Berøring er blevet en mangelvare for alle, der ikke har en partner, hjemmeboende børn eller anden nær person, de kan putte sig ind til i denne tid, hvor myndighederne råder til mindst mulig fysisk kontakt grundet faren for smitte med coronavirus. Bedsteforældre må afstå trangen til at knuge børnebørnene i favnen, hos lægen mødes patienter af et nik, hvor det før var med et håndtryk, og fysisk berøring er heller ikke mulig at få hos de midlertidigt lukkede massører, fysioterapeuter eller når håret skal klippes. Mange oplever derfor den såkaldte hudsult, der er den moderne betegnelse for savnet af berøring fra andre mennesker.
For de ældre på landets plejecentre, der lige nu i de fleste tilfælde er isoleret fra al anden social kontakt end den, de mærker fra plejepersonalet, kan behovet for nærvær og berøring være ekstra udfordrende i denne tid. På plejecenter Violskrænten & Grønnegården i Grenaa, der ligger i Norddjurs Kommune, er der derfor i øjeblikket ekstra fokus på at give nærhed i forbindelse med den personlige pleje, fortæller Heidi Kjeldsen, der er tilknyttet ældrecenteret som ergoterapeut.
Det kan være et bad, hvor der bliver vasket lidt ekstra på ryggen, eller en tur ud i den friske luft, så de ældre mærker solens stråler eller vindens blæsen på altanen. Heidi Kjeldsen og det øvrige plejepersonale oplever nemlig, hvordan de ældre savner den nære hud mod hud-kontakt, som de plejer at få ved besøg af pårørende, frisøren og ved de andre aktiviteter, som de normalt deltager i, men som nu er lukket.
”Der er mange ting, der nu er forsvundet fra de ældre. De fleste spiser i deres egne lejligheder, for at vi ikke er for mange samlet på et sted, eller også kommer de ud ad flere omgange, så den sociale kontakt er begrænset. Før kom familien måske forbi til kaffe og kunne holde den ældre i hånden, men de besøg må de også undvære,” fortæller Heidi Kjeldsen.
Men det er ikke kun de ældre, der oplever, hvordan længslen efter berøring kan blive forstærket i denne tid. Også ensomme unge, udsatte borgere og alle dem, der uanset alder er afhængige af andres hjælp, oplever konsekvenserne af den nedsatte fysiske kontakt. Det forklarer neuropædagogisk konsulent Charlotte Voetmann, der i en årrække har arbejdet med at rådgive plejepersonale om berøringens betydning for særligt demente ældres trivsel. Tidligere har hun i sit hverv som sundhedsplejerske haft at gøre med helt små børn og nyfødte, og hun ved derfor, at berøringen er et basalt og livsnødvendigt behov, hvad enten man er 90 dage eller 90 år.
”Når vi rører ved hinanden og mærker en andens hud mod vores egen, frigøres stoffet oxytocin til hjernen. Det har en angst- og stressdæmpende effekt, der skaber tryghed og tilknytning, og det er nøjagtig det samme stof, som også helt små børn har brug for. Nu sker det så, at berøringen udebliver for mange ældre og ensommes vedkommende, og der opstår derfor en større tomhed og en indre uro hos mange, som blandt andet kan bevirke store humørsvingninger,” forklarer hun.
Og det er da også ganske naturligt, at mennesker mistrives, når de pludselig frarøves den berøring, de er vant til. Det understreger den svenske fysiolog og læge Kerstin Uvnäs Moberg, der i mere end 25 år har forsket i netop hudsult og effekten af stoffet oxytocin på menneskers psykiske såvel som fysiske helbred.
”Også før coronakrisen var der mange, der led under hudsult, men det, at rigtig mange mennesker nu er isoleret fra deres vanlige kontakt med omverdenen, forstærker blot følelsen af håbløshed, tunghed og manglende lyst til livet,” siger hun.
Det er derfor uendeligt vigtigt, at de, der kan, så vidt muligt forsøger at række ud til dem, man ved sidder alene hjemme og som måske kan føle sig særligt ensomme i denne tid, fortsætter Kerstin Uvnäs Moberg. Et telefonopkald eller et vink fra vinduet giver ikke samme effekt som en berøring. Men bare det, at man føler sig set, kan mætte den mest kritiske længsel efter berøring og omsorg fra andre mennesker, siger hun.
Det samme mener Belinda Hornshøj, der gennem syv år har beskæftiget sig med vigtigheden af sociale relationer og derigennem berøring fra andre som projektleder af projekt HeartWork. Et initiativ, der har til hensigt at danne bånd og relationer mellem skoleelever og plejehjemsbeboere i Herning Kommune.
”Jeg er sikker på, at personalet på plejecentrene landet over lige nu er ekstra kærlige. Men jeg er også sikker på, at de ældre virkelig savner børnenes besøg og nærheden fra alle de andre frivillige, der kommer på plejecentrene. Lige nu mangler de hænder. De udeblevne besøg, det manglende nærvær og den manglende berøring kan opleves som om, at man ikke bliver søgt af andre mennesker, og det får mange til ikke at føle sig gode nok, som de er. Så mister man troen på sig selv. Man sygner hen,” siger Belinda Hornshøj.
Heldigvis er der mange andre måder end den fysiske, hvorpå man kan røre hinanden, fortsætter Belinda Hornshøj. For det er ikke kun hud mod hud-kontakt, der tæller i forhold til, hvorvidt mennesker føler sig set og berørt. Også sjæleligt er det muligt at skabe nærhed.
”Når vi blot sidder ved siden af hinanden, når vi læser eller synger for den gamle og blot er til stede i nærværet, så knyttes der bånd. Lige nu ser vi, hvad det gør ved os mennesker, når vi lader nogle sidde i ensomhed. Og jeg håber, at der derfor efter coronakrisen vil komme et øget fokus på, hvordan vi skaber nærvær og berøring både fysisk, sjæleligt og medmenneskeligt.”
Korshærspræst i Aarhus og bestyrelsesmedlem i Ensomme Gamles Værn Morten Aagard har i sin hverdag at gøre med mennesker, for hvem manglende berøring fra andre mennesker længe før coronovirussens indtog var et vilkår. Han ved derfor, hvad der sker med et menneske, når savnet efter berøring vokser sig stort.
”Vi har alle brug for at blive berørt, det er en del af det at være i live. Korshæren er kendt for at være meget berørende. Folk får krammere og knus, man holder hinanden i hånden, og der er generelt en fysisk tilstedeværelse, som er meget stærk. Det mærker vi nu er et kæmpe savn for rigtig mange mennesker, der er sendt hjem i deres egen lille bolig. Og så er det, at meningsløsheden trænger sig på, og at man kan opleve angst og større grad af ensomhed end normalt,” siger han.
Man må derfor tage det alvorligt, hvis man oplever, at andre mennesker mistrives som følge af manglende nærvær i denne tid. Og så må man forsøge at lade gode ting komme ud af de nye erfaringer, som kollektivt drages af den mangel på fysisk kontakt, mange i øjeblikket oplever.
”Når dagligdagen ændrer sig, skaber vi nye vaner, og vi opdager og mærker ting, vi ikke ellers lægger mærke til. Rigtig mange kommer til at sætte langt større pris på et kram, end vi førhen har gjort, for vi får alle lige nu øjnene op for værdien af den berøring, vi mangler, når vi skal holde afstand.”