Prøv avisen

Psykolog: Lad os få et nyt ungdomsoprør, så børn og unge lærer at sige fra

Ulla Dyrløv, 49 år og psykolog. For 10 år siden stiftede hun Familie-psykologisk Praksis i København. Hun er forfatter til flere bøger og har medvirket i flere tv-programmer. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Psykolog Ulla Dyrløv håber på et nyt ungdomsoprør, hvor den opvoksende generation vil sige fra over for omverdenens mål og krav. I dag lider mange børn i stilhed og tror det er deres skyld

Perfektionismen fødes af, at man vokser op i et samfund med mange forventninger. Om man er dreng eller pige gør ikke nogen forskel i forhold til at føle sig presset. Når jeg møder børnene her i min praksis, fortæller de stort set alle sammen med stor alvor, at det er deres egen skyld. Jeg gør meget for at hive skylden ud af barnet, og man må ikke hoppe med på barnets egen fortælling om, at det er barnets skyld. Jeg plejer til nogle børns forskrækkelse at sige: ”Død over skyld og dårlig samvittighed.”

Vi kan tale om ansvar, men det er noget andet end skyld. Tager man ikke skylden ud af barnet, kan børnene blive deprimerede eller måske udvikle en selvskadende adfærd. Det er en kæmpe lettelse for børn at flytte fokus fra skyld til at tale om ansvar.Vi har et skolesystem, hvor det forventes, at børn helt ned til anden klasse kan lave en power point præsentation foran en hel klasse. Jeg gik på universitetet, inden jeg gjorde noget tilsvarende første gang.

Det er et skolesystem, som fremmer en X Factor-generation, men for nogle børn er det et stort pres at stille sig frem på den måde. Og ligesom der er voksne, som ikke vil kunne stille sig op foran en forsamling og lave en præsentation, er der også børn, som ikke kan, selv om lærerne siger, de skal. Her skal forældrene på banen og blande sig på den gode måde, hvor de taler med læreren om, hvad der presser barnet. 
 
Næsten alle de børn, jeg taler med, siger, at de hader at gå i skole, og de hader lektier, men børn elsker at lære. De møder op med iver i 0. klasse, men lysten til at lære bliver dræbt, og det hænger blandt andet sammen med de meget målrettede krav om, hvad man skal kunne, og hvordan det måles. Det er som om, man har glemt, at trivsel kommer før indlæring. Et eksempel på et pres er, at man allerede som 13-årig skal forholde sig til uddannelsesvalg og overveje, hvad man vil efter folkeskolen, når man samtidig ved, at intet generelt overgås af, hvor elendigt man har det, når man går i syvende klasse

Presset kommer fra, hvad jeg vil kalde et usynligt tæppe af forventninger. Man kan ikke pege på forældre, lærere eller politikere og sige, at det er den gruppe, som skaber dette pres. Fordi det er svært at sige, hvor presset kommer fra, så er det også sværere at tage et opgør, så vender man det indad og placerer ansvaret inde i sig selv, med hvad det kan medføre af problemer. Der er pressede børn i skolen, men der er også mange pressede forældre, som på den ene side gerne vil have børn, som lever op til skolens forventninger, men som på den anden side har grænser for, hvor mange krav de har lyst til at pålægge deres børn.

Det usynlige forventingstæppe får forældre til at tænke, at deres barn helst skal gå til flere fritidsaktiviteter og naturligvis holde sig i form. En dag i nattøj og gensyn med gamle Anders And blade er måske det, man dybest set ved. at ens barn vil have det bedst med, men så kan man høre nogen hviske slendrian. 

Måske er de mål, vi har sat, ikke realistiske. I stedet for at kæmpe for at nå dem, kan man vise, de ikke er realistiske ved ikke at opfylde dem. Jeg håber, at vi får et nyt ungdomsoprør, og når jeg møder stille børn, som ikke tør sige fra over for krav og forventninger, så lærer jeg dem om en indre skråt op-finger, som de kan lave. Min datter var en meget perfektionistisk skoleelev. På et tidspunkt valgte jeg en ret rå model. Jeg tog hendes skoletaske fra hende, så hun ikke kunne komme til at lave lektier, og jeg lovede hende at kontakte skolen, så de vidste, at det var mig, som havde taget skoletasken fra hende. Jeg ville vise hende, at verden ikke gik under, fordi hun kom i skole uden at have lavet lektier. I dag er hun voksen, og hun siger, at det er noget af det bedste, jeg nogensinde har gjort.

Det er ikke fordi, jeg ikke synes, at man skal arbejde meget og uddanne sig, men man skal ikke hele tiden føle, at der noget, man skal leve op til. Der skal være tid til at lege, for det er gennem legen, man finder ud af, hvem man selv er.