I et langt arbejdsliv har Lars J. Sørensen været psykolog og siden chefpsykolog på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sjælland ved Isefjorden. I dag er det tidligere statshospital nedlagt, men han har købt den overlægebolig, hvor han i sin tid boede til leje i det parklignende hospitalskompleks, som skråner malerisk ned mod fjorden.
Han er 76 år, og hullerne i hans kalender er begrænsede. Han underviser i psykoterapi og giver supervision. Og så skriver han. Han er forfatter til flere fagbøger, men de seneste år har han skrevet bøger henvendt til den modige eftertænksomhed, han mærker i tiden: ”Skam”, ”Sjælens længsel” og senest bogen ”Selvglad”, der netop er udkommet på Dansk Psykologisk Forlag.
Han måtte kæmpe med redaktøren, inden bogen fik titlen selvglad. Redaktøren sendte ham diverse opslag fra ordbøger, så han kunne se, hvor belastet en titel han var ved at vælge. I Den Danske Ordbog står der følgende om ordet selvglad: ”Vidner om at man har overdrevent høje tanker om sig selv på en forfængelig og indbildsk måde.”
Men det er ikke selvglad på den overdrevne måde, han taler for. Han spørger, om han må afspille ”Svantes sorte dag”. Her har Benny Andersen i de tidlige 1970’ere sat ord på, hvorfor det er godt at være selvglad:
Jeg er træt af mig selv og mine plomber.
Jeg har alt imod min egen krop.
Hvad hjælper det at leveren skrumper
når ens mave stadig svulmer op.
Jeg lider af selvhad.
Gid jeg var en smule selvglad.
Lars J. Sørensen tror, at mennesket er et relationelt væsen, og at rela- tionen til ens indre afspejler, hvordan man er i samspillet med andre. Han kender til de samtaler, man fører med sig selv, for som terapeut har han talt med mennesker om deres indre samtaler og om de nedsættende ord, som bliver gentaget i ens indre.
”Det er typisk ord, som er blevet sagt til en af forældre eller lærere i opvæksten. Det kan være, at man er blevet fortalt, at man var dum, grim og tyk. Og som voksen bliver den opdragerstemme ved med at kværne, at man er dum, grim og tyk, og det kan nære en kamp for at være god nok.”
”Det opdragelsesarbejde, ens forældre begyndte, fortsætter man med gennem de dialoger, man har med sig selv, og det kan være skræmmende at opdage, hvor megen energi man kan bruge på de konstante indre dialoger.”
Men findes der mon en volumenknap, så man kan skrue ned for stemmerne, så man ikke livslangt skal slå sig selv med ord som dum, grim og tyk? Lars J. Sørensen siger, at man måske kan få held til at skrue ned, hvis man ser lidt nærmere på det menneske, som i sin tid plantede de nedsættende ord.
”Man kan spørge, hvordan man tror, den voksne, som fældede den sårende dom, havde det med sig selv? Så hun mon på sig selv som dum, grim og på en eller anden måde mislykket? Kan man få medfølelse med det menneske, som sagde de sårende ord, kan man begynde at se på det med kærlige øjne, finde frem til medfølelse, og dermed kan problemet opløses.”
Som terapeut har han set, hvilken forskel det kan gøre, hvis man kan få fat i at være blot en smule selvglad. I sådanne samtaler har han nogle gange tænkt på det dobbelte kærlighedsbud fra Det Nye Testamente: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Han har ikke citeret bibelvers over for patienterne, men han har tænkt på, hvor meget helbredelse der er i at kunne efterleve det bud.
”Jeg har mødt mange mennesker, som ikke kunne holde sig selv og deres liv ud og set, at jo mere du har brug for hjælp, jo mere kan du ikke tage mod hjælpen. Her nytter det ikke at tale om at elske sig selv, for de kan ikke holde ud at være sammen med sig selv.”
Han beskriver det selvhad, som kan fylde rummet som en tyk tåge.
”Mennesker med et stort selvhad kan ikke holde til, at jeg ser på dem med kærlige øjne. Her må man dosere, nærmest dråbe for dråbe, og efterhånden kan man nå frem til, at man kan være i samme lokale.”
Det er et vendepunkt den dag, patienten kan holde øjenkontakt og sige, at han ikke kan holde sig selv ud.
”Vi tror, problemet er, at mennesker ikke opfører sig ordentligt, men ofte udspringer problemet af et svært samarbejde med sig selv.”
Når han ser et menneske, ser han tre niveauer: et jeg, et mig og et mig selv. Jeg’et er orienteringen og prioriteringen, mig’et er identiteten, som bestemmer orienteringen og prioriteringen. Og endelig er der mig selv, som er integritetens rod.
Sætter han sig på en café, ser han mange, der sidder over for hinanden, som han beskriver som frygtsomme jeg’er. Det kan være mennesker, som har samlet negative erfaringer i mødet med andre, hvor man ikke har følt sig set, men oplevet sig vurderet og nu taler om haven og bilen og undgår at spørge åbent til, hvordan det går.
Men hvordan kan Lars J. Sørensen vide, at det er frygtsomme jeg’er, som sidder med kølig hvidvin på caféen? Han ser det i kropssproget, hvor han kan aflæse jeg’ets krampagtige kamp for at skabe afgræsning. Han ser, hvordan man er i en samtale, hvor man ikke rigtig finder sammen og samtidig forsøger at sikre sig mod at blive såret.
”Mennesker, som har det rart sammen, de ser meget på hinanden, deres ansigtsfarve skifter, og man er bogstaveligt talt fremme i skoen. Vi mennesker er fantastiske til at sanse hinanden, men vi bruger kun en brøkdel af alt det, vi sanser, fordi vi er frygtsomme jeg’er, som ikke tør melde ind i forhold til det, vi egentlig gerne ville dele med hinanden. De mennesker, som har det bedst, kan værdsætte samspillet med sig selv og den andens væren til stede med sig selv.”
Som terapeut er han gennem årene blevet opsøgt af en del par, som har ønsket hjælp til at få det bedre sammen eller til at få en god skilsmisse. Hans aktuelle bog har undertitlen ”Om menneskers livslange ægteskab med sig selv”, men før vi taler om det, er det nyttigt at høre, hvad han ofte oplever, når han møder par i krise. Ifølge Lars J. Sørensen er der en lighed mellem den måde, man er i sit ægteskab på, og den måde, man er i ægteskabet med sig selv på.
Han beder gerne par fortælle, hvad de i sin tid blev tiltrukket af hos hinanden. Manden beskriver måske, at han blev tiltrukket af kvindens levende og følsomme måde at være til stede på, mens kvinden kan beskrive, hvordan hun var betaget af mandens store vid.
”Det, som de nu ønsker at blive skilt fra, ligner ofte det, som de i sin tid blev tiltrukket af. Den mand, som ikke kan rumme kvindens følsomhed, har brug for at komme i kontakt med sin egen følsomhed, mens kvinden, som ikke kan udholde, at manden virker bedrevidende, har brug for at komme i kontakt med alt det, hun også kan.”
Han mener, at alle skilsmisser bliver som de ægteskaber, de forsøger at lægge bag sig, hvis man ikke arbejder på ægteskabet med sig selv. Man kunne måske tro, at det er en enkel sag at være sammen med sig selv, fordi man jo har det gode selskab lige ved hånden hele tiden.
Samværet med sig selv og samspillet med andre kan, ifølge Lars J. Sørensen, dø ud. De fleste har oplevet erfarne par, som sidder tavse over for hinanden over en lang middag på en ellers hyggelig restaurant. Sådan et selskab kan man også opleve sig som en del af i sit ægteskab med sig selv.
”Måske begynder man at føle sig ensom, hvilket ikke har noget at gøre med, om man er sammen med nogen, men handler om den rela- tion, man har med sig selv.”
Når ens ægteskab med sig selv er i krise, er man ifølge Lars J. Sørensen et frygteligt smerteligt sted i livet. I bogen knytter han blandt andet følgende ord til den slags indre ægteskabskriser:
”Når man mister sin kærlige ømhed for sig selv, risikerer man også at blive lige så følelsesløs og brutal, som man oplever, at verden er mod en selv. Flugten fra denne smerte kan antage mange uskønne former, som på trods af deres vederstyggelighed alligevel kan være at foretrække frem for den dybe smerte ved ikke at kunne være sammen med sig selv og livets længsel.”
Vejen ud af krisen i det indre ægteskab går gennem relationer til andre mennesker. Lars J. Sørensen råder til, at man udser sig et menneske, som man værdsætter og har tillid til, og gerne et menneske, som ikke gemmer sig bag en behandlerrolle.
Som terapeut har Lars J. Sørensen flere gange tænkt på det forløsende potentiale i det dobbelte kærlighedsbud: Du skal elske din næste som dig selv. Men før det bud, kommer buddet om at elske Gud af hele sit hjerte. Er der en sammenhæng mellem en relation til Gud og det at være selvglad på den sunde måde?
”Når mine patienter har fortalt mig, hvor forkerte de var, så har jeg nogle gange haft lyst til at spørge, om de var døbte, for i dåben bliver man Guds elskede barn. Men her er der brug for at kommunikere på et niveau, hvor sprog og ritualer ikke slår til. Forholdet til Gud udtrykkes i forholdet til din næste, og hvis du ikke har mærket, at du er Guds elskede barn, er ordene ligegyldige.”
