Prøv avisen

Kunsten at give en gave

Gavegivning er underlagt nogle regler, som kan være svære at afkode, når man kommer uden for sin egen kultur. – Foto: Jenny Lagerqvist/Polfoto

Det er sværere, end man tror, at give den rigtige gave. For hvis man ikke rammer den usagte forventning, kan det få følger. Både når det er gaven mellem ægtefolk og mellem nationer

En gave er ikke bare en gave, det er en kunstform. For det er så let at komme til at dosere for lidt eller for meget, og begge ting kan udløse familiekriser eller endda krige. For en gave er et forsøg på at sætte sig i den andens sted, men hvis man rammer forkert, kan det være udtryk for manglende empati og situationsfornemmelse.

Sådan lyder det fra Anders Klostergaard Petersen, der er professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet og forfatter til den seneste bog i rækken af Tænkepauser udgivet af Aarhus Universitetsforlag. Bogen hedder ”Gaven” og er passende udkommet lige op til jul.

For mange bruges gaven mere eller mindre indirekte som en slags målestok for den relation, der er mellem to mennesker. Det er derfor, det kan være svært at ramme helt plet, når man skal give en gave, forklarer Anders Klostergaard Petersen.

”Det kan føles som det samme som at afvise relationen, hvis man giver den forkerte gave, eller hvis man ikke udviser den rette taknemmelighed for gaven. Vi er jo forbandet nøjeregnende og tænker ’vi havde den store ting med til dem sidst, og nu kommer de med den lille ting’. Man kan sagtens se igennem fingre med det én gang, men næste gang det sker, tænker man måske, at de er nærige,” siger han og fortsætter:

”Vi er utroligt bevidste, fordi vi læser gaver som et materielt pant på forholdet. Det er de jo dybest set også. Det kan godt være, at en gave i princippet ikke skal gengældes, fordi den af natur er en ekstraordinær kærlighedserklæring, men hvis du giver gave nummer et og to og tre uden at få noget retur, så overvejer du nok, hvad det egentlig er for en relation, du har med vedkommende,” siger han.

Det er svært at vide, hvornår gavegivning egentlig opstod. Anders Klostergaard Petersen peger på, at mennesker altid har givet hinanden gaver, fordi det er en slags udveksling, der indgår i et større belønnings- og strafsystem, som holder et samfund i gang.

”Hvis vi går 6,5 millioner år tilbage til de tidligste homininer, altså hvor de tidligste mennesker skilte sig ud i forhold til menneskeaber, gav man allerede dengang hinanden gaver, eksempelvis i form af mad. Selv hos fugle og fisk er der den form for udveksling, og det er der som sådan ikke noget mærkeligt i, for det er forudsætningen for at kunne indgå i en relation. Hvis vi vil overleve, må der være en tilnærmelse til resten af flokken for at blive en del af den,” siger han.

Han forklarer, at gaven, selvom den i udgangspunktet er en gestus af kærlighed, er nødvendig for at få samfundet til at fungere.

”Det er det samme, der er på spil på minimalt niveau mellem ægtefolk og kærestepar, men som også kan løftes op på nationalt og internationalt niveau. Rammer man ved siden af, kan det have katastrofale følger, uanset hvilket niveau det handler om,” siger han.

”Hvilken som helst form for initiativ skal gengældes, fordi vi er sociale væsener. Hvis den anden gengælder gaven negativt, har vedkommende sendt et klart signal om, at de ikke vil indgå i en sammenhæng. Det ser vi jo i Israel-Palæstina-konflikten, hvor afvisningen af en sjælden gestus har store konsekvenser. Det sker også mellem børn og forældre, hvor den ene part kan blive hysterisk, hvis den anden ikke har forstået gaven,” siger han.

Det svære består i at skulle forsøge at sætte sig i den andens sted for at kunne komme med den perfekte gave. For begge parter ved, hvad der er på spil, også selvom det er en værtindegave til et selskab.

Kommer man med en for stor gave, kan det sætte værten i forlegenhed, fordi man så føler, at man skal gøre gengæld. Kommer man med en for lille gave, kan værten føle, at gæsten ikke påskønner den invitation ind i det private rum, man har givet ved at holde selskab.

Anders Klostergaard Petersen fortæller i bogen om en episode, han oplevede, da han var gæsteforsker på et universitet i Tübingen i Tyskland. Han havde inviteret sin ældre, berømte professor og hans kone til middag og inviterede også to andre professorpar, der havde taget godt imod Anders Klostergaard Petersen og hans kone i Tyskland. Men trods en god middag overskred Anders Klostergaard Petersen et usagt tabu ved, at det var det yngre par og ikke det ældste, der havde inviteret til middag. For middagen, altså gaven, skulle helst komme fra de ældste i selskabet. Men forlegenheden kom de over i løbet af middagen.

Til gengæld fandt Anders Klostergaard Petersen og hans kone en gave til dem bag døren til soveværelset, da de senere gik i seng. Nogen havde altså villet give dem en værtsgave, men ikke vidst, om det passede sig at gøre det helt offentligt.

Hans forældre oplevede noget lignende, da hans far var gæsteprofessor i Japan for nogle år siden.

”Mine forældre fandt aldrig ud af systemet. Når min far havde holdt en forelæsning, fik han små kuverter af deltagerne, og når han kom hjem, fandt han penge i kuverterne. Men han kunne aldrig gennemskue systemet, for når han selv syntes, at det havde været en god forelæsning, lå der ikke mange penge i kuverterne. Til gengæld fik han mange penge ved de forelæsninger, han ikke selv var så tilfreds med. Mine forældre ville gerne gengælde gestussen med pengene og købte gaver til folk, men det var tydeligt, at det bragte dem i forlegenhed,” fortæller han.

De to eksempler understreger det prekære i, at gavegivning er underlagt nogle regler, som for alt i verden skal være usagte, og som derfor kan være svære at afkode, når man kommer uden for sin egen kultur.

”Hvis reglerne italesættes, underminerer det hele pointen med gavegivning. Hvis reglerne bliver eksplicitte eller for fikserede, adskiller gaven sig ikke fra den monetære økonomi, hvor der sker en eksplicit udveksling af varer. Det sker jo også ved gavegivningen, men gaven skal helst gives i en stemning af overskud og generøsitet. Hvis man aftaler, at nu køber man kun gaver for 50 kroner, er man med til at destabilisere og ophæve selve systemet for gavegivning,” siger han.

De senere år har man netop set en bevægelse mod disse aftaler, hvor nogle vælger at gå imod forbrugskulturen ved at fastsætte mindre beløb eller lægge dogmer ned over gaverne, såsom at de skal være hjemmelavede. Anders Klostergaard Petersen peger på, at det kan være vanskeligt at opretholde disse dogmer, fordi det netop lægger bånd på generøsiteten.

”Lur mig, om ikke en eller anden alligevel kommer og giver en gave, selvom man aftaler i familien, at man ikke giver hinanden gaver i år. Vi kan ikke lade være, for vi kan ikke være foruden systemet. Og det sker jo i den bedste mening,” siger han.

”På samme måde er det nemt at kritisere forbrugerismen og det høje prisniveau i forhold til gaver, men det er jo lige præcis noget, man gør i bedste mening, fordi man prøver at overgå forventningerne. Jeg er gift med en tidligere sognepræst, og vi har tit stået og set konfirmandernes vilde gaveræs, og det kan være nemt at blive forarget, men på en måde er det jo i orden. Fra giverens side er det jo en fantastisk kærlighedserklæring til den unge, og det må man aldrig glemme,” siger han.

Men hvad er så den gode gave ifølge Anders Klostergaard Petersen?

”Den gode gave er det uventede initiativ, som netop udspringer af en særlig evne til at sætte sig i den andens sted. For mig er den store gave, hvis Danmark igen træder i karakter i forhold til sin forpligtelse til at tage imod kvoteflygtninge. Det ville være uventet. Eller hvis tyrkerne gik ud og sagde, ’ja, vi erkender, at vi havde et ansvar for armenierne i 1915’.”

”Tilsvarende kan det være i familier, hvor der har været kurrer på tråden, hvis den, man ikke regnede med et initiativ fra, kom og sagde, at hun eller han havde begået en fejl. Det er også en form for gave, at man påtager sig skylden og erkender sin fejl. Den gode gave er den, man ikke forventer, men som overbyder ens forventninger eller forestillinger,” siger Anders Klostergaard Petersen.