Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Fødselsdagsportræt

Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden

Dronning Margrethe har på grund af coronavirussen aflyst fejringen af sin 80-årsfødselsdag. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den 16. april fylder Danmarks dronning 80 år. I otte nedslag fra otte årtier beskriver Kristeligt Dagblad en række definerende begivenheder fra hendes liv

Den 4. maj 1945. Danmarks befrielse
Prinsesse Margrethe lå og sov i sin seng på Amalienborg, men noget havde vækket hende. Hun var bare fem år og var blevet lagt i seng tidligt, men hendes værelse vendte ud mod Frederiksgade, hvorfra der nu lød et leben af folk, der råbte hurra for Kongen, hendes farfar. Det undrede den lille prinsesse, som af sine forældre blev kaldt Daisy.

”Det er jo ikke farfars fødselsdag endnu. Det er jo først i september, og nu er det maj. Hvorfor råber de hurra for Kongen?” tænkte hun ved sig selv.

Hendes far, kronprins Frederik, kom op og hentede hende, og hun kom i natkjole med ned i dagligstuen, hvor hendes mor, kronprinsesse Ingrid, tog kærligt imod hende. Margrethe forestillede sig, at hun nok ville blive smidt på hovedet i seng, men det gjorde hun slet ikke. Tværtimod fik hun gul sodavand, og det var meget fint og meget sjældent.

Kort forinden klokken 20.35 havde BBC meddelt, at de tyske styrker i Danmark havde overgivet sig, mørklægningsgardinerne var blevet flået ned og erstattet af levende lys i vindueskarmene.

På Amalienborg midt i København kunne de høre og ud ad vinduerne se, hvordan danskerne myldrede ind til centrum og mod slotspladsen for at vise deres respekt for kongehuset. De kunne ikke komme ind på selve pladsen og stod derfor i sidegaderne. Både kong Christian X, kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid var blevet i Danmark sammen med folket frem for at flygte til udlandet. Det blev de nu hyldet for, og stemningen var euforisk.

Prinsesse Margrethe, der var kommet til verden den 16. april 1940 blot en uge efter besættelsen, havde aldrig oplevet et frit Danmark. Og glæden, hun oplevede 4.-5. maj, fortsatte hele den sommer. Til trods for, at hun kun var fem år, da befrielsesbudskabet lød, indprentede oplevelsen og stemningen sig i den lille prinsesse. De første fem år af hendes barndom blev definerende for hendes opvækst, og hun fik på det nærmeste fædrelandskærligheden ind med modermælken. Overalt, hvor man kom, vajede dannebrog i vinden, og i skolen lærte hun at synge alle vers udenad af ”Hvor smiler fager den danske kyst” og ”Danmark nu blunder den lyse nat.”

Den 5. juni 1953. Tronfølgeloven
Vejret var godt, og 13-årige prinsesse Margrethe legede udenfor, da hendes far kong Frederik IX kom hen til hende. Hun vidste godt, at det var en særlig dag. Han sagde til sin ældste datter:

”Det er en stor dag i dag, og derfor har jeg en gave til dig.”

Han tog en lille smykkeæske frem og rakte den til hende. I den lå en broche med røde sten formet som en hestesko for lykke. Den broche kom hun til at bære ved mange lejligheder fremover. Den markerede, at hendes liv nu blev forandret for altid. Efter en folkeafstemning stod det klart, at hun som 18-årig ville være Danmarks tronfølger.

Da det i slutningen af 1940’erne var en realitet, at dronning Ingrid ikke kunne få flere børn udover de tre døtre, var politikerne begyndt at drøfte muligheden for at ændre tronfølgerloven. Ligestilling mellem kønnene var en del af tidens krav, påpegede de over for kongen, der var skeptisk, fordi Margrethe kun var et barn.

Men den 27. marts 1953 underskrev kong Frederik IX Tronfølgeloven, som blev afgørende for hans ældste datters skæbne. Med den kunne man få den populære prinsesse Margrethe på tronen frem for Kongens bror, arveprins Knud.

”Træd varsomt, Margrethe skal have lov til at være et barn,” sagde Kongen til Statsrådet.

Han og dronning Ingrid havde frem mod folkeafstemningen forsøgt at forberede datteren på, hvad der var i vente, men samtidig ville de ikke presse hende mere end nødvendigt. Hun var et genert barn og kunne ikke lide tanken om at skulle overtage troen. For når det blev hendes tid, ville det jo betyde, at hendes far ville være død, og den tanke var ubærlig for hende.

Prinsessen trivedes bedst, når hun kunne være som andre børn, og hun holdt af at være elev på N. Zahles skole i København. En dag spurgte lærerinden, hvad eleverne mente om kvindelige præster og ligestilling mellem kønnene. Hun henvendte sig direkte til kronprinsessen, for hun skulle jo være dronning.

”Det er ikke sikkert,” udbrød Margrethe og løb ud på gangen og tudede i frakkerne.

Men på sin 18-års fødselsdag i 1958 fik hun officiel titel af tronfølger.

1966. Forlovelsen
Den 4. september 1966 satte prinsesse Margrethe sig bag rattet i sin blå Volvo Amazon, som hun havde fået af bilfabrikanten til sin 18-års fødselsdag, og kørte mod lufthavnen i Kastrup.

Her landede den franske greve Henri de Laborde de Monpezat, som sankthansaften på Rosenfeldt Gods på Sydsjælland i hemmelighed havde friet til sin Margrethe. Hun havde sagt ja, og forelskelsen lyste ud af parret, da de under stort presseopbud omfavnede hinanden i lufthavnen. Kun to dage forinden havde pressen fået nys om forholdet.

Hendes forældre havde allerede mødt ældstedatterens kæreste og sagt god for ham, men de måtte afvente et statsråd, før regeringens godkendelse var på plads og forlovelsen officiel.

Et år inden forlovelsen havde Margrethe og Henri haft hinanden til bords ved en privat middag i London, hvor hun studerede økonomi ved London School of Economics, og han arbejdede som ambassadesekretær ved den franske ambassade i London.

Senere mødtes de igen til et bryllup i Skotland, hvorefter han havde inviteret hende ud at spise, og det var hendes første date nogensinde. Og så gik der ild i huset, som hun sidenhen selv har beskrevet sin forelskelse i Henri.

Den 5. oktober 1966, dagen efter Folketingets åbning, godkendte regeringen forlovelsen mellem Danmarks tronfølger og hendes franske kærlighed. Kong Frederik IX kørte dem i sin åbne højrestyrede vogn rundt i hovedstaden, hvor de blev tiljublet af folket. Hyldesten fortsatte på balkonen på Amalienborg, hvor de nyforlovede glade strakte armene i vejret. Margrethe i ærmeløs hindbærrød kjole med tilhørende hat og Henrik i elegant tredelt jakkesæt.

Den 10. juni 1967 blev de gift i Holmens Kirke i København og holdt bryllupsfest for 400 gæster. Ikke længe efter blev de forældre. Prins Frederik blev født i 1968, og prins Joachim kom til verden i 1969. Nu var de en rigtig familie.

Den 15. januar 1972. Danmarks Dronning
En sortklædt Margrethe med sort slør i hatten trådte ud på balkonen på Christiansborgs Slotsplads med statsminister Jens Otto Krag (S) ved sin side. Mange tusinde danskere var samlet på pladsen, da statsministeren kundgjorde:

”Kong Frederik den Niende er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden.”

Herefter holdt Margrethe en kort tale. Hun sagde:

”Min elskede far, vor konge er død, og en stor sorg har ramt os alle. Men størst er sorgen for min mor, Dronning Ingrid. Den gerning, som i næsten 25 år var min fars, er nu lagt på mine skuldre, og jeg beder Gud hjælpe mig og give mig styrke til at løfte den tunge arv.”

For Danmarks dronning, det var hun, i en alder af 31 år. Lige under kraven på hendes kjole sad den hesteskobroche, som hun som 13-årig havde fået af sin elskede far.

Aftenen forinden var kong Frederik IX udåndet efter at have været ramt af influenza og muligvis lungebetændelse. Allerede under kongens nytårstale den 31. december 1971 havde det været tydeligt, at han var både træt og svækket.

Kong Frederik IX’s sidste ord til folket blev ”Gud bevare Danmark”. Herefter gik han direkte i seng med feber.

For Margrethe havde det været mærkelige og vigtige dage. Familien var klar over, hvilken vej det ville gå, og efter nogle dage var hendes far blevet indlagt på Kommunehospitalet. Her havde han sagt til hende:

”Nu er det dig, der skal tage fat.”

Hun glædede sig over, at han havde den nådegave, det er at kunne give slip og give sig sin skaber i vold. Døden havde været stille og ikke skræmmende. Ved yderdøren til Kommunehospitalet havde hendes mor, dronning Ingrid sagt:

”Daisy, du må gå først nu.”

Den 24. januar 1972 blev kong Frederik IX begravet i Roskilde Domkirke, der i århundreder har været den danske kongefamilies gravkirke. I seks dage havde kongens kiste i Christiansborg Slotskirke stået ”castrum doloris” – den offentlige fremvisning af prominente personers kiste inden begravelsen.

Kisten blev med kongeligt særtog ført fra København til Roskilde. Tusinder havde stillet op langs ruten, selvom det var bidende koldt.

Dronning Margrethe var tynget af sorg, men følte også, at hendes far var med hende.

Det betød meget for hende at vise sin far, at hun magtede opgaven som Danmarks regent.

Den 31. december 1984. Nytårstalen
Klokken lidt i 18 den 31. december 1984 kom Dronningen ned ad trappen, strammede sig an, og satte sig bag skrivebordet i sit modtagelsesværelse i Christian IX’s Palæ på Amalienborg. Iført bordeaux kjole og med nydeligt opsat hår og lakerede negle begyndte hun på sin nytårstale, som blev tv-transmitteret ud i de danske stuer.

Siden hendes fars død i 1972 havde hun hver nytårsaften holdt sin tale til nationen. Og som altid ville hun gerne sige noget ordentligt, når folk nu var så venlige at skrue op for radio og tv og høre og se talen. Hun satte pris på at være i direkte kontakt med danskerne frem for i en båndet version.

Sommetider gik taleskrivningen som en leg, andre gange gik det trægt, og hun og kabinetsekretæren sad i timevis og ”tyggede blyant”, fordi sætningerne ikke ville dannes i hendes hoved, og det ene ord var mere udueligt end det andet.

I 1984 lykkedes hun med at sætte sit personlige præg på den og holdt, hvad der skulle blive en af hendes mest citerede nytårstaler, da hun adresserede måden, vi i Danmark tog imod flygtninge, indvandrere og udlændinge på:

”Så kommer vi med vores danske humor og små dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder. Det kan vi ikke være bekendt. Hvis vi ønsker, at de nye år skal blive bedre end det gamle, er her et godt sted at begynde,” sagde majestæten bag skrivebordet.

Nytårstalen i 1984 gav anledning til mere debat end ellers, og hun dannede mode med udtrykket ”dumsmart”, som ellers ikke var udbredt. Analyser af Dronningens nytårstaler af blandt andre forfatter Jens Andersen har vist, at Dronningen altid ”flyver op i helikopteren” i sine taler. Hun tager nationen på briksen og tager livtag med det personlige ansvar, værdier, frihedsrettigheder og demokrati. Hun vil gerne løfte og opmuntre danskerne, men kommer også gerne med de sylespidse kommentarer, som bliver husket. Og disse har ifølge Dronningen aldrig været dikteret af andre.

”Møgfaldene har altid været mine egne. Dem har ingen andre lagt mig i munden.”

December 1999. Kirken og kunsten
Allerede en time før højmessen, der begyndte klokken 10, havde der dannet sig en længere kø af kirkegængere foran hovedindgangen til Aarhus Domkirke. Det var den tredje søndag i advent 1999, og det var ikke kun julestemningen, der havde lokket aarhusianerne i kirke denne søndag. Klokken et minut i 10 ankom dronning Margrethe – folkekirkens overhoved. For enden af midtergangen tog biskop Kjeld Holm imod hende.

Han bar for første gang den smukke bispekåbe i grønne nuancer, som Dronningen havde designet, og 1400 kirkegængere sad bænket for at se kåben og designeren bag. Prisen for kåben af damaskvævet stof af håndindfarvede grønne uld- og silketråde var 400.000 kroner.

Bispekåben var ikke dronningens første. I 1989 havde biskop Georg Seeberg indviet den mørkeblå bispekåbe, hun havde designet til Viborg domkirke, og mange år senere i 2017 designede hun et alterforhæng til slotskirken i Wittenberg i anledning af 500-året for Reformationen. Hun førte selv nålen og broderede med petit point -sting.

Religiøs kunst og kirkelige tekstiler er en særlig interesse for Dronningen, og hun har altid holdt af at tegne, brodere, male og sy. Som prinsesse og tronfølger voksede hun op i et kristent hjem og blev konfirmeret i Fredensborg Slotskirke i 1955. Dronning Ingrid var troende, og Kong Frederik IX var en mand, der stolede trygt på sin Gud. Det gav han videre til sin ældste datter.

Vendepunktet for hendes gudstro var faderens død i 1972. Da hun mistede sin far, samtidig med at hun skulle indtage rollen som Danmarks regent og stå i spidsen for kirken, var troen på Gud ikke bare formalia, men en nødvendighed og en støtte. Dronningen siger selv, at den kristne tro er blevet kernen i hende, uden at hun er blevet et særligt fromt gemyt af den grund.

”Man skal møve sig op og ud af sit hus og over i kirken, hvis man overhovedet kan. Somme tider er der bid, og sommetider er der ikke. Men man skal også tage de små søndage med.”

Den 1. august 2011. Familien og pligten
Solen tittede frem bag skyerne og græsset var lysende grønt, da dronning Margrethe og prins Henrik samlede børn og børnebørn til årets familiefoto på Gråsten Slot.

Kronprinsparret var der med deres fire børn, Christian og Isabella samt tvillingerne Vincent og Josephine, der blot var syv måneder gamle og med på sommerferie i Sønderjylland for første gang. Også prins Joachim og prinsesse Marie var der med prinserne Nikolai, Felix og Henrik. Året efter skulle de blive forældre til datteren prinsesse Athena. Fra Berleburg var prinsesse Benedikte der med sin søn, prins Gustav, og hans kæreste, Carina Axelsson.

Gråsten Slotshave er en engelsk inspireret landskabshave, som har været i den nuværende kongelige families eje siden 1935. Historisk er kronprinsfamilien ankommet i slutningen af juni, hvorefter dronningen og prins Henrik er stødt til. Der er en tradition, som Margrethe har videreført fra sin mor, dronning Ingrid. De to aftalte aldrig, at traditionen skulle videreføres. Sådan blev det bare, har dronning Margrethe forklaret.

Det er også i de smukke omgivelser i Gråsten, at fætre og kusiner gennem generationer har lært hinanden at kende. Og Dronningen har haft mulighed for at være sammen med sine børnebørn, hvilket hun ikke har så megen tid til ellers. Rollen som mor og bedstemor har aldrig faldet hende naturligt. I flere interviews og bøger har hun beskrevet sig selv som en dårlig pædagog og en utålmodig opdrager, der ikke har givet sig nok hen til legen med sønnerne og deres børn.

”Jeg er absolut ikke verdens bedste farmor, men jeg er deres eneste, og det bliver ikke bedre end som så. Jeg synes, det er pragtfuldt med bedstemødre, som omfavner børnene hele tiden. Jeg er ikke så dygtig til det.”

Prins Henrik trivedes til gengæld i rollen som bedstefar. Han var for alle børnebørnene grand-papa, som nød at være bedstefar, fordi han her ikke havde den samme pligt til at opdrage og danne dem som over for sine egne børn.

Til gengæld trives Dronningen med at have sit hjem flere steder i Danmark – og i Sydfrankrig på vinslottet Château de Cayx.

At flytte rundt mellem slottene, som Dronningen gør, når hun skifter mellem forårs-, sommer- eller vinterresidens, er ideelt i forhold til hendes mange opgaver. Amalienborg midt i den danske hovedstad er praktisk i forhold til de officielle opgaver. Men lige så vigtigt er det, at hun er synlig andre steder i landet – når hun går i kirke i Aarhus, møder hundeluftere i Fredensborg eller køber ind i Gråsten. Så er hun hele Danmarks dronning.

Den 20. februar 2018. Tabet af Prins Henrik
En sortklædt dronning Margrethe blev ført ind i Christiansborg Slotskirke af kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen, der skulle forestå bisættelsen. Herefter fulgte resten af den kongelige familie, anført af kronprins Frederik og kronprinsesse Marys fire børn.

Dronning Margrethes livsledsager gennem mere end 50 år, prins Henrik, var død. Tirsdag den 13. februar klokken 23.18 var han stille sovet ind efter kort tids sygdom. Han udåndede på Fredensborg Slot med sine nærmeste omkring sig. Efterfølgende havde prinsen ligget på castrum doloris i Christiansborg Slotskirke, hvor næsten 20.000 danskere havde defileret forbi hans kiste dækket med Dannebrog for at sige et sidste farvel.

Det ville have glædet Prinsen at opleve den opbakning, sagde Erik Norman Svendsen i sin tale ved bisættelsen:

”Døden kom næppe bag på Prinsen, der for flere år siden udtalte, at han tænkte på døden hver dag, ikke med frygt, men med accept. Døden kom heller ikke bag på den kongelige familie, der længe havde kunnet konstatere, at den før så livsduelige og udadvendte prins trak sig mere og mere tilbage fra sine opgaver, ja, gik på en slags pension, fordi kræfterne ikke mere slog til.”

Den bagerste del af slotskirken var efter prins Henriks ønske reserveret til blomster og buketter, for han ville, at familie og venner skulle mødes af en blomstrende have, når de trådte ind i kirken. Hele sit liv havde prinsen ligesom sin hustru været optaget af æstetik. De delte interessen for kunst, musik og poesi.

”Hans kunstneriske talent har været et særligt rum for ham og Dronningen, som de kunne dele med hinanden og senere med offentligheden,” sagde Erik Norman Svendsen.

Ti officerer fra den kongelige livgarde, der havde stået vagt om Prinsens båre, bar den ud af kirken. Med Erik Norman Svendsen ved sin side betragtede dronning Margrethe, hvordan kisten nænsomt blev båret ned ad trappen og hen til rustvognen, som kørte ham bort. Hans aske blev efter hans ønske efterfølgende delt i to. Den ene halvdel blev sat ned i haven på Fredensborg Slot. Den anden del blev spredt over de danske farvande.

Allerede i 1996 havde Dronningen udtalt sig om, hvordan det ville blive en dag at miste prins Henrik.

”Den dag, jeg mister min mand, vil verden gå i grus. Det er klart. Det bliver en anden verden efter det. Men der skal jo altså leves videre, det skal der jo.”

Dette løfte har dronning Margrethe holdt. Som næsten 80-årig er hun fortsat i fuld vigør. Som hun siger:

”Når jeg siger, at jeg bliver siddende, til jeg falder af pinden, er det, fordi jeg i princippet forestiller mig, at det er det, jeg er forpligtet på. At blive ved.”

Se en tidslinje over Dronningens liv her.

Tronfølger Margrethe hyldes på sin 18 års fødselsdag på balkonen på Amalienborg Slot. Her sammen med dronning Ingrid, prinsesse Anne-Marie, prinsesse Benedikte (bagved) og kong Frederik IX. – Foto: Aage Sørensen/Ritzau Scanpix.
1966: Prinsesse Margrethe bliver forlovet. Den udkårne, grev Henri de Laborde de Monpezat, sekretær ved den franske ambassade i London, kommer på sit første besøg og mod­tages i lufthavnen. – Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix.
”Hans Majestæt Kong Frederik den Niende er død. Længe leve Hendes Majestæt Dronning Margrethe den Anden,” udtaler statsminister Jens Otto Krag (S) fra balkonen, da han ud­råber Tronfølgeren, prinsesse Margrethe, til Danmarks dronning. – Foto: Aage Sørensen/Ritzau Scanpix.
Dronning Margrethes nytårstale fra Amalienborg i 1984, hvor hun ­gjorde udtrykket ”dumsmarte bemærkninger” til allemandseje. – Foto: Jan Jørgensen/Ritzau Scanpix.
Dronning Margrethe har designet bispekåber til flere af landets domkirker. I 1999 blev kåben til Aarhus Domkirke indviet. Dronning Margrethe følges ud af kirken med biskop Kjeld Holm, som er iført den nye bispekåbe. – Foto: Søren Holm/Ritzau Scanpix
I generationer er den kongelige familie mødtes til sommertræf på Gråsten Slot. En tradition, der blev etableret af dronning Ingrid. I 2011 var dronning Margrethe og prins Henrik blevet bedsteforældre til syv ud af de nuværende otte børnebørn. – Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix.
I 2018 mistede Dronningen sin livsledsager gennem mere end 50 år, prins Henrik. Med kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen ved sin side betragtede dronning Margrethe, hvordan kisten nænsomt blev båret ned ad trappen og hen til rustvognen, som kørte ham bort. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Prinsesse Margrethe, kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrid deltager i svensk flåde­besøg i Helsingør i anledning af afslutningen på 2. verdenskrig. – Foto: Walther Månsson/Ritzau Scanpix.