Prøv avisen
Spørg om livet

21-årige Tobias: Jeg savner at give min kærlighed til en pige

Der er ikke nogen piger, der viser interesse. Og jeg får ikke svar på mine beskeder på datingsites, skriver 21-årige Tobias, der længes efter en kæreste. Modelfoto Foto: Nima Stock/Ritzau Foto

Alle andre har tilsyneladende succes med det andet køn, skriver Tobias, der er fortvivlet over ikke at have en kæreste

Kære brevkasse

Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil med dette brev, måske bare komme af med sorgen? Men jeg kan mærke, at jeg langsomt er ved at miste håb og lysten til at leve.

Jeg er 21 år og har aldrig haft en kæreste. At jeg er så dårlig med piger, har altid været en gåde for mig. Jeg har spurgt mine venner om det. Jeg har læst gode idéer om det, der er på området. Jeg har været på datingsites i et år og skrevet til rigtig mange. Jeg har prøvet alt, synes jeg. Jeg har været stille og rolig og den bedste udgave af mig selv, været gode venner med piger og prøvet at være positiv.

Det er underligt. Jeg er i en venskabskreds med overskudsmennesker. De fleste af dem har masser af succes med det andet køn. De synes, jeg er interessant og beleven.

Men det nytter ikke noget. Der er ikke nogen piger, der viser interesse. Og jeg får ikke svar på mine beskeder på datingsites.

Jeg er medium pæn. Og jeg er almindeligvis glad og kun lidt genert. Og jeg har ikke specielt problemer med at henvende mig, og jeg er ikke specielt utilfreds med mig selv. Jeg klarer mig godt på mit studium med pænt høje karakterer. Og generelt er jeg meget stille og rolig i forhold til piger.

Er det mig, der er helt galt på den og unormal? Jeg savner rigtig meget at blive elsket. Jeg savner at give min kærlighed til en pige, og jeg savner sex. Jeg savner at snakke fortroligt. Jeg føler mig som det mest uattraktive menneske. Jeg føler, at jeg intet har af værdi, når jeg er det eneste menneske, jeg nogensinde har mødt, der aldrig har haft en kæreste. Jeg føler en stor sorg ved det. Jeg klarer ikke at acceptere min skæbne, jeg føler, at jeg ikke rigtig kan mestre at leve dette liv.

Jeg forsøger at være taknemmelig over de små glæder i mit liv.

For nylig fik jeg 12 i et fag, men den glæde varede kun i få timer, og så kom min sorg og jalousi tilbage. Jeg kan næsten ikke gå ude mere om dagen, fordi jeg der bare støder på masser af par, der nyder deres dejlige liv.

Jeg bruger alt for mange timer på at drømme om at møde en, få børn, gifte mig, få flere børn. Sådan kan jeg blive ved hele dage, uden at jeg kommer ud og forsøger at møde en pige i virkeligheden. Jeg tror ikke så meget på, at det vil ske.

Jeg har mistet meget håb. Og jeg kan godt få tanker om ikke at ville leve.

Venlig hilsen

Tobias

Kære Tobias

Tak for dit brev og dine tanker om din situation. Det er helt naturligt at længes efter at blive elsket og at længes efter en at dele livet med. Alle har brug for at blive set og mærket og være betydningsfuld. Og det at længes efter kærligheden er dybt menneskeligt og eksistentielt.

Vi ønsker ikke at komme med lette løsninger, og du har også allerede læst bøger og snakket med gode venner om dit problem, så at finde nye løsninger er nok ikke så let. Dit nødråb fortjener at blive læst og lyttet til, som det er. Og du har en stor sorg. Alligevel vover vi at sige det:

Du er et særdeles ungt og begavet og almindeligt menneske, som har mange muligheder foran dig. Du er lige i begyndelsen af 20’erne, og rigtig mange finder først deres kæreste i en langt senere alder.

I Bibelen er der en kærlighedsbog, som hedder Højsangen. Der er både erotisk poesi og stor visdom i den bog, som består af otte kapitler. Tre gange i løbet af bogen kommer der et vigtigt råd: ”Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil”. Hvad kan man tænke om det? Sikkert mange ting.

Måske er et sådant råd ekstra vigtigt i vores kultur, hvor flirt, forelskelse, sex og stærke følelser nærmest er et tegn på normalitet og det vellykkede liv. Du siger for eksempel også, at din omgangskreds består af overskudsmennesker, som har ”succes” på dette område. Her kunne vi have lyst til at udfordre din forestilling. Det er nok ikke alle mennesker med en kæreste, der kun er lykkelige. Og der er nok flere, end man aner, som må kæmpe med længsel og andre svære forhold i dette univers.

Dit fokus på at finde en kæreste og dine tanker om det er nærmest blevet stresset, så alt handler om det. Du har nærmest fået en tankekonstruktion, som hedder, at pardannelse er det samme som succes, og at være single er en fiasko. Det er en tankegang, som kan hindre farverne og nuancerne i livet i at folde sig ud, og som lukker ned for mange andre ting at kunne glæde sig over, for eksempel at du klarer dig godt på studiet og har gode venner.

Måske er det svært at høre og efterleve, men vores råd er, at du forsøger ikke at fokusere på at finde en pige i nærmeste fremtid. Det er ikke ensbetydende med, at håbet om at finde en god pige i fremtiden er udelukket. Men det kan ende med at spænde ben for dig selv og være alt for bestemmende for, hvordan du ser på dig selv, dit værd og dit liv, hvis det er dit fokus hele tiden.

I stedet tror vi, det vil være klogt og vigtigt at finde frem til et vist og erfarent modent menneske – en psykolog eller sjælesørger.

Her kunne du igennem en samtalerække vende dine negative tankekonstruktioner, blandt andet dine tanker om, at du er unormal, og her ville du kunne søge hjælp til at få et bredere livsfokus. Det er særdeles vigtigt, at du får hjælp til at bevare modet og ikke går alene med de tanker, som du slutter brevet med.

Mange hilsener