Prøv avisen

Birthe Neumann: Længslerne har været det mest konstante i mit liv

”Du kan ikke gå dig fra en depression, men du bliver i hvert fald ikke dårligere af at gå. Jeg ved, at nogle med en historie som min har glæde af at meditere. Det er ikke lige mig, men jeg laver vejrtrækningsøvelser og mærker, at det gør en forskel,” siger Birthe Neumann. – Foto Leif Tuxen.

Juledag har en film med Birthe Neumann i hovedrollen premiere. Den handler blandt andet om et pars drømme for seniorlivet. Selv har den 71-årige skuespiller drømt så længe, hun husker, og oplevet, at det kan hæmme hende i at være til stede

Birthe Neumann siger om sig selv, at hun er en luftig én. Spørger man den 71-årige skuespiller, hvad hun mon mener med den beskrivelse, peger hun på sin pande. Og så fortæller hun om at have et hoved, hvor drømmene kan fylde hende med forhåbning og længsel, men også være så stærke, at de kan hæmme hende i at være til stede.

Drømme er også et tema i den sørgmuntre spillefilm ”Happy Ending”, som får premiere juledag. Her har Birthe Neumann hovedrollen som direktørfruen Helle, der har set frem til den dag, hvor ægtefællen Peter, spillet af Kurt Ravn, vil tage afsked med sit lederjob. I filmen møder man parret på vej hjem fra Peters afskedsreception. Direktørfruen fortæller, at hun drømmer om, at de skal rejse sammen. Hvordan det går, skal ikke afsløres her, men det går an at nævne, at parret ikke har synkrone drømme for pensionisttilværelsen.

Birthe Neumann taler om et liv, hvor drømmene og længslerne opleves som det mest konstante. Når hun bliver bedt om at trække linjer fra barndom til modent voksenliv, er det længslen, som står som det mest fremtrædende. Ofte i kamp mod ængstelser, som hun på forskellig vis har forsøgt at bekæmpe.

Hun giver et eksempel. Som skolepige havde hun to gange prøvet at løbe på skøjter. En lærer havde sagt, at hun aldrig ville komme til at løbe på skøjter, fordi hun havde tynde ankler. Efter de to ture på isen tænkte hun, at læreren havde ret i sin vurdering, og ærgrede sig over, at hun ikke skulle mærke glæden ved at stå på skøjter.

Nogle årtier senere fandt hun et par hvide skøjter, da hun var ved at rydde op i familiens kælder. Den dag vandt drømmen om at suse hen over isen over frygten for, hvad der kunne ske med anklerne på den glatte is. Hun fandt en lokal park med skøjtebane, hvor hun kunne løbe. Hun griner over mindet. Latteren er nærmest klingende.

”Jeg bevægede mig meget langsomt på isen. Der var mange børn på isen, og de var søde ved mig, når jeg satte mig på enden. Jeg kom der mange formiddage, og jeg husker, at børnene råbte: ’Godt løbet, dame.’”

På samme må måde har det været med skiløb og bilkørsel. Hun var 40 år, da hun trodsede ængstelserne og fik et kørekort.

”Jeg har hele tiden sat mig små mål om ting, jeg ville opnå.”

Hun er vokset op som den ældste af to i en kernefamilie med en far, der var skolelærer, og en mor, som var hjemmegående. Familien boede i en toværelseslejlighed i københavnerbydelen Vanløse. Den gule karréejendom, Kærholmen, så Birthe Neumann som et slot, for sådan er det, når man kan drømme.

”Min mor drømte om, at vi skulle flytte i parcelhus. Jeg syntes, vi boede udmærket. Mine drømme var langt større end min mors. Jeg dagdrømte om at være en humanistisk helt, som gjorde noget godt for andre. Sådan lidt som Moder Teresa, men i flot tøj. Det sidste var vigtigt.”

Når hun ser tilbage på opvæksten, ser hun en drømmende pige, som var stærkt nærsynet og derfor ofte gik ind i ting. En lidt glemsom og sjusket pige. Hun gik på den lokale Katrinedals Skole, hvor klasselæreren, fru Bülow-Møller, mente, hun havde talent som skuespiller, fordi hun var så god til at lære udenad. Birthe Neumanns forældre var dog enige om, at datteren skulle have en boglig uddannelse.

Hun forklarer, at hun som barn og ung havde en observerende rolle til fællesskaber, og at hun altid har følt sig anderledes.

”Jeg har følt mig på sidelinjen betragtende dem, som havde bolden. Jeg har haft øje for, hvordan perfektionen kunne se ud, og derfor har jeg også set alle de brister og skævheder, som stiller sig i vejen for at være perfekt.”

Efter at være blevet student blev hun optaget på psykologistudiet på Københavns Universitet, men det bestyrkede hende blot i, at hun ville være skuespiller. Hun var flyttet hjemmefra, gik i teateret og tog timer hos en skuespiller for at gøre sig klar til optagelsesprøven. Forældrene fik først nyheden om, at hun ville satse på skuespillet, da hun var optaget på Statens Teaterskole. I 1972 blev hun uddannet og kan se tilbage på et arbejdsliv med år på Det Kongelige Teater samt en række tv- og filmroller. Ikke færre end fem julekalendere har hun medvirket i. Skønt hun i dag er folkepensionist, siger hun stadig ja til opgaver. Anmeldere har ved flere lejligheder fremhævet, at hun har et talent for at skildre småneurotiske kvinder. Hun evner at se de fine nuancer i facaden og gengive nuancerne med et bredt register af undertoner. Det er nærmest blevet hendes varemærke.

”Det har altid interesseret mig at skildre kvinder, som er andet end pæne.”

At længslerne og tankemylderet kan hæmme hende i at være til stede, oplevede hun tydeligt, da hun som 44-årig fik en svær depression og blev indlagt.

”Jeg var sværmerisk, var i mine egne tanker og projekter, og jeg tror, det var en medvirkende årsag til, at jeg kunne blive så syg. Der var et sort og larmende tankemylder, som sænkede sig over mig. Jeg måtte sige til mig selv, at nu skulle jeg flytte hovedet på hovedpuden. Jeg følte mig lammet.”

Hun kan sætte dato på den dag, hvor hun blev rask. Det var den 19. august 1991. Efter at have været stort set søvnløs i et halvt år, havde hun sovet den nat, da hun rullede gardinet i soveværelset op.

”Jeg tænkte ’der er farver’. Det var, som om jeg ikke havde set farver hele mit liv. Jeg så de røde tegl på naboens tag og den blå himmel. Det var så bedøvende smukt.”

Klædt i sin natkjole løb hun ned ad vejen mod den psykiatriske afdeling på Frederiksberg Hospital, hvor hun havde været indlagt.

”Jeg forstod ikke den forandring. Jeg var nærmest forskrækket og måtte tale med nogen om det.”

Da hun blev rask, mærkede hun, hvordan sygdommen havde frataget hende evnen til at være til stede med familien og vennerne. Hun beskriver fornemmelsen af igen at kunne sidde ved et spisebord, lade hænderne hvile, mærke afslappetheden i kroppen og nyde at være sammen med andre. Glæden ved igen at kunne følge med i en samtale.

”Sygdommen bragte et fravær.”

Efter hun har været syg, er det blevet vigtigere for hende at cykle, gå og løbe. Hun siger, at det er godt for hendes flyvske hoved at mærke, at det sidder på en krop. Ængsteligheden er i perioder tydeligere end andre.

”Du kan ikke gå dig fra en depression, men du bliver i hvert fald ikke dårligere af at gå. Jeg ved, at nogle med en historie som min har glæde af at meditere. Det er ikke lige mig, men jeg laver vejrtrækningsøvelser og mærker, at det gør en forskel.”

I rollen som Helle i ”Happy Ending” er Birthe Neumann med til at rykke ved forestillingerne om, hvad man kan og bør som ældre. Selv mener hun, at der følger en forpligtelse med at blive gammel.

”Der er noget, som binder mig. Jeg kan ikke bare rykke teltpælene op og flytte til Provence. Jeg har en familie og nogle børnebørn, jeg gerne vil være noget for.”

Hun er mormor og voksede selv op med en mormor som en vigtig voksen. Hendes mormor boede på et kammer nogle hundrede meter fra Birthe Neumanns barndomshjem. Som enke var hun flyttet til København for at være tæt på sin datter og dennes familie. Hun arbejdede som husmoderafløser, og når hun fik fri, var hun hos Birthe Neumann og familien, spiste med og læste med stor tålmodighed godnathistorie for børnebørnene.

”Hun var den eneste gamle i vores familie. Når jeg var sammen med hende, var jeg verdens centrum, den klogeste og dygtigste. Det er en gave for et barn at opleve.”

Birthe Neumann så sin egen mor leve et inspirerende seniorliv. Moderen blev psykisk syg, da hun blev enke som 70-årig, men hun blev rask og fik ni gode år.

”For min mor var der en frigørelse, som fandt sted, da min far døde. Det var livsbekræftende at se, hvordan min mor fra at have været en forsagt, undseelig og ængstelig kvinde blev udadvendt og overskred alle sine tidligere grænser i forhold til, hvad hun kunne foretage sig alene. Pludselig havde hun modet og midlerne til eksempelvis at rejse alene.”

Mens vi taler om alder, kommer Birthe Neumann i tanke om en fornøjelig film, hun så for nylig. Den hedder ”Te med damerne” og er en dokumentarfilm med de britiske skuespillere Eileen Atkins, Judi Dench, Joan Plowright og Maggie Smith. I filmen bliver de fire kvinder bedt om at give deres yngre jeg et råd. Hvis Birthe Neumann skulle give sit yngre jeg et råd, hvordan ville det så lyde?

Hun er stille lidt, inden hun siger:

”Ro på. Det skal nok gå.”

Birthe Neumann spiller direktørfruen Helle i filmen ”Happy Ending”. Hun er gift med Peter, spillet af Kurt Ravn. Da han går på pension, viser det sig, at parret ikke har synkrone drømme for fremtiden. – Foto fra filmen.