Han gjorde det heller ikke selv, indrømmer han. Kiggede sine patienter tilstrækkeligt dybt i øjnene til at forstå, hvad der virkelig rørte sig i dem og deres sygdomsramte sjæl og legeme. Ikke før den dag, han begyndte at arbejde med indvandrere.
”Man kan sige, at det var indvandrerne, der tvang mig til at se dem dybt i øjnene. For alt, hvad vi plejede at gøre, duede ikke. Når de havde fået taget 1000 blodprøver og var blevet scannet massevis af gange, men intet virkede, hvad gjorde vi så? Vi blev tvunget til at begynde at se mennesket bag sygdommen og spørge ind til, hvad det virkelige problem var,” forklarer Morten Sodemann, professor og leder af indvandrermedicinsk klinik på Odense Universitetshospital.
Han er aktuel med bogen ”Sårbar? Det kan du selv være. En bog om lægers og sundhedsvæsenets rolle i patienters sårbarhed”. En bog, der i første omgang var udformet som et inspirationsoplæg til dialogmøder og seminarer for ansatte i sundhedsvæsenet – deriblandt også læger. Men fakta var, at lægerne glimrede ved deres fravær, når Morten Sodemann og hans kolleger videregav deres viden om arbejdet med sårbare patienter.
Nu håber han, at de i stedet vil læse bogen, for han mener, at lægerne i højere og højere grad forsømmer noget ganske essentielt i deres arbejde.
”Lægerne er ved at tabe patienterne på gulvet. Alt det humanistiske og hele patientforståelsen har man overladt til sygeplejerskerne og andre sundhedspersoner. Det betyder, at patienterne ikke føler, at de bliver set og hørt, og jeg er faktisk ikke sikker på, at mine kolleger har reflekteret nok over det og konsekvenserne af det,” siger han.
Selvom Morten Sodemanns egne erfaringer med patienters sårbarhed stammer fra hans arbejde med en åbenlyst sårbar patientgruppe, indvandrere, mener han, at der mangler blik for, at alle patienter på hospitalerne i princippet kan være den sårbare patient.
”Vi ved ikke præcis, hvordan sygdommen vil påvirke patienternes liv. Men det, vi ved, er, at indlæggelse på hospitalet kan have konsekvenser for deres liv. Et amerikansk studie har for eksempel vist, at indlæggelse i gennemsnit fører til 20 procent lavere årsindkomst i mindst 10 år efter udskrivelsen, at der er øget risiko for skilsmisse, at miste venner og arbejdskolleger samt konflikter mellem de pårørende. Det univers ignorerer vi fuldstændigt som læger. Men når vi gør det, så tror jeg heller ikke, at vi kan give patienterne den rigtige behandling,” siger han og giver et eksempel.
”Mange diabetespatienter, for eksempel, tager slet ikke alle de præparater, de får udskrevet. Men hvis man så går hen og ’bliver gode venner’ med de her patienter og tager dem under armen, så sker der noget. Og pludselig kan man få dem til at tage den medicin, de har brug for. Problemet i dag er, at vi tror, vi kan scanne os ud af det. Men hvad hjælper det, at lægen ændrer i dosis på noget medicin, som patienten slet ikke tager?”, spørger Morten Sodemann.
Men hvad er så årsagen til, at hospitalslægerne ikke længere ser patienterne i øjnene og lytter til deres historie og til, hvad der rører sig i hovedet på dem? Et oplagt bud kunne være et presset sundhedssystem, hvor tiden ikke er til det. Men den forklaring er langtfra fyldestgørende, mener Morten Sodemann.
”Det er det første argument, jeg hører, når jeg holder oplæg om det her. Men der må jeg bare sige, at læger har fået syv års uddannelse, og de er uddannet til at tage sig af patienter og ikke sundhedsvæsenet. Det er patienterne, der er kerneopgaven, og hvis du ikke har tiden, må du skabe den eller kæmpe for den. Men folk er holdt op med at kæmpe for patienten,” siger han.
Det er ikke, fordi læger er mennesker uden moral eller skal ses som personer, der bevidst foretager uetiske valg i deres hverdag, mener Morten Sodemann. Der er snarere tale om, at de som faggruppe langsomt, men støt, præges i en uheldig retning.
”Lægeuddannelsen er blevet mere og mere skræddersyet til virkelighedens produktionsforståelse. Læger bliver dygtige til at stille diagnoser og komme med behandlingsforslag. Men de der humanistiske helikopterfag på medicinstudiet som filosofikum og sexologi er forsvundet, så lægeuddannelsen i dag er blevet en håndværkeruddannelse. Der er stadig mange, der begynder at læse til læge, fordi de vil gøre noget godt for andre, men det er, som om det forsvinder undervejs og når de kommer ud i det virkelige liv,” siger Morten Sodemann.
Han foreslår med lige dele ironi og alvor, at man passende kunne begynde at screene kommende læger, som man screener jægersoldater igennem deres uddannelsesforløb.
”Man screener ikke jægersoldater for råstyrke, men for at finde ud af, hvem der har udholdenhed, forudsigelighed, teamånd og vedholdende kampånd, selvom de er i konfliktzoner eller er trætte. Måske skulle man på samme måde begynde at udvælge læger efter, om de er i stand til at bevare et empatisk helhedsbillede på trods af, at sundhedssystemet ser ud, som det gør,” siger han.
Morten Sodemann mener også, at der er sket et skred, efterhånden som læger er blevet mere og mere specialiserede. Så specialiserede, at der ikke længere er plads til blikket for det hele menneske.
”Vi ser scanninger, blodprøver og tests, men det hele menneske og dets sygdomsbyrder lærer vi at ignorere. Vi synes, at det forstyrrer os og er lidt i vejen. Vi er kommet til at skyde vores profession i foden og har tilladt os at miste patienten. Og det er måske ikke altid det bedste at skille det lægemæssige og det menneskelige. Det gør mange patienter rigtig sårbare,” siger han.
På Morten Sodemanns arbejdsplads på indvandrermedicinsk klinik skriver de ikke længere almindelige journaler. I stedet skriver de problemlister – lister, hvor patienternes problematikker nedfældes. På den måde skabes et helhedsbillede af patienterne, og man bruger tid på at klarlægge problemerne, før man begynder at komme med alle mulige forslag til løsninger, der i sidste ende måske alligevel ender med ikke at være de rigtige.
Patienterne er glade for det, og de gode erfaringer er værd at give videre. Dels er der blevet lavet beregninger, der viser, at det økonomisk kan svare sig at have den tilgang, fordi det sparer på blandt andet medicinudgifter og genindlæggelser. Dels er det ikke kun de åbenlyst svage patienter, der er sårbare.
”Alle kan være den sårbare patient. Også de veluddannede, der måske er for høflige eller for generte til at få fortalt lægerne, hvad der rører sig i dem. Eller de patienter, der ikke følger med i behandlingen og regner med, at lægerne har styr på det. For vi ved jo godt, at det kan være afgørende, at man selv lige husker på, at man får taget de lovede blodprøver. Og et af de rigtig klare tegn på, at alle kan komme til at stå i rollen som den sårbare patient, det er de bøger, som læger udgiver, når de selv har været i rollen som patient og oplevet systemet fra den anden side. Så kan de pludselig se noget andet, end de kunne før,” siger Morten Sodemann.
Morten Sodemann ser blandt andet målrettet skoling i konfliktløsning samt bedre uddannelse i kommunikationen med patienterne som en del af løsningen på det problem, som han kalder en kæmpe udfordring i sundhedsvæsenet. Ikke mindst fordi uligheden i sundhedssystemet øges, jo dårligere lægerne er til at håndtere sårbare patienter. Heldigvis tror han ikke, at løbet er kørt endnu.
”Jeg ved, jeg har ret. Mange læger mener det samme, men tør ikke sige det til møder og i pressen, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre ved det. Men jeg tror gerne, at lægerne vil, og jeg har masser af eksempler, som kan illustrere, hvad problemet er. Og hvis man bliver ved at oversætte det til noget konstruktivt, så tror jeg også på, at det kan ændre sig,” siger Morten Sodemann.