Lad os lægge lærerne for kærlighed

Selv den mest hårdkogte leder i det private erhvervsliv ville formentlig bukke under i skoleverdenen, skriver sognepræst Kristian Bøcker. Han opfordrer alle til at rose en lærer

"Nogle gange bruger man udtrykket, at ”det ville aldrig gå i det private erhvervsliv” - underforstået: at det er meget hårdere og sværere at gebærde sig i det private erhvervsliv end i det offentlige. Jeg tror ikke, det passer. I al fald ikke, når det gælder lærerjobbet," skriver Kristian Bøcker.
"Nogle gange bruger man udtrykket, at ”det ville aldrig gå i det private erhvervsliv” - underforstået: at det er meget hårdere og sværere at gebærde sig i det private erhvervsliv end i det offentlige. Jeg tror ikke, det passer. I al fald ikke, når det gælder lærerjobbet," skriver Kristian Bøcker. Foto: Bent Midstrup.

Man kan, som det hedder, lægge nogen for had. Det er ofte særlige grupper, der bliver lagt for had: brugtvognsforhandlere eller bedemænd for eksempel. Sjældent særlig rimeligt.

Men kan man ikke også gøre det modsatte - lægge nogen for kærlighed? En særlig gruppe, som trænger til det, hvis liv og sjæl og sundhed trænger til kærlig opmuntring. Det tror jeg. Og jeg synes ærligt talt, at lærerne trænger til at blive lagt for kærlighed. Ja, vi har alle sammen haft en træls lærer eller to, men læg nu lige det til side. Og tænk på, hvor meget lærere egentlig har betydet - både for en selv og for vores samfund.

Mon ikke vi er en hel del, som har haft lærere, hvis indflydelse blev skelsættende? Lærere, der brændte for noget, så gnisterne sprang, og ilden gik videre? Der er tusinder af historier om lærere, der gjorde verden og livet større og dybere for deres elever. Lærere, der lavede skole for livet for deres elever.

De fleste har deres skelsættende lærere - her er et par af mine: Den første musiklærer, der faktisk kunne spille. Vi fik ham i 3. klasse, og han spillede og sang med glæde og glød både børnesange og - nok så vigtigt - alle fædrelandets vemodige sange med os, så man stadig husker, at Jens Vejmand var nummer 119 i sangbogen og vist nok handlede om, at ikke alle altid har haft de bedste vilkår.

Eller historielæreren, der fortalte - nej, ikke fortalte, men simpelthen opførte ”Jeppe på Bjerget” med den store tavlelineal som mor Nilles ”mester Erik”, kæppen, som hun slår den stakkels Jeppe med, når han igen har drukket!

For ikke at tale om dansk-læreren, der fuldstændig overvurderede sin 10.-klasse og med eksistentielt engagement inddrog både Platon og Kierkegaard i undervisningen. Og vi fattede formentlig ikke det helt store, men fornemmede gløden og forstod vel også i glimt, at man kan gå til tilværelsen på en anden og dybere måde, end vi havde for vane.

Føj selv eksempler til. Eksempler på lærere, der fagligt, socialt og menneskeligt satte skel og fik betydning langt ud over skolen og timerne.

Og læg dertil, hvor mange lærere der har ydet et kolossalt bidrag til de samfund og byer, de lever i. Som trænere, spejderledere, instruktør for den lokale revy, skaber af byens museum, igangsætter af genbrugsaktiviteter. Og så videre og så videre.

Og husk så også lige nutidens enorme krav til lærere og skoleledere - ikke mindst om en omstillingsparathed og en dokumentationspraksis, der nærmer sig det vanvittige. Som min bror, der er lærer, af og til sukker: ”Kunne man da ikke bare få lov at undervise!”

Nogle gange bruger man udtrykket, at ”det ville aldrig gå i det private erhvervsliv” - underforstået: at det er meget hårdere og sværere at gebærde sig i det private erhvervsliv end i det offentlige. Jeg tror ikke, det passer. I al fald ikke, når det gælder lærerjobbet. Jeg mener, hvor lang tid kunne vi andre klare det? Med de børn, vi sender i skole, og som ikke alene skal lære noget, men også ofte opdrages sådan helt elementært!

Hvor længe ville vi andre klare det? Eller finde os i at arbejde i de nedslidte, udtjente og rent ud sagt ofte direkte grimme omgivelser, som skolelærerne må tage til takke med? Og hvor mange ledere med det ansvar, som en skoleleder har, vil gøre det for en løn på det niveau - og til gengæld uden frynsegoder som fri bil og aktieoptioner. Selv de mest hårdkogte ledere i det private erhvervsliv ville formentlig hurtigt bukke under i skoleverdenen.

Derfor denne opfordring her ved skoleårets start: Ros en lærer! Godt og grundigt. Fortæl, at du sætter pris på ham eller hende. På engagementet, nærværet, fagligheden, den gode information på forældre-intra, skuespillet ved skolefesten og den nærmest overmenneskelige tålmodighed med vores børn.