Imran Rashid sad dybt begravet i researchen til sin nye bog ”Mærkbarhed”, da sønnen Isak på ni år spurgte, hvad han lavede. Som en slags vidnesbyrd om, hvor travlt Imran Rashid havde i det øjeblik, holdt han den uendelige to do-liste over vigtige gøremål op foran sin søn.
Sønnens svar gjorde indtryk.
”Kan du så ikke også skrive mig på den liste, så vi snart kan lave noget sammen?”, spurgte drengen.
Imran Rashid, speciallæge, forfatter og foredragsholder, lægger ikke skjul på, at også han, der har beskæftiget sig med digital sundhed i årevis, kan famle i en verden, hvor andres anerkendelse og målbare resultater bliver ledetråd. Det er den samme verden, han med fornuft og følelse, hjerne og hjerte går efter i sømmene i bogen, der har fået undertitlen: ”Hvordan vi mistede følingen med livet – og hvordan vi finder den igen”.
I sin femte bog, skrevet i samarbejde med sociolog Rikke Østergaard, stiller Imran Rashid en diagnose af vores samtid som et luksushamsterhjul, hvor alt for mange i jagten på den næste toppræstation og ydre anerkendelse ender stressede, deprimerede og ensomme. Den største skurk er den såkaldte målbarhed, der i takt med, at samfundet er blevet mere digitaliseret, umærkeligt er trængt ind i alle dele af vores liv. Med følger krav om, at vi skal være effektive, produktive og perfekte, og det fjerner os fra nuet. Som kur mod ”målbarhedens syge” foreslår den dansk-pakistanske læge en ”følelsesmæssig oplysningstid” og en rejse mod et liv med mere positiv mærkbarhed – et behov, som alt for længe er blevet forsømt. Hvad han mener med mærkbarhed, og hvordan vi skaber mere af det, vender vi tilbage til.
Som læge har Imran Rashid på tætteste hold bevidnet alt for mange, der har været ved at drukne i deres hverdag. Han beskriver et typisk billede, hvor den enkeltes liv er styret af den bugnende indbakke, trangen til at performe og behovet for andres anerkendelse. Over tid betyder det, at vi orienterer vores selvværd efter omverdenens reaktioner, snarere end at navigere efter, hvordan vi har det indeni.
”Risikoen er, at din egen indre verden nemt kan ende med at blive et ukendt land uden for rækkevidde,” konstaterer han.
Ligesom i Rashids tidligere bøger afsætter han et ikke uvæsentligt antal sider til den digitale verden og årsagerne til, at techgiganternes forretningsmodeller i hans øjne er blandt de største trusler mod menneskets evne til at holde fokus i længere tid ad gangen.
Man ser det faktisk for sig, når han beskriver, hvordan vi hver især intetanende deltager i et uendeligt skakspil mod techgiganterne. Menneskets brikker er viljestyrke, tid, fokus og opmærksomhed, mens modstanderen er bevæbnet med viden om ethvert træk, vi nogensinde har foretaget os og en dyb psykologisk indsigt i, hvad vores likes, opslag og øvrige digitale adfærd siger om os hver især.
Facebook betegner han som ”et digitalt running-sushi”, hvis formål er, at vi skal blive hængende i restauranten så længe som muligt, mens vores telefoner er ”et døgnåbent digitalt buffetbord indeholdende alverdens personaliserede oplevelser, man frit kan snacke i”.
Imran Rashid sætter ord på sin pointe:
”Det kan sagtens være kombinationen af en ukritisk digitalisering og en hæmningsløs kapitalisme bygget ind i de skruppelløse techgiganters forretningsmodeller, der kan have faciliteret mange af de mentale problemer, som vi kæmper med i dag.”
Hvad er så kuren? Imran Rashid har for vane at være konstruktiv.
”Luk øjnene, mens du tager en dyb indånding og tæller langsomt til 10. Læg mærke til alle de tanker, der flyver rundt i dit hoved som små ildfluer, og brug et par dybe åndedrag til at puste dem ud, så dit hoved langsomt, men sikkert, bliver tømt.”
Undervejs i bogen opfordrer Imran Rashid aktivt sine læsere til at holde en pause og tage sig tid til eftertænksomhed. Fundere over spørgsmål som ”Hvor meget ville du ønske, at teknologien fyldte i din hverdag?” eller ”Hvem bestemmer egentlig over din tid?”
Med spørgsmålene ønsker forfatteren at få læseren til at reflektere, så det bliver lettere at genfinde følingen med livet.
Han mener, at vi har brug for en ny oplysningstid.
”En oplysningstid,” forklarer han, ”der ikke længere handler om rationelt at forstå verden rundt om os, men om følelsesmæssigt at lære at forstå verden inden i os.”
Med endnu et sigende billede sammenligner Rashid det at finde følingen med livet med øjeblikket, hvor en pickup-arm rammer en gammeldags grammofon. Det er netop friktionen fra ujævnhederne i vinylpladen, der skaber musikken. Når man løfter pickuppen, er den væk. Musikken er billedet på den positive mærkbarhed, Imran Rashid mener, vi har brug for.
”Mere præcist handler det både om at kunne være og opleve glæden i nuet frem for hele tiden at være på vej videre til næste sanseoplevelse. Det kræver derfor både tid, dedikation og frem for alt en øget grad af bevidsthed om, hvad vi egentlig oplever, så indtryk får lov at bundfælde sig i os,” uddyber han. Bogen er udgivet på Rashid’s eget forlag, som han netop har navngivet Forlaget Indtryk.
Læs uddrag af ”Mærkbarhed – Hvordan vi mistede følingen med livet – og hvordan vi finder den igen” på k.dk/livher.