Det er ikke altid godt at have dårlig samvittighed. Især ikke for kvinders vedkommende. Det kan godt ske, at vi som mænd af og til burde have lidt mere dårlig samvittighed. Til gengæld burde kvinder have mindre.
For lægger man øret til tiden - til tidens kvinder og smugkigger lidt i deres blade og magasiner - så har mange kvinder tilsyneladende rigtig meget dårlig samvittighed rigtig tit. ”Jeg har så dårlig samvittighed,” siger kvinderne ofte - og så følger der en hel dosmerseddel med punkter, som de har dårlig samvittighed over. Jeg nævner i flæng: at de spiser forkert, motionerer for lidt, er for lidt sammen med børnene, manden, veninderne, laver for lidt mad helt fra bunden af sunde råvarer, ikke har styr nok på børnenes skolegang og i øvrigt er for lidt for de gamle i familien.
Og det lyder jo alt sammen godt, men, men, men: Er det nu også det?
Det virker jo altid sympatisk at have dårlig samvittighed. Og vi er som sagt en del mænd, der kunne lære lidt dér. Ingen tvivl om det. Men når dét er sagt, så kunne man jo også tage de lidt kritiske briller på og spørge, hvor dybt det egentlig stikker med den der kvindelige dårlige samvittighed. Er al denne dårlige samvittighed, som bæres så flittigt til torvs, nu også så dybfølt? Handler det ikke lige så ofte om at sende de rigtige signaler især til andre kvinder?
For kvinder konkurrerer som bekendt helt vildt med hinanden i disciplinen ”jeg-er-en-moderne-overskudskvinde-der-klarer-alt”. Når man nævner sin dårlige samvittighed, signalerer man bevidsthed om, hvad det kommer an på, at jeg i det mindste ved, hvad det gælder om, også selvom jeg ikke slår til på et enkelt punkt eller 10. Men så er der måske slet ikke tale om dårlig samvittighed. Så er den såkaldt dårlige samvittighed blot en måde at redde æren på. Og en sympatisk måde at være selvoptaget på. Bevares, vi mænd er lige så ærekære og selvoptagede, men måske pakker vi det ikke ind i rigtige meninger og udbrud af dårlig samvittighed. Vi er bare selvoptagede!
For at prøve min kritiske teori af har jeg et par gange til selskaber, festmiddage og den slags prøvet at give borddamen ret, når hun begynder på dosmersedlen med dårlig samvittighed. Og for eksempel sige: ”Det har du fuldstændig ret i - du er da alt for lidt sammen med dine børn. Det kan jeg sandelig godt forstå, du har dårlig samvittighed over.” Det virker ikke ret godt. Stemningen bliver med det samme uhyre dårlig, selvom man lige har siddet og givet borddamen ret. Derfor er jeg begyndt at sige noget med de urimeligt stressende vilkår for børnefamilier, gerne tilsat lidt om at borddamen da tværtimod på mig virker som et stærkt omsorgsgivende menneske, der har svært ved også at huske på sig selv og bevilge sig selv lidt velfortjent egen-tid indimellem. Så bliver stemningen straks meget bedre. Og man kan tilmed sidde og glæde sig ved tanken om alt det bøvl, borddamens mand får, når hun i næste skænderi efterlyser bare lidt af den forståelse og empati, som hendes bordherre for nylig mødte hende med!
Så jeg er nok blevet lidt skeptisk over for den udbredte kvindelige dårlige samvittighed. Og tror i øvrigt, at den i mange tilfælde virker som en slags selvopfyldende profeti: Når man tilstrækkelig mange gange hævder, at man virkelig har dybfølt dårlig samvittighed over nærmest alting, ja, så ender man - eller altså kvinden - med at få det.
Jeg synes, mange kvinder i stedet skulle reservere den dårlige samvittighed, til der virkelig er grund til at have den. Men så er det også godt at have dårlig samvittighed. Så kan den virkelig bruges til noget: tyngende skyldfølelse, anger, undskyldninger og inderlige løfter om bod og bedring. Som mange kvinder omgås den dårlige samvittighed nu, er den ofte bare et pænt camoufleret forsøg på ikke at ændre tingenes tilstand, men blot bekræfte sig selv i egen godhed, offervilje og den slags. Men den energi, der bruges på overflødig dårlig samvittighed, kunne med fordel bruges andre steder, for eksempel på børn og mand og de gamle i familien.