Kære brevkasse
Jeg er en kvinde midt i 20’erne. Min barndom har været præget af turbulens, og jeg har haft forældre, som ordret har fortalt mig, at det var mine reaktioner, der skulle ændres, og gerne hos en psykolog, og at jeg var problematisk og besværlig.
Jeg har oplevet psykisk vold og også fysisk vold enkelte gange, og i det hele taget har det været et meget utrygt hjem. Min lille barnestemme blev ganske tavs, fordi jeg mødte alt andet end anerkendelse, hjælp og forståelse. På den måde blev mit selvværd ikke udviklet. Forældre kan på mange måder vise deres barn, at det ikke fortjener at blive hjulpet og accepteret. Jeg har oplevet så mange afvisninger særligt fra min mor. Men andre så hende jo på en helt anderledes måde.
For mig betød det, at jeg lærte, at jeg var ligegyldig. Jeg kunne og kan stadig som voksen ikke forstå, når min mor blandt andet siger: ”Jeg tænker så meget på dig og vil dig det bedste.” For så to minutter efter at sige noget, som gør, at jeg bliver meget ked af det og tænker: ”Det passer ikke, det hun siger nu.” Det har kort sagt ikke fornuft og sammenhæng i sig.
I dag har jeg fået mod til at sige fra og holde afstand til min mor. Hun meddelte mig forleden, hvor hun kom ind til mig uden hensyn til min planlægning, at hun ikke kunne forstå, at der altid havde været så megen ballade med mig, og at en psykolog havde sagt til hende: ”Din datter skal have hjælp, for hun kan ikke være varm og kærlig over for andre.” Sådanne sætninger og besøg vælter min verden. Og skubber til mit selvværd. Min mor krænker og søger samtidig at give knus. Hun gør sin opførsel til ”normalen” og mine reaktioner til det, der ”ikke er til at klare”.
Når jeg færdes ude blandt andre, så kommer det manglende selvværd frem: ”At jeg er grim” (det har min mor sagt mange gange, men benægter i dag), at jeg ikke kan ”stå mål med” andre unge kvinder, og mon jeg får et job efter endt uddannelse. Jeg er opvokset med at bekymre mig og analysere alt. For det må man for at overleve i et hjem, hvor især ens mor er så manipulerende, som jeg mener hun er.
Jeg kommer i en kirke med andre unge. Og der er en sød fyr på min egen alder. Ham vil jeg så gerne lære at kende, men hvordan griber man det an, når man har så dårligt et selvværd? Jeg er ikke god til at sige noget, når mange er samlet. Jeg tænker meget på, hvad unge fyre søger. Jeg søger noget slidstærkt og trygt og noget, som holder, også til livets lange og seje træk, hvis I forstår.
Jeg har været hos en psykolog for et par år siden, som opfordrede mig til at handle, altså gøre noget aktivt, så de negative meget krænkende stemmer fra fortid og nutid ikke får plads og magt. Men det er så svært. Og det er umuligt, når ”tornadoen” (min mor) har været på besøg, for den river al fornuft og overskud med sig. Jeg vil tilføje, at jeg har taget lange pauser fra min mor, men glider altid tilbage og lader mig overtale til kontakt.
Det er særligt svært, når jeg er sammen med mine venner i kirken, og de så taler varmt om deres forældre, som ser dem, som de er, og også lytter med respekt til dem. Det har afstedkommet, at jeg flere gange midt i et arrangement har måttet gå ud på toilettet for at græde, fordi jeg bliver så ked af, at min egen verden er, som den er.
Psykologen, jeg gik hos, sagde, at jeg ikke har problemer med at knytte mig. Jeg kommer altid let i snak med andre og møder smil og varme. Men frygten for, om andre skifter og lægger afstand efter kort tid, kender jeg så godt. Og jeg forventer det nærmest. Når jeg er sammen med mine venner, oplever jeg at blive talt pænt til, og at andre er nysgerrige på, hvem jeg er, og hvad der sker i mit liv. Så dejligt og samtidig utroligt svært at håndtere, fordi jeg altid tænker: ”Hvorfor er min mor aldrig sådan?”.
Jeg har læst mange bøger om relationer. Jeg vil fortsat gerne møde andre med åbent sind, nysgerrighed og respekt, men samtidig er min evne til at sætte grænser og være tro mod mig selv ikke så god. Jeg ved desværre, at en ny barndom kan ingen få. Men hvordan kan jeg få barndommens utryghed til at blive mindre, så det at danne nye relationer eller parforhold og klare studiet ikke hver dag starter med tanken: ”Jeg kan nok ikke”?
Venlig hilsen
Ditte
Kære Ditte
Tak for dit brev, som vi har forkortet noget. Du beskriver en opvækst og en atmosfære i dit barndomshjem, som har præget dig dybt. Og ikke nok med det, så fortsætter denne tone af negativitet specielt i forholdet til din mor.
Vi tror, du er nødt til at beslutte dig igen og dagligt vælge kampen for et mere realistisk og godt selvbillede. Det skal ikke være negative forvrængede ord fra din mor eller andre, om at du er grim eller ikke står mål, eller at du er besværlig, der skal have magten. Andre og mere realistiske ord må bestemme langt mere.
Og hvis du var glad for din psykolog, som du talte med for et par år siden, tror vi, du må tage en ny runde med vedkommende. Det er vigtigt at få god hjælp, for det er ikke mindst i alderen mellem 20 og 30, at livskursen for alvor lægges. Nye tanker og nye handlemuligheder må afprøves trofast over længere tid, for det kan give andre følelser og nye erfaringer.
Din mor virker ikke motiveret for at se på sine egne måder at agere på, så du skal ikke forvente, at der sker en ændring der. Så du må opgive håbet om at få det, som du så inderligt havde håbet på – en forudsigelig og imødekommende mor, som kan støtte dig i at blive en ung moden kvinde, der har tro på, at du kan mestre livet.
Vi ved ikke, hvor meget kontakt du kan tåle at have med din mor. Men det er dig, der skal bestemme form og interval. Send kun en mail, når du har overskud til det, og fortæl mest almindeligheder. Og når hun skriver tilbage, og du bliver ked af det, så må du vide, at ja, det bliver du. Sådan er det, og forvent ikke andet i længere tid fremover.
Du er voksen, og det er dig, der skal tage ansvar for og bestemme, hvordan din hverdag skal se ud, og hvem du skal være sammen med, og som du kan få gode impulser fra. Vær ofte sammen med dine gode venner, også selvom dine gamle negative stemmer rumsterer. De stemmer kan blive mindre. Det tager tid. Men det er vigtigt trofast at finde mere realistiske tanker om sig selv og verden. Dine venner og en god psykolog kan støtte dig i den kamp.
Du skriver, at du ikke er specielt pæn. Hvad er pænhed? Vi tænker, at rigtig mange mennesker kan have noget fint og smukt over sig, selvom de ikke ligner en fotomodel. Selvom det heller ikke ændrer det hele på kort tid, så giv den lidt forårsgas og spring ud. Køb noget nyt tøj, du kan lide. Og en dejlig læbestift. Find sjove og fine ting på genbrug. Og så inviter ham den søde fyr ud på café eller i biografen. Også selvom du har ondt i maven og frygter afvisning. Tag det som en oplevelse og en træning i at tage initiativ til ting, som du ikke er vant til.
Du har mange år til at finde en god mand. Og bliver det ikke lige ham, så er der alligevel mange andre muligheder. Du spørger, hvad mændene vil have. Det korte svar er mange forskellige ting. Vigtigst er, at du er dig og ved, hvad du vil have. Rigtig god kamp.