Han har haft masser af kvaler på det seneste. Den nye opgave, at udsmykke og nyindrette et kirkerum, er på alle mulige tænkelige måder ”noget helt andet”, som Ingvar Cronhammar kalder det. Og selvom han glæder sig helt vildt og er dybt taknemmelig, ja ydmyg, over at være blevet spurgt, så er den 70-årige billedhugger også ramt af en plagsom tanke om trosbekendelsen og evigheden, der bliver ved med at rumstere.
Han har sat sig ind i sin sorte firhjulstrækker, ”en ægte, udtryksfuld crossover skabt til næsten ethvert landskab”, som Audi beskriver modellen Q5. Og selvom den har masser af hestekræfter og ser ud til at passe perfekt til en kæmpehøj mand med temperament, mavelangt fuldskæg og strithår, så kører Ingvar Cronhammar ikke over 70-80 kilometer i timen. Han fravælger motorvejen til fordel for små snirklede veje i det midtjyske landskab og nyder synet af bløde bakker og uberørt hede og holder ind til siden, hvis en bagvedkørende bil kommer for tæt på. På vej fra hjemmet i vest, i Lundhuse ved Herning, tværs over Jylland mod øst og Ovsted Kirke ved Skanderborg. En hvidkalket middelalderkirke fra 1100-tallet, der som Danmarks tredjehøjest beliggende kirke er et tydeligt troens vartegn i det åbne landskab for den forjagede trafik på E45.
Mange forbinder Ingvar Cronhammar med voldsomme udtryk. Både verbalt og i hans kunst og design. Med hjemstavnen Hernings vartegn ”Elia” som hans nok mest kendte skulptur. I beton, sort stål og uforudsigeligt ildspyende. Men også for hans bestik, inspireret af jagerfly, samt skulpturen ”Camp Fire”, der blev sendt til skrot ved en fejl og netop er blevet genopført. En del vil måske have svært ved at forbinde ham med lyset, roen og en indre samtale med Vorherre.
Men Ingvar Cronhammar har altid været optaget af troen. Siden han som barn voksede op i Sverige i et hjem, hvor man ”aldrig gik i kirke”, til han meldte sig ud af kirken som 18-årig, ”fordi den var for hyklerisk og uærlig. Kold,” som han siger. Og til han igen lod sig døbe i sin sognekirke, Gjellerup Kirke, som granvoksen mand på 56 år. ”For Vorherrres skyld. Ikke forvaltningens.”
Han har det godt med Vorherre, som han siger. Men svært med folkekirken. Derfor var det næsten også helt symbolsk, at opgaven i Ovsted Kirke i begyndelsen kun handlede om en dør. Den skulle udskiftes og have nyt udtryk. Men opgaven udviklede sig, og åbningen ind til kirkerummet blev til idéen om en totaludsmykning og nyindretning af hele kirken, som han nu, i tæt samarbejde med menighedsrådet og arkitekt Anna Mette Exner, arbejder på.
Det er lyset og nåden, der skal fylde rummet, fortæller han, mens landskabet glider forbi bilruderne med efterårsfarver og drivende skyer. Og der skal være fokus på enkelheden ved kirken. Det rene hvidkalkede rum, med middelalderens hvælvinger og ydermure som de centrale, og et samlende gulv uden trin- eller farveforskelle. Derfor skal det kunstneriske udtryk også forenkles – og lysnes. Ingvar Cronhammars idé er at udføre dør, altertavle, knæfald og alterbord samt eventuelt prædikestolen i mat, hvidlakeret aluminium. Kun udsmykket med små fordybninger og gennemboringer, hvor lyset trænger igennem. Nogle kraftigere end andre. På indgangsdøren præcist placeret som stjernerne på den nattehimmel, der var på marken på det tidspunkt, Jesus blev født. Og med stjernebilledet fra opstandelsestidspunktet gjort tydeligt på selve altertavlen. Han har en ven, der er astronom, og har også talt med flere præster om idéen. De mener alle, det kan lade sig gøre at tilnærme sig datidens omtrentlige stjerneparade.
Nu skal det hele lige ”gestaltes”, som han kalder næste fase, og skitserne skal være færdige til foråret. Hvis alt falder på plads, så skulle det være muligt inden for en overskuelig årrække at åbne døren ind til Ovsted Kirke og opleve ”et stringent rum, der giver plads til eftertænksomheden, nåden og lyset”.
Ingvar Cronhammar tror på miraklet. Han tror på Jesu opstandelse. Derfor giver det mening for ham at udstyre altertavlen med tidpunktet for Jesu overvindelse af døden. Og han elsker, at der er et sted, hvor netop magien, miraklet og eftertænksomheden får plads, og ro. Hvis den da ikke bliver druknet i ”fodbold- og spaghettigudstjenester”, som han mener, mange af præsterne i folkekirken har en tendens til at gøre. Efter hans mening gør de dermed tærsklen til kirken ”alt for lav”.
Cronhammar siger også gerne Fadervor højt. Men trosbekendelsen kan han derimod ikke få over sine læber, og det nager ham.
”Jeg kalder mig jo for kristen, men på det sidste har jeg haft de mest sindssyge overvejelser omkring trosbekendelsen. Det har været så voldsomt, at jeg endda har overvejet at melde mig helt ud af folkekirken igen. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan kødets opstandelse og det evige liv skulle være en del af den nåde, som kristendommen for mig at se har som sin mest dyrebare gave til mennesket. Jeg får altid de her helt konkrete billeder af en gammel knark på et plejehjem, omgivet af flere tatoverede medpassagerer. Det er da ingen trøst at skulle fortsætte livet i en evighed. Liv og død hænger sammen og forudsætter hinanden, så hvis vi afskaffer døden, har vi heller intet liv.”
Ingvar Cronhammar slår med fingrene i rattet, mens automatgearet forbereder sig på bakken op mod Ovsted Kirke, der nu er dukket op forude.
”Måske tager jeg tingene for bogstaveligt. Men uden mørke, intet lys, og omvendt. Så hvordan skal jeg tolke det med evigheden? Hvad skal vi med den? Jeg vil jo nødig virke fjoget eller dum, men jeg forstår det simpelthen ikke.”
Nåden derimod. Den skal ifølge Ingvar Cronhammar gøres endnu mere synlig. Gennemstråle hele kirkerummet. Opløfte det og gøre os højstemte.
”Det er jo den, der hjælper en igennem livet og til en vis grad ind i lyset. Den er en ’vare’, man ikke finder andre steder, den fineste af alle. Jeg ser på nåden som en form for frisætning. En slags håndspålæggelse, der gør, at jeg stoler på det guddommelige i det inderste af mennesket. Den lader mig ane det. Så lad os holde os til den og lade den lyse i kirken – og så droppe det med evigheden. Kom med nåden, og ti stille med resten.”
Han parkerer på grusstien foran kirken. Får foldet benene ud efter køreturen, og går så hen for at give et ordentligt bjørnekram til menighedsrådets formand, Niels Povlsgaard, der er mødt op med kaffe og chokolade.
De kender hinanden fra en udstilling på ARoS, hvor Cronhammar var kunstneren bag udstillingen ”Racing Cars – The Art Dimension” og Povlsgaard ansat som udstillingsassistent. Det er 13 år siden. I dag er Niels Povlsgaard selvstændig arkitekt og har som formand for menighedsrådet ved Ovsted Kirke været med til at foreslå Ingvar Cronhammar som manden, der skal udsmykke og ændre kirkerummet.
”I virkeligheden synes jeg, det er underligt, at Ingvar ikke har arbejdet med en kirke før. Han er jo så dybt engageret i de eksistentielle lag af vores tilværelse, I samtalerne med menighedsrådet har han sat vores syn på tro og eksistens i et nyt lys og åbnet en dybere diskussion om, hvad kirken betyder. Ingvar er meget nærværende i denne dialog, samtidig med at han på mange måder har en intiutiv tilgang til opgaven, som ikke er mulig at forklare. Men vi er meget begejstrede for hans idéer om, hvordan man ved at fremhæve rummets kvaliteter, enkelheden og renheden, også kan fremhæve det højtidelige og eftertænksomme. At æstetik, sansning og anelser hænger sammen og skaber et nærvær i gudstjenesten. Det inventar, som er ført ind i kirken gennem mange generationer, har faktisk svækket rummets kraft i Ovsted Kirke. Det er den, Ingvar nu vil genfinde,” fortæller Niels Povlsgaard, da han går ind i kirken.
Anelserne, eller sprækkerne til det, der er større end det enkelte menneske. Det er dem, deres medfølgende håb og taknemmelighed, der skal fylde kirken.
”Jeg oplever det for eksempel meget stærkt i de katolske eller de russisk-ortodokse kirker. Jeg fatter intet af, hvad der bliver sagt, men fornemmer højstemtheden, også gennem
det overvældende liturgiske anslag. Noget af den stemning vil jeg gerne have frem her i Ovsted. Dels gennem et fokus på det oprindelige, murene og hvælvingerne. Men også gennem liturgien. En af idéerne er derfor at flytte døbefonten ned bagerst i rummet, så hele menigheden under dåben skal bevæge sig derned i procession. Indretning, atmosfære og liturgi skal med andre ord bane vej for, at man føler sig ramt. Bliver tryllebundet. Føler sig velsignet og oplever fred,” uddyber Ingvar Cronhammar.
”Har jeg egentlig skrevet kontrakt?”, spørger han, mens han drikker den sidste tår kaffe. Og får et ihærdigt nik og et stort smil som svar.
På hjemturen står valget mellem 1950’er-rock, country eller svensk popmusik. Stilheden vinder.
”Jeg elsker at køre bil. Og det er ofte, når jeg ikke hører musik, men bare lytter til den meditative støj fra hjulene og vinden, at gestalterne kommer til mig. Bagfra, og pludseligt. Det er dem, jeg skal have fundet nu. Så det sprogløse kan komme frem og stemme sindet, når man træder ind i kirken. Jeg savner højstemtheden, inderligheden og nærværet i kirkerne i dag. Det er, som om selv kirken og præsterne er ramt af den sædvanlige siven af holdning og betydning, der præger hele vores tid.”
Ingvar Cronhammar hoster. Han stoppede med at ryge i januar. Fra den ene dag til den anden var det slut med de mellem 40-60 cigaretter, han plejede at trække vejret igennem. Nu hoster han så i stedet for og har fået noget allergi. Han holder stille et øjeblik, så man bedre kan se det storslåede landskab med Yding Skovhøj, der rejser sig i horisonten. Som et svar på et spørgsmål, der ikke er blevet stillet, siger han:
”Jeg savner også noget af den inderlighed og varme, som jeg troede hørte med til kristendommen. Hvor man følte sig favnet. I dag er der nærmest et isnende fravær i mange moderne kirker. Og det er jo ikke, fordi jeg har svar på noget som helst. Men jeg har bare altid haft en ubændig trang til at beskæftige mig med troen – og med tvivlen. For den er mindst lige så stor som troen, og i virkeligheden dens forudsætning. På samme måde som med livet og døden. Altså uden evigheden.”