Prøv avisen

Efter MeToo: Kvindernes kampdag bliver ikke, som den plejer

Rødstrømpebevægelsen tog sin begyndelse i 1970 og havde typisk sit udspring i basisgrupper. Bevægelsen organiserede festivaler og lejre samt demonstrationer som her i 1970. – Alle fotos: Ritzau Scanpix. Foto: Ukendt

MeToo-bevægelsen har givet nyt liv til hele feminismen i en grad, så fortidens kampe bliver genoptaget, og fremtidens bliver defineret af, at ingen længere kan spørge: Er der stadig noget at kæmpe for? Det betyder dog ikke, at kampen er vundet, siger kønsforskere

8. marts?

For rigtig mange danskere er det bare en dato. De forbinder den ikke instinktivt med noget særligt, og blandt dem, der faktisk er klar over datoens betydning, er der også langt mellem de stærke reaktioner. De senere år har en betydelig del af reaktionerne endda været båret af en lettere irritation over, at kvinderne stadig har behov for at markere deres internationale kampdag, for hvad er der tilbage at kæmpe for? Har de ikke vundet kampen om, hvem der er det stærke køn?

”Det mest desillusionerende,” siger kvinde- og kønsforskeren professor Drude Dahlerup, ”er de mange opkald, jeg får hvert år op til 8. marts fra skoleelever, der skal lave en opgave om kvindekamp og feminisme. Jeg kan høre, hvordan de helt oprigtigt undrer sig over, hvad kvinderne dog er utilfredse med.”

Det kan selvfølgelig have den positive udlægning, understreger hun, at de vokser op i en virkelighed, hvor de ikke oplever magtforskelle mellem kønnene. Men det udtrykker snarere, at vi i vid udstrækning er holdt op med at diskutere forskellene. Hvilket den stadig mere lunkne opbakning til 8. marts-taler og erklæringer er et eksempel på.

Men i år bliver det anderledes, spår hun og flere andre forskere på området. Det skyldes først og fremmest MeToo-bevægelsen, der blev sat i gang i oktober 2017, da en række skuespillerinder begyndte at berette om seksuel chikane og overgreb fra mandlige chefer. Siden har bevægelsen på uhørt kort tid taget til i fart, kraft og omfang i en grad, så større mediebegivenheder nu som regel ledsages af udtalelser til fordel for ligestilling mellem kønnene på mange områder. Senest blev uddelingen af Oscar-statuetter i filmverdenen en platform for kvinder og mænd, der modsatte sig ikke blot seksuelt magtmisbrug, men også den ulige løn og fordeling af statuetter mellem kønnene.

”Det vil undre mig,” siger Drude Dahlerup, ”hvis journalister og andre – overalt i verden – i dag stadig spørger: Har kvinderne overhovedet noget at kæmpe for i dag? MeToo-bevægelsen har gjort og gør stadig svaret ekstremt tydeligt, og det sker med så stor kraft, at flere af de gamle og lidt glemte sager fra kvindekampens historie bliver genaktiveret.”

Det gælder især den manglende ligeløn, mandsdominansen i den økonomiske elite og sexismen på arbejdspladsen. Og på den måde kommer denne nye bølge af feminisme til at ligne bølgen fra 1960’erne, som Drude Dahlerup selv var en aktiv del af, og det gør tidens kvindekamp og dette års 8. marts ekstra interessant, mener hun.

”Det var jo hele ’hold kæft og vær smuk’-tankegangen, vi gjorde oprør mod dengang, og det er meget af den samme modstand, vi oplever nu blot pakket ind i andre paroler og præsenteret på nye måder,” siger hun.

Også lektor i ligestillingsstudier på Roskilde Universitet Kenneth Reinicke, ser årets mere kraftfulde markering af 8. marts som et symbol på, at ligestilling generelt har fået en ny status som et emne, det er fuldt ud accepteret at tale om.

Og som i store dele af samfundet endda er ved at blive overført til nye normer og retningslinjer for mænds adfærd over for kvinder.

”Da jeg i 2015 deltog i en konference om sexchikane, slog det mig, hvor få der var til stede, og hvor lidt diskussionsiver der var. Alt, hvad der blev sagt, var fint og rigtigt, men der var ingen kraft bag ordene. Der manglede momentum, og det kom med MeToo, som meget vel kan blive det mest betydningsfulde ligestillingsfænomen, siden kvindernes opnåede stemmeret i 1915,” siger han.

For helt at forstå og værdsætte betydningen af, hvad der er i færd med at ske på ligestillingsområdet i disse måneder – og for at undgå, at det hele ikke blot går i sig selv igen eller udvikler sig uhensigtsmæssigt – må man kende forhistorien, påpeger Drude Dahlerup. For MeToo og alt, hvad der måtte følge, står på skuldrene af 150 års kvindekamp.

Den kamp opdeles normalt i tre bølger. Der har været talrige andre tendenser undervejs, men for at kunne kaldes en egentlig bølge, skal tre ting være opfyldt:

1) Det skal være en international bevægelse.

2) Den skal skabe nye grupper og organisationer, og

3) den skal tænke feminismen på nye måder.

Første gang, der var tale om sådan en bølge, var i 1870’erne og handlede især om politisk magt og kvinders stemmeret. Anden bølge opstod med kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i 1960’erne og var mere et opgør med de traditionelle kønsroller – især i forhold til arbejde, huslige pligter og seksuel selvstændighed.

Den tredje bølge er der fortsat debat om, for selvom mange forskere taler for, at den begyndte i 1980’erne og 1990’erne som en intellektuel bevægelse omkring afvigende seksualitet, har den endnu ikke helt fundet sin form og gennemslagskraft, siger Drude Dahlerup. Ikke før nu.

”Man kan kun identificere en feministisk bølge med en vis historisk afstand,” siger hun, ”men jeg tror, at vi om 20-30 år vil se tilbage og sige, at vi lige nu står midt i en tredje bølge med den internationale MeToo-bevægelse som drivkraft bag en ny type feminisme. Den tager hverdagssexismen ud i offentligheden og tvinger mændene til at tage deres syn på og tilgang til kvinder op til revi- sion.”

Det store spørgsmål er, hvordan det vil ske. Den seneste bølge var i høj grad en modreaktion på den første, som blev anført af en flok midaldrende og overforsigtige hattedamer – det mente rødstrømperne i anden bølge i hvert fald, fortæller Drude Dahlerup. Derfor genstartede man kvindebevægelsen fra nul, og det samme gjorde man i 1990’erne, hvor rødstrømperne i store kredse blev betegnet som lesbiske mandehadere. Med den historik er det vigtigt, at den tredje bølge ikke finder sin form gennem en negativ fortolkning af forhistorien, siger hun. Fundamentet må være de tråde, der går hele vejen tilbage til begyndelsen, og som peger på en kønsstruktur baseret på en nedvurdering af det, kvinder gør og står for:

”Jeg håber, at unge i dag kan se alle de ting, der sker, i dette bredere lys: At overgrebene er nogle mænds reak- tion på, at kvinder generelt har fået en stærkere position i samfundet, og at kvindernes reaktion også er en reaktion på den konservative antifeminisme, der har bredt sig over store dele af verden.”

Det næste store spørgsmål er så, i hvilken grad denne tredje bølge vil blive et effektivt modsvar til antifeminismen.

Anette Borchorst er professor i politologisk kønsforskning på Aalborg Universitet og ikke helt så optimistisk som Drude Dahlerup. Hun ser store muligheder i, at de unge i så høj grad er del af den tredje bølge, og at MeToo-bevægelsen har vist, at de sociale medier kan drive en bølge langt hurtigere, bredere og mere kraftfuldt frem end tidligere bølger.

Men selv de største bølger flytter ikke klipper, og det ligner klippegrund, det, mange af de klassiske kvindekampe står på: Kampen for ligeløn står stille. Politisk ligestilling står stille, især i Danmark, hvor der er langt mellem kvinderne blandt de mest magtfulde ministerposter. Ligestillingsorganerne er handlingslammede, de feministiske foreninger mangler gennemslagskraft, og det er efterhånden årtier siden, vi sidst havde en 8. marts med noget på spil.

”I min optik viser MeToo-bevægelsen, hvilke vældige feministiske kræfter der er til stede, men modstanden mod de kræfter understreger samtidig, hvor langt der er igen. Kvinder har fået nye redskaber til at få øje på hinanden, træde frem og mobilisere modstand mod at blive undertrykt. Vi ser også arbejdsgivere begynde at tale om nultolerance, der er bare endnu flere, der taler om heksejagt og gabestokke, så jeg er oprigtigt spændt på at se, hvad denne tredje bølge egentlig kan,” siger hun.

Kenneth Reinicke har også sine forbehold. For selvom opgøret med hverdagssexismen kan blive den mest betydningsfulde fremgang for ligestillingen siden kvindernes stemmeret, så er modstanderen noget af det mest rodfæstede i vores samfund, nemlig en mere end tusind år gammel patriarkalsk kultur, hvor en del mænd føler sig berettiget til at udøve krænkende, sexistisk adfærd uden at skulle konfronteres med det.

”Jeg havde aldrig troet, at et ligestillingsemne kunne blive det mest diskuterede samtaleemne i verden i flere måneder i træk. Det er historisk, og jeg tror, at det i relativt markant omfang vil forandre mænds holdning til, hvad der udgør et overgreb på kvinder. Jeg tror også, at det vil kunne skabe det nødvendige momentum til at få ligeløn og andre former for ligestilling langt højere op på dagsordenen. Jeg siger bare samtidig, at historien har vist, at feministerne ikke skal undervurdere de vældige kræfter, de er oppe imod.”

Dansk Kvindesamfund blev stiftet i 1871 og kom til at symbolisere den officielle begyndelse på kampen for kvinders rettigheder og forbedrede vilkår i Danmark. Det samme var sket i USA i 1840’erne, i England i 1850’erne og i Frankrig og Tyskland i 1860’erne. De øvrige nordiske lande kom med i 1880’erne.

Snart opstod en række andre kvindeforeninger – ofte med mænd i bestyrelsen og blandt medlemmerne. Men sjældent med kvinder fra arbejderklassen. Udgangspunktet var en fælles grundholdning om, at der eksisterede et skævt magtforhold mellem kønnene. Fokus var fra begyndelsen på lige rettigheder til kontrakter, ægteskab, forældremyndighed og ejendomsret – og dermed anerkendelsen af kvinder som selvstændige individer. Omkring århundredeskiftet og det politiske systemskifte kom der øget fokus på at opnå politisk magt, særligt valgret, men også seksuelle, reproduktive og økonomiske rettigheder.

Den største kvindesagsorganisation var længe Dansk Kvindesamfund med 7000 medlemmer fordelt på 112 kredse i år 1910. De blev dog overhalet af Landsforbundet for Kvinders Valgret, der havde 11.000 medlemmer i 1910. Der var langtfra enighed mellem alle kvindeforeninger, men målet var fælles.

Blandt de ledende skikkelser i den første bølge af feminisme regnes normalt Gyrithe Lemche og Nina Bang. Internationalt var det britiske Emmeline Pankhurst og tyske Clara Zetkin.

Selvom kvinderne havde opnået formel ligestilling på en lang række områder, oplevede de stadig i praksis at være underlagt mændene. Det blev dog i vid udstrækning opfattet som et privat problem, men ”Det Personlige er Politisk”, mente den feministiske aktivist amerikaneren Carol Hanisch, og det slogan blev synonymt med den anden bølge af feminisme.

Bølgen havde sit udspring i USA, men var del af det internationale ungdomsoprør. Den opstod dog i høj grad også af, at ligestilling igen kom højt på den politiske dagsorden, fordi kvinder begyndte at fylde stadig mere på arbejdsmarkedet. Fra 1960 til 1990 voksede den danske arbejdsstyrke med en million mennesker, hvoraf de 850.000 var kvinder, og det gjorde det igen tydeligt, at samfundet var baseret på forskelsbehandling af kønnene – både ude og hjemme. Denne gang var kvinderne dog hverken juridisk eller økonomisk tvunget til at finde sig i det.

Den nye kvindebevægelse tog for alvor fart i Danmark, da der omkring 1970 opstod en række kvindegrupper organiseret i Rødstrømpebevægelsen. Dens virke toppede i 1970’erne og blev nedlagt i 1985, hvorefter staten, kommunerne, politiske partier og faglige organisationer i vid udstrækning overtog arbejdet med ligestilling.

Bølgens store intellektuelle inspirationskilder var den amerikanske antropolog Margaret Mead og den franske filosof Simone de Beauvoir.

Det diskuteres fortsat, om den tredje bølge af feminisme overhovedet har fundet sted endnu. Andre hævder, at fjerde bølge allerede er i gang.

En del kønsforskere ser dog 1990’ernes intellektuelle udfordring af tanken om ”alle kvinder i samme båd” som udgangspunktet for en tredje bølge. Både seksualitet, race og uddannelse delte kvinderne, lød en udbredt kritik.

Mange ser desuden den globale MeToo -bevægelse som omdrejningspunkt for en ny type feminisme, der med andre midler end tidligere og med en stærkere fælles stemme sætter fokus på især hverdagssexisme og seksuelle krænkelser, men også en række af de traditionelle kvindesager såsom ligeløn og lige magt i toppen af samfundets organisationer.

Det var jo hele ’hold kæft og vær smuk’-tankegangen, vi gjorde oprør mod dengang, og det er meget af den samme modstand, vi oplever nu blot pakket ind i andre paroler og præsenteret på nye måder.

Drude Dahlerup