Prøv avisen

Kunstner inviterer til middag med de døde

”Vi har brug for ritualerne, fordi der ikke altid er et logisk svar og en rationel løsning på alting i livet. Gennem ritualet får vi mulighed for at se virkeligheden i et nyt perspektiv og se ting i øjnene, som ellers er skjult eller fortrængt,” siger Ida van der Lee. Den hollandske kunstner udstiller på Kunstcentret Silkeborg Bad og ses her ved værket ”Dining with the Dead”. – Foto: Lars Aarø/Fokus

Mennesker har brug for nye ritualer for at klare de svære overgange og for at kaste lys over det tabubelagte og fortrængte, mener den hollandske kunstner Ida van der Lee. Hun skaber ritualer med sin kunst og har været i Danmark for at vise hvordan

Den hvide blondedug går helt ned til gulvet, og det dæmpede lys glimter i skrøbelige krystalglas. Den hollandske kunstner Ida van der Lee har dækket op til 24 personer, men ikke en eneste middagsgæst er at se. Der er heller ingen grund til at vente på, at de viser sig, for det overdådige bord er dækket til de døde. Det er et kunstværk med titlen ”Dining with the Dead”.

I øjeblikket kan bordet ses på udstillingen ”Beyond the Body” på Kunstcentret Silkeborg Bad, men egentlig indgår det i et årligt tilbagevendende ritual, som Ida van der Lee gennem 10 år har stået for på hollandske kirkegårde i samarbejde med kirkerne til allesjælesdag.

”Vi har brug for ritualerne, fordi der ikke altid er et logisk svar og en rationel løsning på alting i livet. Gennem ritualet får vi mulighed for at se virkeligheden i et nyt perspektiv og se ting i øjnene, som ellers er skjult eller fortrængt,” forklarer Ida van der Lee.

”Mange moderne mennesker har mistet kontakten til religionen, og selvom de har et forhold til kristendommen, fungerer de gamle religiøse ritualer ofte ikke rigtigt, fordi mange ikke længere forstår dem. Der er brug for at forny ritualerne og for at skabe nye en gang imellem,” siger hun.

Som omtalt i Kristeligt Dagblad i sidste uge har Ida van der Lee netop været i Danmark, hvor hun blandt andet demonstrerede ritualfunktionen i middagsbordet for de døde og hjalp en gruppe frivillige med at skabe nye sekulære ritualer på Vestre Kirkegård i Silkeborg.

Tallerkenerne på de dødes bord er ved nærmere øjesyn alle sammen forskellige, og på nogle af dem står der små citater skrevet med tusch af kunstcenterets besøgende. Det er afdøde familiemedlemmer, som kommer til orde i sentenser, de har sagt og gentaget ved fælles måltider gennem tiden.

”Tag nu noget mere. Der er mad nok”, har en afdød mor sagt igen og igen. ”Det skal nok gå alt sammen”, bliver en anden mor husket for at sige. En tredje tallerken gengiver en fars evindelige, provokative omkvæd til sin vegetar-søn: ”Skal du ikke have nogen af din mors gode frikadeller”, mens et moderligt citat på en fjerde tallerken i sin kølige korthed tegner konturen af en større svær familiehistorie: ”Vil du bede din far om at række mig kartoflerne!”.

Citaterne trækker de døde ud af et tavst mørke, hvor de alt for ofte befinder sig, mener Ida van der Lee.

”Det er i virkeligheden meget begrænset, hvad vi fortæller om de afdøde og vores liv med dem, når de ikke er her mere. Men de har efterladt os en arv af livserfaring og visdom, som vi har brug for, og den arv er ritualer om og for de døde med til at synliggøre,” siger hun.

”Det behøver ikke nødvendigvis at være gode erindringer. Uanset hvad, kalder de på refleksion, og når jeg inviterer folk til at skrive på tallerkenerne, bliver de altid afsæt for samtale om de afdøde.”

Erindring, samtale og symbolske handlinger var også bærende i de ritualer, Ida van der Lee lavede sammen med de frivillige på Vestre Kirkegård i Silkeborg til allehelgen. Under et stort egetræ ved indgangen blev de besøgende mødt af frivillige med kurve fulde af krokusløg. Hver gæst blev tilbudt et par stykker og opfordret til at tilegne løgene bestemte afdøde og derefter lægge løgene i jorden i en af kirkegårdens græsplæner med en kærlig tanke til den afdøde. Løget er et løfte om nyt liv og om, at livet altid vender tilbage, forklarede de frivillige. Ritualet skal dermed give en både symbolsk og konkret erfaring, at livet fortsætter trods døden.

”Et ritual er en planlagt, symbolsk handling, der fokuserer på et bestemt spørgsmål eller problemstilling. Ritualet taler til følelserne og giver os mulighed for at forene paradokser og acceptere dilemmaer, som vi kæmper med, og som der ikke er en logisk løsning på,” forklarer Ida van der Lee.

Et andet sted på kirkegården hang en stor gryde med kogende vand over knitrende ild. De besøgende kunne tage et stykke træ, skrive en problematisk følelse i forhold til en afdød og lægge det i ilden under gryden. Følelsen kunne for eksempel være skyld, skam, vrede, bitterhed eller lignende. Mens flammerne åd træet, lagde gæsten en isklump i det varme vand. Indefrosset i isen var agern, hyben eller andre frø som symbol på det, der kan spire og vokse i én næret af de kvaliteter, som trods alt var i relationen til den afdøde og måske bliver synlige, når isen tør, og man slipper de forkrampede følelser.

Ida van der Lee har arbejdet med ritualer i sin kunst i mere end 20 år og udviklet ritualer til et utal af formål for enkeltpersoner, organisationer, virksomheder og ofte i samarbejde med kirker i sit hjemland, Holland.

”I de første år mødte jeg en vis skepsis fra folk, der forestillede sig, jeg ville lave hedenske riter på kirkegården, men efterhånden oplever jeg en stor accept af mine sekulære ritualer som noget meget meningsfuldt,” siger hun.

Hun er selv katolik og oplever lidt større åbenhed for de nye ritualer i katolske sammenhænge end i protestantiske, hvor der tit er en vis skepsis. I mange år havde hun ikke nogen kontakt til kirken, men er i dag igen blevet praktiserende katolik.

”For mig går troen grundlæggende ud på at ære Gud, og ved det forstår jeg at ære selve livet. Gud er livets mysterium, vi som mennesker må forbinde os med. Det kan ritualer hjælpe dig med. De kan hjælpe dig til at leve. At gå i kirke er i sig selv et ritual, samtidig med at det er ritualernes sted. Det er et sted uden for hverdagen, hvor du kan hengive dig til kontemplation. Sommetider er det måske kedeligt og velkendt. Men sådan er det. Det er ritualer nogle gange, men de er vigtige alligevel.”

Et tomt hus dømt til nedrivning i byen Vinkeveen syd for Amsterdam var det, der satte Ida van der Lee i gang med at skabe ritualer. Som nyuddannet fra Hogeschool voor de Kunsten Utrecht boede hun i byen sidst i 1990’erne og gik hver dag forbi huset på vej til sit atelier. Det var en simpel landarbejderbolig, som lignede det hus, hun selv var vokset op i, og hun blev dybt fascineret af at følge med i, hvordan det forfaldt og gradvist forsvandt som hus.

Sammen med en flok kunstnerkolleger fik hun lov til at skabe kunst i og omkring huset og gøre nedrivningen til en kunstnerisk event. Først bagefter gik det op for hende, at det i virkeligheden var en slags ritual, de havde lavet. Det blev begyndelsen til en række andre afskedsritualer for kondemnerede bygninger: en café, en dansehal, landsbyhuse og boligblokke.

I begyndelsen var hun optaget af at gøre husene og genstande fra dem til udstillingsværker, men efterhånden blev hun mere og mere interesseret i at udvikle nedrivningen til en form for meningsskabene afskedsritualer for dem, der havde boet i husene eller brugt dem.

”Nedrivningen af et hus er en slags dødsproces, hvor man må sige farvel til noget, der ikke længere er plads til. Der er sorg forbundet med det, for huset rummer en masse erindring og fortællinger, som er vigtige for beboerne. I et moderne samfund skal alting gå hurtigt, men afskeden med det, der skal forsvinde eller dø, tager tid, og det anerkender man med ritualet,” siger hun.

”Folk, der må forlade deres hjem mod deres vilje, fordi det skal rives ned, er tit vrede og frustrerede, og de får sjældent lov til at tage ordentlig afsked med bygningen. Det er det, jeg hjælper dem med.”

Fascinationen af ritualer har dybe rødder i Ida van der Lees eget liv. I mange år forstod hun ikke selv helt, hvorfor hun var så optaget af at skabe ritualer, der på forskellige måder kastede lys over det, som forsvinder, huse, der bliver revet ned, mennesker, der bliver deporteret, tabuer og døde, som ingen længere vil tale om. Men ved at reflektere over sin egen opvækst er hun begyndt at forstå det som en personlig proces, hvor hun bearbejder den eksklusion, hun selv har været udsat for i sin familie.

”Min mor fødte syv børn på syv år, og da jeg blev født som den syvende, kollapsede hun fuldstændig og blev indlagt uden mig. Mens hun lå på hospitalet, døde hendes egen mor, og det var for meget for hende. Lyset gik simpelthen ud,” fortæller hun.

”Mine søskende var et, to, tre, fire, fem og seks år. De oplevede, at der pludselig kom en baby, og derefter gik alting galt: Mor blev syg og forsvandt, mormor døde og forsvandt, og alt var forandret. For de seks små børn var der en indlysende sammenhæng: Alle de ulykkelige ting skete på grund af den nye baby, på grund af mig.”

”Nu er de voksne, men på det ubevidste plan ser de mig stadig som årsagen til al ulykke i vores familie, og da jeg forstod det, fik jeg et nyt perspektiv på mit arbejde. Jeg forstår arbejdet med ritualer som et forsøg på at hjælpe folk med at kaste lys på det fortiede og fortrængte, som vi alligevel har brug for i livet,” siger hun.

Trods den svære barndom ser Ida van der Lee dog ikke sig selv som offer.

”Alle mennesker har udfordringer i livet. For mit eget vedkommende passede jeg ikke ind i min familie. Det var svært, men det gav mig også muligheder: Jeg blev kunstner. Alt, hvad der sker i livet, tager noget fra dig og giver dig noget andet til gengæld. Sådan tror jeg, det er for alle, og ritualerne hjælper os til at få et nyt perspektiv på det, som er svært.”