Kunsten giver en ramme til sorgen i en tid uden mange ritualer

Bøger, sange, film og teaterstykker om sorg og død pibler i disse år frem. Vores sorgkultur har stået stille i mange år, men de mange kunstværker om sorgen vidner om, at vi nu prøver at tilpasse os til en forandret sorgkultur, forklarer eksperter

”At vi så ser de mange udgivelser om sorg lige nu, er nok, fordi det er blevet mindre tabuiseret at dele sin sorg og sørge, end det tidligere har været," mener Peter Simonsen, der er professor i litteratur ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.
”At vi så ser de mange udgivelser om sorg lige nu, er nok, fordi det er blevet mindre tabuiseret at dele sin sorg og sørge, end det tidligere har været," mener Peter Simonsen, der er professor i litteratur ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet. Foto: Ritzau Scanpix/Iris/modelfoto

I den biografaktuelle film ”Den nat vi faldt” filmer Cille Hannibal sin mor, i tiden efter at moderen har mistet sin mand. Filmen kommer i kølvandet på en lang række udgivelser om sorg, både på film, bøger, teater og musik. Naja Marie Aidts bog om sin søns død, Maria Gerhardts bog om at være uhelbredeligt syg af kræft, Nick Caves album om sønnens død og Leonard Cohens album om at nærme sig døden er bare få eksempler fra de senere år. Alle behandler den personlige sorg og døden som et uomgængeligt vilkår, der alligevel river tæppet væk under en.

At døden og sorgen har en plads i kunsten, er ikke noget nyt fænomen, forklarer Peter Simonsen, der er professor i litteratur ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet.

”Helt tilbage til Orfeus, der sørger over tabet af sin kone Eurydike i myten fra før vor tidsregning, har man kendt til sorgarbejde i litteraturen. Genren elegi med gravindskrifter og sørgeklagesang har været helt elementært op gennem historien, fordi litteraturen kan give form til noget, vi oplever som kaotisk og uformeligt. I litteraturen og i kunsten kan man få sorgen ud af sig selv og hen et sted, hvor man kan håndtere den,” siger han og fortsætter:

”At vi så ser de mange udgivelser om sorg lige nu, er nok, fordi det er blevet mindre tabuiseret at dele sin sorg og sørge, end det tidligere har været. På de sociale medier er der en direkte kanal, hvor man kan dele sin sorg med andre, der har det på samme måde. Ligesom vi deler alt andet på de sociale medier, kan man også her dele sorgen. Nyere forskning viser netop, at vi har bevæget os væk fra den freudianske idé om, at sorg skal overkommes og gemmes væk. I dag ved vi, at sorg ikke er noget, der bare forsvinder, og man er ikke syg, selvom man er i sorg,” siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mai-Britt Guldin, der er psykolog og forsker i sorg ved Aarhus Universitetshospital, er enig.

”Vores sorgkultur er under forandring, efter at den har stået stille i mange år. I de seneste 20 år har vi fået en ny viden på området, og nu er vi i gang med at flytte kulturen, så den kan passe bedre med det, vi ved forskningsmæssigt om sorg. Tabuer har skullet brydes, og vores syn på døden og sorgen ændres, og det er det, alle kunstnerne også er i gang med nu,” siger hun.

Mange af bøgerne og filmene kommer fra dybt personlige oplevelser om specifikke hændelser i kunstnerens liv. Hvorfor får disse personlige beretninger så stort et publikum?

”Sorg er en svær livskrise for de fleste, hvor mange oplever, at de aldrig har været så pressede eller oplevet så stor psykisk smerte før. Her er det helt naturligt at søge at give det et udtryk for at trække andre tættere på og spejle sig i deres erfaringer, skabe en dialog om sorgen for at opleve en samhørighed. Det er en måde at udholde og være i sorgen på. Og det kan man finde i billeder, sange, bøger og film, hvor andre har oplevet noget, man kan genkende,” siger hun.

”Det er en måde at forstå, at det her er et vilkår for os, at livet kan være så smertefuldt, og man kan tage ved lære af andres erfaringer og se sine egne følelser og tilstande spejlet i det, der i filmen, bogen eller sangen kan virke hjælpsomt. Når sorgkulturen ad åre er blevet en smule ritualfattig, og man netop som sørgende kigger efter en ramme, man kan putte sin sorg ind i for at gøre den udholdelig, kan kunsten være en sådan ramme,” siger hun.