Prøv avisen
Seniorliv

Kvinderne, der tog i forvejen

Tre oversete kvindelige kunstnere fra sidste århundrede får nu omsider deres udstilling

Det har ikke været nemt at være kvindelig kunstner op gennem det seneste århundrede. Kvindernes værker blev regnet for sekundære. Det var bare kvinderne, der sådan sad og malede lidt.

Og det arbejde gjorde ikke det store indtryk på den omgivende kunstverden herhjemme.

Det kendte Anna Ancher fra Skagensmalerne til, først en senere tid beundrede og værdsatte hendes malerier, det kendte fynske Anna Syberg til, nu flokkes besøgende om hendes yndefulde billeder, og det kendte surrealisten Rita Kernn-Larsen til.

Hun var født i 1904 og forstod aldrig i sit lange liv (hun blev 94 år), hvorfor den danske ros og omtale og anerkendelse var så sparsom. Men sidste år var hendes surrealistiske malerier udstillet på Peggy Guggenheim-museet i Venedig i mange måneder, og nu har hun fået sin egen anmelderroste udstilling Solo på Gl. Holtegaard i Nordsjælland, og i starten af næste år skal den videre til Kunsten i Aalborg. Så Rita Kernn-Larsen er ikke glemt.

Hun var samtidig med Elsa Thoresen, også hun kendte til at blive overset. Elsa Thoresen?? Hov, der har vi et eksempel til, hun er da vist stadig et temmelig ukendt navn herhjemme.

Elsa Thoresen var god veninde med Rita Kernn-Larsen, og de holdt forbindelsen hele livet, men boede kun få år i nærheden af hinanden. Elsa Thoresen blev født i 1906, og de mødtes omkring arbejdet med surrealistiske værker.

Kunsthistorikeren Johan Zimsen Kristiansen har gennem det seneste års tid været på jagt efter Elsa Thoresens livshistorie og malerier. Og nu får mange flere muligheden herhjemme for at lære hendes kunst at kende på en udstilling først på Gl. Strand i København og senere på Sønderjyllands Museum, hvor hendes billeder vises sammen med værker af Rita Kernn-Larsen og Franciska Clausen. De kendte alle tre hinanden.

Ret skal være ret: Elsa Thoresens tilknytning til Danmark var af kortere varighed. Hun boede her i omkring otte år, og hun boede i Sverige i cirka 10 år.

Hun voksede op i USA, hendes far var norsk, og Skandinavien trak i hende. Hun uddannede sig i Oslo, Bruxelles og Paris og giftede sig i 1935 med den danske maler Vilhelm Bjerke-Petersen, som hun mødte på akademiet i Oslo. Nu var den danske forbindelse fasttømret, de bosatte sig her og fik to børn.

Nu blev Thoresen en del af de danske surrealister, hun udstillede i København. Men gallerierne havde generelt bedre blik for de mandlige surrealister, kvinderne kom i anden række.

Under krigen i slutningen af 1943 måtte ægteparret flygte til Sverige, og her blev de boende til 1953.

Som med Rita Kernn-Larsen var det udlandet, der var optaget af Elsa Thoresens malerier og fandt dem betydningsfulde for samtidens surrealisme. Hun udstillede blandt andet i Paris i 1938. Udstillingen på Gl. Strand (åbner den 14. september) vil genskabe det internationale rum, der var på udstillingen i Paris og vise blandt andet Thoresens ”Verdenslyset” fra 1937.

Men så blev Elsa Thoresen og Bjerke-Petersen skilt, det var i 1953, og Elsa Thoresen flyttede tilbage til USA med de to børn.

Her ender så historien om den danske tilknytning, og Elsa Thoresen glider stille ud af dansk kunsthistorie.

Men nu har Johan Zimsen Kristiansens arbejde betydet, at der er dukket både fotografier og malerier op, der ikke tidligere har været vist for en større offentlighed herhjemme.

Elsa Thoresen var et meget beskedent menneske, og hun regnede ikke selv sin kunst for noget særligt. Hun slog sig ned i Seattle på den amerikanske vestkyst, og der fik hun job i et stormagasin. Hun opgav ikke sit maleri, men hendes produktion var jo naturligvis relativt beskeden.

Hendes datter lever i Seattle og har nu fortalt, at moderen undertiden fik lov til at lave en lille udstilling af sine billeder i stormagasinet.

Jeg har i mange år været fascineret af Elsa Thoresens malerier, og jeg ejer nogle enkelte. De er lidt sære på den mest fortryllende måde. De danner deres eget sælsomme rum og deres egen verden, og de inviterer fantasien på rejse i universet.

Selv oplevede de tre kunstnere ikke vor tids interesse og anerkendelse, men værkerne lever nu videre, og kvinderne indtager den kunsthistoriske plads, der rettelig tilkommer dem – til glæde for alle os andre.