I skovens dybe stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang;
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.
Fritz Andersens velkendte strofer fra 1864 synger nærmest sig selv på en skovsti som denne en varm julidag. Det er professor og sprogforsker Johannes Nørregaard Frandsen, som har opfordret til skovtur for at komme på sporet af roen.
Engang hørte roen hjemme i troens landskab, hvor tilliden til Guds omsorg gav én ro, men for det moderne menneske går vejen til ro ikke via troen, men via et ydre punkt, som kan være naturens ro som her på stien.
Når kufferter og tasker i disse dage gøres klar i mange hjem, er steder, som kan give adgang til ro, det, mange rejser efter, hvad enten turen går til fjerne egne eller sommerhuset.
”Engang var roen installeret i dig ved troen, men med individualiseringen bliver roen noget vegetativt, hvor den enkelte skal finde en balance i sig selv. Og for at finde den begynder man at rejse ud.
Du finder det hos H.C. Andersen, Grundtvig og Adam Oehlenschläger. Roen bliver en tilstand i dig, men det kræver en ydre oplevelse at få roen ind i dig. Det er den tradition, som vi i dag står på skuldrene af,” siger Johannes Nørregaard Frandsen.
Den danske ordbog har fire beskrivelser af ”ro”. Der er ro som fysisk hvile, ro som en tilstand, hvor noget står stille, ro som en tilstand uden støj eller forstyrrelser og endelig ro som en tilstand uden bekymring, nervøsitet og en følelse af harmoni eller afslappethed.
Det var for at finde denne indre ro, at 1800-talsmennesket for eksempel gik ud i den romantiske landskabshave. I takt med at vi har fået en kultur, som hylder vækst, udvikling og omstilling, går flere med drømmen om en indre ro.
Ja, den indre ro er for nogle blevet et trofæ, som de gerne vil lade, som om de har, selvom det ikke er tilfældet. Men hvad er anatomien af den indre ro, og er den mulig at nå frem til?
For at besvare det spørgsmål har vi opsøgt tre mennesker, som professionelt arbejder med at formidle ro: en psykolog, en praktiserende læge og en præst.
Psykologen hedder Kisser Paludan og er 46 år. I 15 år har hun undervist og haft samtaler med mennesker i sin praksis i København. Hun har mødt mange, som ønsker at opnå ro, og hun tror på, at alle kan træne en evne til indre ro.
”Jeg tror, ro er vores essenstilstand. Da vi kom ind i livet, var vi os selv, rolige og nærværende, så de fleste ved, hvordan det føles. Når man har ro, så har man tit en følelse af, at tingene bare skrider af sig selv let og ubesværet.
Ro er en tilstand af bevidst nærvær, hvor man er 100 procent til stede i det, man gør. Den store hindring for indre ro er, at vi forholder os til fortiden eller fremtiden,” siger hun.
Hun kan gerne se, når hun møder et menneske med indre ro. Kropsholdningen er åben, og blikket flakker ikke. Fordi ro signalerer overskud, møder hun også mennesker, som lader, som om de bærer en indre ro.
”Samtalen afslører, om man har en base af ro. Et menneske i ro står, selvom det bliver skubbet, og har et højt selvværd, som hænger sammen med, at det er et menneske, som kan lide sig selv.
Mennesker, som lader, som om de har ro, mangler dybde og har typisk travlt med at tale om alt, hvad de kan og har,” siger hun.
Mestrer man indre ro, præger det alle hverdagens mange gøremål, forklarer Kisser Paludan. Et eksempel: Man går ikke bare en tur i skoven, men man mærker duften af blomstrende hyld, solen, der bager på de bare arme, og tænker ikke på, hvad man skal lave, når man kommer hjem.
”Roen kræver, at du er i din krop. Hvis man gerne vil have ro, skal man ankomme til sin krop, men mange mennesker lever ude af sig selv og lever i andre menneskers forventninger og billeder af dem.
Når man engang skal se tilbage på vores tid, tror jeg, at man vil beskrive den som en vanvittig tid, hvor folk troede, de kunne gøre en hel masse på samme tid fra at hente børn tidligt, have karriere, holde styr på hus og have og lave middag til vennerne,” siger hun.
Men er vi ikke netop blevet mestre i at mærke efter og give udtryk for vores følelser? Mindfulness har gået sin sejrsgang det seneste årti, og psykologernes sprog er på mange måder blevet folkeeje.
Kisser Paludan konstaterer, at mange har fået en psykologisk bevidsthed, men når det kommer til at mærke efter, så er der stadig mange, som helst er fri.
”Det kræver mod at pille i egen navle, og de færreste tør sidde over for en psykolog og tale om deres indre tilstand.
Hvis vores barn har slået sig, så tøver vi ikke med at tage imod det med åbne arme, men når det gælder os selv, er vi ikke gode nok til at passe på os selv og mærke efter, hvordan vi egentlig trives. Hvis man sammenligner vores indre liv med et hus, så har mange huse, som de ikke er fortrolige med,” siger hun.
Gennem årene har hun mødt flere klienter, som er kommet med et ønske om at få et liv med mere nærvær og større ro, men som ikke er kommet i mål med det.
”En typisk øvelse er, at man skal finde 10 minutter hver dag, hvor man bare skal fokusere på at trække vejret, men mange er kommet tilbage efter to uger og har sagt, at det har de ikke kunnet finde tid til. Sludder.
Det er mennesker, som har en stor modstand mod at komme i kontakt med deres indre hus.
Når vi lever stressede liv, er det i mange tilfælde, fordi vi er på flugt fra følelser og dermed på flugt fra os selv. Hvis vores børn er kede af det, vil vi gerne høre på det, men hvis vi selv dybest set er kede af det eller har andre komplicerede følelser, løber vi væk fra os selv. Dermed forsømmer vi også muligheden for indre ro,” siger hun.
I venteværelset hos praktiserende læge Lise-Lotte Hergel er det ikke ro, men snarere uroen, som sætter sig i blikkene og pandernes rynker. Hun er 53 år og har haft praksis i 21 år og siger, at hun flere gange om dagen sender folk ud ad døren med mere ro, end de kom med.
Alvorlig sygdom er danskernes klart største bekymring. Det har flere undersøgelser vist og senest en Megafon-måling lavet for Dansk Sygeplejeråd i foråret.
Her svarede to ud af tre, at risikoen for, at de selv eller en af deres nærmeste bliver ramt af en alvorlig sygdom, bekymrer dem i dagligdagen.
”Tidligere i dag kom en kvinde, som har været gennem en række barske ting, og nu havde hun ondt i sit bryst. Jeg kunne se, at hun var bekymret, men da hun gik, så havde hun ro på. Nogle gange skal jeg vælte folks verden, andre gange kan jeg sige 'ro på'.
Så kan jeg se, at skuldrene falder ned, man er ikke så anspændt i mimikken, og blikket bliver mildere, når roen falder på,” siger hun.
Når hun tænker på ro, ser hun for sig den aldrende bedstefar i Astrid Lindgrens ”Alle vi børn i Bulderby”. Han sidder i en gyngestol og siger ord som ”Okkeja, okkeja”, mens børnene leger omkring ham.
”Jeg vil gerne blive som ham en dag. Han udtrykker en harmoni i, at det er okay at være her, nyde det uden at have brug for at komme med sin uforbeholdne mening.
Det er en åben adfærd, som ikke er betinget af præstationer eller farvet af, hvad man skal eller bør. Jeg tror, det er et basalt behov, men samtidig er det en flygtig følelse som følelsen af lykke.”
Hun ser mellem 20 og 30 patienter på en typisk arbejdsdag, og hun har altid sat tid af til to samtaler med mennesker, som er eksistentielt ramt.
Det kan være mennesker med en livstruende diagnose eller personer, som er søvnløse på grund af relationelle konflikter. Selvom det typisk er problemer, der ikke let lader sig løse og måske er uløselige, oplever hun i samtalerne, hvordan der kan være kort vej fra uro til ro.
”Min professionelle ro kan jeg overføre til dem. Og som gammel rotte kan jeg tale om svære ting uden at være urolig. Jeg tænker ro som et overordnet begreb, knyttet til ens sindstilstand og uafhængigt af, hvad vi kan måle ved blodprøver, blodtryk og hjertekardiogrammer.
Du kan have dårlige tal og alligevel have ro, og du kan have et flot, lavt kolesteroltal og blodtryk inden for normalområdet og være grebet af uro.”
Som læge er det også hendes lod at formidle budskaber, som får verden til at vælte, når mistanke bliver til diagnose.
”Selvom jeg skal sende folk hjem med en kræftpakke, så gør jeg mit bedste for at guide dem, så de ved, hvad der skal ske. Det bliver de ikke rolige af, men jeg kan sige til dem, at de altid kan ringe mig op.”
Er roen ude i naturen, er roen i ens indre, når man lærer at mærke efter, eller når lægen konstaterer, at bekymringerne var unødvendige?
For sognepræst i Odense Domkirke Anne Birgitte Reiter, 58 år, er der en grundlæggende ro, som kan løbe gennem alle livets dage. Også de hektiske. Selvom udviklingen siden 1800-tallet har fået folk til at søge andre veje, så mener hun, at mange i kristendommen finder en ro, som de lever deres liv ud fra.
”Jeg kender en del mennesker med denne grundro, og det er ikke nødvendigvis folk, som bruger megen tid på at meditere, men for eksempel stovte bønder med en kristen tro.
Roen og stilheden er dér, hvor vi møder det hellige og kan hvile i troen på Gud. Jeg kan have masser af uro i mig, men samtidig giver troen en vished om, at det ikke kan gå afgørende galt, hvilket giver en ro,” siger hun.
Det er hendes erfaring, at denne såkaldte grundro skal fodres og holdes ved lige.
”For min egen del må jeg bringe mig i forbindelse med noget, som er større end mig selv, og hver dag have tidspunkter, hvor jeg beder eller læser i Bibelen,” siger hun.
Hun har flere gange erfaret, at denne grundlæggende ro kan formidles til andre gennem ritualer og samtale.
”Der er en stilhed i kirkens rum, som befordrer roen. Jeg kan mærke, hvor meget det giver et menneske, når vi har en stille samtale i fred og ro, som vi måske afslutter med en bøn, og bliver man i kirkerummet, er der denne basisro, som man kan koble sig på. Ro og Helligånd hører sammen.”
Du kan høre artiklen læst op af artiklens forfatter, Else Marie Nygaard, på k.dk/lyd