I 1973, da loven om fri abort trådte i kraft, var Lisbet Christoffersen 20 år og kirkeligt og teologisk engageret på den folkekirkelige højrefløj, som var stærkt imod loven. Hun tilhørte dog et mindretal, der var for den. Kernen i hendes argumentation var, at loven bedre kunne sikre de helt unge og de meget gamle mod uønskede børn – på en måde, hvor de ikke risikerede liv og helbred ved illegale aborter. Især unge kvinders ulykkelige skæbner havde hun set omkring sig.
”Jeg voksede op yderst i et sogn i Nordsjælland, hvor de sociale skel var meget tydelige,” fortæller hun. ”Og jeg kunne jo se, hvad det betød for selv 14-årige pigers seksualitet. De havde ikke tilstrækkelig dannelse og opbakning med hjemmefra til at stå imod den udnyttelse, de blev udsat for. Derfor kendte jeg flere, der blev meget tidligt gravide. Jeg var samtidig et ret socialt bevidst barn og havde læst ’Ditte Menneskebarn’ og andre beskrivelser af kvinders ringe vilkår gennem tiderne, så jeg var meget opmærksom på deres behov for beskyttelse. Det fik de ikke, når de blev tvunget ind i baggårde og op på køkkenborde for at blive stukket med en strikkepind.”
Som del af en gruppe, der havde det modsatte synspunkt, var hun selvfølgelig også bevidst om ulemperne ved fri abort. Hun så præster møde op i Folketinget og unge kristne, der arrangerede ”ja til livet-marcher”. Hun forstod meget af argumentationen, men vægtede altså beskyttelsen af kvinders liv højere. Siden er der dog sket især to udviklinger, som har nuanceret hendes syn på abort yderligere. Den første handler om de teknologiske muligheder, der gør det muligt at redde børn født allerede efter 23-24 ugers graviditet.
”Når vi så samtidig ser, at stadig flere kvinder søger om lov til at få en sen abort – og at stort set alle faktisk får ja til det – så er skæringen mellem liv og død pludselig blevet meget hårfin. Og beslutningen om, hvorvidt det er et barn eller et foster, vi har med at gøre, er lagt i hænderne på forældre og sundhedspersonale. Det skaber et urimeligt pres, som jeg ikke havde set komme dengang,” siger hun.
Mens teknologien har gjort hende mere skeptisk over for de sene aborter, har den fundamentalistiske del af den religiøse debat på området skubbet hende i modsat retning. Det mærker hun især, når hun hører den amerikanske abortdebat, og det blev tydeligt igen for nylig, da en fremtrædende debattør i det anerkendte magasin The Atlantic argumenterede for, at aborterende kvinder burde hænges. Den holdning fik ham fyret, men fik samtidig en række kvinder til at fortælle om, at det er helt normalt at modtage dødstrusler, hvis man er offentlig omkring sin abort i USA. Flere abortklinikker er da også blevet raseret de seneste år, og de hårdeste modstandere er ofte kristne fundamentalister.
”Jeg er dybt rystet over denne udvikling,” siger hun. ”Tænk at kristne kan bruge Bibelen til at forlange kvinder hængt som konsekvens af en abort! Forfatteren Margaret Atwood har meget præcist beskrevet det som moderne slaveri, og jeg havde ikke forestillet mig en så radikal udvikling i den religiøse argumentation. Jeg havde da mine forbehold dengang i 1960’ erne og 1970’erne, når der blev argumenteret for, at abortmodstanderne gjorde kvinder til genstand for en religiøs argumentation, men de har jo fået fuldstændig ret. Jeg tænkte dengang mest på, hvordan vi kunne rumme de skarpe modsætninger, men i dag er det tydeligt, hvor høj en pris kvinder i mange dele af verden betaler for retten til abort.”
Hvilke konsekvenser bør den udvikling få for lovgivningen omkring abort?
”Det synes jeg er utrolig svært at svare på. Min grundholdning er og har altid været, at man må tage imod de børn, man får tilskikket. Det har jeg selv ønsket at leve efter. Men jeg har også haft de sociale og familiemæssige rammer til det. Samtidig har jeg været meget optaget af at beskytte kvinders og mænds ligeværdige ret til livet. På den baggrund er jeg stadig fortaler for retten til abort, og grænsen på 12 uger virker fornuftig. Debatten om abort bør i stedet fokusere på, hvad den teknologiske og religiøse udvikling gør ved synet på kvinden. Begge dele lægger et enormt pres på kvindens valg, som jeg ikke helt ved, hvordan vi skal afhjælpe. Men vi bør i hvert fald diskutere det mere åbent.”
Og hvad skal kernen i den diskussion være?
”At med den frihed, loven om abort gav kvinderne, fulgte også et stort ansvar, som udviklingen kun har gjort større. Og som jeg synes meget ensidigt bliver placeret hos kvinden, selvom der jo stadig skal to til at skabe en graviditet. Hvor er mændene i alt det her? Hvor er debatten om, hvor langt vi vil lade os rive med at de teknologiske muligheder? Hvor er de stemmer på den religiøse højrefløj i Danmark, som klart tager afstand fra dem, der mener, at abort bør medføre dødsstraf for kvinden? Da man besluttede at gøre aborten fri, satte man kvinderne fri, men vi har glemt samtidig at beskytte dem.”