Prøv avisen
Interview

Kunstmaler med sklerose: Vi skal ikke gemme vores drømme til i morgen

"Mange af os er nok tilbøjelige til at gå og drømme om noget andet, men vi tænker, at det kan vi gøre på et andet tidspunkt. Men det er ikke sikkert, der kommer et andet tidspunkt,” siger Linda Baum, som skal lære at leve med en sygdom, der kan angribe fra den ene dag til den anden. – Foto: Malene Lauritsen

Den danske kunstmaler Linda Baum malede sig igennem sorgen, da hun for halvandet år siden blev ramt af den kroniske lidelse multipel sklerose. En udstilling i Berlin med 12 værker viser hendes proces fra fortvivlelse til en art forsoning. Sygdommen har givet mig et andet blik på mit liv, siger hun

I september for godt to år siden sprang den 33-årige Linda Baum sitrende ud i en usikker tilværelse som fuldtidsmaler. Drømmen havde hun haft, siden hun var barn, men hidtil havde hun primært forsørget sig som frisør og dyrket kunsten ved siden af. Endelig havde hun taget skridtet.

Og det lod til at bære. Hun solgte sine malerier. Men samtidig kom de første foruroligende tegn på, at noget var galt: Hun begyndte at få en sovende fornemmelse i fingrene. Hun slog det hen. En nerve havde nok sat sig i klemme, tænkte hun. Ikke noget alvorligt. Men det blev værre. Linda Baum bruger meget vand som maler, og en dag, da hun tvættede vand på et lærred med en sprayflaske, ville pegefingeren ikke mere. Hun kunne ikke trykke flasken i bund. Hun kylede den fra sig og begyndte at græde. To måneder efter beslutningen om at forfølge drømmen som maler fik hun lægernes dom: multipel sklerose. En kronisk sygdom i centralnervesystemet, som kan ramme hendes syn og sætte hende i en kørestol.

”Jeg var helt nulstillet den første måned. Fortvivlet. Og så syg, at jeg ikke kunne gå, alting gyngede for mig. Jeg troede, det var bivirkningerne efter medicinen, men lægerne fortalte, at det var det mentale chok,” siger hun.

I dag, to år efter, viser hun avisens udsendte medarbejder rundt på en udstilling med 12 værker i gangene på det velrenommerede universitetshospital Charité i Berlin, hvor hun bor med sin kæreste.

De 12 billeder blev til i de første 12 måneder efter diagnosen. Ét for hver måned. En slags visuel dagbog, der bevæger sig fra fortvivlelse over fornægtelse og mismod til en art forsoning.

Værkerne sælges på auktion via internet-platformen Lauritz.com frem til i morgen, og indtægterne går til forskning i den alvorlige, men samtidig relativt ukendte sygdom. Det første maleri malede hun på én dag: En båd, der ruskes og næsten kæntrer i en storm.

”Jeg tænkte, at nu skulle jeg bare skynde mig at male så meget, jeg kunne, for det var ikke sikkert, jeg kunne få lov til at male igen, måske var det slut i morgen,” siger hun.

”Jeg malede det første maleri, fordi jeg skulle have fortvivlelsen, søsygen, ud af mig. Jeg kunne mærke, at det var godt for mig. De sagde på sygehuset, at jeg skulle begynde i noget terapi eller andet, der ville kunne hjælpe mig. Med det første maleri forstod jeg, at det var den bedste terapi-form, jeg kunne give mig selv, så jeg besluttede at male et maleri om måneden,” siger hun.

Hendes andet maleri giver en fornemmelse af orienteringsløshed: En ensomt flydende luftmadras på et åbent hav, hvor både horisonten og vandet spejles, så man ikke kan fornemme, hvad der er op og ned.

”Min værste frygt var at ende i en kørestol. Det var det, jeg så for mit indre blik. Der var en tid, hvor jeg bare græd. Spørgsmål om identitet rumsterede i mig: ’Er jeg stadig den samme’? Jeg forsøgte at gå fra min kæreste, for jeg syntes ikke, jeg havde det samme at byde på. Han valgte jo en usikker fremtid, hvis han valgte mig. Den sorg bærer jeg stadig på; at min fremtid er usikker. Men han slap mig ikke, han mente, jeg var skør, men stadig den samme,” siger hun.

Linda Baums symptomer blev efter et stykke tid færre. Hænderne fungerede bedre. Hun blev gravid med sin kæreste, det var et ønskebarn, men samtidig uventet, for hun troede længe, at hun ikke kunne blive gravid. Elias på fire måneder, som ligger og pludrer i hendes favn under interviewet, har på en måde reddet hende. Sagt helt usentimentalt. Sygdommen er kendetegnet ved, at kroppens eget immunsystem angriber kroppen, men en graviditet medfører, at sygdommen falder til ro, og immunsystemet er så at sige beskæftiget med graviditeten i stedet for de uhensigtsmæssige angreb.

”Jeg skal lære at leve med en sygdom, som kan angribe fra den ene dag til den anden, synsnerven, fødderne, hænderne. Den tanke kan man godt gå og blive lidt skør af. Men jeg oplever, at sygdommen har givet mig et andet blik på mit liv,” siger hun.

”Meget af det, der var spændende og vigtigt før, er blevet ligegyldigt: Hvordan ser jeg ud, hvad skal jeg tage på, er jeg præsentabel nok? Jeg elskede for eksempel at lytte til Mads og Monopolet (radioprogram, hvor et panel af kendte diskuterer lytternes dilemmaer, red.),” siger hun og ler.

”Men mange hverdagsproblemer begyndte at forekomme trivielle, da jeg stod i en situation, hvor jeg pludselig kunne miste synet.”

Familien, kærligheden til hendes lille dreng, at have mennesker omkring sig, hun elsker, blev det altafgørende.

”Det kan lyde banalt, men det er det, der har fået betydning. At være til stede i nuet. ganske enkelt. Vi endte med at tage på en rejse til Mexico, som vi egentlig havde droppet. Før sagde jeg, ’selvfølgelig skal vi ikke knalde en opsparing af på en rejse’. Men jo, selvfølgelig skulle vi det. Vi skal have det godt, mens vi kan. Mens vi stadig er her,” siger hun og tilføjer, at det også er sygdommen, der har fastholdt hende i beslutningen om at være kunstner.

”Mange af os er nok tilbøjelige til at gå og drømme om noget andet, mens vi tænker, at det kan vi gøre på et andet tidspunkt. Men det er ikke sikkert, der kommer et andet tidspunkt. Selvfølgelig er jeg stadig bange. Men jeg har også følelsen af at have slået en automatpilot fra, og det, jeg vil i mit liv, skal jeg gøre nu,” siger hun.

På et af malerierne står Linda Baum næsten gennemsigtig foran to rækker af mennesker. Under det første år af sygdommen opsøgte hun alskens læger og healere og kostvejledere for at gøre alt, hun kunne for at få det bedre. De mange forskellige råd gjorde hende kun mere forvirret.

Trøst og hjælp finder hun i den jødiske tradition kabbala, i buddhistisk yoga og meditation og i de kristne værdier, hun er opflasket med som protestant, fortæller hun. Hendes kæreste er katolik og fra Mellemamerika, og parret rejser om et par uger til San Fransisco for at give drengen en katolsk dåb sammen med kærestens familie.

”Jeg vil kalde mig spirituel, og jeg har fornemmelsen af, at der er nogle, der hjælper mig, nogle hjælpere, som andre måske vil kalde spøgelser eller engle,” siger hun.

“Den fornemmelse har været særlig stærk, mens jeg har skullet gennemleve denne krise.”

Hvordan tror du, at du vil reagere, hvis du bliver syg igen?

”Måske skal jeg igennem samme svære proces. Men jeg tror, jeg er blevet bedre til at tage det et skridt ad gangen. Min kæreste slår sit knæ til fodbold og har ondt i nogle dage, og så går det over. Jeg forsøger at tænke på sygdommen på samme måde. Ikke tænke 20 år frem. Fremtiden er jeg alligevel ikke herre over.”

Det femte maleri fra det første turbulente år forestiller nøgne birketræer mod en mørk himmel set nedefra. Går man tæt på maleriet, opdager man, at lærredet har været revet i stumper og stykker og er blevet syet sammen igen. Fortvivlelsen var på dette tidspunkt ikke længere så intens, og Linda Baum oplevede, at hverdagen på mange måder var den samme som tidligere.

”Men når jeg mærkede ordentligt efter, følte jeg mig lappet sammen indeni, ikke hel,” siger hun.

Det sidste maleri forestiller en gryende solopgang over Berlins hustage. Det fortættede lys fra lejlighedernes vinduer i morgenmørket emmer af hjem, af familie. Der er lys, der er håb, og to er blevet til tre. Linda Baum ammer Elias, mens vi runder af.

Du har kunnet male dig ud af din krise, men ikke alle har vel de kreative evner?

”Kreativitet er jo meget mere end at male. Hver gang vi får en idé i livet, er det udtryk for kreativitet. Det er ikke sikkert, alle kan male sig ud af en krise, men alle kan udtrykke sig, og det er det vigtige. Andre skal måske skrive deres tanker ned, få det ud frem for at gå alene med det.”

”Jeg ved, at mange lever skjult med sygdommen. Den definerer en som menneske, og man har ikke lyst til hele tiden at blive konfronteret med, at man er syg. Men i mit tilfælde ville den få for meget plads i mit liv, hvis jeg skulle gå og gemme på den. Når jeg kigger på malerierne i dag, bliver jeg ikke trist til mode. De har hjulpet mig til en form for forsoning.”

Et af Linda Baums malerier viser en gruppe af birketræer, set nedefra. Lærredet har været revet i stykker og er samlet igen som et symbol på den udvikling, Linda Baum selv gik igennem i månederne efter at have fået konstateret multipel sklerose. – Foto: Linda Baum