Kostpyramiden. Det var, som var den nærmest alle steder. Klæbet op inde i et af køkkenskabene hos veninden, sat op i stor størrelse på opslagstavlen i skolekøkkenet og i lille udgave i de første kogebøger, jeg købte for egne penge i den lokale brugs. Kostpyramiden fik en voldsom udbredelse op gennem 1970’erne og 1980’erne og gav en opvoksende generation en fælles forståelse af, hvad en afbalanceret kost var.
Vi er mange, som har levet med pyramiden i fire årtier og ved, at det, som er i bunden af pyramiden, er basisfødevarer. Nok er det hvide brød flyttet fra bunden og grøntsagerne kommet ned i basisafdelingen i nyere tid, men de fleste har en idé om fødevarernes placering i pyramiden.
Jeg tror, det er på tide at bygge en ny pyramide. En pyramide, som kan hjælpe unge som ældre med at hitte rede i, hvordan vi skal omgås den teknologi, som vi betages af, men som også tager os. Fra dengang fløjlen var bred og kostpyramiden ny husker jeg en veninde, som ikke måtte få slik. Sådan var reglen i familien. Hun længtes efter alternativer, og vi listede Maggi-terninger ud fra en skuffe i familiens køkken, og ude i haven forsøgte vi at bilde hinanden ind, at vi spiste lakrids. Det slog ikke Haribo.
I samme periode spiste hun og jeg mange gulerødder, fordi hun mente, at den inderste stang i guleroden havde smag af den lakrids, vi gik og hungrede efter.
Og på samme måde er der børn i dag, som vokser op i hjem, hvor forholdet til teknologi kan sammenlignes med ekstreme kure, hvor alt fra sukker til hvidt brød er bandlyst. Hjem med liberal til nærmest ad libitum adgang til digital teknologi er dog vist mere udbredt. Sundhedsstyrelsen udsendte sidste år råd til forældre om brug af iPad for de yngste: ”Lad ikke iPad’en eller anden skærm være ’barnepige’ for de små. Begræns tiden, som de 1-4-årige bruger foran en skærm, og sørg for, at de i stedet bruger deres kroppe under leg. Det kan være ved dans og klatring eller ved at kravle, hoppe og gynge.”
Ligesom man skal lære at holde igen med det søde og fede, skal man lære at være uden Apple, Netflix og andre digitale mastodonter. Blandt de spørgsmål, forældre drøfter, når legebesøg afsluttes, er, hvad vi kan gøre for at give de yngste et afbalanceret forhold til skærmene.
Forældre til de lidt større børn gør sig givet også tanker om, hvad det gør ved generationen at være digitalt indfødte. Selv har jeg svært ved at begrænse min begejstring, når sønnen fortæller om en eftermiddag, som han, takket være teknologien, har tilbragt sammen med sin bedste ven, som bor i Paris. Tænk, at 1200 kilometer ikke længere er en hindring. Af og til fortæller jeg min søn om dengang, jeg havde hans alder og glædede mig til at komme hjem og se, om der var breve fra nogen af mine pennevenner.
Jeg kunne vente i uger på brevene fra nabokommunen og Sydkorea, mens han dårligt når at mærke tiden, før der lyder et pling fra telefonen, og han har svar. Men der er lige det med tiden. Drengene i min søns generation bruger let mere end 30 timer om ugen foran skærmen. Hver tredje dreng i alderen 11 til 15 år spiller mere end fire timer computer dagligt, og i weekenden er det over halvdelen af aldersgruppen, som spiller mere end fire timer.
Det er et godt princip at forsøge at tage bjælken ud af sit eget øje, inden man ser på splinten i sin næstes øje. Og ja; jeg er ganske nært knyttet til min telefon. Et tysk universitetsstudie har vist, at voksne tager deres smartphone frem flere end 60 gange om dagen og i gennemsnit bruger to minutter i selskab med den hver gang. Jeg vil gerne tro, at det ikke forholder sig sådan for min del, men jeg har just ikke nogen digital glorie.
Og det er der, kostpyramiden kommer ind. Jeg konstaterer, at det er lettere at spise groft og grønt end at lade være med at tage telefonen med steder hen, som jeg troede var telefonfri.
Jeg husker endnu telefon-interviewet med en kendt forfatter, som indskød, at hun lige skulle skylle ud. Jeg tabte tråden, mens hun fortsatte talestrømmen. Unge som ældre har vi brug for at tale om, hvor meget skærmene skal fylde mellem os. Jeg oplever, at samtalen er i gang. Der, hvor kostpyramiden har en solid bund af rugbrød, kartofler og grove grøntsager, håber jeg, at vi kan få en bund af relationer, hvor vi er i kontakt med os selv og hinanden og mærker, at det stærkeste net ikke er digitalt.