Troels Hansen strammede grebet om hundesnoren.
”Frank, kom nu her, du skal ikke trække sådan,” sagde han til sin franske bulldog.
Troels og hans kæreste var for nylig blevet enige om, at det var på tide at træne hundehvalpen i at gå pænere i snor, men den aften ville hvalpen ikke lystre ham.
I stedet trak den ivrigt sin ejer i retning af at hjørne på kirkegården med store træer og buske. Først kunne han ikke se noget, men da de kom tættere på, kunne han ane, at der på en bænk sad en kvinde. Der var noget ved hendes ansigtsudtryk. Hun så lidt betuttet ud. Trist, syntes Troels Hansen. Men han slog det hen. De var jo trods alt på en kirkegård, og måske sad hun og mindedes en, hun havde mistet. Frank var ivrig efter at hilse på hende, men Troels ville ikke forstyrre.
Han fik hunden med sig, men efter få meter fik en lyd ham til at standse op. Han havde høretelefoner på, fordi han hørte musik. Han tog propperne ud af ørerne, vendte sig om og spurgte:
”Sagde du noget?”
Det var en lun augustaften i 2019, og som mange gange før, var den 28-årige tekniske konsulent gået en aftentur med hundehvalpen Frank, så den kunne tisse af. De plejede egentlig at gå lidt tidligere, men denne aften var de først kommet fra lejligheden i Smedegade centralt i Slagelse ved 21-tiden, og tusmørket var så småt ved at lægge sig over byen.
Det var dog ikke mørkere, end at Troels Hansen og hund havde valgt at dreje ind på kirkegården få hundrede meter fra deres hjem. Sct. Mikkels Kirkegård er grøn og luftig og et kendt gåtursmål for indbyggerne i Slagelse. Den aften havde de, måske på grund af det sene tidspunkt, ikke mødt andre på deres vej. Før nu.
”Ja?” sagde han spørgende og fik øjenkontakt med kvinden.
Han vurderede hende til at være i slutningen af 50’erne. Hun havde halvlangt, gråt hår og bar en let sommerjakke. Hun sad med en rygsæk på.
”Vil du ikke sætte dig lidt her,” spurgte hun indtrængende og gjorde plads på bænken.
”Det kan jeg godt.”
Han skulle jo ikke nå noget, og når folk på den måde henvender sig direkte, så må man stoppe op, tænkte han.
Hunden hoppede op på bænken ved siden af kvinden, der talte dansk med en accent. Sætningerne væltede ud lidt hulter til bulter.
Hun sagde, at det så sort ud. At der ikke var mere at leve for. At hun havde mistet håbet og mistet retten til den understøttelse, hun modtog. At hun var flygtning fra Eksjugoslavien og havde PTSD og traumer fra dengang. Og at det var dejligt at sidde på kirkegården, som var et fredeligt sted.
Tårerne løb, mens hun krammede hundehvalpen Frank.
”Se, den kunne mærke, at der var noget galt,” sagde hun.
Troels Hansen lyttede mest. Forsøgte at sige, at det nok skulle gå.
”Kan du holde på en hemmelighed?”, spurgte hun så.
Han nikkede.
”Jeg har spist et helt glas piller, og nu venter jeg bare på, at de skal virke.”
”Den hemmelighed kan jeg ikke holde på. Jeg ringer efter en ambulance,” svarede Troels Hansen.
Men det måtte han absolut ikke, sagde hun.
Han forsøgte at overtale hende til, at de sammen kunne gå til det nærliggende sygehus cirka 500 meter derfra.
Et kvarter efter, han havde sat sig på bænken, indvilligede hun.
I sin ene hånd havde han hundesnoren med Frank. Under den anden arm havde han kvinden.
Fra kirkegården gik de ud på vejen, der førte mod akutmodtagelsen. Hun blev tungere og tungere og mere uklar. Hun lænede sig så meget ind over Troels Hansen, at det efterhånden blev svært for ham at støtte hende, og de måtte stoppe op. En mand kom gående mod dem oppe fra sygehuset.
”Har du brug for hjælp?”, råbte han.
”Ja tak.”
I det samme kollapsede kvinden fuldstændig, og de fik lagt hende ned på gaden. Hun mistede bevidstheden.
”Hun siger, hun har spist et glas piller.”
”Ja, det kunne godt ligne en pilleforgiftning,” bekræftede manden, der fortalte, at han var samarit fra sygehuset.
”Ring efter en ambulance,” sagde samaritten, mens han undersøgte kvinden.
Kort efter så de en ambulance med udrykning, der forlod sygehuset. Men den kørte den forkerte vej.
”Løb op til akutmodtagelsen og find en kørestol, så triller vi hende selv derop,” sagde samaritten
Med Frank i snor løb Troels Hansen op mod den oplyste indgang. Men indenfor var der øde, og han fandt ingen kørestol. Han løb hen til receptionen.
”Der ligger en dame med pilleforgiftning ude på gaden,” råbte han forpustet.
Få øjeblikke senere stormede et hold læger ud. Stort set samtidig nåede ambulancen frem, og kvinden blev kørt til sygehuset.
Han tog afsked med samaritten. Han og den franske bulldog stod tilbage på den aftentomme gade i Slagelse. Det var knap en time siden, de var gået hjemmefra.
”Kom Frank, så går vi hjem.”
Aftenen efter gik Frank og Troels Hansen igen aftentur på kirkegården. Da de nærmere sig stedet, hvor de havde truffet kvinden, tænkte Troels lidt på, hvordan det var gået hende. Han håbede, at hun var i gode hænder. Men af hensyn til privatlivets fred og hendes sårbare situation, ønskede han ikke at grave mere i, hvad der var sket med hende. Stien drejede, og nu kunne de se stedet, hvor de havde siddet.
Bænken var tom.
Efterskrift:
Troels Hansen ved ikke, hvad der siden skete med kvinden. Hunden Frank blev nomineret til årets dyrehelt for sin opsøgende indsats og vandt prisen for Region Sjælland.