Entusiasmens sidste dinosaur. Det er dét, Kurt Thyboe kalder sig. Han er blevet 81 år og sidder alene ved sit skrivebord i sin lejlighed på Frederiksberg, nok en gang i færd med ivrigt at søge efter et løsrevet ark i stakkene af papirer, der overdynger bordet.
Det er hans ”ordnede rod”, siger han og griner, som en slags ironisk kommentar til livets rod i øvrigt: Han har fremskreden alzheimer. I januar døde hans livs kærlighed pludseligt. Tv- og internetabonnementet stod i hendes navn, og midt i sorgen og sygdommen er bøvlet med Skifteretten selvsagt ingen formssag, hvorfor udbyderen har lukket for signalet. Livet sejler.
”Men jeg skal nok klare den,” siger Kurt Thyboe. ”Der skal nok komme styr på det hele. Hende… Hende, der skulle været kommet i dag, eller var det i går… nå, det er også lige meget. Hun kommer i næste uge, og så fikser vi det hele. No problem .”
Efter mere end fire timer i hans selskab har jeg indset, at dette interview ikke ligner noget andet. Det nytter ikke at stille spørgsmålene, jeg har på blokken, for sygdommen har tæret på den umiddelbare refleksion. Men på en seddel foran Kurt Thyboe kan jeg se, at han har nedfældet tre ord. Måske i kølvandet på vores telefonsamtale forleden dag. ”Sorg”, ”sygdom” og ”død” står der. Han må have forberedt sig. Og det virker, som om det, han har på hjerte, er logisk disponeret et sted i hans hjerne. Nu skal han bare udtrykke det. Finde de ord, han altid har haft så nemt ved at gribe impulsivt som journalist og forfatter – som en storyteller, hvilket blev navnet på hans selvbiografi.
Det er, som om hans talepapir med stikord er spredt ud over stuen. Fragmenteret i de mange tætskrevne A4-sider, der ligger hulter til bulter på skrivebordet. I de bibelske og historiske bøger, han har fundet frem til lejligheden. På chatollet, hvor fotografier af hans kone, Marianne, ligger i en improviseret kollage. Hun døde i januar og blev 72 år.
”Det her billede,” siger Kurt Thyboe og griber fat i et sort-hvidt fotografi af et ungt par poserende ved promenaden i Monaco, ”fik vi taget i 1971.”
”1971,” repeterer han, ”året, vi mødte hinanden. My girl . Min tøs. Min kvinde. 1971.” Han knuger i samme nu den halskæde med en sølvelefant, han har taget på.
”Hun er helt tæt på min soul,” siger han og sammenblander med største selvfølgelighed dansk og engelsk, som han havde for vane at gøre det iført smoking, når han kommenterede boksning i 1990’erne. På det punkt er alt ved det gamle.
Kurt Thyboe fortæller, at han iførte sig konens halskæder, ringe og armbånd, dagen efter hun døde.
” My girl,” siger han igen, denne gang hviskende, og sætter sig til rette ved sit skrivebord. Foran ham står en urørt spandauer, et glas med rødvin, han sipper, og en Yves Saint Laurent-parfume. Mariannes. Han giver lejligheden et pift, når hukommelsens hjerneceller spiller ham et puds.
Det gør de oftere og oftere. Det er tre år siden, at den kompromisløse levemand og tidligere redaktør på nøgen- og reportagebladet Ugens Rapport fik stillet diagnosen alzheimer. En demenssygdom, der gradvist svækker de intellektuelle evner og nedbryder personligheden.
”Kan du tåle sandheden?”, spurgte en læge ham i efteråret og konstaterede, at lidelsen er så fremskreden, at ”satanen” med Kurt Thyboes egne ord ”har ædt halvdelen af hjernen”.
Et er sikkert: sygdommen har ikke gjort ham stille, og af samme grund insisterer den aldrende levemand på at fortælle sin historie og tegne et portræt af en lidelse, mange mennesker har inde på livet.
”Min kamp mod sygdommen er også andres kamp,” siger han.
Han taler næsten uafbrudt og ofte med afstikkere i øst og i vest. Han behandler i flæng Tjernobyl-katastrofen, naturfolk, genopstandelsen, kolleger fra sin tid på Aalborg Stiftstidende og mødet med nazijægeren Simon Wiesenthal. Siger, at han taler ud af en motorvej med en masse afkørsler for dernæst at konstatere, at opskriften på god journalistik er simpel: ”Man skal lytte og få kilden til at føle sig elsket.” Det er på nogenlunde dette tidspunkt, at jeg beslutter mig for at læne mig tilbage.
Talestrømmen kan også være en forsvarsmekanisme. Det er efterhånden veldokumenteret, at mennesker med demenssygdomme ofte forsøger at gøre, hvad de kan for at skjule lidelsen. Og så længe Kurt Thyboe taler, ved han, at intet slår ham ud af kurs. Af og til går det imidlertid galt. Han bremser pludselig de uredigerede monologer for at sige ”hvor kom jeg fra?” eller ”hvad hedder den nu, den der…?”. Oftest viser det sig at være ordene ”hjernen”, ”sjælen” og ”skaberen”, han ikke kan genkalde.
De korte momenter af stilhed er eneste chance for at lede ham tilbage på hovedsporet. ”Vi talte om Mariannes død,” prøver jeg eksempelvis, hvorefter Kurt Thyboe igen lyser op. Men i stedet for at svare giver han sig som oftest til at lede efter refleksionerne i de løse papirer foran sig. Det er tydeligt, at han ved, at han har tænkt over hendes død. At han ved, hvad han vil sige, men at sygdommen forhindrer ham i at udtrykke det på stående fod.
”Hvor pokker er det?”, spørger han og leder febrilsk, ”… nej, ikke det. Ikke det. Ah, her.”
Det er et digt kaldet ” Butterfly”, han skrev, da han frygtede at miste Marianne på grund af sygdom for tre år siden. Det handler om, at han ser sin hustru i enhver sommerfugl, der passerer ham, men at han nu sidder desperat, ensom og alene i et mentalt vildnis, hvor hans liv er tyst, trist og sort, og hvor sommerfuglene for længst er stoppet med at komme. Han oplæser med en hæs, vrængende stemme, der er lige så skrøbelig, som den er bestemt.
”Skal jeg”, lyder det, ”sige thanks for the memories eller fuck dig der forsvandt så pludseligt og efterlod mig skrøbelig… Nu tvunget til at løse livets sidste gåder, så bange, så angst.”
Han lægger digtet fra sig og konstaterer, at ”Marianne døde som en eskimo”. Det var fredag den 15. januar – to uger efter nytårsaften, hvor hun havde danset som en, der skulle leve længe. I løbet af fredagen var hun blevet sløj, og om aftenen, da de sad i sofaen, besluttede Marianne sig for at gå tidligt i seng. Hun rejste sig og gik ud i køkkenet, da hendes mand hørte et bump.
Kurt Thyboe fik hurtigt tilkaldt hjælp, men Marianne var død.
”Jeg tror, hun vidste det. Som en eskimo, der sætter sig på en isflage for at drive væk. Hun var stærk og empatisk til det sidste og brokkede sig aldrig. Hun gik bare ud i køkkenet. Nogle gange sagde Marianne, at hun var sendt herned for at beskytte mig. For en måned siden var hun her for at tage sig af mig. Nu skal jeg lære at klare mig selv. Jeg skal ordne køkkenet og vaske tøj. And that’s the truth . Og jeg ved, at I’ll be with her very soon, men lige nu føler jeg, at der er nogle ting, jeg skal nå.”
Han siger, at han må skrive en sidste bog. At han arbejder på en podcast. Han slår hånden ned på en bunke papirer. Det er 40 digte, der ligger klar til at blive trykt. Han siger, at hans alzheimer ”inspirerer” og ”provokerer” ham til at slås og leve videre. Jeg beder ham sætte lidt flere ord på det, og Kurt Thyboe bladrer i digtene og finder et, han skrev kort efter, han fik stillet diagnosen for tre år siden.
” Malo, malo, malo … Og det betyder grusomt, frygteligt, rædselsvækkende og afsindigt skræmmende… Da jeg spørger, hvor mange år jeg har tilbage… Siger han bare, at det er der ingen, der ved… Da jeg presser ham, siger han måske et år eller otte eller 15… Det er der ingen, der ved… Bare det, at se frem til hverdagen, mens man hurtigt eller langsomt stirrer døden i øjnene… Det nægter jeg… Jeg nægter at skvatte om på stedet… Jeg nægter, at mr. Death skal tage mig hastigt… So I begin to fight … Jeg tager den onde satan, der nu jagter min hjerne og min sjæl… Der skal et solidt stykke dynger til for at fjerne minder og tanker fra mig, selvom ord smutter her og der… Døden nærmer sig bistret… Jeg må forsøge at klare mig fri… På den anden side er jeg 80, og jeg har sluppet for denne forbandede sygdom indtil nu… So no bitterness… No bitterness …”, læser Kurt Thyboe og spørger, om det kan bruges.
Det er langtfra første gang, at Kurt Thyboe stifter bekendtskab med døden. Faktisk skete det allerede, da han kom til verden dødfødt i vinteren 1941. Måske kan han ane min skepsis, for i næste øjeblik slår han op i selvbiografien ”Kurt. Storyteller” fra 2011 for at vise, at det ikke er noget, han finder på. Efter fødslen løb hans far ud af hjemmet i Aarhus og dyppede kortvarigt spædbarnet i sneen. Efter 14 minutter begyndte Kurt Thyboe at trække vejret. Anden gang, han mødte døden, var, da hans 14-årige søn Tom omkom efter et astmaanfald i 1985. Tredje gang var på en reportagerejse i USA i 2003, hvor Kurt Thyboe efter sigende oplevede et hosteanfald så kraftigt, at han svævede mellem liv og død på et hospital i tre timer. Fjerde gang var, da Marianne døde som en eskimo.
”Har du først lært døden at kende, kan han ikke gøre dig bange,” siger Kurt Thyboe.
Selvom alzheimersygdommen før eller siden slår ham ihjel, er det ikke en præmis, han lader til at have accepteret. Kurt Thyboe taler om døden, som stod han ansigt til ansigt med den i en boksering. Siger, at den nok kan besejre ham fysisk, men aldrig mentalt, og at han insisterer på at bekæmpe lidelsen ved at stimulere sin hjerne til det sidste. Over hans skrivebord hænger et billede af Jesus og hans disciple. Det må forestille genopstandelsen, for der er huller i Jesu hænder. Han siger, at selvom han anser Biblens tekster om Jesus som myter, så tror han på en skabende Gud.
Og det er netop troen på ”den guddommelige kraft, som skaberen har givet en”, man ifølge Thyboe er nødt til at finde, når man står ansigt til ansigt med døden. Kampen mod døden ”drejer sig om at fatte og forstå, at man har Gud med sig”.
Andre vil nok sige, at livet også handler om at acceptere døden, forsøger jeg. At ingen, end ikke en selv, er udødelig. Kurt Thyboe tænker. Den uvante stilhed får mig til at konstatere, hvad andre mænd i hans situation måske ville tænke. Han er 81 år, har mistet sin kone, er dødeligt syg: måske er det på tide at kaste håndklædet i ringen?
”Aldrig,” siger Kurt Thyboe efter noget tid. For ham er døden en personlig fornærmelse.
” And you know what? ”, spørger han, ” beating death is kindda life . Det er den mentale energi, jeg lever på nu. Jeg har skrevet 13 bøger, og det er et dårligt tal at gå ud på.”
Det er blevet mørkt, og Kurt Thyboe tænder sin skrivebordslampe. Lyset i stuen bringer mindelser om et af boksekommentatorens mest legendariske citater. Det faldt, kort før sværvægteren Brian Nielsen knockoutede den amerikanske bokselegende Tim Witherspoon i 1999.
” Terrible Tim Witherspoon ligner i øjeblikket et af de huse, hvor der er lys i vinduerne, men der er ingen hjemme,” sagde Kurt Thyboe dengang.
Jeg spørger, om han tror, han kommer til at se Marianne igen.
” It could be,” siger Kurt Thyboe og famler nok en gang rundt i papirerne på bordet. Igen lykkes det på mærkværdig vis at finde nøjagtig det løsrevne papir, der udtrykker hans tanker.
Han læner sig hen mod skrivebordslampen. Rømmer sig. Siger, at han hele livet var sikker på, at han skulle dø før Marianne. Han skrev digtet, engang han troede, det var slut.
”Hvis jeg dør i nat”. Ordene er tydelige og selvsikre:
”Kan jeg ikke mere beskytte dig… favne dig… passe på dig… tage mig af dig… Men jeg er i dit sind, i alle dine sanser, dybt i din sjæl… Og jeg er der meget stærkt… jeg er der langt forbi forever … Og når jeg krydser alle sjæles checkpoint, floden Styx… Be’r jeg færgemanden Charon og alle hans blege lejesvende, der ta’r imod os alle, holde øje med din stærke, smukt skinnende sjæl… Når du kommer… Og jeg be’r dem ta’ dig hen til mig hurtigt… Så du ikke lider eller har smerte eller bli’r angst… bange… Så du ikke græder alt for meget… Og jeg be’r alle mine spirituelle bodyguards… Og min skytsengel Anouschka… Ta’ mig direkte hen til den store boss… Cappo di tutti, cappi di tutti mundi, di tutti universi … Og så siger jeg til ham… Hør nu her boss… Du bli’r nødt til at give os en tur til… For så intens var evigt vores kærlighed… At bare ét liv… Simpelthen ikke er nok.”
Viste du Marianne digtet?
”Ha, ja, jeg sendte det til hende. Hun svarede bare: ’Et til liv med dig, aldrig.’”
Kurt Thyboe smiler, så livets rynker kommer til syne.
”Sådan var hun. Goddam, hun var fantastisk. Fra en anden planet,” siger han.
Kort efter siger vi farvel, og jeg står på gaden. Der er lys i vinduet på tredje sal. Entusiasmens sidste dinosaur er hjemme.