har altid tænkt ’jaja’, men det er faktisk rigtigt,” siger Naja Marie Aidt.